tirsdag den 10. juli 2018

Top Ten Tuesday #57

Top Ten Tuesday er et ugentligt prompt, hvor emnet skifter hver gang. I sin tid blev det startet af The Broke and the Bookish og i dag hostes det af That Artsy Reader Girl. Det er et ret enkelt set-up, hver uge bliver der givet en ny overskrift til en top ti liste (eller fem eller tyve, men jeg bestræber mig som regel altid på at lave ti). Jeg har tidligere været meget aktiv med disse indlæg og jeg kan faktisk virkelig godt lide dem, så nu forsøger jeg at bringe dem tilbage på bloggen igen. Det kommer til at svinge lidt mellem top ti-lister og tag-indlæg her om tirsdagen.

Denne uges emne er Top Ten Books I've Read in 2018 (So Far) og egentlig tror jeg, at jeg får ret nemt ved denne liste. Dels har jeg givet omkring 20 bøger 5 stjerner på Goodreads i år og dels har jeg læst en masse non-fiction, som jeg ikke rigtig kommer til at tage med i betragtning til de bedste bøger. Min liste er ikke i prioriteret rækkefølge, men titlerne kommer efterhånden som jeg kommer i tanke om dem.

#1 The Hate U Give af Angie Thomas.
Der er virkelig ikke meget andet at sige, end at jeg elskede denne her bog. Den ramte mig ret hårdt og jeg kunne ikke undgå at føle bare en brøkdel af den smerte, Thomas og de mange andre sorte mennesker i USA må føle. Den uretfærdighed. Men også den samhørighed og det fællesskab. Jeg tror på, at bogen er en af de vigtigste, jeg har læst i år og jeg kan kun håbe på, at den er et øjebliksbillede, der i fremtiden vil få læsere til at sige "var det virkelig sådan dengang?".


#2 Provinspis af Ditte Wiese.
Det her er endnu en bog, der rørte noget dybt i mig og jeg følte mig så tæt forbundet med Ida, at det føltes næsten uhyggeligt. Jeg tænker nogle gange stadig på slutningen og på hvordan den bringer håb til Idas historie og jeg er ret sikker på, at det er en bog, som mange vil kunne genkende sig selv i, hvad enten de er teenagere i dag eller det er mange år siden. Og som sådan er det en bog, jeg håber mange vil få kendskab til. 

#3 *Stenløvens brøl af Sidsel Sander Mittet. 
Det er efterhånden ret længe siden, at jeg læste denne her bog, men jeg er stadig vild med den. På den ene side er Krøniken om Morika et fantastisk univers at fordybe sig i, og der er mellem de to trilogier rigtig meget at finde i universet, der er fyldt med magi og en særlig stemning, og hvor der bliver taget vigtige spørgsmål op som fremmedhad, kultursammenstød, historie, kvinderettigheder, homofobi og meget, meget andet. Og på den anden side er især Krøniken om Morika en skøn fortælling om mod, og en hvordan en legende bliver til. Det var især specielt at læse trilogien efter den oprindelige trilogi, Morika, fordi Aaton og Ituas historie spiller en stor rolle deri, og det var fedt at se den udfolde sig.

#4 Wonder af R. J. Palacio.
For at fortsætte med bøger, der berørte mig voldsomt, så fik Wonder mig til nærmest at græde, da jeg sad og lyttede til lydbogen. Historien er bestemt skrevet til at spille på ens følelser, men det betyder også, at der efterfølgende er rigtig mange tanker, som fylder i ens bevidsthed. Jeg har efterfølgende set filmen, med præcis samme resultat: tårer over det hele.


#5 Ruin and Rising af Leigh Bardugo.
Jeg fløj mere eller mindre igennem hele trilogien på meget kort tid og den sidste bog i serien er faktisk min favorit. Alinas udvikling er virkelig stor og jeg er en af dem, der er ret vild med karakteren Mal også, selv om han til tider irriterede mig voldsomt med sin opførsel. Serien handler om den forældreløse Alina, som finder ud af at hun er Grisha. Grisha er magikere, ikke med besværgelser og tryllestave, men med en medfødt evne til at manipulere vand, luft, metal osv., eller heale, bare for at nævne nogle få. Alinas evne er ikke bare sjælden, den er unik og det bliver starten på en lang kamp for Alinas egen selvstændighed og et forsøg på at redde landets befolkning fra undergang.

#6 **Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz.
Da jeg først så, at denne her bog kom på dansk, blev jeg så glad, at jeg næsten ikke kunne holde det inde. For 2 år siden skrev jeg bachelorprojekt om diversitet i YA og valgte Sáenz' bog som en af de to, jeg arbejdede med. Og det viste sig at være en rigtig god idé, for den er noget helt særligt og nu hvor jeg også har læst den på dansk, kan jeg godt sige, at jeg måske er endnu mere imponeret over den danske udgave. For på originalsproget har ordene og sproget en helt særligt kvalitet og bogen er ret speciel at læse. Den føles let som luft og dernæst skvulper det over som en bølge. På dansk har sproget beholdt den samme følelse og jeg håber virkelig, at det er en bog, mange vil lægge mærke til.

#7 ***Panteons Prøve af Boris Hansen.
Jeg er ganske enkelt bare vild med denne her serie og i 3'eren tager tingene endnu mere fart og der bliver viklet flere og flere tråde sammen til et kæmpemæssigt plot. Serien blander dystopisk science-fiction og klassisk high fantasy på en måde, jeg ikke kan mindes, at jeg har set før, og resultatet er en meget lang serie, med meget tykke bøger, som har været umulige for mig at lægge fra mig. når først jeg er gået i gang.

#8 Warcross af Marie Lu.
Indrømmet, jeg har snart læst alle Marie Lus bøger og der har endnu ikke været en, jeg ikke har kunnet lide. Men jeg tror, hendes første forsøg på at skrive science-fiction er en af mine absolutte favoritter. I lang tid gik jeg uden om bogen fordi jeg ikke bryder mig specielt om forsiden, men da jeg endelig gav historien en chance, fortrød jeg det på ingen måde. I stedet bleve jeg helt opslugt af historien om Emika og Hideo og alle de andre, og jeg er så spændt på at se, hvad der sker efter den sidste afsløring i bogen.

#9 **Knivens stemme af Patrick Ness.
Jeg er stadig ikke helt kommet mig over hvor mange plot twist, der var i denne her bog. Fortællingen virker umiddelbart ret ligetil, men det viser sig ret hurtigt at læseren, lige som Todd, ikke har den fjerneste anelse om, hvad der foregår. Idéen om, at alle kan høre hinandens tanker hele tiden er skræmmende og hvordan alle mulige forskellige har indrettet deres samfund på grund af dette, var bare en af grundene til, at jeg blev holdt fast af bogen fra start til slut.

#10 The Lord of the Rings af J. R. R. Tolkien.
Bare fordi jeg umuligt kan lade være med at have dem med på listen. Jeg læste dem, nærstuderede dem og skrev om dem  5 måneder og jeg er stadig ikke den mindste smule træt af dem. 

Hvad er den bedste bog, du har læst i år ind til videre?

 
* Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet.
** Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget CarlsenPuls.
***Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com