torsdag den 17. januar 2019

Fjendens ansigt (Chaos Walking #2) af Patrick Ness

 
Fjendens ansigt (Chaos Walking #2) af Patrick Ness. Oversat af Elisabeth Kiertzner. Udgivet af CarlsenPuls i 2018, først udgivet i 2009 med titlen The Ask and the Answer. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.  600 sider.

Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Knivens stemme*.

Todd og Viola har været på flugt fra den ubarmhjertige hær af mænd fra Todds hjemby, Prentisstown, og er røget lige i armene på deres værste fjende, Borgmester Prentiss. Todd bliver fængslet og adskilt fra Viola, og nu er han tvunget til at underkaste sig Borgmesterens magt. Men hvad er det for hemmeligheder, der gemmer sig uden for byen? Og er Viola stadig i live? Og så en dag begynder bomberne at falde ?

Fjendens ansigt er en intens, chokerende og meget bevægende roman om at yde modstand under et ekstremt pres.
Der er få bøger, der er lige så forvirrende at læse som Fjendens ansigt. Men før man går helt i panik, så mener jeg det altså på den bedste måde. Jeg blev forvirret, ikke fordi jeg ikke kunne følge plottet, men fordi jeg ikke vidste, hvem jeg skulle holde med. Vi møder Todd og Viola lege efter den første bog er slut og de bliver øjeblikkeligt skilt ad og får hver deres meget forskellige oplevelser af den nye by under Borgmester Prentiss' lederskab. Og hverken Borgmester Prentiss eller kvinderne Viola møder er ligefrem villige til at give informationer fra sig og rigtig meget af Viola og Todds handlinger afhænger af deres egne tankerækker og konklusioner. De vil det samme, men det der er så forvirrende er, at de har helt forskellige måder at forsøge at opnå det på og det er ikke fordi der er nogen af dem, der bliver præsenteret som en specielt god løsning. 

Og det er præcis det, jeg så godt kunne lide ved bogen. Patrick Ness har skrevet en virkelig hurtig bog, hvor der sker rigtig meget action, og det bliver sat op imod den mere filosofiske tilgang, hvor både karaktererne og læseren bliver tvunget til at tænke over midlerne til at nå et nobelt mål - og hvordan man forsvarer brugen af voldsomme midler. Det er nogle fascinerende karakterer, der kommer ud af sådan en gråzone og jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig, mens jeg læste. Det var især spændende for mig at forsøge at regne ud, hvad der lå bag ved de voksnes motivationer, og hvordan Todd og Viola forsøger at regne ud, hvilken vej der er den rigtige. Især kunne jeg godt lide måden hvorpå Viola regner ud at hun bliver manipuleret med i forhold til hvilke oplysninger, hun får, der er rigtige og hvilke der er en genialt plantet løgn. 

Todd og Violas forhold udvikler sig ret meget i bogen, på trods af at de er adskilt langt det meste af tiden. Meget af deres motivation er nemlig at de vil forsøge at finde hinanden igen, ud over at de vil forsøge at stoppe først Prentiss og siden også den mystiske oprørsgruppe The Ask, og gruppen The Answer, deraf den engelske titel. Og mens de er adskilt lærer de en del om historien bag kolonierne i denen nye verden, historien med spacklerne og Støjen, som vender tilbage i små bidder i Fjendens stemme. Det meste af bogen foregår nemlig i en by, hvor alle mændene tager en form for "dulmende" modgift mod Støjen, der ikke fjerner den, men dæmper den så længe man tager modgiften. Mærkelig nok så savnede jeg den lidt. Til gengæld er Todds kapitler som sædvanlig ret morsomme at læse, men jeg tænkte langt mindre over hans manglende grammatiske evner i denne her bog end jeg gjorde i den første.

Fjendens ansigt er en fantastisk fortsættelse fra den første bog. Historien bliver taget til et endnu højere niveau, der er meget på spil og det spidser for alvor til i slutningen af historien, hvor alle står over for en helt ny udfordring. Der sker nogle ret skræmmende ting i bogen, især under forsøget på at udrydde The Ask og The Answer fra byen, og det var med hjertet helt oppe i halsen, at jeg læste de sidste kapitler. Jeg glæder mig mere og mere til at se filmatiseringen af denne her serie, men lige nu er jeg langt mere klar på at få fat i den tredje og sidste bog, når den kommer på markedet. Jeg vil virkelig gerne vide hvordan Todd og Violas historie ender, og ikke mindst om de bliver enige om, hvad de skal gøre. Det har taget 10 år at få serien udgivet på dansk, og det er bestemt på tide.

0 kommentarer:

Send en kommentar