mandag den 11. februar 2019

The Cruel Prince (The Folk of the Air #1) af Holly Black

 
The Cruel Prince (The Folk of the Air #1) af Holly Black. Udgivet af Hot Key Books i 2018. FairyLoot udgave fra Januar 2018 boksen. 370 sider.
One terrible morning, Jude and her sisters see their parents murdered in front of them. The fearsome assassin abducts all three girls and brings them to the world of Faerie, where Jude is installed into the royal court. Mocked and tormented for being merely mortal, Jude soon realises that to survive in this treacherous, dangerous, new world, she needs to be as smart, cunning and deceitful as the Fey themselves.

But the stairway to power is fraught with shadows and betrayal. And looming over all is the infuriating, arrogant and charismatic Prince Cardan. Jude must take the utmost care …
The Cruel Prince er lidt af en speciel størrelse. Det er nemlig langt fra alt, jeg synes var særlig fedt at læse om og alligvel endte jeg med at være rigtig glad for bogen. Holly Blacks fae-verden er alt andet end ringlende klokkeklar latter, små Klokkeblomt-lignende feer og magi. Det er mørkt og dystert, det er voldeligt og grusomt og titelpersonen er helt bestemt “cruel”. Jeg kan godt lidebogen, netop fordi den tør gå ud over denne her grænse og fortælle en historie hvor de voldsomme sider ikke bliver gemt væk under vage vendinger og bratte kapitelafslutninger. I stedet får vi fra starten af mord og bortførelser, grufuld mobning der minder om tortur, snigmord og noget der mest af alt minder om Game of Thrones’ Red Wedding. The Cruel Prince er ret dark fantasy og jeg tror bestemt på, at det er noget man skal være opmærksom på, når man går ind til bogen.

Hovedpersonen Jude er en af to menneskepiger, der bliver bortført til fae-verdenen som små efter at deres mor og far  er blevet brutalt myrdet. Af manden der bortfører dem. Af en eller anden grund vælger han at opfostre dem som sine egne døtre, men på grund af at de er mennesker, bliver de set ned på og decideret hadet af de andre fae. Især Jude er fast besluttet på at skabe sig en position i det her samfund, hvor hun ikke længere er et svagt menneske, men kan få en magt over sine modstandere. Hendes søsters plan for at være i fred er ret anderledes og påvirker Jude i en ret uventet retning, men fælles for dem begge to er, at de ikke vil tilbage til menneskenes verden, som de kun har svage minder fra. Jude bliver spion for en af Kongens mange sønner og bliver viklet ind i et farligt spil af bedrag og magtsyge, der også tæller hendes mest indædte fjende, prinsen Cardan. Men tro ikke, at Jude er en god person bare fordi hun er et menneske, faktisk viser hun sig hurtigt i stand til at gøre de mest voldsomme ting for at beskytte sig selv og sine søstre. Der er ingen af karaktererne i bogen, der er helhjertet gode og Jude får hurtigt brug for sin snarrådighed, da hendes mulighed for en sikker position som tronarvingens spion bliver flået fra hende. I stedet opdager hun en langt dybere hemmelighed og må lægge en plan ikke kun for at beskytte sine søstre og sig selv, men også hendes fosterbror, omend modvilligt også prins Cardan og ikke mindst fae-verdenen mod end endnu mere voldelig fremtid.

Jeg kunne virkelig godt lide den retning historien tog og den måde, Holly Black blander fae-mytologi med en actionfyldt historie om en ret speciel hovedperson. Selv om det er nemt at holde med Jude det meste af tiden, så får man også nogle gange indtrykket af at livet i denne verden har forandret hende til det værre. Jeg fik en knude i maven af at læse om hvordan hun bliver behandlet og måtte lægge bogen fra mig, men jeg blev gang på gang drevet tilbage til historien for at se, hvad der ville ske. Jeg havde lidt set det allersidste plot twist komme, men det betød ikke at jeg ikke blev overrasket undervejs. Holly Black har skrevet en mørk og voldsom fanatsyfortælling, der ikke lægger fingre imellem, men stoler på at son læser kan klare det og besvarer det med en fængende fortælling om magi, magt, politik, hemmeligheder, bedrag og en piges forsøg på ikke at styre hendes verden direkte mod kaos. 

0 kommentarer:

Send en kommentar