torsdag den 13. september 2018

The Bone Sparrow af Zana Fraillon

 
The Bone Sparrow af Zana Fraillon. Udgivet af Hachette Children's Group i 2017, først udgivet i 2016. 293 sider.

Born in a refugee camp, all Subhi knows of the world is that he's at least 19 fence diamonds high, the nice Jackets never stay long, and at night he dreams that the sea finds its way to his tent, bringing with it unusual treasures. And one day it brings him Jimmie.

Carrying a notebook that she's unable to read and wearing a sparrow made out of bone around her neck - both talismans of her family's past and the mother she's lost - Jimmie strikes up an unlikely friendship with Subhi beyond the fence.

As he reads aloud the tale of how Jimmie's family came to be, both children discover the importance of their own stories in writing their futures.
Jeg synes virkelig ikke, at bagsideteksten til The Bone Sparrow formår at sælge den hjerteskærende historie, der gemmer sig bag dens brændt-gule forside og den lidt mystiske titel. Så nu forsøger jeg med min anmeldelse at forklare, præcis hvorfor dette her er en historie, man bør læse i dag, og hvorfor den er så forfærdelig, samtidig med at den er så god.

Fraillons historie er, som hun selv fortæller, inspireret af den stigende flygtningekrise, og af de historier, man har fået fortalt om, hvordan flygtninge bliver behandlet, særligt i hendes hjemland Australien. Selv om historien og karaktererne Shubi, Jimmie og de andre er fiktive, er der meget ægte i Fraillons bog. Det er denne ægthed, der gør bogen så forfærdelig at læse. Jeg havde så svært ved at komme igennem bogen, fordi jeg gang på gang mistede modet over, hvor rædselsfuldt beboerne i flygtningelejren bliver behandlet, som om de er mindre menneske end de australske vagter. Det gjorde ondt at læse om, især set igennem øjnene på et barn som Shubi, der er født i lejren og aldrig har kendt til andet. Han lytter ivrigt til sin mor og søsters fortællinger om det gamle land, og vi hører om hvordan han er lidt af en påtrængende dreng, der stiller de andre beboere mange spørgsmål og lytter ivrigt til deres minder. Det er den eneste måde, han kan få en fornemmelse af at også han stammer fra det gamle land og han fortæller det på sådan en måde, at man ikke kan lade være med at blive berørt af det. For eksempel måler han sin højde ved at måle hvor mange "fence diamonds" eller "hegn diamanter" han er høj. Det lyder så uskyldigt, når han fortæller om det, og han er bare spændt på hvornår han endelig når den næste diamant. Men som læser kunne jeg ikke lade være med at se det for mig; en lille dreng, muligvis beskidt og udsultet, som stædigt går hen til pigtrådshegnet for at bruge det til at måle hvor stor han er blevet.

Bogen er skrevet til "middle grade" segmentet, midt i mellem børnebøger og ungdomsbøger. Men jeg er sikker på, at den kan røre meget i sin læser, uanset hvor gammel man er. Man skal dog nok være opmærksom på at yngre læsere kan have en del spørgsmål, for fordi historien bliver fortalt gennem børnene Shubi og Jimmie er der nogle ting, der faktisk er voldsomt grusomme, men de ser det på en helt anden måde end voksne gør.

Bogen holder sig mere eller mindre til det realistiske, og det er ikke fordi bogen indeholder fantastiske elementer som sådan. Men Shubi har en meget livlig fantasi og drømmer om det såkaldte "Night Sea", der bringer ham alle mulige gaver og små, mærkelige objekter, som han skatter over alt andet. Det var for mig lidt forvirrende i starten at finde ud af, om der var tale om en drøm når han sov, eller en eller anden form for hallucination fordi han drømmer sig væk, men jo længere hen i bogen man kommer, jo mere synes jeg, at det giver mening. Og det siger en hel del om Shubi, men også om hans storesøster Queeeny. Derudover læser Shubi en historie højt for Jimmie, som er en slags familiekrønike, hendes mor skrev ned før hun døde. Den kan godt virke en smule fantastisk, og det er her "the bone sparrow" en lille vedhæng til en halskæde, en spurv udskåret i knogle, kommer ind billedet, men det fører til at Shubi og på sin vis også Jimmie, får nogle andre tanker omkring deres liv og hvad de vil gøre i fremtiden.

Jeg kan virkelig ikke anbefale denne her bog nok. Fraillon skriver skønt, og holder sproget meget enkelt, delvist også fordi det er en bog, der er henvendt til de lidt yngre læsere. Men selv om det ikke er kompliceret, er der en særlig stemning over det og det fungerer så godt med Shubi og Jimmie som fortællere. At læse The Bone Sparrow gjorde mig utroligt ked af det og jeg fik en knude i maven over at tænke på hvordan vi mennesker behandler hinanden, og specielt dem, der har allermest brug for hjælp. Fraillon har gjort sin research og jeg har på fornemmelsen, at bogen kun berører en lille del af flygtningenes hverdag. Det er en bog, der gav mig lyst til at gøre noget, gøre en forskel. Og jeg håber sådan på, at denne her bog vil få meget mere opmærksomhed i fremtiden, og kan inspirere flere til at ville gøre en forskel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com