Vildhunden og panteren (Morika #2) af Sidsel Sander Mittet

Vildhunden og panteren (Morika #2) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2015.

Læs min anmeldelse af bog #1 Rent blod, her.

Bogen blev sponsoreret af Facet til bogbloggertræf i 2015, alle meninger og holdninger er mine egne.

Det hedder sig, at når man srkiver en serie, og specielt en trilogi, er det den anden bog, der er den svære. Den svære to'er. The Sophomore Syndrome. Men med Vildhunden og panteren formår Sidsel Sander Mittet ikke kun at fortsætte historien fra den første bog i et lige så højt tempo og lige så dragende fortællestil, hun formår ikke kun at fastholde den interessere, jeg havde efter den første bog, men at overbevise mig om, at Morika-trilogien er en serie, der er kommet for at blive, om man så kan sige.

”Jeg sad der længe og blev ét med det land, jeg tidligere havde elsket, men som jeg ikke længere genkendte. Jeg sad der, mens alle andre forlod pladsen, mens Rådet forlod podiet, og fangerne blev ført bort, indtil jeg var alene.”

Der er gået 4 måneder siden Korau, Eshri og dere venner kom til modstandslejren i bjergene. Og alting burde være godt. Mens Korau træner og træner og træner og ikke må være med til andet før hans næste fødselsdag, bruger Eshri dagene sammen med Almi, stedets og oprørernes digter. Men de finder hurtigt ud af, at livet i lejren ikke var, hvad de havde håbet på. Efter 4 måneder har de stadig ikke reddet Aubr og ingen af dem kan affinde sig med, at morikanerne i lejren holder hila-slaver. Deres venskab med Zaak forstår de andre morikanere (og hilaer) ikke og ethvert forsøg på at gøre noget ved situationen bliver ignoreret. Så snart må Korau, Eshri, Drur, Moe og deres venner tage et valg: skal de tie stille eller sætte sig op imod ikke bare deres venner, men deres familie?

Jeg holder faktisk mere af denne her bog end jeg gjorde af den første. Og det er på trods af nogle meget barske scener, hvorfor jeg heller ikke har givet bogen mere end 4 hjerter. Jeg ville virkelig have sat pris på en advarsel.

Og det, jeg elsker mest ved bogen er faktisk noget af det, jeg savnede ved den første bog. Karaktererne, der ellers ikke var flade eller kedelige i Rent blod, bliver mindst lige så livlige og komplicerede i Vildhunden og panteren. Selvom jeg skar tænder over morikanernes selvfølgelige opfattelse af hilaernes underlegenhed, var det netop den måde Sander Mittet igennem det mangesidede og indviklede forhold imellem specielt morikanere og hilaer, der er de to "store" racer i dette univers, fortæller en historie om rigtigt og forkert, kærlighed og krig, og ikke mindst om næstekærlighed, tolerance og venskab. Og jeg slugte den i et væk. Det går stærkt, for der sker en masse ting, der på bedste vis illustrerer at en bog ikke kun har et plot, men der er mange sidehistorier, der langsomt vikles sammen med selve hovedhistorien blot for at styrke den.

"Moe smilede stort. "Tak, Eshri." Han gav mig et varmt knus, som jeg gengældte - først tøvende, så helhjertet. Moe havde været min ven i årevis, selvfølgelig skulle jeg hjælpe ham."

Selvom bogen fortælles af Korau og Eshri, lige som den første bog, så er det for mig at se let at se at de har udviklet sig meget. Ikke kun i løbet af de 4 måneders tid, der er gået imellem bøgerne, men også i løbet af bogen opdager de ikke bare nye sider af sig selv, men bliver stærkere personligheder, specielt Eshri, og måske netop fordi de er hinanden modsætninger fungerer de rigtig godt sammen som fortællere. Og lige som karaktererne har plottet også udviklet sig. Fra at være en meget firkantet kamp mellem "det gode" (oprørerne) og "det onde" (Oryndro), viser det sig at der er mange flere sider og ikke mindst bagsider. Det hele er ikke så sort og hvidt, som man godt kunne have lidt på fornemmelsen efter den første bog og det var noget af det, jeg blev allermest positivt overrasket over.

Jeg glæder mig helt tåbeligt meget til at læse den tredje og sidste bog i serien, Blodets bånd som jeg stadig mangler i mine reoler. Og du kan også nå det endnu!