lørdag den 29. september 2018

Den Tiende Trone (Panteon-sagaen #4) af Boris Hansen

 
Den Tiende Trone (Panteon-sagaen #4) af Boris Hansen. Udgivet af Tellerup i 2018. 654 sider.

Læs mine anmeldelser af de første tre bøger her: Vejen til Panteon*, Akkanas Gåde* og Panteons Prøve*.

"Få mig igennem Panteons Prøve i live."
 
Lucas træder ud af den skælvende verden, bundet af et løfte.
 
"Sørg for at det bliver mig der ender på den tiende trone."

Alt er stille. Men ikke meget længere.
For hvert skridt Lucas tager op fra Empyrias undergrund, rykker katastrofen nærmere.
En flodbølge af blod der vil overvælde alt.

"Hvad du end er nødt til at gøre."

Blodet løber fra Lucas' ansigt. Han er alene.
Og det vil ende med død.
Igen.
Lad mig bare starte med en advarsel. Herfra vil der forekomme spoilers for de foregående bøger. Jeg har ellers forsøgt at skrive denne her anmeldelse et par gange og undgå spoilers, men det er ganske enkelt umuligt. Jeg vil forsøge at holde det til et minimum og har man allerede læst bagsideteksten, er man nok blevet spoilet om et par ting allerede.

Den tiende trone er fjerde og sidste bog i serien om Panteon-sagaen og selv om den fæles længe ventet, så er det faktisk ikke tilfældet. Da bogen udkom den 15. september var det kun 1 år siden at bog 2 udkom, og et halvt års tid siden bog 3 udkom i sine to dele. Det var vanvittigt imponerende at tænke på, men selv om bøgerne er udkommet så tæt på hinanden, så har ventetiden føltes lang fra det øjeblik jeg lukkede bog tre og til jeg endelig kunne åbne bog fire.

Vi starter lige på og hårdt, og dumper ned midt i handlingen umiddelbart efter at bog tre sluttede. Efter de mange cliffhangers og ret mavepuster-agtige afsløringer i sidste bind, var det for mig at se en fryd at vende direkte tilbage til handlingen. Meget af den del går med Lucas forsøg på at redde alle han kender, og jeg synes det fungerede virkelig godt. Det er nemlig ikke Lucas, der er Den Udvalgte i den store historie, det er Cassandra, eller er det? For Lucas får pludselig skubbet alt ansvaret over på sig og det tvinger ham ud i op til flere situationer hvor han må tage umenneskeligt svære valg, og samtidig plages han af det, han er den eneste der kan huske. Det kan godt være, Lucas ikke er udvalgt til at være den, der skal redde hele Den Anden Verden, men der er ingen vej uden om.

Der er rigtig meget fart på fra starten af og derfor blev jeg også nødt til at stoppe op en gang i mellem og lige få vejret og orientere mig igen. I Den tiende trone møder alle historierne hinanden, idet karaktererne endelig ramler sammen i et stor pærevælling. Mødet mellem Lucas og de andre drenge fra Zonen og så Saida og de andre engle var en fornøjelse at læse om og jeg morede mig måske endnu mere, da de bliver nødt til at tage til Zonen for at redde Panteons guder fra at gå i Vecras fælde. Saida og de andre engles forundring over den totalt fremmede verden var både sjov at læse og samtidig en ret smart spejling af Lucas, Ron og Theodors første møde med Den Anden Verden. Det er en af de detaljer, der gør at jeg virkelig har nydt at læse Boris Hansens kæmpemæssige serie, for der er lagt vægt på detaljerne, der er mange hints og små ting hele vejen igennem som enten peger mod bogens overordnede plot eller mod seriens store linje. Nu ved jeg, fra flere foredrag, at Boris havde planlagt serien på forhånd og det mærker man; der kommer ikke plot twists in fra højre og jeg er ret sikker på, at hivs jeg gav mig i kast med at læse serien fra starten af igen, ville jeg lægge mærke til endnu flere ledetråde gemt i de mindre detaljer.

Samtidig bliver vi nødt til at tale om hele den del af bogen, der foregår i Zonen og hvor Julia og Mehmet endelig får mulighed for at fortælle alt det de har lært om Vecra Sjælefanger og hans skumle planer. Han har huseret i Zonen og Storbyen i årevis og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad det har betydet for begge steder. Havde de udviklet sig anderledes hvis ikke en så uhyggelig skabning som Dødningen havde befundet sig det og forgiftet alting med sin tilstedeværelse?

Der sker virkelig meget i denne her bog og jeg har kun haft fat i nogle af tingene. Jeg vil ikke sige noget om slutningen, andet end den var meget anderledes end jeg havde ventet. Lige som man tror at alting er blevet ordnet, ro og orden hersker igen i Den Anden Verden og Lucas' beslutning er både så rigtig og så sørgelig, så bliver alting vendt op og ned, og det er her Lucas for alvor bliver den, der må tage de svære valg. Og jeg er vild med den udvikling hans karakter gennemgår. Og ikke kun han, også Saida gennemgår en stor udvikling og jeg synes virkelig hun er endt med at blive en af mine yndlingskarakterer, selv om jeg er langt mere sympatisk over for Mardelus' synspunkter end hendes. Jeg ville næsten ønske, at der kom en femte bog. For slutningen er sådan en af dem, der fik mig til at tabe kæben, og måske en af de ting, der for alvor tog pusten fra mig. Hele bogen var en lang og mageløs læseoplevelse, jeg kunne ikke få nok, men slutningen fik mig til at blive endnu mere glad for helheden.

Til slut vil jeg faktisk bare komme med en opfordring. Læs serien. Læs hele serien, for i mine øjne bliver bøgerne kun bedre og bedre. Boris Hansen har sluttet Panteon-sagaen af med et sandt brag, en fænomenal læseoplevelse, som jeg vil huske længe frem. Tak, Boris, tak for en helt igennem dejlig serie, for at tage os med på sådan en forunderlig rejse og tage så mange spørgsmål op. Jeg skal bestemt tilbage til Panteons verden igen i fremtiden.

fredag den 28. september 2018

Menneskekød af Nick Clausen

 
Menneskekød af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2018. 149 sider.

Anmeldereksemplar fra forlaget Facet.

I februar 2017 fandt en række mystiske hændelser sted i en lille by i Danmark. Der er stadig ikke fundet en naturlig forklaring på hvad der skete. Nu offentliggøres der for første gang skriftligt bevismateriale fra det, der i medierne blev kendt som ’Terstved-sagen’, men som blandt politiets efterforskere har fået det mere farverige kaldenavn ’Menneskekød’.
Menneskekød er en lille, men effektfuld bog. Jeg sad og fik kuldegysninger mens jeg læste, og det løb mig koldt ned at ryggen, da jeg begyndte at forstå, hvad der var ved at ske. I mine øjne er det her en af de bedste bøger, Nick Clausen har skrevet, og en af dem, der virkelig har fået mig til at føle noget mens jeg læste.

Bogen er skrevet meget specielt. Det bedste eksempel jeg kan give, er hvis man ser på bøger som Illuminae af Amie Kaufmann og Jay Kristoff, dog leger Clausens bog ikke helt så meget med formatet og opsætningen. Bogen består nemlig af alt fra SMS-samtaler, telefonsvarer-beskeder, emails, transkriptioner af afhøringer og interviews, dagbogssider og blogindlæg. På denne her måde stykker Clausen historien sammen sådan at læseren langsomt bliver præsenteret for flere og flere sider af denne her mystiske sag, men tilbageholder samtidig rigtig tit informationer, for at afsløre dem senere. Det må kræve et stort planlægningsarbejde at skrive en bog på denne her måde, hvor meget handling er skåret ud og læseren får fortalt store plotpunkter i flashbacks eller lignende. Men det fungerer og det synes jeg virkelig, man skal rose forfatteren for. Det var ikke sådan, at jeg sad og følte, at jeg manglede noget, og jeg sad hen i næsten åndeløs spænding, når jeg vendte siderne for at finde ud af, hvad der var sket. Formatet af bogen er en af de ting, jeg er mest imponeret over og den adskiller sig herved også fra flere af de andre bøger, jeg har læst af ham.

En anden ting, jeg virkelig godt kan lide, er selve mysteriet. Hvad det er, denne "Terstved-sag", bedre kendt som "Menneskekød" handler om. Der er tale om inspiration fra et gammelt folkesagn og jeg kunne godt lide, at det var noget helt nyt, jeg ikke har læst noget om før. Mysteriet er godt skruet sammen, og bliver afsløret lidt efter lidt. Jeg var for opslugt af handlingen til at forsøge at gætte selv, men jeg tror alligevel ikke, jeg havde ramt rigtigt. I sagens natur er det ikke fordi der er meget action eller karakterudvikling i en bog, der er baseret på "skriftligt bevismateriale", men de glimt man får af personerne er med til at handlingen slår lidt hårdere og jeg blev i hvert fald ret investeret i at finde ud af hvad der skete med de forskellige personer, som optræder i bogen. Børnene Anne og Hugo, deres bedstefar, den venlige nabo Martin og børnenes afdøde farmor er bare nogle af personerne, som man møder i den mystiske sag. Børnene ser ikke frem til en kedelig vinterferie hos deres farfar, mens temperaturen bare daler og daler, og da farfarens rengøringskone en dag forsvinder sporløst, begynder børnene at undre sig over hans mærkelige opførsel, og hvorfor der altid er så koldt indenfor.

For mig er Menneskekød er skøn kort bog, perfekt til en mørk efterårsaften. Hvis man er til de lidt anderledes historier, og til en bog der kan få en til at føle noget, så er det bestemt en bog, man skal læse. Selv om bogen er ret kort, fik den hårene på min arme til at rejse sig og jeg skuttede mig mere end en gang. Menneskekød er den perfekte efterårs- eller Halloweenbog, men husk at tænde for varmen først.

torsdag den 27. september 2018

The Hazel Wood (The Hazel Wood #1) af Melissa Albert

 
The Hazel Wood (The Hazel Wood #1) af Melissa Albert.  Udgivet af Penguin Books i 2018. Eksklusiv FairyLoot udgave fra deres februar 2018 boks. 355 sider.

Alice has spent most of her life on the road, always one step ahead of the strange bad luck biting at her heels. But when Alice's grandmother, the reclusive author of a book of pitch-dark fairy tales, dies alone on her isolate estate - the Hazel Wood - Alice discovers how bad her luck can really get.

Her own mother is stolen away - by a figure who claims to come from the supernatural world where the fairy tales are set. Alice's only clue is the message left behind:

STAY AWAY FROM
THE HAZEL WOOD.

To rescue her mother, Alice must venture first to the Hazel Wood, then into the world where her grandmother's tales began...
Jeg har glædet mig virkelig meget til denne her bog. Den lover mystiske, mørke eventyr og den leverer på bedste vis. Fra starten af bliver vi introduceret til de mange mystiske omstændigheder, der findes i bogen. Alice har været på flugt med sin mor hele sit liv. Fra sort uheld, det lader til at ulykker og uforklarlige hændelser forfølger dem og Alice ser ikke rigtig nogen ende på det. Indtil hendes mystiske mormor pludselig er død.

Alices mormor er noget at et paradoks. Hun er vildt berømt, på grund af en enkelt bog, der nærmest har fået kultstatus. Men bogen er ikke til at opstøve nogen steder, ingen taler rigtig om den og Alice ved mindre om sin mormor end mormorens fans gør. Der er ingen tvivl om, at mormoren har påvirket Alices liv altid, selv om hun aldrig har mødt hende selv. Og jeg er spændt på hvorfor. For det er meget lidt, læseren også får at vide om denne bog, mormoren har skrevet. Tales from Hinterland skulle eftersigende også udkomme på et tidspunkt, så indtil nu forestiller jeg mig eventyr i samme grumme, mørke stil som brødrende Grimm.

The Hazel Wood er en virkelig atmosfærisk bog, specielt da Alice rent faktisk kommer til The Hazel Wood, hendes mormors palæ, der nærmest ligger i en eventyrverden, hvor alting på en måde er mere farverigt, mere levende end ellers. Melissa Albert skriver skønt og jeg forsvandt ind i bogen på næsten samme måde som Alice forsvinder ind i mormorens mystiske verden. Det bliver spillet på mange virkemidler fra Alberts side, men resultatet fungerer så fint. Jeg har læst ret mange eventyrgenfortællinger, sådan en er The Hazel Wood ikke, men den emmer alligevel af eventyrstemning. Det er svært at beskrive bogen, hvilket jeg finder ret ironisk eftersom det er præcis det samme alle karaktererne siger om mormorens "Tales from Hinterland". Jeg kunne godt lide Alice som hovedperson, hun var både morsom og ihærdig, på trods af al modgang og uheldige afsløringer kan man stadig mærke at hun elsker sin mor, men det er også for hendes egen skyld, at hun forsøger at finde ud af, hvad der foregår. Og plot twistet med mormorens historier, grunden til at hun og Alices mor er blevet uvenner, var en totalt overraskelse for mig. Det fungerede godt, men jeg synes det derfra tog historien i en ret tåget retning, hvor jeg ikke kunne følge helt med i hvad der foregik.

Hvis jeg skal opsummere min læseoplevelse af bogen, så vil jeg sige, at den ganske enkelt var magisk. Ikke på en Disney-agtig måde, eller lige som Harry Potter, men må en form for mørk og tryllebindende måde. Jeg var meget optaget af den måde Melissa Albert skriver på, og hvordan hun var i stand til at skabe en stemning der var lidt sær, lidt mystisk og meget effektfuld. Personerne og de mange hemmeligheder der omgiver dem betød, at der hele tiden blev afsløret nye sider af personerne, der var med til at gøre dem til mere end eventyrenes stereotyper. Og så var The Storyteller en interessant tilføjelse til historien, og til hele ideen om levende eventyr og hvordan en fortæller, eller væver af fortællinger, på den måde styrer karakterers liv og skæbne. På alle måder en fornøjelig bog at læse og hvis man skal tro Goodreads, så kommer der mere endnu, både en bog 2 og så som sagt bogen-i-bogen, mormorens eventyrsamling "Tales from Hinterland". Jeg skal i hvert fald læse mere af Melissa Albert, der med denne her bog har vist, at hun virkelig kan skrive.

onsdag den 26. september 2018

A Modern Detective (Little Black Classics #93) af Edgar Allan Poe

 
A Modern Detective (Little Black Classics #93) af Edgar Allan Poe. Udgivet af Penguin UK i 2016, først udgivet i 1842. 128 sider.

In these two stories gentleman sleuth C. Auguste Dupin, the first fictional detective, investigates the death of a young girl and the grisly murders in the Rue Morgue.
 
Jeg har glædet mig til at læse denne her bog, siden jeg opdagede at det var en del af Little Black Classics serien. Jeg læste en enkelt historie af Poe om detektiven Dupin på universitetet og blev straks mindet om Conan Doyles Sherlock Holmes og vi diskuterede også hvorvidt Dupin har været en inspiration for Sherlock Holmes.

Hvorom alting er, så nød jeg denne her bog på baggrund af den selv. Den første historie om de frygtelige mord på Rue Morgue var i bedste stil mystisk og med en følelse af overnaturlighed. Plottet var svært at regne ud og jeg havde det sjovt med at læse om hvordan Dupin har regnet ud hvem der har slået de to kvinder ihjel på så voldsom en måde. Forskellen mellem de to historier ligger rigtig meget i måden de er skrevet på. Jeg fandt også den anden historie spændende om den mystiske forsvinden af en ung pige spændende og ret mystisk, specielt for det er en af de detektivhistorier, der ikke bliver opklaret. Men den er fortalt næsten som en lang monolog, og derfor kørte jeg flere gange træt i den, simpelthen fordi der aldrig var noget handling. Begge historier handler om Dupins observationer og tankerækker, hans udlægning af puslespillet, men på meget forskellige måder. Hele anden historie handler om at modbevise en udlægning, der er blevet givet i en avis, og bliver derfor meget filosofisk og et tankemylder. Den første historie er grundlæggende det samme, men der bliver samtidig gengivet flere samtaler og avisartikler og lignende som bryder fortællingen op og gjorde den nemmere at læse. I sagens natur er den også mere tilfredsstillende fordi der forekommer en løsning på det bestialske mord, hvorimod der ikke rigtig kommer nogen forløsning på den anden mordgåde.

Jeg kan helt klart anbefale denne her bog til dem, der gerne vil læse de klassiske "deducing detectives" historier, og generelt er interesseret i historier med en lidt overnaturlig, mystisk tone eller vil give sig i kast med klassikere der ikke er for uoverkommelige. Bogen egner sig perfekt til en mørk regnvejrsaften her i efteråret, og jeg har helt sikkert fået mere blod på tanden med hensyn til Edgar Allan Poes forfatterskab. Jeg har tidligere læst flere af hans noveller og et par af hans digte, men hans skriver tilsyneladende mesterligt uanset genren. Meget apropos kom programmet til BogForum endelig i går, og jeg er så spændt på mange af arrangementerne på en ny stand, det danske Edgar Allan Poe selskab. Det skal nok blive godt.

tirsdag den 25. september 2018

Tag Tuesday: NOPE


Jeg så det er tag hos Malene og vidste med det samme, at det ville jeg også besvare. Forhåbentlig går det ikke hen og bliver for negativt, men det handler trods alt om ting, der har givet mig den største nope-følelse.

1. Nope slutning: en bog, der fik dig til at NOPE, enten i benægtelse, raseri, eller ganske enkelt fordi slutningen var dårlig.

Jeg har det faktisk svært med epilogen til Harry Potter. Hvorfor ikke starte med nok en af de mest kontroversielle meninger i dette her indlæg? Første gang jeg læste den, kan jeg huske, at jeg var vildt skuffet over hvor let og elegant det hele bare forsvinder og så bliver der bundet en pæn sløjfe på og færdigt med det. Det ærgrer mig stadigvæk den dag i dag. På samme måde er jeg heller ikke særlig glad for slutningen på The Hunger Games, der dog med et par bemærkninger anerkender konsekvenserne af alt det, karaktererne har været igennem, men stadig er forfærdelig lyserød.

2. Nope hovedperson: en hovedperson du ikke kunne lide og som drev dig til vanvid.

Det er sjældent at jeg læser helt igennem en bog, hvor jeg ikke bryder mig om hovedpersonen, men min første indskydelse vil jeg sige er hovedpersonen i Gail McHughs Kollision. Jeg kan ikke engang huske hvad hun hed, men jeg kan huske, at hun drev mig til vanvid.

3. Nope serie: en serie der viste sig at være en stor stak NOPE, efter du har investeret så meget tid og energi på den, eller en serie du gav op på, fordi den simpelthen ikke var det værd.
Det er faktisk overraskende let for mig at svare på det her spørgsmål, jeg vil nemlig sige hele The Mortal Instruments serien af Cassandra Clare og faktisk også det meste andet af hendes Shadowhunter-univers. De eneste bøger jeg har læst, som jeg faktisk kunne lide, var The Infernal Devices trilogi, men jeg gav op på The Mortal Instruments efter at have kæmpe mig igennem bog fire og ganske enkelt ikke kunne se nogen grund til at læse videre.
4. Nope populært par: et "ship" du ikke støtter.
Det er egentlig ikke noget, jeg går særlig meget op i længere, men jeg har aldrig forstået hvorfor folk finder Anastasia og Grey så spændende. Det hænger så også sammen med mit svar på et spørgsmål længere nede.

5. Nope plot twist: et plot twist du ikke så komme og ikke kunne lide.
Jeg er ikke fan af hele plot twistet i Throne of Glass serien, omkring Aelin og da jeg vidste det på forhånd inden jeg gik i gang med at læse serien, føltes det endnu mere kunstigt og forudsigeligt.

6. Nope hovedpersons beslutning/handling: en karakters beslutning, der fik dig til at ryste på hovedet.
Igen må jeg sige hovedpersonen i Kollision, som gang på gang gav mig lyst til at slå hovedet ned i bordet eller ind i væggen. Det var ganske enkelt frustrerende læsning.

7. Nope genre: en genre du aldrig kommer til at læse.
Jeg tror ikke, man nogensinde skal forvente at se mig med næsen begravet i en hardcore gyser. Men jeg læser heller ikke vildt med faglitteratur generelt.

8. Nope bogformat: bogformater du hader og undgår at købe, indtil den udkommer i en anden udgave.
Jeg bryder mig ikke om pocketbøger, da de ofte er alt for små i skriftstørrelsen og alt for stramt bundet, så de er umulige at åbne. Og jeg er ret langsom til at give mig i kast med en ebog, da jeg kun har min telefon at læse dem på og den skærm er lige lille nok til at være komfortabel at læse på. Men jeg kan faktisk godt se fordelene ved formatet og ønsker mig en tablet eller ebogslæser til at læse flere ebøger på. Så selv om de engang var mit svar, så har min holdning ændret sig lidt siden.

9. Nope trope: en trope der får dig til at NOPE.
Jeg er virkelig træt at "trekantsdrama" som i virkeligheden er en pige der skal vælge mellem to ufatteligt lækre fyre, der begge selvfølgelig falder på halen for hende som alle andre mandlige karakterer. Det har været over det hele i meget lang tid og nu har jeg altså fået nok af det.

10. Nope anbefaling: en bog der er super hyped og bliver anbefalet i stor stil, som du nægter at læse.
Jeg har stadig ikke læst John Greens The Fault in Our Stars netop på grund af den massive hype, den fik for nogle år siden da filmen også kom ud. Den står på min hylde, men jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til den.

11. Nope klicheer/pet peeve: en kliche eller litterær pet peeve, der altid får dig til at rulle med øjnene.
Egentlig er de to ting vel meget forskellige? Jeg ser pet peeve mere som noget en læser ikke kan lide eller bliver irrationelt irriteret over, hvorimod en kliché er et plot device lidt lige som en trope. Hvis vi tager det første, så vil jeg sige at jeg bliver irriteret over, når folk brokker sig over at andre laver annotationer eller mærker i deres egne bøger. Det er ikke noget, der påvirker dig, så hvorfor brokke sig? Hvis man ikke har lyst til det, er der ikke noget der forhindrer en i at lade være. Hvis vi skal tage en kliche, som jeg ruller på øjnene af, så er jeg enig med Malene i at det med at "holde vejret uden at være klar over det" er totalt håbløst.

12. Nope kærlighedsinteresse: en kærlighedsinteresse der ikke burde eksistere/en karakter, du ikke synes burde have været en mulig interesse.
Jeg forstår ikke hvorfor så mange kærlighedsinteresser altid skal være sociopatiske mænd med besidderiske tendenser og arrogante holdninger til hele verden. Jeg er træt af at læse om romantiserede voldelige mænd, og det har mere end en gang fået mig til at give op på en bog.

13. Nope bog: en bog der ikke burde eksistere.
Jeg vil ikke sidde og sige, at en bog ikke bør eksistere. Men jeg kan virkelig ikke fordrage mange af de bøger, jeg har måttet kæmpe mig igennem på universitetet, f. eks. Paulo Coelhos Alkymisten som jeg ved er virkelig populær, men som jeg på ingen måde kunne lide, eller Elementarpartikler af Michel Houellebecq og Justine af Marquis de Sade som begge to var så ubehagelige, klamme og grænseoverskridende at de var til at få kvalme af.

14. Nope skurk: en uhyggelig skurk/modstander du ville hade at støde på og ville få dig til at løbe i den modsatte retning.
Hvem har lyst til at møde nogen skurke? Jeg ville løbe så langt væk jeg kunne om jeg så mødte Voldemort, Saruman, Gollum, Mrs. Coulter eller de mange wights og hollowghasts fra Miss Peregrine's Peculiar Children. Jeg er en kylling!

15. Nope dødsfald: en karakters dødsfald, som stadig generer dig.
Åh, jeg kommer aldrig over Fred og Sirius' død i Harry Potter serien. Jeg kunne godt have svaret noget andet, men det ville være at spoile rigtig meget i tredje og fjerde bog i en serie og det har jeg på ingen måde lyst til.

16. Nope forfatter: en forfatter, du har haft en dårlig læseoplevelse fra og ikke læser mere fra.
Som sagt, jeg holder mig fra at læse Cassandra Clares bøger. De er slet ikke noget for mig, og jeg nøjes ganske enkelt med de 3, der ikke enten irriterede mig grænseløst eller kedede mig halvt ihjel. Men jeg vil heller ikke læse flere bøger af Jeffrey Archer, men det har mere med personen at gøre end hans bøger, der hverken var fra eller til.

Det var vist rigeligt negativitet for en gang. Jeg vil gerne tagge Mette og Camilla fra Litteraterne til at prøve det her tag, og så tænker jeg at Sus og Marie måske også har lyst til at være med?

mandag den 24. september 2018

Stormsøsteren (De syv søstre #2) af Lucinda Riley

 
Stormsøsteren (De syv søstre #2) af Lucinda Riley. Oversat af Ulla Lauridsen. Udgivet af Cicero i 2017, først udgivet i 2015 med titlen "The Storm Sister". Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk. 560 sider.

Læs min anmeldelse af den første bog her: De syv søstre*.

Andet bind i Lucinda Rileys nye store serie De syv søstre, der denne gang tager læseren med på en medrivende rejse rundt i Europa i jagten på at afdække den anden søster, Allys, historie.

Ally d'Aplièse er i gang med at forberede sig til en kapsejlads, da hun bliver kaldt hjem til sit barndomshjem ved Genèvesøen, fordi hendes adoptivfar pludselig er død. Her mødes hun med sine fem søstre og opdager, at deres far – en mystisk millionær, som søstrene kalder Pa Salt – efter eget ønske allerede er begravet, men har efterladt dem hver en nøgle til at finde deres rødder.

Allys nøgle fører hende til Norge, hvor hun opdager, at hendes fortid er forbundet til en ung ukendt sangerinde, Anna Landvik, som levede for hundrede år siden og sang til premieren af Henrik Ibsens Peer Gynt, kendt for den stemningsfulde musik, som den store komponist Edvard Grieg komponerede til stykket. Jo mere Ally opdager om Anna, jo mere begynder hun også at spekulere over, hvem hendes far, Pa Salt, virkelig var. Og hvorfor hendes syvende søster aldrig er dukket op...
Jeg ved ikke hvorfor, men denne her bog gjorde mig bare så glad at læse. Og det er ellers ikke fordi det er mangel på skandaler, intriger, svig og smerte, for ikke at tale om bedrag og meget mere. Der er virkelig mange store følelser på spil i løbet af bogen, men i sidste ende var jeg ganske enkelt vild med at læse den fra start til slut.

Vi starter samme sted som i den første bog, med Pa Salt, adoptivfar til de mange søstre, og tiden lige efter hans død. I denne her bog følger man den næstældste søster og hvordan hendes fars død påvirker hendes liv. Ally er en virkelig stærk personlighed, hun er meget selvsikker og ved hvad hun vil og kan, og det er ikke alle, der kan tage det. Men nyheden om hendes fars død får også hende til at stoppe og miste fodfæstet. Samtidig har hun for nyligt mødt sin soulmate og hele hendes verden bliver fyldt med meget store, men også vildt forskellige følelser på samme tid. Jeg var aldrig selv helt overbevist om hendes livs udkårne, der for mig mere end en gang virkede mere besidderisk end beskyttende og faktisk irriterede mig ret voldsomt. Til gengæld var jeg enormt vild med Ally selv og de personer hun møder på sin rejse til Norge. De forskellige personer påvirker Allys liv på forskellige måder, men hvad jeg virkelig godt kunne lide var, at det var på små måder, og at det er Ally selv der bestemmer hvor meget og hvor hurtigt hun er villig til at opsøge sin fortid.

Det andet spor i bogen er naturligvis nogle af hendes forfædre, ikke specifikt hendes forældre, men nogle generationer tilbage. Historien følger en kendt person i norsk historie, men Lucinda Riley har selv digtet til. Således er komponisten Edvard Grieg en virkelig person, mens Anna Landvik er en fiktiv person, inspireret af en virkelig person, en stadig ukendt sangerinde som lagde sangstemme til den kvindelige hovedrolle i opsætningen af Peer Gynt af Henrik Ibsen. Det er fascinerende at tænke på at det er virkelig fandtes sådan en person og at man stadig ikke ved, hvem hun var. I Rileys bog er hun blevet til en virkelig skøn kvindelig heltinde, der på trods af ringe kår, manglende uddannelse og en følelse af taknemmelighedsgæld til de autoriteter, der har givet hende muligheden for at blive til noget, aldrig giver op på sin drøm. Ikke engang når selv hendes mand forsømmer hende og hendes drømme og ambitioner virker uopnåelige. Annas dele af bogen var nok det, jeg bedst kunne lide ved hele historien, det er en fængslende historie om kærlighed, ambitioner og om at turde, men også om kompromiser, fejlslagne forsøg og meget mere. Kombineret med Allys historie var bogen en fryd at læse, selv om den gjorde mig både irriteret og vred nogle gange, og ked af det når det gik dårligt for vores hovedpersoner. I sidste ende vidner det om, at Lucinda Riley endnu en gang har skrevet en gribende slægtsfortælling fyldt med historiske fakta, spændende karakterer og rigelig med handling. Hvor jeg var imponeret over det projekt, forfatteren satte sig for i den første bog, er jeg ganske enkelt vild med videreførelsen af projektet. Allys historie var en skøn læseoplevelse og jeg glæder mig især til at finde ud af mere om den mystiske Pa Salt, som har haft så stor indflydelse på sine døtres liv, men som vi kun lærer om igennem deres minder. Og til at se hvor den næste bog føre os hen i verden.

søndag den 23. september 2018

Blodsøstre (Blodet bånd #1) af Pernille Eybye

 
Blodsøstre (Blodets Bånd #1) af Pernille Eybye. Udgivet af Tellerup i 211. 279 sider.

For de fleste er det en drøm at forblive ung for evigt - men for 18-årige Kassie er det en forbandelse. For tyve år siden blev hun trukket op af floden med bidmærker på halsen, og siden da har den smukke vampyr søgt sandheden om sit tidligere liv.

Da Kassie møder Leo, kommer hun et skridt nærmere sin fortid, for i hans øjne ser hun et glimt af noget genkendeligt. Men det går hurtigt op for Kassie, at Leo også har en mørk hemmelighed...
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet af denne her bog og jeg må indrømme at jeg efter at have læst den er lige så "meh" som før. Sagen er den, at det for mig slet ikke føltes som én bog, men nærmere som første del af en bog. Der sker virkelig lidt rent plotmæssigt og det var for mig mere en introduktion til de forskellige karakterer og deres indbyrdes forhold. Der bliver introcuderet op til flere problemer og ting, der sikkert kan udvikle sig til fremtidige bøgers større plots. Men for nu følte jeg mig ret mystificeret, for jeg synes bogen var alt for kort og lagde op til ingen ting. Jeg har været meget forsigtig med vampyr-bøger efter Twilight og Blodsøstre minder mig måske mere om Kristin og P. C. Casts "House of Night" serie end f. eks. Richelle Meads "Vampire Academy".

Måske er det derfor, jeg tit ser folk med bøgerne samlet og jeg fik også selv de første fem bøger samlet. Det er let at læse bogen og det går rigtig hurtigt, så hvis man bliver fanget af seriens præmis og de forskelllige karakterer, er det nemt at gå forsætte med resten af serien lige efter.

Men når det så er sagt, så er jeg positivt interesseret i at læse videre. Jeg havde svært ved at føle et forhold til hovedpersonen Kassie og jeg tror det har mere at gøre med bogens korthed end egentlig mangel på karakterudvikling, for det begrænset hvor meget man kan nå på så kort tid. Jeg kan godt lide ideen om vampyrer der ingen minder har om deres menneskeliv og mysteriet omkring Kassies fortid, som plager hende meget mere end hendes vampyrsøstre, og jeg håber på at se meget mere til wicca-heksen i skoven. Som sagt føltes bogen meget som en start på en bog, som om nogen har taget del et af en bog og udgivet den for sig, og derfor vil jeg ikke afskrive serien endnu, da jeg ikke ved hvordan det udvikler sig herfra. Men jeg er spændt på at se hvordan Eybyes univers udfolder sig videre, jeg ved bare ikke rigtigt hvornår det sker.

lørdag den 22. september 2018

The House at Pooh Corner (Winnie-thePooh #2) af A. A. Milne


The House at Pooh Corner (Winnie the Pooh #2) af A. A. Milne. Illustreret af E. H. Shepard. Udgivet af Egmont i 2016, først udgivet i 1928. 210 sider.

Jeg har anmeldt den første bog om Peter Plys her: Winnie-the-Pooh.

A.A Milne renowned worldwide as the creator of Winnie-the-Pooh and his forest friends. Endearingly portrayed by E.H Shepards's original line drawings, Winnie-the-Pooh has become a very famous bear, loved by generations of children.

Join Pooh and his friends for more delightful adventures in the Hundred Acre Wood: from building a house for Eeyore and finding a Wolery for Owl, to playing Poohsticks and trying to unbounce Tigger!
Den anden bog om Peter Plys' eventyr i Hundredmeterskoven er faktisk en smule skuffende for mit vedkommende. Jeg forelskede mig fuldstændig i den første bog, der var lidt lige som at læse en barnlig drøm. Der var noget naivt og magisk over bogen og jeg læste det samme eventyr som jeg så som barn.

Sådan var det ikke rigtig med den næste bog i serien. Jeg kunne godt genkende flere af eventyrerne, blandt andet fra de forskellige Disneyfilm, men også efter Peter Plys-serien. Men bogen som helhed virkede mere rodet end den første bog. Jeg manglede lidt den klare rammefortælling fra den første bog, hvor fortælleren fortæller eventyrene til Christopher Robin, der lejlighedsvist bryder rammen og ind i historien. Det sker skam også i bogen her, men at læse bogen føltes mere som at læse forskellige historier sat sammen uden en sammenhængende historie. Det er svært at forklare præcist, men det var som om bogen ikke var en helhed på sammen måde som den første bog og det ærgrede mig ret meget.

Når det så er sagt, så var jeg stadig helt opslugt af universet og de mange små historier om Peter Plys og hans venner, der illustrerer sider af deres karakterer som er både finurlige og morsomme, og de appellerer klart til den yngre læser, der nok vil finde karaktererne endnu mere fascinerende. Jeg kan godt lide at de forskellige dyr er mangesidet og komplekse. De er hyggelige at læse om, og jeg nød det selv om det føltes ret fragmenteret.

Jeg kan ikke forestille mig andet end at børn vil være vild med denne her bog, de vil ikke lede efter den samme rammefortælling som jeg gjorde og karaktererne er lige så elskværdige og magiske at læse om, som de altid har været. Fortællingerne om Peter Plys emmer stadigvæk af magi, fantasi og en barnlig naivitet, der gør dem til det unikke univers, det er. De er lette at læse og E. H. Shepards illustrationer er så fine, og så enkle og man behøver ikke mere end det for at forestille sig Peter Plys og de andre beboere i Hundredmeterskoven.

fredag den 21. september 2018

Fantasyfestival 2018 Dag 2

Reklame. Indgangsbillet/aktivitetsarmbånd sponsoreret af Fantasyfestivalen. Alle andre ting har jeg selv stået for.

 
Min søndag startede lidt før festivalen åbnede. Der var nemlig bloggerarrangement med Katja Berger om morgenen og det var utroligt hyggeligt. Jeg mødte en del andre bloggere og vi hørte om Katjas nyeste bog, Døden lyver aldrig, og nogle af tankerne bagved. Det var så spændende at høre om, og samtidig teasede Katja også for nogle af hendes næste projekter. Jeg glæder mig til at læse hendes første ikke-fantasy, Hvor jeg hører til som udkommer til foråret. Historien handler om selvmordsforsøg, survivor's guilt og forsøget på at finde sig selv efter en tragedie, og den lyder utroligt barsk, men jeg ser frem til at læse den alligevel. Vi fik også afsløret titlen på den tredje og sidste bog i Fortællinger fra Døden - og jeg var godt nok tæt på med mit bud. På Facebook havde jeg nemlig gættet på, at den kom til at hedde Dødens arving, og det var med Raven i tankerne og min ide om at hun måske er mere hjemme i efterlivet og sjælehenternes univers end himlen og helvede. Katja delte små lykkekager ud og det afslørede titlen på bog tre, Dødens engel.


Til arrangementet fik vi også en goodiebag med forskellige ting fra nogle af de der var festivalen og i Esbjerg. Jeg er især vild med clipboardet og den lille notesbog, men også bogmærkerne og Bezzerwizzer Fantasy spillet. Jeg skal nok finde nogen, jeg kan slå i den også.

Efter arrangementet havde jeg et ret løst program. Der var få ting, jeg gerne ville nå at se den dag, og egentlig brugte jeg mere tiden på at gå rundt, særligt i kunstnerhjørnet og så på de flotte udstillinger. Der var alt fra skulpturer, malerier, kunstryk, tegninger og meget mere. Det var hyggeligt at gå at se på og snakke med nogen af de forskellige udstillere og jeg kunne få mange timer til at gå med bare det.


Jeg havde dog et par ting, jeg gerne ville nå om søndagen og det faldt så heldigt for mig, at de foregik i samme lokale lige efter hinanden. Så jeg tog over til Gildesalen i Den Dansende Dværg for først at høre Nanna Foss fortælle om den fjerde Spektrum bog. Det var så fedt at høre om Noah, den af karaktererne jeg nok er mest spændt på at komme ind i hovedet på. Og det er jeg bestemt stadigvæk efter at have hørt mere om Nannas oplevelser med Noah. Og så afslørede hun resultatet af det photoshoot, der blev lavet tidligere i år og man fik ikke bare et, men to billeder af Noah, en på en stor roll-up plakat og et lidt andet billede på en almindelig plakat og bogmærket, som jeg også fik snuppet med mig hjem. Jeg kan roligt sige, at jeg er fan af Noah, han minder så meget om det billede jeg havde af ham i hovedet, og photoshootet er spon-on. 16-årige Regitze havde været helt vild med hans wannabe emo udseende og det er nok derfor, jeg føler at han er helt perfekt.

Bagefter gik Boris Hansen på og fortalte om hvordan det har været at afslutte Panteon sagaen. Den fjerde og sidste bog var netop udkommet dagen før og jeg var som fortalt allerede i gang med at læse den. Jeg har været vild med serien siden den første bog og har gang på gang læst mig igennem de meget tykke bøger mens tid og sted blev glemt. I skrivende stund er jeg blevet færdig med den sidste bog og jeg tænker meget på det Boris fortalte om hvordan det er at sige farvel til så stor en serie, så mange karakterer og sådan et univers. Men han fortalte også nogle virkelig interessante ting om, hvad han havde lært at processen og både som fan af serien og som aspirerende forfatter selv var det nogle betragtninger, jeg ikke kunne lade være med at hæfte mig ved. Vi fik også lov til at se uddrag af kommentarer folk havde skrevet, blandt andet nogle meget forvirrende og endda sure over at serien sluttede så mærkeligt eller dårligt, fordi de ikke vidste at der var 4 bøger og ikke 3. Det var super underholdende, men det fik mig også til at tænke over at ikke alle følger lige så meget med i nyheder og bogverdenen som jeg og mange af mine medbloggere gør. 


Efter de to back-to-back foredrag havde jeg kun en tanke i hovedet: frokost. Det betød også at jeg desværre missede et af de oplæg, jeg havde set frem til hjemmefra. Det handlede om oversættelse af fantasy til dansk og jeg tror det havde været meget spændende at høre, men jeg var for sulten til at tænke på andre ting. I stedet for endte jeg med at gå rundt udenfor på Markedspladsen og se de mange boger derude. Der er lidt mere middelalder over nogle af boderne derude, hvor der blev lavet alle mulige genstande og alle var klædt i kostumer. Jeg kom også forbi madboderne med de populære glaserede æbler og ikke mindst de karamelovertrukne skumfiduser. Det så lækkert ud, men mit budget var ved at være opbrugt.


Jeg gik rundt og snakkede med folk og faldt over kåringen af vinderen af Fantasyfestivalens skrivekonkurrence. Det gav mig en mulighed for at så tjekket programmet og der var faktisk kun en ting tilbage, som jeg absolut ikke ville gå glip af.

For mig var et af højdepunkterne sidste år Boris Hansens fantasyquiz. Og selvfølgelig skulle jeg være med igen i år, selv om den lå meget sent. Jeg var der ret tidligt, blomsterkrans på selvfølgelig, og ventede på Mette fra Litteraterne, som jeg havde aftalt at være på hold med. De blev dog forsinkede, så jeg endte med at være på hold med to virkelig søde unge piger, som jeg overhovedet ikke kendte. Hvorom alting er, så var det et godt sammensat hold, for til min store overraskelse endte vi med at vinde quizzen. Der var kun 2 hold, der havde 20 point eller mere, og vores 21 var nok til at vinde. Og det på trods af nogle dumme fejl og nogle heldige skud i tågen. Vores ene holdkammerat var desværre nødt til at gå tidligt, men vi fik lov at tage hendes præmie med til hende. Jeg har bagefter tænkt, at jeg faktisk tror, at jeg fik enten lige så mange eller færre point end jeg gjorde sidste år sammen med Rikke og Malene, men denne gang var det nok til at vinde. Der var også nogle ret tricky spørgsmål om fantasy fra 80'erne og så gammel er jeg altså heller ikke. Billedet af mig og min holdkammerat er taget af Nanna Foss efter vi vandt, men desværre er kvaliteten ikke blevet så god, da jeg skulle have det overført fra min telefon.


Vi vandt en valgfri bog fra Tellerup og således blev min sidste nye bog - og eneste bog om søndagen, Louise Haibergs Dinea - Modertræets datter, som faktisk er den eneste bog af hende, jeg ikke havde i forvejen. Og så vandt vi en flot kop med "fantasy quiz Esbjerg vinder" trykt på. Da jeg jo er indædt kop-samler, var jeg mere end glad for den.

Derfra fik jeg faktisk utroligt travlt, for quizzen havde trukket lidt ud og jeg skulle nå mit tog tilbage til Odense. Så før jeg vidste af det, var jeg på vej mod togstationen med alt for meget at slæbe på. Mit hoved var fuldstændig bombet af indtryk og jeg vil gerne sige tak til alle jeg mødte og snakkede med, alle de forfattere der tog sig tid til at signere mine bøger og for gode snakke, til alle de forlagsfolk og standholdere hvis entusiasme smittede af på mig også. Tak til Fantasyfestivalen for at sponsorere indgangsbilletten/aktivitetsarmbåndet.

Til sidst vil jeg vise de bøger, jeg fik købt på festivalen. Jeg er faktisk overrasket over, at det lykkedes mig kun at købe 8 bøger, for jeg kunne let have købt flere. I stedet endte jeg med at have 9 nye bøger med hjem, 8 indkøb og 1 præmie. Jeg glæder mig allerede til festivalen næste år, til at fordybe mig i fantasy i alle mulige former sammen med en masse skønne mennesker. 


onsdag den 19. september 2018

Fantasyfestival 2018 Dag 1

Reklame: Min indgangsbillet/aktivitetsarmbånd var venligst sponsoreret af Fantasyfestivalen. Alle andre udgifter var mine egne.


Endnu en gang rullede september forbi og med det betød det, at der var tid til Fantasyfestival i Esbjerg. Jeg ved med for første gang sidste år, og vidste med det samme, at jeg ville med igen i år. Stemningen i løbet af weekenden er fænomenal, og igen i år havde de gjort det større og mere gennemført. Der er noget for alle på festivalen og således vil man se, at mine indlæg ikke kun kommer til at handle om bøger, men også computerspil, film, eSport, musik, mad og rollespil, for bare at nævne nogle af de ting, man kunne opleve i løbet af weekenden. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, for ellers bliver det ganske enkelt alt for langt at komme igennem.


Min lørdag startede fantastisk, mit tog fra Odense var forsinket, og jeg nåede så heller ikke det næste tog i Fredericia, så der måtte jeg også vente en halv times tid. Alligevel nåede jeg det til festivalens åbning, endda efter at jeg havde været henne med mine ting der hvor jeg skulle sove. Jeg fik ikke hørt meget af åbningstalen, men jeg har ladet mig fortælle, at de forskellige talere var virkelig dygtige. 


For mig gik en stor del af lørdagen med at få signaturer i forskellige bøger. Først og fremmest havde jeg et mål på festivalen, at jeg skulle have fat i Boris Hansens nyeste bog, Den tiende trone, som udkom på festivalen om lørdagen. Jeg gik derfor ret målrettet derhen og fik fat i bogen - hvilket var meget godt, for jeg hørte rygter om at den var ved at være udsolgt i løbet af søndagen. Jeg mødte også Boris på standen og fik en signatur i både den og bog tre i serien, så nu har jeg alle bøgerne signeret. Jeg er allerede i gang med at læse Den tiende trone, og det er ret bittersødt, for jeg er ikke klar til at serien skal slutte. Det kommer der mere om i indlægget der handler om dag to.

Jeg brugte en del tid på at gå rundt og snakke med folk, og jeg vil gerne sige tak til alle de standholdere og forlagsfolk som gav sig tid til at snakke med mig. Blandt andet var jeg forbi Turbines stand og hilse på Karin fra Skrivepulten, og forbi DreamLitts stand og sige hej til alle de mennesker, jeg mødte der i min praktikperiode. Jeg var også et smut forbi Forlaget Forår, som var med, og hvor jeg faktisk kender 2 ud af de 3, der har startet forlaget. Som altid rendte jeg også hele tiden ind i bloggere og alle mulige andre, der kunne genkende mig enten på navneskiltet, eller mere populært på mit røde hår. Det er en af de ting, der gør det sjovt for mig at være til messer, at man kan møde så mange mennesker og alle har det til fælles at de er vilde med fantasy på den ene eller den anden måde. Jeg fik da også hilst på Mark fra Drengetiltjeneste, Amanda fra Frk. Litteratur, Sabrina fra Sabrinas blog og virkelig mange andre.

Som sagt så gik det meste af lørdagen med at få signaturer i forskellige bøger, jeg er faktisk endt med at komme hjem med ikke mindre end 18 signerede bøger, og jeg fik dem alle om lørdagen. Men der var bestemt også tid til andre ting. Blandt andet var jeg inde for at høre Nicole Boyle Rødtnes fortælle om hendes nye bog, der ikke er udkommet endnu. Oplægget handlede om inspirationen i en gammel færøsk myte om sælkvinden og det var et virkelig spændende koncept. Bogen lyder som en, jeg uden tvivl skal have fat i, når den udkommer, for jeg er vild med konceptet og ideen bag bogen er meget unik. Det var spændende at høre om hvordan processen havde været for Nicole og nogle af de mange tanker hun havde gjort sig undervejs, og jeg er spændt på at læse bogen.


Jeg fik brugt god tid hos Forlaget Facets stand, hvor jeg både snakkede med Sidsel Sander Mittet og Charlotte Fischer mens jeg fik signeret deres bøger, og så som altid også en hyggelig snak om bøger, bloggere, arbejde, og alt muligt andet med Sebastian. Jeg havde også fornøjelsen af at hilse på Thomas Helle og fik en god snak med ham, men desværre havde jeg ikke hans bog med i denne omgang.

Lige efter Nicoles spændende oplæg, stillede jeg mig i kø til at få signeringer af Sebastien de Castell. Han var en af de to udenlandske hovednavne og jeg kunne da også godt mærke på både fødder og ryg at jeg endte med at stå i køen i omkring 45-50 minutter, da jeg havnede næsten bagerst. Den tid gik jeg dog til at gå med at snakke med Camilla og Helene fra Girlstalkbooks og det var smadder hyggeligt, selvom det var meget varmt lige under lamperne. Det var dog det hele værd, da Sebastien de Castell var en virkelig imødekommende person og tog sig god tid til at snakke med folk, mens han signerede deres bøger. Jeg havde ikke læst dem inden, men fik signeret bog et og to i Spellslinger-serien, som jeg fandt på engelsk på messen.


En af de stande, der nemlig trak virkelig meget af min opmærksomhed var Fantask. Det var første gang de var med og det var bestemt et trækplaster, de fleste jeg snakkede med var henne og kigge på deres bugnende hylder mere end en gang i løbet af weekenden. Jeg fandt også selv en del bøger, jeg gerne ville have og endte med at købe fire med hjem. Det var ikke alle sammen deciderede tilbud, men faktisk meget rimelige priser. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg handler der.

Jeg nåede desværre ikke et af de to fremvisninger af det nye, danske computerspil Forgotten Anne, men jeg nåede forbi udviklernes stand og fik hørt en smule om spillet alligevel. Det mest fascinerende er den næsten studio Ghibli-agtige tegnestil, men jeg blev faktisk virkelig fanget af baggrunden for spillet og den verden de har skabt. Også selv om jeg aldrig har været den store computerspilstype og kun har spillet meget få spil, og som regel har det været Hearthstone eller the Sims.


Efterhånden var dagen ved at være ret lang, det var faktisk ikke så mange oplæg, jeg fik set i løbet af lørdagen. Jeg havde en del, jeg godt kunne tænke mig, men det var sjældent jeg nåede det og i stedet fik jeg meget af min tid til at gå med at gå rundt og bare kigge og nyde stemningen og især de mange merchandise-boder var spændende at gå på opdagelse i. Desværre lå det ikke lige i mit budget, ellers kunne jeg være kommet hjem med endnu flere bøger og en kæmpe stak Harry Potter merch, og alt muligt andet godt. 

I løbet af dagen fik jeg en del signaturer, udover dem jeg allerede har nævnt, fangede jeg også Louise Haiberg, Nicole Boyle Rødtnes, Marie-Louise Rønning og Linette Harpsøe. De to sidstnævnte var også en del af mit sidste programpunkt for dagen, nemlig forfatter-bogblogger battlen, som var arragneret af Eva Lucia og Bogslottet. De andre deltagende forfattere var Charlotte Fischer, Mette Sejrbo og Katja Berger. Det var et virkelig underholdende oplæg, hvor der blev diskuteret alt fra hvad man kan tillade sig i YA af vold og sex, aldergrupper og påtvingning af genrekasser, om hvorvidt der er forskel på hvad kvindelige og mandlige læsere leder efter i fantasy og meget mere. Selv om debatten var lidt sløv til at komme i gang, synes jeg at det efterhånden udviklede sig meget hurtigt og det var underholdende at følge med i.


Efter det kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at være træt efter at have været tidligt oppe for at tage med toget og jeg valgte derfor at gå tilbage til der hvor jeg skulle sove og slappe lidt af. I år havde Fantasyfestivalen nemlig arrangeret overnatningsmulighed for udenbys gæster og da jeg var afsted alene, tænkte jeg at det var en god mulighed for mig. Derfor blev jeg indkvarteret på den meget nærliggende skole. Jeg havde fået at vide, at vi selv skulle have sovepose og liggeunderlag med og det havde jeg smidt af om morgenen. Det betød også, at min oplevelse af festivalen ikke helt sluttede da jeg fik fra biblioteket, helt mættet af indtryk. For i skolens ene gymnastiksal kunne man om aftenen efter de fleste havde fået aftensmad, høre lyden af bladrende sider og lejlighedsvise gisp, mens rigtig mange af de overnattende sad og læste. Selv gik jeg i gang med Den tiende trone og jeg så andre læse Malene Sølvsten, Sebastien de Castell og flere andre. Det var enormt hyggeligt, og der blev ikke spoilet noget!


Min første dag på festivalen endte med at blive en rigtig positiv oplevelse, og jeg faldt hurtigt i søvn om aftenen, mættet af indtryk og glad for at have mødt så mange søde mennesker på standende, imellem eller til foredrag eller rent tilfældigt. 

Andet indlæg om årets Fantasyfestival kommer på fredag. Det kommer til at inkludere mit bookhaul for hele weekenden.