Håb (Død Verden #3) af Louise Haiberg. Udgivet af Tellerup i 2017. 288 sider.
Mit navn er Nera. Dette
er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive
dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan
holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og
beskrivelser. Jeg skriver dem til fremtidige generationer.
Nera finder et formål. Hun vælger at rejse ud sammen med vampyrelverne for at redde mennesker. Men den døde verden har ændret sig. Zombierne er farligere end nogensinde, selv hvis man rejser med vampyrelvere. Vil de finde mennesker og nå sikkert tilbage til Vita? Eller er håb, viljestyrke og kærlighed ikke nok?
Nera finder et formål. Hun vælger at rejse ud sammen med vampyrelverne for at redde mennesker. Men den døde verden har ændret sig. Zombierne er farligere end nogensinde, selv hvis man rejser med vampyrelvere. Vil de finde mennesker og nå sikkert tilbage til Vita? Eller er håb, viljestyrke og kærlighed ikke nok?
Håb er den tredje bog i Død Verden-serien og på det tidspunkt, hvor jeg læste den, også den sidste. Jeg har dog for nyligt set hos Louise Haiberg på Instagram, at der kommer en bog fire. Derfor er min anmeldelse nok en smule underlig, for jeg læste bogen som en slutning på serien, hvilket den ikke længere er.
I Håb vender Nera igen blikket mod verden uden for det ret uhyggelige utopiske tilflugtssted, som vampyrelverne har tilbudt hende og de andre. Det var svært for hende at finde sig til rette på det sted, mens hun hele tiden stillede spørgsmål ved beslutningerne bag ved hele systemet og ikke mindst fordi hun stadig er håbløst forelsket i vampyrelveren Bane, som stadig kommer forbi og drikker hendes blod. Dagbogsformatet viser, hvordan hendes kaotiske tanker ikke er blevet mindre efter tiden på Vita. Så i stedet for får hun overtalt vampyrelverne til at lade hende rejse med ud og redde andre mennesker ved at fortælle dem om stedet, om hvordan det er at være der, og give andre mennesker et menneskes perspektiv på redningen. Det gjorde mig ret glad at hendes historie gik den vej, hvor det har ligesom været et kendetegn for hende lige fra den første bog; selv om det under zombieapokalypsen kan være en langt større fordel at være i små grupper, viser Neras dagbog fra starten af, at hun er gået op i at redde andre mennesker, enten ved at skrive mindeord om de døde, eller beskrive hvad der skete og sker for at efterlade det til de, der måtte overleve. Det føltes mere rigtigt at hun skulle forsøge på dette end at hun ville gemme sig bag ved vampyrelverne og efterlade mennesker til zombiernes hærgen.
Men selvfølgelig er hun og vampyrelverne ikke ligefrem enige om, hvem der bør reddes. Hvem der får håb for at overleve og hvem der ikke kan reddes. Det viser sig også, at vampyrelverne har meget specifikke regler for, hvem de redder og hvem de ikke gør, og det er bestemt ikke noget, der huer Nera. Håb afslører også lidt mere om, hvor zombieapokalypsen måske er startet, eller hvordan, det og det er virkelig en afsløring, der ændrede min opfattelse af serien. Det er som om, jeg er begyndt at tro, at serien flader ud og begynder at blive ret gentagende, så hiver Haiberg endnu en afsløring frem fra de skjulte tegn og overrasker mig. Denne her afsløring satte hele redningsmissionen i et andet lys og det er måske en af de ting, jeg følte, jeg manglede svar på, da jeg læste bogen. Det giver selvfølgelig mening nu, hvor jeg ved at der kommer en 4'er, men da jeg læste bogen, savnede jeg virkelig en afslutning på den afsløring, der potentielt kunne ødelægge det samfund, de har opbygget på Vita.
Til gengæld fandt jeg de ret spændende at læse om vampyrelvernes forhold til zombierne og hvad der sker, når en af dem bider en vampyrelver. Det bliver en smule for ængsteligt red-min-overnaturlige-kæreste-agtigt, men jeg forstår godt hvorfor Nera nægter at give op til hun har fundet en løsning. Bogen slutter meget åbent, med antydningen af, at Neras anstrengelser har båret frugt og det i stedet for et afskedsbrev på grund af døden, nærmere er et afskedsbrev på grund af selvhad, som hun finder på det sted, hun normalt efterlader sit nyeste forsøg på en redning.
Som sagt, så troede jeg, at dette ville være en trilogi, da jeg læste Håb og derfor læste jeg det som en slutning. Den føltes meget åben, hvor der er mange ting, der ikke er blevet løst endnu med hensyn til menneskene på Vita og vampyrelvernes forhold til zombieapokalypsen. Jeg forventer ikke en løsning på zombie-problemet, det er ikke den retning, jeg regner med at historien vil gå, men jeg håber på at se mere til Nera, der som karakter virkelig er vokset og er kommet under huden på mig, og jeg er så spændt på at se, hvilken spændende titel, Haiberg vil give mig at teoretisere over næste gang.
I Håb vender Nera igen blikket mod verden uden for det ret uhyggelige utopiske tilflugtssted, som vampyrelverne har tilbudt hende og de andre. Det var svært for hende at finde sig til rette på det sted, mens hun hele tiden stillede spørgsmål ved beslutningerne bag ved hele systemet og ikke mindst fordi hun stadig er håbløst forelsket i vampyrelveren Bane, som stadig kommer forbi og drikker hendes blod. Dagbogsformatet viser, hvordan hendes kaotiske tanker ikke er blevet mindre efter tiden på Vita. Så i stedet for får hun overtalt vampyrelverne til at lade hende rejse med ud og redde andre mennesker ved at fortælle dem om stedet, om hvordan det er at være der, og give andre mennesker et menneskes perspektiv på redningen. Det gjorde mig ret glad at hendes historie gik den vej, hvor det har ligesom været et kendetegn for hende lige fra den første bog; selv om det under zombieapokalypsen kan være en langt større fordel at være i små grupper, viser Neras dagbog fra starten af, at hun er gået op i at redde andre mennesker, enten ved at skrive mindeord om de døde, eller beskrive hvad der skete og sker for at efterlade det til de, der måtte overleve. Det føltes mere rigtigt at hun skulle forsøge på dette end at hun ville gemme sig bag ved vampyrelverne og efterlade mennesker til zombiernes hærgen.
Men selvfølgelig er hun og vampyrelverne ikke ligefrem enige om, hvem der bør reddes. Hvem der får håb for at overleve og hvem der ikke kan reddes. Det viser sig også, at vampyrelverne har meget specifikke regler for, hvem de redder og hvem de ikke gør, og det er bestemt ikke noget, der huer Nera. Håb afslører også lidt mere om, hvor zombieapokalypsen måske er startet, eller hvordan, det og det er virkelig en afsløring, der ændrede min opfattelse af serien. Det er som om, jeg er begyndt at tro, at serien flader ud og begynder at blive ret gentagende, så hiver Haiberg endnu en afsløring frem fra de skjulte tegn og overrasker mig. Denne her afsløring satte hele redningsmissionen i et andet lys og det er måske en af de ting, jeg følte, jeg manglede svar på, da jeg læste bogen. Det giver selvfølgelig mening nu, hvor jeg ved at der kommer en 4'er, men da jeg læste bogen, savnede jeg virkelig en afslutning på den afsløring, der potentielt kunne ødelægge det samfund, de har opbygget på Vita.
Til gengæld fandt jeg de ret spændende at læse om vampyrelvernes forhold til zombierne og hvad der sker, når en af dem bider en vampyrelver. Det bliver en smule for ængsteligt red-min-overnaturlige-kæreste-agtigt, men jeg forstår godt hvorfor Nera nægter at give op til hun har fundet en løsning. Bogen slutter meget åbent, med antydningen af, at Neras anstrengelser har båret frugt og det i stedet for et afskedsbrev på grund af døden, nærmere er et afskedsbrev på grund af selvhad, som hun finder på det sted, hun normalt efterlader sit nyeste forsøg på en redning.
Som sagt, så troede jeg, at dette ville være en trilogi, da jeg læste Håb og derfor læste jeg det som en slutning. Den føltes meget åben, hvor der er mange ting, der ikke er blevet løst endnu med hensyn til menneskene på Vita og vampyrelvernes forhold til zombieapokalypsen. Jeg forventer ikke en løsning på zombie-problemet, det er ikke den retning, jeg regner med at historien vil gå, men jeg håber på at se mere til Nera, der som karakter virkelig er vokset og er kommet under huden på mig, og jeg er så spændt på at se, hvilken spændende titel, Haiberg vil give mig at teoretisere over næste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar