fredag den 5. oktober 2018

Min geniale veninde (Napoli-romanerne #1) af Elena Ferrante

 
Min geniale veninde (Napoli-romanerne #1) af Elena Ferrante. Oversat af Nina Gross. Udgivet af C&K Forlag i 2017, først udgivet i 2011 med titlen L'amica geniale. Læst på dansk, originalsproget er italiensk. 384 sider.

Min geniale veninde er historien om to piger der vokser op i en fattig del af Napoli i 50’erne. Den fortælles af forfatteren Elena, der i bogens optakt netop har fået at vide at hendes barndomsveninde Lila er sporløst forsvundet fra sit hjem i Napoli. Lila har taget alle sine ejendele med sig og skåret sit ansigt ud af alle familiefotografierne i hjemmet. Og netop fordi Lila har villet udslette sin egen historie, beslutter Elena sig for at skrive den.Da historien begynder i 1958, er pigerne otte år gamle, fulde af liv, men født ind i en verden der er præget af fattigdom, vold og hård opdragelse. De skiller sig ud ved deres begavelse, og Lila især ved sin suverænitet. Hun frygter ingenting, og drengene frygter hende.Lilas forældre vil ikke betale for datterens videre skolegang og Lila bliver som fjortenårig sat til at arbejde i familiens skomagerværksted. Fuld af vrede og frustration opgiver hun læsningen helt og aldeles, mens Elena fortsætter. Lila begynder i sin længsel efter skønhed og liv at tegne elegante sko som ingen har råd til at købe. Efterhånden som hendes skønhed folder sig ud, tiltrækker hun de unge rå drenge i nabolaget som en magnet, og hendes liv fyldes af flirt og uforpligtende forhold til mænd der kun har blik for hendes skønhed. Bogen slutter da pigerne er seksten, med Lilas bryllup med en rig ung fyr fra byen. Et bryllup der er ladet med spændinger og som i første omgang skiller de to piger ad.

Min geniale veninde er et stærkt og psykologisk nærgående portræt af et usædvanligt venskab, og om de ulige betingelser mennesker har for at realisere sig selv.
Det har taget mig overraskende lang tid at skrive denne her anmeldelse og faktisk har jeg ikke rigtig nogen grund til det, andet end travlhed, og måske har jeg en tendens til at ville planlægge mere end jeg kan nå at skrive eller tage billeder til. Under alle omstændigheder, så er det på tide, at denne her anmeldelse kommer ud.

Bøgerne om de to barndomsveninder Elena og Lila har efterhånden taget rigtig mange herhjemme med storm og min egen kontakt med bøgerne er faktisk dels præget af bogbloggerverdenen. Som så mange andre har jeg set hvordan det er væltet frem med anmeldelser af alle fire bøger henover sommeren og de mange omtaler af serien var med til at vække min interesse i serien. Det var dog især Julie fra Litfix, hvis anmeldelser af serien satte sig fast i mig. Men jeg læste stadigvæk ikke bogen. For jeg fik min svigermor til at læse den først. Ved et tilfælde spurgte hun mig ad, om jeg kunne anbefale hende en bog til hendes sommerferie, når hun skulle til Toscana, og da hun beskrev hvordan det skulle være noget, der "handler om mennesker" og noget realisme og gerne lidt historisk, ja så var jeg ikke i tvivl. Heller ikke selv om jeg ikke havde læst bogen endnu.

Efterfølgende kom jeg også selv i gang med bogen og jeg havde den med på stranden og i haven, dengang det stadig var vejr til den slags, og forsvandt ganske langsomt ind i Elena Ferrantes univers. Der er virkelig mange personer at holde styr på og jeg er glad for det indeks over navne og familierelationer, som findes i starten af bogen - og som jeg blev ivrig benytter af. Selv om historien er fiktiv, så føles den så ægte, så livagtig på en måde som jeg sjældent har oplevet i realistiske romaner. Det var først da jeg var mere end halvvejs igennem bogen, at jeg overhovedet indså, at der ikke var tale om et memoir, men en fiktiv historie, der muligvis er inspireret af den anonyme forfatters barndom.

Hvorom alting er, så nød jeg bogen på flere punkter. Hovedpersonerne Elena og Lila er så livlige og så mangesidede, at de er svære ikke at identificere sig med og holde af. Rent personlighedsmæssigt har jeg nok mest til fælles med Elena, men Lila fascinerede mig på samme måde som hun fascinerer Elena. Historien om de to pigers barndom og først ungdomsår er fuldt af alle mulige begivenheder, store og små, voldsomme, morsomme, skuffende, sørgelige og lykkelige og i det hele taget har historien virkelig meget at byde på. Men jeg tror ikke, jeg fik helt så meget ud af den, som jeg kunne have gjort. Måske var mine forventninger for høje, eller for meget ved siden af, for jeg oplevede aldrig at få benene fejet væk under mig eller den samme åndeløse beundring for Elena Ferrantes ord som så mange andre har gjort.

Jeg skal dog helt klart læse videre på et tidspunkt. Selv om jeg ikke er lige så imponeret over bogen som så mange andre, så er jeg investeret i karaktererne, jeg vil vide hvad der sker med dem efter den nogen hårdtslående slutning, og jeg vil mest af alt vide hvad der er sket med Lila siden hun har besluttet sig for at forsvinde. Jeg håber lidt på, at der bliver lidt mindre "blomstret sprog" over de næste bøger, for nu og da havde jeg en følelse af at der blev forsøgt lidt for meget på at få ordene til at lyde poetiske, så det i stedet kom til at virke opstillet. Jeg er ikke ramt af Ferrante-feber endnu, men jeg er bestemt ikke uinteresseret i at læse videre så snart jeg kan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com