lørdag den 30. juni 2018

Kollision (Collide #1) af Gail McHugh

 
Kollision (Collide #1) af Gail McHugh. Oversat af Hanne Arnold. Udgivet af Flamingo i 2017, først udgivet i 2013 med titlen Collide. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
 

Efter sin mors død rejser den unge Emily til New York for at begynde sit nye liv efter college - og for at komme tættere på sin kæreste Dillon. Selvom Dillon er en opmærksom og betænksom kæreste for den sørgende Emily, kommer deres parforhold på prøve i "Kollision".

Da Emily møder den rige og notoriske playboy Gavin, der både er ufattelig sexet og uventet charmerende, er det umuligt for Emily at slå ham ud af hovedet. Og da hun finder ud af, at han er en del af Dillons venneflok bliver tingene for alvor komplicerede...

"Kollision" er en sexet historie om et trekantsdrama mellem en kvinde og to mænd. Om jalousi, forførelse og bedrag. Og om styrken til at løsrive sig og genkende kærligheden, når man ser den.

Jeg ved sådan set ikke rigtig, hvor jeg skal starte med denne her bog. Jeg kunne faktisk godt lide Kollision, det meste af tiden, men jeg havde også et rimeligt stort problem med den, som ikke blev løst. Bagsideteksten siger direkte, at her er der tale om en bog om et trekantsdrama og det må man sige, passer perfekt. Både trekants (eller V er det egentlig, det er jo to fyre, der er vilde med den samme pige og hun kan ikke vælge) og drama-delen. Så hvis man ikke er til bøger om trekantsdrama, vil jeg nok sige, at man skal overveje, hvor meget man er imod tropen.

Jeg forstår ganske enkelt ikke hovedpersonen. Emily Cooper er for mig at se nok en af de værste hovedpersoner, jeg længe har været udsat for og det er primært hendes karakter, der har trukket bogen ned. Hun er håbløst blind over for sandheden, men det værste er nærmest, at hun godt kan se, at der er noget galt, men nægter at acceptere det og tage konsekvensen af det. For at sige det rent ud, hendes kæreste Dillon er en skiderik. Kort og godt. En løgner, er voldelig og utro og manipulerer hende og behandler hende som en genstand, noget han ejer. Flere gange måtte jeg simpelthen stoppe med at læse, fordi jeg ikke kunne fordrage den måde, han behandlede hende på. Jeg forstår ikke, hvorfor hun vælger at blive sammen med ham, af en eller anden grund bilder hun sig selv ind at hun skylder ham et eller andet helt vildt stort, fordi han gjorde som en ordentlig kæreste bør gøre og støttede hende igennem hendes mors død. Noget, der bliver direkte sagt at hendes bedste veninde og noget, som hun tilsyneladende overhovedet ikke kan få ind i sit hoved. Det frustrerede mig endeløst at se, hvordan hun lader Dillion trampe på sig igen og igen og hele tiden bilder sig selv ind, at det er hendes skyld, selv når hun godt kan se, at der er noget galt. Bagsideteksten siger at han "er en opmærksom og betænksom kæreste", men det havde været bedre med et "var". Jeg så intet betænksomt i hans opførsel og hans opmærksomhed gik mere ud på at kontrollere Emily end at være opmærksom på hendes behov.

Emilys opførsel bliver virkelig et mysterium for mig, når man ser på den anden superlækre fyr, der falder pladask for hende. Gavin bliver kaldt playboy og jeg måtte ærligt talt grine lidt af det, for han slet ikke skrevet. Han er så sød, at det nærmest bliver patetisk. Han er forfærdelig god sammen med sin niece og nevø, hvorimod man ser Dillon være ligeglad med mere eller mindre alle andre end ham selv. Gavin prøver på at sige de rigtige ting og gør hvad han kan for at give Emily plads og ikke stjæle sin bedste vens kæreste. Men selvfølgelig kan de ikke lade hinanden være og lige som jeg troede, at jeg ville få en lykkelig slutning, sker der en alvorlig miskommunikation. At bruge det som plot twist er irriterende og det gav heller ikke meget mening, at Emily tilsyneladende er villig til at bære over med Dillons kontrollerende opførsel og mange åbenlyse løgne – hun tager ham endda i en, konfronterer ham og tror på hans nye løgn i stedet for at indse sandheden – men på intet tidspunkt er hun villig til at give Gavin den mindste chance for at forklare misforståelsen. Det kørte rundt i hovedet på mig og jeg tror, at jeg på en eller anden måde nød den enorme mængde ”angst for the sake of angst”, der flyder ud af bogen.

For det skal ikke lyde som om jeg ikke var opslugt af bogen, da jeg læste den. Men jeg tror, den havde været bedre, hvis Emily som karakter havde givet mening. Jeg kan stadig ikke forstå, at det var så svært for hende at vælge og jeg er ret bekymret over, hvilket budskab omkring følelsesmæssig manipulation, kontrollerende adfærd og voldelig tendenser, bogen forsøger at komme med. Forhåbentlig er der seriøse konsekvenser i fortsættelsen, for jeg kan ikke tro, at forfatteren mener, at Dillons behandling af Emily er i orden. Men jeg kan ikke se, hvorfor det skal være så svært at lade Emily forstå, at uanset hvad han har gjort for hende, er det ikke en undskyldning for hans opførsel. Jeg nød på en eller anden selvpinende måde at læse bogen; den er hverken dårligt skrevet eller noget, men karakterernes opførsel distraherede mig fra plottet. Som sagt, er jeg i vildrede over denne her bog, på mange måder irriterede den mig med dens karakterer og dens handling og alligevel nød jeg at læse den og følte mig underholdt, selv om jeg blev vred. Og egentlig tror jeg, at det er en god ting bogen tager op: at lære læseren, at de ikke skal opføre sig om Dillon. Eller ignorere og bebrejde sig selv sine følelser og andres handlinger lige som Emily. Jeg bliver nødt til at læse Puls snart, for jeg vil faktisk gerne vide, hvad der sker efterfølgende. Bogen slutter på lidt af en cliffhanger og jeg håber egentlig på at se, hvordan Emily udvikler sig og lære at forsvare sig selv og ikke lade andre trampe på sig. Med eller uden Gavin. Og helst uden Dillon. Men jeg ser gerne mere til hendes veninder Olivia og Fallon. Meget mere!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com