lørdag den 29. december 2018

Gaver, der kan åbnes igen og igen | Boglige julegaver anno 2018


Igen i år har jeg ønsket mig en masse bøger til jul, og jeg er så heldig, at min familie efterhånden har vænnet sig til det. Så i dag fremviser jeg de bøger og boglige pakker, jeg fandt under træet med mit navn på. Jeg har ikke kun fået bøger, det vil jeg gerne understrege, men de bøger, jeg har fået, er alle sammen nogen, jeg er virkelig glad for og som jeg glæder mig til at læse.


I år stod mine forældre for at købe julegaver til os børnebørn fra min farmor og farfar. Det er faktisk ret smart tænkt, for efterhånden har min fars forældre rigtig mange børn, svigerbørn, børnebørn, svigerbørnebørn (hvis der er noget, der hedder det) og oldebørn, så det er virkelig mange at holde styr på. Fra dem havde min mor fundet en bog til mig, som jeg virkelig håbede på at få i julegave, især efter at jeg købte mig 2'eren til BogForum. Jeg fik Godnathistorier for rebelske piger af Elena Favilli og Francesca Cavallo. Jeg har hørt bogen som lydbog, men fandt det ret mangelfuldt, og jeg har derfor længe gerne ville indlemme begge bøger i min samling. Jeg glæder mig virkelig til at læse den.


Af mine søstre fik jeg også bøger, blandt andet bog nr. 23 i Sagaen om Isfolket, Ritualer af Margit Sandemo, så nu er jeg en bog nærmere at have samlet mig hele serien. Forfatteren døde tidligere på året og siden da er det kun blevet mig endnu mere vigtigt at få samlet hele serien, og måske endda hel hendes forfatterskab. Det er få serier, der har berørt mig lige så meget som hendes episke saga om Isfolket, og jeg vil nyde at læse dem resten af mit liv.


Af min anden søster fik jeg to bøger, den første er #betteravn, eller bedre kendt som Verden styrter af Malene Sølvsten, som dermed fuldender min samling af serien. Jeg har stadig både denne her bog og den sidste bog i serien til gode, og jeg både frygter og glæder mig til slutningen. Jeg er slet ikke klar til at sige farvel til Anne og de andre.

Derudover havde hun givet mig bog 2 i Den store djævlekrig, Dødens terning af Kenneth Bøgh Andersen. Og mine forældre gav mig så resten af serien, således fik jeg også Den forkerte død, Ondskabens engel, Den faldne engel og Den faldne djævel. Alle sammen naturligvis af Kenneth Bøgh Andersen. Jeg forudser en maraton af hele serien i det nye år, og jeg glæder mig helt vildt til det!


Halskæden på det øverste billede, er min julegave fra min kæreste og måske den, der berørte mig allermest. Det er Arwens halskæde fra filmatiseringen af The Lord of the Rings, lavet i sølv og i virkelig god kvalitet (og som jeg har taget et virkelig dårligt billede af). Og den har nok stået på min ønskeliste i de sidste 10 år eller deromkring. Faktisk så længe, at jeg var holdt op med at sætte den på en ønskeliste. Det var helt perfekt at pakke den op som den sidste gave juleaften og jeg har haft den på næsten hver dag lige siden. Jeg regner med at lave en form for holder til den, så jeg kan have den stående på min bogreol, når jeg ikke har den på.

Bøgerne er det yndigste lille bokssæt, som jeg fik af min kærestes far og hans kæreste. Det består af 4 mindre kendte værker af J. R. R. Tolkien, der ikke direkte har noget at gøre med Middle-earth, men alligevel på en måde. Det drejer sig om Smith of Wootton Major, Roverandom, Farmer Giles of Ham og The Adventures of Tom Bombadil. Jeg er jo kæmpe fan af Tolkien og jeg kan slet ikke vente med at lave en hel Tolkien-hylde på min bogreol med de mange smukke udgaver og bøger, jeg efterhånden har. Dette lille bokssæt kaldes "The Tolkien Treasury" og er så fint bundet ind i illustrerede smudsomslag og med lignende illustrationer i bogens design. Der er ikke noget at sige til, at mine adventsgaver i år også inkluderede et kort over Middle-earth, øreringe, der matcher halskæden, en gengivelse af The One Ring, med inskription og en læderindbunden notesbog, der minder om noget elverne kunne have lavet, vel?


Derudover fik jeg også to bøger fra den side af familien, som jeg faktisk havde glemt, at jeg havde ønsket mig. Jeg blev nemlig meget overrasket, da jeg pakkede The Becoming of Noah Shaw og The Reckoning of Noah Shaw af Michelle Hodkin op. Det er en slags fortsættelse til Mara Dyer-trilogien, som jeg har sat mig for at jeg vil genlæse i 2019, og nu kan jeg så fortsætte med denne her serie. Det kan næsten kun blive godt!

Jeg har også fået et gavekort til Arnold Busck af min kærestes mor, som jeg stædigt gemmer til efter min fødselsdag i januar, som jo er lige om hjørnet. Alt i alt har jeg fået tilføjet en masse nye skønne læseoplevelser til mine hylder og jeg glæder mig så meget til at læse hver og en af dem. Jeg nyder sådan at få bøger i gave, at tænke på dem, der har givet mig dem og vende tilbage til bøgerne gang på gang med det i mente. Spørgsmålet er kun, hvad skal jeg læse først?

Har du fået nogen bøger eller boglige julegaver i år?

0 kommentarer:

Send en kommentar