Sagaen om Isfolket #4-5 af Margit Sandemo

Da Sagaen om Isfolket er en meget lang serie, og jeg håber på at eje og få anmeldt dem alle 47, har jeg valgt at dele det op på en lidt anden måde, da det ellers ville blive til rigtig mange indlæg. Jeg har gjort mit bedste for at dele det op på en sådan måde, at der ikke er for mange bøger i hvert indlæg, så de ikke bliver for lange. Så jeg har delt mine anmeldelser af bøgerne i denne her serie op efter generationer. For Sagaen om Isfolket er en slægtshistorie, en krønike der strækker sig fra slutningen af 1500-tallet og helt op til 2. verdenskrig og tiden derefter.

For at indlæggene ikke skal fylde for meget på forsiden, kan hele anmeldelsen findes, ved at klikke på nedenstående "læs mere" - eller ved at klikke på titlen, samme resultat. I dette indlæg anmelder jeg bog nummer fire og fem, Arvingen og Venskab, som omhandler den anden generation, der for alvor starter en lang fortælling om en episk kamp mellem det gode og det onde, viklet ind i medlemmerne af slægtens liv på mange forskellige måder.

Arvingen (Sagaen om Isfolket #4) af Margit Sandemo. Udgivet af Jentas i 2007, originalt udgivet i 1982. Læst på dansk, originalt skrevet på norsk.

Arvingen er den 4. bog i Sagaen om Isfolket, og det er en hvirvelvind af følelser. Historien er både så trist, så glad, så livsbekræftende og så fuldstændig hjerteskærende mange steder på mange måder.

Yrja er datter af en nærliggende husmand, og håbløst forelsket i sin barndomsven Tarald, søn af Liv og Dag af Isfolket. På trods af hendes fysiske handicap og hendes følelsesmæssige uro, er hun sådan en varm karakter. Hun kærlig og omsorgsfuld, hun bærer sit hjerte uden på tøjet og alligevel kan hun ikke se det meste af sit eget værd. Jeg ved ikke, om det er muligt at læse denne bog, og ikke føle for hende, det er det i hvert tilfælde ikke for mig. Vi følger Yrja, efterhånden som hun allerede fra barnsben bliver mere og mere sammenflettet med Isfolk-slægten, men der er også kapitler som beskriver livet for nogle af de andre af Siljes og Tengels børnebørn, især Taralds søster Cecilie. Det er også en bog, der er en slutningen på en æra, noget, der vil give mening når man har læst den. Selvm Yrja på mange måder er naiv, er der ingen tvivl om, at hun ved, hvad andre forventer af hende. Og igennem hendes tidstypiske øjne, en fattig, fysisk handicappet pige fra en meget stor familie uden nogen uddannelse eller egentlig fremtid, ser vi Isfolket som jeg let kan forestille mig, at man ville se på dem i 1600-tallet; med undren, mangel på forståelse og i Yrjas tilfælde ikke så lidt beundring.

I modsætning til de tre første bøger, er der ikke en hel masse beskrivelser af omgivelserne g i denne bog, som er sandsynligvis fordi det foregår næsten udelukkende på samme sted som den forrige bog, nemlig i familiens to hjem; Lindealléen og Gråstensholm. Det betyder også, at fortællingens største svaghed: tendensen til at fortælle og ikke vise, er mere påfaldende, men ikke så meget, at det har generet mig. De historiske aspekter af bogen bliver meget vigtige nu hvor familien er begyndt at sprede sig på tværs af Skandinavien - okay, for nu er det kun fra Norge til Danmark - og endda til Tyskland, selv familiens stabile hverdag på deres gårde vil med tiden blive viklet ind i, hvad der foregår i den store, store verden. Og jeg elsker det. Jeg ved ikke, om de historiske elementer alle er 100% korrekte, men de fungerer alligevel. Og man kan mærke, at Sandemo har lavet research og undersøgt en masse. Det hjælper bogen, og serien, at denne lange familiesaga sammenfletter fantastiske elementer og etablerede historiske begivenheder. Det er noget af det, jeg skatter højest ved denne her serie.

Der sker rigtig meget i denne her bog, nogle af dem får mig altid til at smile og andre bringer altid tårer frem i mine øjne. Mest af alt gør den mig varm om hjertet, en god gråd er vel lige så god som en god latter?

Venskab (Sagen om Isfolket #5) af Margit Sandemo. Udgivet af Jentas i 2007, originalt udgivet i 1982. Læst på dansk, originalsproget er norsk.

Venskab er den femte bog i Sagaen om Isfolket og følger Cecilie Meiden, Taralds søster, da hun arbejder som guvernante for nogle af kongens børn i Danmark. Problemet er som følger: hun er gravid. Uden for ægteskab. Ved en gift mand tilbage i Norge. Dette er 1600-tallet, så det er ikke bare en kæmpe skandale, men det er meget sandsynligt, at hun vil bruge sit liv på bunden af ​​samfundet som en alene mor og alting. Løsningen; hendes kære ven, og den mand, hun elsker, Alexander Paladin. Han har sine egne problemer og de to udtænker en måde at hjælpe hinanden, hovedsageligt for at redde hinandens liv.

Det kan lyde som et plot til en middelmådig fanfiction, men sådan læser jeg det slet ikke. Jeg kan lide Cecilie for hendes til tider meget direkte, men åbenhjertelige og venlige facon. Og jeg kan lide Alexander, fordi han er en stor mand, selv om han er bare en anelse irriterende. Og til sammen udgør de et skræmmende stærk par, som tydeligt ses i begivenhederne i historien. Jeg kan faktisk virkelig godt lide dem sammen og som par, men det er også her grunden findes til, at jeg ikke har give bogen 5 stjerner lige ud. Efter mange genlæsninger, og at have diskuteret serien med nogen, jeg kender, bliver jeg nemlig altid lidt frustreret over den gennemgående, underliggende og selvfølgelige heteronormativitet, der er i denne her serie. Jeg ved godt, at bogen foregår i 160-tallet og at homoseksualitet så absolut var et tabu og noget, der blev straffet meget hårdt. Alligevel irriterer det mig, ikke blotg at - og nu vil jeg ikke sætte navn på - "omvendes" (jeg sætter det i gåseøjne, for der er selvfølgelig også muligheden for biseksualitet), men at det nærmest alt sammen skyldes tilfældigheder og barndomsindtryk i stedet for at være en medfødt naturlighed. Og det frustrerer mig.

Krigen raser på dette tidspunkt. Sandemo bruger Trediveårskrigen som baggrunden i denne bog og derfor bruger vi som læsere en masse tid på slagmarken med flere af de forskellige mandlige karakterer og ikke kun i Danmark med Cecilie. Denne generation gør ikke meget, for det meste forsøger de at leve et nogenlunde normalt liv i et Europa i konstant oprør og som jeg antydede i anmeldenden af Arvingen vil Isfolkets hverdagsliv i sidste ende også blive vendt op og ned af krigens lange arme. Det betyder ikke, at denne bog er ikke værd at læse. Bortset fra de historiske aspekter, er der en nærmest tragisk, men opløftende kærlighedshistorie, der skal opleves - og nogle temmelig intense seksuelle øjeblikke, som det er sædvanligt for denne serie. For mig er det en af ​​styrkerne ved denne serie, at der ikke nødvendigvis springes let og elegant hen over de intime øjeblikke, men at der heller ikke bruges lange, eksplicitte beskrivelser.

To potentielt livstruende problemer + en temmelig indlysende løsning kunne nemt risikere at gå hen at blive en kedelig og forudsigelig historie, men blandet med rædslerne fra krigen, karakterernes  følelsesmæssige kampe, de ømme øjeblikke og den uudholdelige seksuelle spænding, bliver Venskab en stærk historie om en kvinde , der finder sig selv på meget, meget dybt vand, men med nok medfølelse og kreativitet til at finde og sikre sin egen lykke.