onsdag den 22. november 2017

Dødt kød - dag 1 (Dødt kød #1) af Nick Clausen

 
Dødt kød - dag et (Dødt kød #1) af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2017.

Reklame. Gave/anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.

De døde er vågnet.
Drevet af umættelig sult.
På evig jagt efter frisk kød.
Smitten spreder sig som pesten.
Intet står imellem de udøde og menneskeheden.
Er det for sent at redde verden fra katastrofen?
Dag 1 følger det første døgn i historien om Dødt kød.
Dødt kød fortæller en historie, der for at være ærligt tog røven på mig. Vi følger to drenge på omkring 18 år, kaldet Thomas og Dan, og Dans søster Jeanette og bliver kastet direkte ind i handlingen. En helt almindelig kedelig dag, hvor de er ude for at dele reklamer ud. Det er en ret spøjs måde at starte en zombiebog på, men det fungerer virkelig godt i Nick Clausens hænder, fordi det på bedste vis illustrerer, hvordan en zombieapokalypse kan starte ud af ingenting, tilsyneladende. Og virkelig vende op og ned på alting, så man ikke ved, hvilket ben man skal stå på eller hvad man skal gøre.

Jeg er faktisk ikke den store zombiefan, men jeg har gode erfaringer med Nick Clausens bøger, og præcis som de andre, jeg har læst fra hans side af, så er Dødt kød endnu en god bog. Den fungerer virkelig godt til også den yngre målgruppe, fordi sproget er let læst og bliver brudt op af enkelte illustrationer undervejs. Man behøver dog ikke illustrationer for at følge med i den meget kaotiske og til tider blodige handling, for ordene maler nogle virkelig klare billeder nu og da.

Dødt kød er en meget kort bog, for handlingen foregår kun over en enkelt dag. Men det betyder på ingen måde, at den er kedelig og langtrukken. Tværtimod sker der rigtig meget, og det går hurtigt op for Thomas og de andre, at de bliver nødt til at handle med det samme. De har ikke tiden til at snakke om lange planer eller tænke sig længe om, mens de bliver jagtet af blandt andre en lille zombiepige. Hvor meget kan der ske på en dag? Svaret i Dødt kød er: en hel del. Faktisk kan Jorden nå at gå under på en dag. Frøet til menneskehedens mulige undergang er blevet sået og spørgsmålet er, om man kan nå at stoppe det i tide. På dag et sker der en hel masse ting, og jeg glæder mig i hvert fald til at finde ud af, hvad dag to bringer med sig.

0 kommentarer:

Send en kommentar