lørdag den 29. september 2018

Den Tiende Trone (Panteon-sagaen #4) af Boris Hansen

 
Den Tiende Trone (Panteon-sagaen #4) af Boris Hansen. Udgivet af Tellerup i 2018. 654 sider.

Læs mine anmeldelser af de første tre bøger her: Vejen til Panteon*, Akkanas Gåde* og Panteons Prøve*.

"Få mig igennem Panteons Prøve i live."
 
Lucas træder ud af den skælvende verden, bundet af et løfte.
 
"Sørg for at det bliver mig der ender på den tiende trone."

Alt er stille. Men ikke meget længere.
For hvert skridt Lucas tager op fra Empyrias undergrund, rykker katastrofen nærmere.
En flodbølge af blod der vil overvælde alt.

"Hvad du end er nødt til at gøre."

Blodet løber fra Lucas' ansigt. Han er alene.
Og det vil ende med død.
Igen.
Lad mig bare starte med en advarsel. Herfra vil der forekomme spoilers for de foregående bøger. Jeg har ellers forsøgt at skrive denne her anmeldelse et par gange og undgå spoilers, men det er ganske enkelt umuligt. Jeg vil forsøge at holde det til et minimum og har man allerede læst bagsideteksten, er man nok blevet spoilet om et par ting allerede.

Den tiende trone er fjerde og sidste bog i serien om Panteon-sagaen og selv om den fæles længe ventet, så er det faktisk ikke tilfældet. Da bogen udkom den 15. september var det kun 1 år siden at bog 2 udkom, og et halvt års tid siden bog 3 udkom i sine to dele. Det var vanvittigt imponerende at tænke på, men selv om bøgerne er udkommet så tæt på hinanden, så har ventetiden føltes lang fra det øjeblik jeg lukkede bog tre og til jeg endelig kunne åbne bog fire.

Vi starter lige på og hårdt, og dumper ned midt i handlingen umiddelbart efter at bog tre sluttede. Efter de mange cliffhangers og ret mavepuster-agtige afsløringer i sidste bind, var det for mig at se en fryd at vende direkte tilbage til handlingen. Meget af den del går med Lucas forsøg på at redde alle han kender, og jeg synes det fungerede virkelig godt. Det er nemlig ikke Lucas, der er Den Udvalgte i den store historie, det er Cassandra, eller er det? For Lucas får pludselig skubbet alt ansvaret over på sig og det tvinger ham ud i op til flere situationer hvor han må tage umenneskeligt svære valg, og samtidig plages han af det, han er den eneste der kan huske. Det kan godt være, Lucas ikke er udvalgt til at være den, der skal redde hele Den Anden Verden, men der er ingen vej uden om.

Der er rigtig meget fart på fra starten af og derfor blev jeg også nødt til at stoppe op en gang i mellem og lige få vejret og orientere mig igen. I Den tiende trone møder alle historierne hinanden, idet karaktererne endelig ramler sammen i et stor pærevælling. Mødet mellem Lucas og de andre drenge fra Zonen og så Saida og de andre engle var en fornøjelse at læse om og jeg morede mig måske endnu mere, da de bliver nødt til at tage til Zonen for at redde Panteons guder fra at gå i Vecras fælde. Saida og de andre engles forundring over den totalt fremmede verden var både sjov at læse og samtidig en ret smart spejling af Lucas, Ron og Theodors første møde med Den Anden Verden. Det er en af de detaljer, der gør at jeg virkelig har nydt at læse Boris Hansens kæmpemæssige serie, for der er lagt vægt på detaljerne, der er mange hints og små ting hele vejen igennem som enten peger mod bogens overordnede plot eller mod seriens store linje. Nu ved jeg, fra flere foredrag, at Boris havde planlagt serien på forhånd og det mærker man; der kommer ikke plot twists in fra højre og jeg er ret sikker på, at hivs jeg gav mig i kast med at læse serien fra starten af igen, ville jeg lægge mærke til endnu flere ledetråde gemt i de mindre detaljer.

Samtidig bliver vi nødt til at tale om hele den del af bogen, der foregår i Zonen og hvor Julia og Mehmet endelig får mulighed for at fortælle alt det de har lært om Vecra Sjælefanger og hans skumle planer. Han har huseret i Zonen og Storbyen i årevis og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad det har betydet for begge steder. Havde de udviklet sig anderledes hvis ikke en så uhyggelig skabning som Dødningen havde befundet sig det og forgiftet alting med sin tilstedeværelse?

Der sker virkelig meget i denne her bog og jeg har kun haft fat i nogle af tingene. Jeg vil ikke sige noget om slutningen, andet end den var meget anderledes end jeg havde ventet. Lige som man tror at alting er blevet ordnet, ro og orden hersker igen i Den Anden Verden og Lucas' beslutning er både så rigtig og så sørgelig, så bliver alting vendt op og ned, og det er her Lucas for alvor bliver den, der må tage de svære valg. Og jeg er vild med den udvikling hans karakter gennemgår. Og ikke kun han, også Saida gennemgår en stor udvikling og jeg synes virkelig hun er endt med at blive en af mine yndlingskarakterer, selv om jeg er langt mere sympatisk over for Mardelus' synspunkter end hendes. Jeg ville næsten ønske, at der kom en femte bog. For slutningen er sådan en af dem, der fik mig til at tabe kæben, og måske en af de ting, der for alvor tog pusten fra mig. Hele bogen var en lang og mageløs læseoplevelse, jeg kunne ikke få nok, men slutningen fik mig til at blive endnu mere glad for helheden.

Til slut vil jeg faktisk bare komme med en opfordring. Læs serien. Læs hele serien, for i mine øjne bliver bøgerne kun bedre og bedre. Boris Hansen har sluttet Panteon-sagaen af med et sandt brag, en fænomenal læseoplevelse, som jeg vil huske længe frem. Tak, Boris, tak for en helt igennem dejlig serie, for at tage os med på sådan en forunderlig rejse og tage så mange spørgsmål op. Jeg skal bestemt tilbage til Panteons verden igen i fremtiden.

0 kommentarer:

Send en kommentar