torsdag den 4. oktober 2018

Ingenmandsland (Exilium #3) af Linette Harpsøe

 
Ingenmandsland (Exilium #3) af Linette Harpsøe. Udgivet af DreamLitt i 2018. 410 sider.

Anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.
Læs mine anmeldelser af de første to bøger i serien her: De fejlfødte og Glasmuren.

På den anden side af Ingenmandsland, trygt bag massive mure, findes Danmark stadig. I tre måneder har det været Frys hemmelighed. Bag glasmuren kæmper sneglene fortsat for at invadere Glasbyen, og Organisationens blodhunde er blevet ihærdige i deres forsøg på at udrense den isolerede by for sneglehviskere.

Fry og hendes venner har kun én chance – de må krydse Ingenmandsland og nå ud til Danmark.

Ingenmandsland er tredje og sidste bind i den anmelderroste Exilium-trilogi.
 
Jeg har glædet mig virkelig meget til endelig at få fat i afslutningen på Linette Harpsøes Exilium-serie. Efterhånden har vi været igennem rigtig mange ting i de to foregående bøger, kæmpe monstersnegle, uhyggelige eksperimenter, forskruede familieforhold, kæmpemæssige hemmeligheder og løgne og et meget mærkværdig, sci-fi operation. Og så er det tid til Ingenmandsland.

Jeg må indrømme, at jeg ikke føler, at bogen levede op til de foregående. Jeg var ret forvirret til at starte med og synes plottet bevægede sig meget langsomt, selv om der faktisk skete en del, for det var en ny situation i forhold til den sidste bog, og vi skulle lige i gang igen. Men det er store ting der sker i Ingenmandsland, det bliver afsløret at karaktererne er blevet fyldt med løgn af det evigt nederdrægtige Stefan i hans forsøg på at overtage Danmark. Men starten af bogen fungerede ikke rigtig for mig, jeg var virkelig i tvivl om hvor historien skulle gå hen.

Det kom dog efter det og midten af bogen var klart min favoritdel af historien. Forholdet mellem Fry og Ea er fantastisk, jeg elsker den bidende sarkasme, den forvirrede misundelse, det nye, ukendte familieforhold, og i det hele taget deres begges forsøg på at gøre det rigtige og måske vise, at de er i stand til det. Jeg elskede ganske enkelt at læse om dem og jeg nød at deres forhold fik lov til at fylde så meget. Der er stadig plads til min absolutte yndlingskarakter, Annie og hun træder virkelig i karakter og får lov til at være badass, morsom og aktiv. Jeg er ganske enkelt fan. Jeg savnede nogle af mine yndlingskarakterer fra Glasmuren, især Storm og de andre piger, som jeg håbede på at se mere til i denne her bog i stedet for at det blev en lille sidehistorie. Til gengæld var jeg ret glad for at se Elin få lidt mere historie, men som sagt er det uden tvivl Fry, og Ea også, som fylder det meste af bogens handling og dem, de drejer sig om. Og så Shia, som jeg virkelig ikke kan få mig selv til at holde af. Jeg har stadig svært ved at forstå Frys så indædte loyalitet, stædigt modsigende enhver anden karakter og megen fornuft, over for hendes fejlfødte datter. Måske er det fordi Shia faktisk ikke får ret meget "spilletid", og jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg savende mere om Shia, og måske at man kom mere ind i hendes hoved, så jeg måske var mere med på Frys motivationer.

Det er nok derfor, jeg ender på 3 stjerner til sidst, for der er simpelthen så meget ved denne her bog, som jeg virkelig godt kan lide. Jeg er vild med den måde Linette Harpsøe skriver karakterer og deres indbyrdes forhold, hvordan hun ikke er bange for at skrive scener, der får karakterernes dårligere sider til at stå tydeligt frem. Men jeg manglede noget, noget der fik historien til at hænge sammen for mig, der fik slutningen til at blive bundet sammen med resten af historien. Jeg kunne godt finde på at genlæse hele serien og se, hvordan min opfattelse af bogen måske ændrer sig, hvis jeg har bog 1 og 2 i frisk erindring. Men for nu er der for mange ting, der ikke hang sammen for mig og nogle ting, jeg savnede. Jeg er vild med de tre sådan "store" hovedpersoner, Fry, Annie og Ea og glæder mig til flere fantastiske, seje hovedpersoner fra Linette Harpsøes pen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com