fredag den 31. august 2018

Evnen (Ravneringene #3) af Siri Pettersen


Evnen (Ravneringene #3) af Siri Pettersen. Oversat af Rolf Stavnem. Udgivet af Høst & Søn i 2017, først udgivet i 2015 med titlen Evna. Læst på dansk, originalsproget er norsk. 464 sider.

Læs mine anmeldelser af de første to bøger her: Odinsbarn og Råddenskab.

Forestil dig at være et ikon for et frygtet folk. Symbolet som samler dem omkring had og hævntørst. Som datter af en ligfødt hærfører i eksil, er det din skæbne at markere begyndelsen på enden.

Hirka har endnu engang rejst gennem ravneringene og er havnet i de ligfødtes rige - en kold, hierarkisk verden, hvor foragten for svaghed regerer. Hun må nu bruge snilde og kløgt for at overleve i sin nye familie i håb om at holde Rime i live og Ymslanda trygt. Men de ligfødtes tørst efter Evnen er altopslugende, og Hirka indser at den krig, hun prøver at standse er ustoppelig. En indsigt, som snart vil udfordre alt hun har troet på og kæmpet for.
Den sidste bog i Ravneringene, er muligvis den bedste i serien. Siri Pettersen har overgået sig selv, og som i de foregående to bøger blander hun virkelig spændende karakterers udvikling med et actionmættet plot med høje konsekvenser. For Hirka og Rime må begge to snart indse, at i den store kamp mellem Ymslandas befolkning og de ligfødte, er der mange gråzoner, krompromiser, og mere end bare to sider.

Jeg har nydt Hirkas historie fra starten af. Siri Pettersen er fænomenalt god til at skrive fantastiske universer og bygge dem op, så man virkelig føler, at man forstår dem. Små detaljer om en bys opbygning viser sig senere at være helt centrale og som læser fik jeg mere end en gang en følelse af, at hun virkelig vidste, hvor hun ville hen. I Evnen bevæger vi os sammen med Hirka fra menneskenes forunderlige, foruroligende og meget mærkelige verden til de ligfødtes land, og endnu en gang er det en helt ny oplevelse. Det var ikke på samme måde morsomt at læse om Hirkas forsøg på at tilpasse sig, for i menneskenes verden var læseren hjemmevant og hendes forundring over ting som gummistøvler og andre hverdagsting var realistisk, men også sjov. Hos de blinde, Umpiri, er både Hirka og læseren fremmed. Det kræver ret meget at introducere sådan en helt ny verden i bog tre, og i og for sig også et nyt folk eller i hvert fald det første nærgående billede af Umpiri, og Siri Pettersen slipper mere end godt fra det. Jeg havde ingen problemer med at forestille mig det iskolde, sneklædte og øde landskab, som Hirka og de andre Umpiri rejser igennem. Samtidig bliver det også første gang at Umpiri bliver beskrevet som andet end monstrøse væsner, der er de rene dræbermaskiner. Styrke er deres eneste mål, alting bliver målt op i hvorvidt det får en til at se stærkt ud eller ej. Paradoksalt nok er det dette, der gør Umpiri svage.

Umpiri fascinerede mig dybt, men jeg er stadig mest interesseret i ymsslægten og heldigvis følger læseren også tingenes gang i Ymslanda igennem Rime, der er rejst tilbage efter sine højst foruroligende oplevelser i Råddenskab. Det går ikke stille for sig i Ymslanda, den farlige blinde Graals plan om at skabe splid imellem de forskellige folk går strålende og da Rime vender tilbage, må han indse, at meget er foregået mens han var væk - og at han nu må kæmpe for enhver støtte i den forestående kamp. Mest af alt, er min yndlingsside af også denne her bog dog Hirka. Hun er en fantasitske hovedperson, for selv i tredje bog har hun nye sider af sig selv at byde på og hun er et klart eksempel på, at de gode karakterer også kan være komplekse, mangesidede, tvetydige og overraskende. Hun er benhård i sin overbevisning om, hvad der er det rigtige at gøre, men kæmper med at skulle gøre det alligevel, fordi konsekvenserne af det ikke kun går ud over hende selv, men også over Rime og de andre i Ymslanda, og endda også Umpiri, i flere af hvem hun finder, om ikke menneskelige, så i hvert fald forsonlige træk. Hirka er den slags hovedperson, der kan bære, at hun bliver tvunget til at tage nogle yderst svære beslutninger og handlinger, der vil hjemsøge hende.

Siri Pettersens fantasytrilogi, der slutter med Evnen er en af de bedste fantasyserier, jeg har læst. Jeg forstår godt, at hun er blevet sammenlignet med store forfattere og får meget ros for sit sprog, der også gang på gang har suget mig ind i mellem siderne og nægtet at lade mig slippe fri igen. I det her tilfælde vil jeg også give lidt ros med på vejen til oversætteren, for det kan ikke være nemt at skulle oversætte et så stort og kompliceret univers. Undervejs bliver serien bedre og bedre, så der virkelig ikke nogen grund til ikke at læse serien. Jeg skal i hvert fald snart læse den igen, for historien om hvordan den lille udstødte Hirka bliver kastet rundt mellem rigerne, i et forsøg på at stoppe en krig, og sidenhen for at redde begge sine folk fra undergang, og samtidig helbrede den magiske kraft kaldet Evnen, som hun hele livet har været afskåret fra, er ganske enkelt fænomenal og jeg kan ikke få nok. Jeg håber, man kommer til at se mere fra Siri Pettersens hånd en dag - også hvis det ikke handler om Hirka og Rime.

torsdag den 30. august 2018

Kindred Spirits af Ranbow Rowell

 
Kindred Spirits af Rainbow Rowell. Workd Book Day 2016-ekslusiv novelle. Udgivet af Pan Macmillian i 2016. 62 sider.

If you broke Elena’s heart, Star Wars would spill out. So when she decides to queue outside her local cinema to see the new movie, she’s expecting a celebration with crowds of people who love Han, Luke and Leia just as much as she does.

What she’s not expecting is to be last in a line of only three people; to have to pee into a collectible Star Wars soda cup behind a dumpster or to meet that unlikely someone who just might truly understand the way she feels.

Kindred Spirits is an engaging short story by Rainbow Rowell, author of the bestselling Eleanor & Park, Fangirl and Carry On. Kindred Spirits has been specially produced for World Book Day.
Jeg var ikke helt sikker på, om jeg skulle bruge et helt blogindlæg på at anmelde denne her bog, fordi det trods alt er en enkelt novelle, meget kort og hurtigt læst. Men jeg kunne så godt lide den, at jeg heller ikke vil undlade at anmelde den. Selv om jeg på billedet har sat den op sammen med Fangirl, så har de to bøger ikke noget med hinanden at gøre. De handler ikke om de samme karakterer, de foregår ikke engang nødvendigvis i det samme univers. Men de minder om hinanden på en anden måde.

De handler om nørderi. Om nørd-kultur og i denne her korte bog tager Rowell fat i hvordan nørd-kultur langsomt bliver mainstream, og det pludselig bliver normalt, hvis ikke ligefrem cool at interessere sig for de samme ting, som nørder er blevet og bliver gjort grin med. I Kindred Spirits er det Star Wars, et emne der hvis man følger med på Twitter har skabt voldsom debat i "fan cirkler" efter de nye film. Det er ikke det, min anmeldelse skal handle om, men det er noget, der alligevel også findes i Kindred Spirits, hvor hovedpersonen Elena er en pige, pæn og populær, og mere end en gang bliver beskyldt for at være en falsk fan, en af dem, der kun kan lide det nu fordi det er cool. Og selv om bogen er kort og det ikke bliver penslet ud, så var det for mig tydeligt, at karaktererne, historien og Rowell selv tager afstand fra sådan en tankegang.

Kindred Spirits er en sød lille historie, der fik mig til at smile over hele hovedet. Omdrejningspunktet er ikke stort eller med en kæmpe effekt på samfundet, men det er vigtigt for karaktererne og på den måde har historien stadig noget at byde på. Bogen er en gratis novelle, der blev uddelt til World Book Day i 2016, og fordi jeg gerne vil have alle Rainbow Rowells bøger, har jeg været nødt til at købe den brugt på nettet, for den sælges ikke nogen steder. Men det er en fin tilføjelse til hendes forfatterskab, en dejlig historie om venskab, om at stå ved ens interesserer og glæden ved at dele dem, men også om tilgivelse og hvad der sker, når ens store drøm slet ikke lever op til forventningerne. Bogen er virkelig morsom, og jeg nød at læse den, selv om det gik alt for stærkt.

onsdag den 29. august 2018

Fangirl af Rainbow Rowell

 
Fangirl af Rainbow Rowell. Udgivet af Pan Macmillian i 2014, først udgivet i 2013. 459 sider.

In Rainbow Rowell's Fangirl, Cath is a Simon Snow fan. Okay, the whole world is a Simon Snow fan, but for Cath, being a fan is her life-and she's really good at it. She and her twin sister, Wren, ensconced themselves in the Simon Snow series when they were just kids; it's what got them through their mother leaving. Reading. Rereading. Hanging out in Simon Snow forums, writing Simon Snow fan fiction, dressing up like the characters for every movie premiere.

Cath's sister has mostly grown away from fandom, but Cath can't let go. She doesn't want to.
Now that they're going to college, Wren has told Cath she doesn't want to be roommates. Cath is on her own, completely outside of her comfort zone. She's got a surly roommate with a charming, always-around boyfriend, a fiction-writing professor who thinks fan fiction is the end of the civilized world, a handsome classmate who only wants to talk about words . . . And she can't stop worrying about her dad, who's loving and fragile and has never really been alone.

For Cath, the question is: Can she do this? Can she make it without Wren holding her hand? Is she ready to start living her own life? And does she even want to move on if it means leaving Simon Snow behind?
Jeg ved aldrig helt, hvor jeg skal starte, når det kommer til denne her bog. Jeg har læst den to gange nu, første gang jeg læste den, var jeg selv lige startet på universitetet ligesom hovedpersonen Cath og selv om der er mange forskelle på danske og amerikanske universiteter, så havde jeg aldrig før og sjældent siden identificeret mig så meget med en karakter, som jeg gjorde det med Cath. Jeg var også selv utroligt nervøs omkring det at starte på universitetet, jeg var lige flyttet hjemmefra og boede for mig selv for første gang og der ville være så mange nye mennesker og nye indtryk, at jeg vidste, at jeg ville blive udmattet inden ret længe. Min og Caths tid det første år på universitetet var dog ret forskellige.

Cath er introvert og vil helst bare leve i en verden, hvor hun kan sidde alene og læse og skrive fanfiction og det præger hendes første måneder ret meget. Men for Cath er udfordringen ikke kun, at hun bliver mødt af så meget nyt, det er også første gang, at hun rigtig gør noget alene, uden sin tvillingesøster Wren, som også går på samme universitet, men i nogle helt andre cirkler. Cath møder dog personer, som hun har det godt med, hendes roommate Reagan og hendes ven Levi bliver dem, hun tilbringer mest tid sammen med og langsomt lærer hun dels at stå på egne ben, og at hun kan klare det, også uden Wren, men begge søstre lærer også at det ikke behøver være alt-eller-intet, bare fordi de er tvillinger behøver de ikke dele alting og gøre alting sammen, mens de heller ikke behøver at undgå hinanden totalt.

Fangirl er en virkelig god historie, som handler om så meget i en ung piges liv, at det er umuligt at koge det ned. Rowell gør et skønt stykke arbejde med at vise mange forskellige sider af Caths liv, og især det at hendes mor rejste fra familien, da tvillingerne var små, fylder meget i historien, og i Caths liv. Også det at skrive, hvilket måske var det, der fik mig til at samle bogen op i første omgang. CAth er nemlig ihærdig fanfiction-forfatter og hendes glæde ved at skrive får hende til at melde sig til et Creative Writing kursus, hvilket indleder en lang indre kamp for at finde ud af, hvordan hun skriver, når hun ikke skriver fanticfion, samt en diskussion af hvorvidt fanfiction er tyveri eller ej. Jeg er stadig vild med at Rowell tager den slags op, og præsenterer argumenter for begge sider og jeg mindedes sådan dengang jeg selv, for mere end 10 år siden selv startede med at skrive ved at skrive fanfiction. Det er et ofte debatteret emne, også uden for Fangirl. Bogen er nørdet, og handler om det at være lidt nørdet omkring noget, man virkelig elsker, måske noget man er vokset op med og hvordan man stadig kan være passioneret omkring det som voksen. Hvis man kan. Og for mig var det tydeligt, at Rowell vidste hvad hun skrev om, sådan at det ikke blev en karikatur af fangirls/boys og nørder.

Anden gang jeg læste bogen var 4 1/2 år senere eller der omkring, og jeg var selv lige blevet færdig med universitetet. Og jeg må indrømme, at jeg var meget spændt på, hvad jeg ville synes om bogen nu. Ville jeg være vokset fra den, finde den kedelig eller langtrukken? Ville jeg have mistet interessen i karaktererne? Det sker ofte med bøger, man har læst tidligt i livet og man vender tilbage til dem, at det er som om magien er lidt forsvundet, der er ting der irriterer en langt mere og overtager fokus, men det korte af det lange er dette: det skete ikke for mig med Fangirl. Jeg fløj igennem den mindst lige så hurtigt som sidst og nød bogen i fulde drag. Jeg var langt mere optaget af den plottråd der omhandlede Cath og Wrens mor og hvordan det har påvirket pigerne, og hele temaet omkring familie, som jeg følte fyldte mere denne gang end første gang. Men mest af alt var det et glædeligt gensyn med både Cath og Wren, sidstnævnte så jeg mig selv i meget mere denne gang, og hele Simon Snow universet, som Rowell har skabt - Harry Potter-viben er i øvrigt fuldstændig med vilje fra hendes side - med den rapkæftede og til tider ret dominerende Reagan, der viser sig at være en skøn veninde for Cath og med Levi. Levi, der siden jeg læste bogen første læsning har været et af de der fiktive crushes. Han er på mange måder modsat Cath, han læser ikke, han virker af og til umotiveret og let at distrahere, men han er også et af de sødeste mennesker på jorden. Ikke fordi han lader som om, det falder ham bare helt naturligt at møde folk med smil og jokes og latter og det er helt umuligt ikke at kunne lide ham. I hvert fald for mig.

Selv om bogen har nogle år på sig efterhånden, så vil jeg mene, det er en af de bedre realistiske ungdomsromaner, jeg har læst. Stadigvæk. Den er morsom og ironisk, men behandler sine tungere emner med en seriøsitet, jeg virkelig blev glad for. Jeg mødte Rainbow Rowell til Herlufsholm Fantasymesse sidste år og det glemmer jeg aldrig, for det var så fedt at møde en forfatter, som jeg har beundret i så mange år og som har skrevet det, der stadig er en af mine yndlingsbøger. Det sker at man falder over en kliché, men sproget virker rigtig godt og tempoet er hurtigt, uden at man bliver forpustet. Der er plads til karakterernes udfoldelse i Fangirl og der er plads til læseren.

mandag den 27. august 2018

Er du okay, Nanna? (Okay #4) af Anika Eibe


Er du okay, Nanna? (Okay #4) af Anika Eibe. Udgivet af Tellerup i 2017. 216 sider.

Læs mine anmeldelser af alle de foregående bøger her: Er du okay, Marie?, Er du okay, Fie?, og Er du okay, Matthias?

Jeg er usynlig.
Ingen lægger mærke til mig mere.
Før blev jeg kaldt Yverhøj og Hængepat.
Nu bliver jeg ikke engang set længere.
Ingen ser mig.
Ikke andre end Leon.

Nanna er ensom.
Efter Marie har fundet Daniel, er det som om der ikke er plads til Nanna længere.
Men så kommer Leon. Sjove, søde Leon der virkelig er forelsket i hende.
Det har ingen nogensinde været før,
Men noget ved Leon er ikke helt som det skal være, og det gør Nanna bange ...
Efter de første bøger i serien, var jeg ret spændt på, hvad Nannas historie ville bringe til universet. Dels fordi det er den første bog, der går lidt tilbage i serien, og også handler ret meget om Marie og Daniel fra den første bog og hvis man har læst min anmeldelse af den bog, så ved man, at jeg ikke var helt solgt p den meget åbne slutning, der mest af alt føltes ufærdig. Men Nannas historie er bestemt også hendes egen og jeg må indrømme, at jeg var ret glad for den. Også selv om jeg ikke er særlig vild med den måde, den fremstiller nogle af de andre karakterer.

En af de første ting, denne her bog tager op, er mobning, præcis som i den første bog i serien, men for Nanna er det ekstra slemt, for efter Marie har mødt Daniel, er hun også helt alene. Og i den forbindelse tager Eibe fat i et emne, jeg tror ikke kun er relevant for teenagere, men for alle aldersgrupper; hvad der sker med et venskab, når en af parterne indgår i et nyt romantisk forhold, og hvordan det kan være svært for begge parter at finde ud af, hvordan venskabet så skal være. Jeg kunne rigtig godt lide Nannas mor, den første voksne der for alvor er en positiv tilstedeværelse i serien (nb. så er det længe siden jeg læste Matthias' historie, men jeg mener hans mor også er en positiv tilstedeværelse). Der er slet ikke nok af dem i ungdomsbøger generelt og en af de ting, der gjorde hende sådan en fryd er de råd hun giver om venskab og forandringer. Selv om jeg som læser var klar over, at hun manglede noget helt essentiel viden omkring selve Marie, Nanna, Daniel og Leon-situationen, så var hendes råd alligevel super spot on og mega relevante. Jeg ville ønske, jeg havde fået dem, da jeg selv var teenager, for jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg har følt det lige som Nanna.

Den anden side af Nannas historie er forholdet til Leon og det tager ikke specielt lang tid, før det går op for læseren, at der er noget helt galt med Leon. Og det andet tema i Nannas historie kan vidst bedst beskrives som kontrol eller vold i et parforhold. Det er aldrig okay, aldrig, aldrig aldrig. Og det ved Nanna godt, så man kunne være bange for, at læseren ville blive totalt frustreret med hende. Men endnu en gang skriver Eibe fantstisk og er i stand til at skrive det sådan, at man forstår hvordan det er svært for hende at finde ud af hvad hun skal tro på og  hvad hun skal gøre. Især fordi hun langt hen ad vejen ikke har nogen at betro sig til, og selv når hun gør, er det svært for hende at acceptere det, de siger, selv om hun ved at der er noget galt. Det er en delikat situation og jeg beundrer Eibe for at tage den op og skrive det på et plan og en måde, så det henvender sig til alle. Jeg er faktisk på nippet til at sige, at dette her er min favorit i serien ind til videre, den er ærlig, den er fuld af følelser, der er lidt humor og meget alvor, den taler ikke nedsættende til sin læser eller om sin hovedperson og frem for alt, er den velskreven og let at læse. Jeg kan ikke anbefale den her serie nok.

lørdag den 25. august 2018

fredag den 24. august 2018

Ink and Bone (The Great Library #1) af Rachel Caine


Ink and Bone (The Great Library #1) af Rachel Caine. Ebog udgivet af NAL i 2015. Ebog lånt igennem bibliotekspapen Libby.

In an exhilarating new series, New York Times bestselling author Rachel Caine rewrites history, creating a dangerous world where the Great Library of Alexandria has survived the test of time.…

Ruthless and supremely powerful, the Great Library is now a presence in every major city, governing the flow of knowledge to the masses. Alchemy allows the Library to deliver the content of the greatest works of history instantly—but the personal ownership of books is expressly forbidden.

Jess Brightwell believes in the value of the Library, but the majority of his knowledge comes from illegal books obtained by his family, who are involved in the thriving black market. Jess has been sent to be his family’s spy, but his loyalties are tested in the final months of his training to enter the Library’s service.

When he inadvertently commits heresy by creating a device that could change the world, Jess discovers that those who control the Great Library believe that knowledge is more valuable than any human life—and soon both heretics and books will burn.…
At det tog mig ret lang tid at læse denne her bog, har ikke rigtig noget at gøre med selve bogen, det var ikke fordi den var dårligt skrevet eller ikke fangede min interesse. Men jeg er virkelig dårlig til at læse ebøger på min telefon, fordi skærmen er for lille, og jeg bruger den derfor mest til lydbøger, når det er. Men Ink and Bone og resten af serien er ikke til at opstøve som lydbøger og jeg ville virkelig gerne læse den første bog her og se, hvad serien er for noget. Allerede fra beskrivelsen var min interesse vakt, bøger om biblioteker? Jo tak. Og Rachel Caines The Great Library serie, som den egentlig hedder, bygger på et ret specielt præmis. Historien bliver lavet om og det univers, Caine skaber ud fra et  meget lille præmis, er så gennemført og varieret, at jeg ikke kunne lade være med at blive suget ind.

Det er sådan, at i det her univers er der en ting, der der gjort anderledes, end det skete i virkeligheden. Og det er at det store bibliotek i Alexandria blev bevaret, det mystiske, sagnomspundne bibliotek, som siges at have været fyldt med alt mulig viden. I vores verden er det bibliotek gået tabt, men i Caines univers er det blevet bevaret igennem en ret mystisk, alkymistisk kraft, som gør at tekster kan blive kopieret til blanke bøger. Godkendte tekster, naturligvis. Og ud fra dette lille præmis er meget historie derefter blevet forandret. Størst og vigtigst af alt er trykkekunsten aldrig blevet opfundet, så bøger og viden er kun tilgængelig igennem disse blanke bøger, men styret med jernhårdt greb af The Library. Jeg kunne godt savne noget mere opbygning af hvordan dette "kopieringssystem" foregår, for det virkede nogle gange lidt rodet og det er en af de ting, jeg ikke er helt sikker på hvordan virker i denne her verden, hvilket er ærgerligt, fordi det er så essentielt. Men på grund af denne jernhårde styring af viden og distribution, er bøger naturligvis blevet forbudte og det er her, vores hovedperson Jess kommer ind i billedet. Hans familie er bogsmuglere, og ville alle sammen blive hængt, hvis det blev opdaget.

Indtil den dag, hvor Jess på sin fars ordre, søger om optagelse i The Library, med den mening, at han skal være spion og komme med nyttige oplysninger til farens smuglervirksomhed. Men livet inden for The Library er ikke nogen leg og Jess får hurtigt både nye fjender og nye venner, og jeg kunne virkelig godt lide denne her samling af elever fra rundt om i verden. De er forskellige personligheder i sig selv, veludviklede og så betyder de forskellige baggrunde at der bliver præsenteret rigtig meget af Caines univers. Således hører man lidt om livet i Tyskland, hvor nye elever klarer optagelsesprøverne væsentligt bedre end i England, om en vedvarende krig mellem England og Wales, og meget andet.

Jess og de andre opdager langsomt, at der er noget, der ikke stemmer helt inden for The Library, og før de ved af det, bliver det ikke kun et spørgsmål om at klare sig igennem alle prøverne for at få en af de 6 eftertragtede pladser, men for at overleve, mens de bliver kastet ud i livsfarlige opgaver og bliver jagtet af andre Library-soldater og overhoveder, fordi nogen af dem ved noget eller tænker noget, som kan bringe The Library i fare. Hele bogen er actionfyldt, og der sker hele tiden noget, og plottet er virkelig godt skruet sammen. Jeg savnede nogle gange noget mere forklaring af, hvordan de vigtigste dele fungerede, men det tog ikke noget væk fra min oplevelse af denne her historie, så jeg håber at der bliver forklaret mere som serien skrider frem ad.

Caine har skrevet en spændende alternativ-historie roman, med fantastiske elementer ind over, men mest med fokus på handling og karakterer. De forskellige karakterer udvikler sig ikke så specielt meget over bogen, men der er visse oplevelser, der selvfølgelig påvirker dem, men det kan mærkes, at Caine har udviklet sine karakterer grundigt inden historien og derfor virker de ikke flade. Ind i mellem kapitlerne var der små tekstafsnit, der blandt andet var gamle breve, memorandums og notater, der fortæller mere om The Librarys historie, hvad der for eksempel skete med Guttenberg, da han opfinder trykkepressen, og alkymisternes historie. Begge de er super relevante for plottet i Ink and Bone, og det tilføjede lidt nervepirrende spænding til min læsning, da det begyndte at gå op for mig, hvad disse tekstafsnit indebar. Og jeg bliver nødt til at læse videre snart, og se hvad der sker med Jess og de andre efter den overraskende slutning på bogen.

torsdag den 23. august 2018

The Sun and Her Flowers af Rupi Kaur


The Sun and Her Fowers af Rupi Kaur. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2017. 256 sider.

Jeg har også anmeldt hendes første digtsamling her: Milk and Honey.

From Rupi Kaur, the #1 New York Times bestselling author of milk and honey, comes her long-awaited second collection of poetry. A vibrant and transcendent journey about growth and healing. Ancestry and honoring one’s roots. Expatriation and rising up to find a home within yourself.

Divided into five chapters and illustrated by Kaur, the sun and her flowers is a journey of wilting, falling, rooting, rising, and blooming. A celebration of love in all its forms.
Hvis der var en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne lide, så var det nok The Sun and Her Flowers. Og måske er det derfor, jeg føler mig lidt nedtrykt over, at den slet ikke levede op til mine forventninger. Da jeg i sin tid anmeldte hendes første digtsamling, skrev jeg om hvordan jeg godt synes, at man kan kalde denne form for enkle sætninger, uden regelrette opbygninger og lag efter lag af sproglige billeder og metaforer, for digte. Også selv om de adskiller sig fra de digte, vi alle bliver tæsket igennem i skolen og meget af den digtekunst, jeg ellers læser. Men for mig at se blev The Sun and Her Flowers for simpel. For det meste manglede jeg den sproglige finesse, som jeg følte i den første bog, hvor enkelte sætninger kunne sige så meget og hvor store ting blev forklaret meget simpelt og uden store, svære ord og omskrivninger. Sådan havde jeg det slet ikke med hendes nye bog.

Der var digte, hvor de virkelig slog til, hvor sproget flød rigtig godt og hvor emnerne og billederne var smukke, selv om de var barske. Det gælder især for den første del af bogen, som jeg personligt var rigtig glad for og da jeg var færdig med den, var mine forventninger til bogen som helhed måske endnu større. For jeg følte, at hun havde fat i noget af det rigtige og sagde det på en måde, der var uprætentiøs og poetisk, og jeg sad tilbage med tanken om at ja, nogle gange rammer man bunden, men der er mulighed for at vokse derfra, og ja der findes mennesker, som vil rive en ned og ødelægge en, men man kan også møde mennesker, som i kraft af deres natur og personlighed hjælper en til at vokse, når man selv vil. Det var det helt rigtige tidspunkt for mig at læse den del af bogen, fordi jeg har gjort samme erfaring selv over det sidste års tid.

Men derfra begyndte det at gå ned af bakke. Sproget var for det meste alt for simpelt, undtagen i de lange digte om livet som immigrant og barn af immigranter, som uden tvivl ligger Kaur meget på sinde, for her blev sproget i mine øjne mere opstillet og de digte føltes malplaceret på trods af deres vigtighed for historien og for forfatteren. Og det er faktisk der, min primære frustration over bogen ligger: den læses som meget ustruktureret og jeg havde svært ved at finde den overordnede historie i bogen, en som forhåbentlig skulle adskille sig lidt fra den foregående bog. Jeg følte, at jeg fik mere af det samme i The Sun and Her Flowers, men ikke nær så velskrevet og gennemarbejdet. Og så havde jeg problemer med at nogle af digtene virkede rigtig genkendelige - som i at det var en slags omskrivning af kendte citater og ting andre folk har skrevet eller sagt, og selv om det er rigtige ord, føltes det underligt at sidde og føle en genkendelse af andres ord. Jeg tror, bogen her er kommet for hurtigt, at den kunne have brugt meget mere gennemarbejde. Og det ærgrer mig, at jeg sidder tilbage med denne her følelse, for jeg ville så gerne elske Rupi Kaurs anden digtsamling, men det blev for mig en desværre en læseoplevelse, der meget hurtigt blev glemt igen og ikke efterlod et varigt indtryk.

tirsdag den 21. august 2018

Forest of a Thousand Lanterns (Rise of the Empress #1) af Julie C. Dao

 
Forest of a Thousand Lanterns (Rise of the Empress #1) af Julie C. Dao. Udgivet af Philomel Books i 2017. 363 sider.

An East Asian fantasy reimagining of The Evil Queen legend about one peasant girl's quest to become Empress--and the darkness she must unleash to achieve her destiny.

Eighteen-year-old Xifeng is beautiful. The stars say she is destined for greatness, that she is meant to be Empress of Feng Lu. But only if she embraces the darkness within her. Growing up as a peasant in a forgotten village on the edge of the map, Xifeng longs to fulfill the destiny promised to her by her cruel aunt, the witch Guma, who has read the cards and seen glimmers of Xifeng's majestic future. But is the price of the throne too high?

Because in order to achieve greatness, she must spurn the young man who loves her and exploit the callous magic that runs through her veins--sorcery fueled by eating the hearts of the recently killed. For the god who has sent her on this journey will not be satisfied until his power is absolute.
Forest of a Thousand Lanterns var lidt af en speciel læseoplevelse. Jeg tror, det er vigtigt, når man går ind til den, at man er klar over at det er en historie om en, der bliver til skurken. Det er fortalt fra hendes synvinkel og det kræver virkelig meget af en forfatter at skrive fra en så usympatisk karakters synvinkel og rent faktisk fastholde sin læsers interesse. Det er meningen vi skal følge helten, heppe på ham og få en lykkelig slutning, men sådan er det ikke med denne her bog. Og jeg er, for at være helt ærlig, vild med den. Julie C. Dao har skrevet en virkelig god bog, med nogle meget komplekse karakterer og det var så fedt for mig at læse om en karakter, som jeg fra starten af ikke var specielt vild med, og som langsomt udviklede sig mere og mere til ondskabens side og jeg kunne alligevel ikke slippe hendes historie. Hvis man absolut skal kunne lide en hovedperson for at kunne nyde en bog, så vi man få det svært med at komme igennem Forest of a Thousand Lanterns. Men det er ikke meningen, at man skal kunne lide Xifeng og her er en sær skøn anti-heltinde og hendes historie. Bogen gav mig en følelse af at læse noget lige som de klassiske, grusomme Grimm eventyr og samtidig mindede den mig lidt om Macbeth.

Bogen er en genfortælling af eventyret om Snehvide, men handler om den onde dronning. Det betød, at jeg brugte lidt kræfter på undervejs at se, om jeg kunne regne ud, hvem der var hvem og om jeg på grund af mit kendskab til eventyret vidste hvordan historien ville udfolde sig. Det gjorde jeg kun til dels. Det kommer ikke som nogen overraskelse, hvordan bogen slutter, men det gør heller ikke noget. For Julie C. Dao har skabt et rigt univers, tydeligt inspireret af det østlige Asien og bogen er fuld af beskrivelser, der bringer liv til dette fantasyunivers. Jeg kunne fortabe mig i sproget, måske netop fordi jeg ikke behøvede at være opmærksom på plottwists og lignende. Selv om bogen er inspireret af det østlige Asien, så foregår bogen i et andet univers end vores, et, der er fyldt af magiske væsner og overnaturlige evner og nogle gange savnede jeg lidt noget mere worldbuilding på dette punkt.

Det er en detalje omkring bogen, som jeg bliver nødt til at nævne og som måske kan få nogle læsere til at vende sig væk fra bogen. Det var i hvert fald noget, jeg godt ville have været bedre forberedt på. Xifeng har hele sit liv fået at vide, at hun er skæbnebestemt til noget større. Hendes tro på dette er så fast, at hun er ret ulidelig, især over for andre piger og kvinder hun møder og hendes arrogance lader ikke til at have nogen ende. Men denne her skæbne kommer ikke gratis, slet ikke når hun delvist uvidende og delvist overlagt og brutalt bruger magi til at opnå det. For magi har også en pris. Og det er lidt af en spoiler, men Xifeng er mere end en gang nødt til at spise et hjerte. Tanken gav mig kvalme og myrekryb og jeg er ret glad for, at det trods alt ikke er noget, der er brugt meget tid på. Jeg vælger at tage det med her, fordi jeg mener det er vigtigt og fordi det trods alt tilføjer historien en noget mere voldsom kant end jeg selv var forberedt på. Men jeg undskylder alligevel lidt for at spoile det.

Jeg er som sagt ret imponeret over denne her bog. Snehvide-parallellerne er nogle gange ret tydelige, men Xifengs verden er også hendes egen og hendes historie følger ikke det klassiske eventyr slavisk. Bogen er udstyret med en udtalelsesguide til de asiatiske navne, hvilket jeg var rigtig glad for, for ellers havde jeg sikkert kludret helt i alle navnene. Ikke fordi de er super komplicerede, men det er rart at have noget at gå efter, når man læser for sig selv. Forest of a Thousand Lanterns var en anderledes eventyrgenfortælling og jeg nødt på mærkelig vis at læse den, selv om den ikke inspirerer til identifikation eller empati med hovedpersonen. Især sprogbruget med billeder og beskrivelser, der fik dette asiatiske fantasyunivers til at fremstå levende og rigt, hvilket gjorde bogen hurtigt læst og i den grad nydt. Jeg glæder mig til at læse mere og se hvad der sker efter Xifengs første rejse mod kejserinde-tronen.


mandag den 20. august 2018

Stalking Jack the Ripper (Stalking Jack the Ripper #1) af Kerri Maniscalco


Stalking Jack the Ripper (Stalking Jack the Ripper #1) af Kerri Maniscalco. Indlæst af Nicola Barber. Udgivet af Hachette Audio i 2016. Lyttetid 9 timer og 26 minutter. Lydbog lånt igennem biblioteksappen Libby.

Seventeen-year-old Audrey Rose Wadsworth was born a lord's daughter, with a life of wealth and privilege stretched out before her. But between the social teas and silk dress fittings, she leads a forbidden secret life.

Against her stern father's wishes and society's expectations, Audrey often slips away to her uncle's laboratory to study the gruesome practice of forensic medicine. When her work on a string of savagely killed corpses drags Audrey into the investigation of a serial murderer, her search for answers brings her close to her own sheltered world.

The story's shocking twists and turns, augmented with real, sinister period photos, will make this dazzling debut from author Kerri Maniscalco impossible to forget.
Stalking Jack the Ripper var virkelig en overraskelse. Jeg er fascineret af forfatterens sprogbrug, der er fyldt med rige detaljer og føles victoriansk, uden at føles gammeldags og irriterende opstillet. Især at høre bogen som lydbog gjorde, at jeg nu og da fortabte mig fuldstændig i de forskellige beskrivelser, og det er egentlig ikke fordi der er brugt meget tid på det. Der er klart fokus på handlingen og på at bevæge plottet fremad, men selv det sker med bemærkninger om bevægelser, omgivelser, udtryk og med masser af personlighed. Især beskrivelserne af nattelivet i byen var farverige og alligevel ret dunkle, der er plads til de lave detaljer, til dem, en datter af en Lord, ikke burde hverken se eller høre noget til. Jeg kunne virkelig godt lide oplæseren, Nicola Barber, som havde en fantastisk britisk accent, der tilføjede en masse personlighed til Audrey Roses allerede ret karakterfaste person.

Apropos Audrey Rose, så er jeg absolut fan. I mange tilfælde, når en forfatter vil skrive en bog sat i den victorianske æra, så gør de det med en meget moderne hovedperson, især hvis det er en kvinde, som på ingen måde er interesseret i at passe ind i det samfund hun er en del af og derfor for ofte ender med at blive ensidet og stædigt "modsat" og anderledes. Som et resultat deraf, gør forfatterne deres hovedperson meget anti-feminine. Ikke forstået sådan at de ikke er feminine, men de hader mere eller mindre alt det, der konventionelt er feminint i deres tid og univers. Audrey Rose er også en morderne kvinde, hun vil ikke bare sidde stille i pænt pyntet tøj, tie stille og brodere og finde sig en rig mand og opgive alle sine drømme. Faktisk er hun ret så badass i sin omgang med lig og lignende, som ville få mig til at b.live syg eller løbe skrigende væk. Men hun er stadig også utroligt feminin og bærer sin interesse i tøj og kjole med stolthed lige så meget som hendes mere utraditionelle interesserer. Det gjorde hende til en fryd at læse, i mine øjne, for jeg elskede at hun både gik op i det traditionelt feminine og det utraditionelle. Det føltes ægte. Hun har humor og selvforståelse og ved, hvornår hun har overskredet sin egen grænse. Men hun er også håbløst stædig og uvillig til at tage imod hjælp, når den bliver givet på baggrund af hendes køn. Jeg havde ikke så meget interesse i den romantiske side af bogen og jeg havde egentlig mere en opfattelse af, at det var med, fordi det er en uundgåelig del af en ung kvindes liv i det øverste samfundslag i tiden. men jeg kunne godt lide Thomas Cresswell, specielt han og Audrey Roses intelligente og humoristiske forhold og måde at tale til hinanden på.

Selve historien overraskede mig ikke så specielt meget. Jeg havde gættet Jack the Rippers identitet inden den blev afsløret, men ikke fra starten af. Måden der bliver givet forskellige hints, enten falske spor eller direkte mod den virkelige morder, og ud over karaktererne var det min favoritting omkring bogen. Historien var en god blanding af mordmysterie og historisk fiktion og jeg nød at lytte til bogen og følge med i udviklingen af plottet. Det er godt skruet sammen og jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at følge med i hvad der sker videre i Kerri Maniscalcos univers. Jeg er ret imponeret over, at dette er Maniscalcos debutroman, og selv om der er nogle ting undervejs, der irriterede mig lidt, så er det småting og som helhed er Stalking Jack the Ripper en vellykket roman. Den er underholdende, hurtig i plottet og velskrevet og jeg håber på at den finder vej til de danske hylder.

lørdag den 18. august 2018

Fortrudt (Forretningsmand og far #4) af Maya Banks

 
Fortrudt (Forretningsmand og far #4) af Maya Banks. Oversat af Dorthe Klyvø. Udgivet af HarperCollinsNordic i 2018. Først udgivet i 2012 med titlen Undone. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. 176 sider.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget HarperCollinsNordic.
Læs mine anmeldelser af de første tre bøger i serien her: Fanget, Fundet og Fristet.

Bare en enkelt nat? Helt klart. Hvor naiv har man lov at være? Det havde ikke været planlagt, at Pippa skulle tilbringe natten med Cameron Hollingsworth, og det havde bestemt heller ikke været planen, at hun skulle blive gravid. Hun havde vidst, hvad hun gik ind til; den karismatiske entreprenør havde bygget en solid mur omkring sine følelser. Nu vidste hun også, at han havde elsket og mistet sin hustru og deres barn.

Cam står overfor at skulle miste alting igen. Enten lader han Pippa komme tæt på. Eller også skubber han hende fra sig med følelseskolde arrangementer og økonomisk støtte. Uanset hvad er han fortabt - med mindre han tillader sig selv at elske igen …
Sommeren nærmer sig sin afslutning og jeg har endelig fået læst den sidste bog i Maya Banks' serie om fire latterligt rige forretningsmænd, der meget pludseligt og uventet bliver fædre. Fortrudt er den fjerde og sidste bog i serien og jeg havde forventet en perfekt strandbog i stil med de andre tre. En bog, der måske er kort og måske ikke byder på den mest komplicerede historie, men en bog, der er selvskrevet, underholdende og frem for alt, følelsesrig. Og mine forventninger blev totalt mødt. Og mere til.

Det er er uden tvivl min favorit i serien. Jeg blev snydt af at jeg måske har savnet noget baggrund og dybde i nogle af de andre bøger, og derfor havde jeg ikke regnet med at jeg ville få så meget af det i denne her bog. I Fortrudt er fortiden alt, det er det, der driver Cam og ligger til grund for hans handlinger og beslutninger og der er så meget historie, som både for læseren og karaktererne er essentielt for at forstå, hvad der sker. At Cam har svært ved at turde elske nogen igen efter det traume han har været igennem er ikke spor overraskende og jeg Banks skriver det så godt, at selv om jeg synes det får ham til at opføre sig som en kæmpe idiot over for Pippa, så følte jeg virkelig med ham og jeg hadede ham ikke på samme måde som jeg gjorde med nogle af de andre mænd. Der tegner sig bestemt et mønster med denne her serie, men Fortrudt føles ret anderledes end de andre. Cam er en stædig rad, han har ikke bare bygget en væk imellem sig selv og sine følelser, men en mur. En stor, solid mur, og selv om Pippa prøver, er det ualmindeligt hårdt arbejde at bryde den ned igen.

Modsat Cam har vi så Pippa og endnu en gang en kvindelig karakter, som jeg virkelig godt kan lide. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig særdeles positivt ved hele denne her serie: Maya Banks har skrevet nogle skønne kvindelige heltinder, der ganske vist har deres fejl og mangler, men også har mod til at stå fast når nogen prøver at trumfe hen over dem. For Pippa gælder det, at hun er midt i en kæmpe omvæltning af sin tilværelse i og med hun er ved at starte et nyt firma op, da hun opdager at hun er blevet gravid. Men på trods af de ændrede omstændigheder, giver hun ikke op eller lader sig nøjes med det næstbedste, hverken for hende selv eller hendes barn. Det er et mod, jeg håber på ikke kun findes i litteraturen. Hvor Cam er meget orienteret mod fortiden, er Pippa fremtiden. Hun vil frem ad, hun vil mere og hun ved, hvad det er hun gerne vil have. Deres historie er langt fra sådan, at det en side, der altid begår alle fejlene, men jeg tror at grunden til at jeg i sidste ende bedst kan lide denne her bogen er, at deres opførsel gav meget mere mening. Og de passer så fint sammen hvis man spørger mig. De er mere komplekse, og begge bliver nødt til at tage deres holdninger op til vurdering og måske derfor får de lov til at udvikle sig mere. Fortrudt var en overraskende skøn læseoplevelse og det skyldes specielt karaktererne.

Bogen egner sig bestemt godt til en tur på stranden lige som de første tre, selv om historien har nogle virkelig voldsomme scener og føles mere dybdegående. I det store og hele er jeg virkelig imponeret over denne her serie, der overraskede mig positivt med dens indhold, der havde mere at byde på end drama. Specielt Fortrudt hang ved i mine tanker efterfølgende, men jeg vil helt klart understrege at det at læse for underholdningens skyld er mere end okay. Ikke alle bøger behøver forandre ens verden eller efterlade en mindblown og målløs. Alle tager noget forskelligt med sig fra en bog, denne her efterlod mig noget mere tankefuld end de andre måske gjorde. Og jeg er virkelig glad for, at jeg har læst den.

fredag den 17. august 2018

Winnie-the-Pooh (Winnie-the-Pooh #1) af A. A. Milne



Winnie-the-Pooh (Winnie-the-Pooh #1) af A. A. Milne. Illustreret af E. H. Shepard. Udgivet af Egmont i 2016, først udgivet i 1926.189 sider.

The Bear of Very Little Brain and his friends from the Hundred Acre Wood have delighted generations of readers since Winnie-the-Pooh was first published in 1926.

Back by popular demand, the four full-color gift editions of the original Pooh classics are available again. These elegant books, larger in format than the classic editions, include all of Ernest H. Shepard's illustrations, each meticulously hand-painted in delicate watercolors.

Here are the two great storybooks chronicling the adventures of Christopher Robin and all the inhabitants of the Hundred Acre Wood, as well as the two charming volumes of poems. Bright in color and true in spirit, these are books for giving--To Pooh fans of all ages.
Hvis jeg skulle opsummere mine tanker omkring den første bog om Peter Plys, så er det ganske enkelt "jeg skulle have læst den før". Jeg ville ønske, at jeg havde læst den, dengang jeg var barn og havde lært historierne at kende dengang, for de må være helt fantastiske at vokse op med. Men så gik det op for mig, at det har jeg på en måde gjort alligevel. Historierne i Winnie-the-Pooh er nemlig mere eller mindre de samme historier i Disneys filmatisering, som jeg har set på VHS hele min barndom. Endda den samme finurlige og fine sammenspil mellem karaktererne og fortæller-figuren, som jeg ikke kan mindes, jeg har oplevet i andre bøger, findes både her og i filmatiseringen. Det er som om fortælleren kan kommunikere med de forskellige karakterer, også Christopher Robin, der på dansk bliver kaldt Jakob, især i begyndelsen. Bogen er bygget op som om det er fortælleren der fortæller eventyr til Christopher Robin. Således begynder og slutter bogen med en samtale mellem fortælleren og Christopher Robin, hvorefter eventyrerne begynder. Og jeg synes den måde, historierne bliver fortalt på er den skønneste, mest barnligt fantasifulde måde, jeg længe har set. Jeg er fuldstændig vild med den måde, historierne fortælles på og A. A. Milne har virkelig fat i barnets fantasi i den måde, han skriver og fortæller på.

En af de ting, jeg ikke kunne lade være med at lægge mærke til, var den måde, der blev afsløret nye sider af karakterer, som jeg troede, at jeg kendte. Især Uglens selv-påståede intelligens, Tigerdyrets maniske opførsel og andre ting var med til at gøre karaktererne mere helstøbte, uden at de kom til at føles for voksne, hvis man kan sige det på den måde. De skulle gerne føles som noget, der er sprunget ud af et bars fantasi. Og det er mit største punkt omkring denne her bog og det, jeg virkelig elskede ved den. Jeg kan ikke understrege det nok, den fantasifulde, magiske stemning er ikke til at tage fejl af og man bør gøre sig selv den tjeneste at læse om Peter Plys og de andre i Hundredmeterskoven. Jeg bliver helt sikkert også nødt til at skaffe mig de danske oversættelser til en gang i fremtiden, for jeg kan se dem som højtlæsningsbøger.

Mine udgaver af alle bøgerne er med originale illustrationer i og de er virkelig fine og tilføjer lidt ekstra til bogen. Det er enkle tegnede streger i sort-hvid, uden for mange farver eller detaljer, men det behøver de heller ikke. Der er ret mange illustrationer i denne her bog, spredt ud igennem siderne, nogle gange bare i hjørnet, i kanterne eller nogle gange endda på en hel side. Illustrationerne var for mig et lille ekstra lag af fantasi til bogen, for ordene behøver ikke vildt mange tegninger til for at sætte gange i forestillingsevnen, men illustrationerne giver noget liv på en anden måde.

For at være helt ærlig, så har jeg ikke noget negativt at sige om denne her bog. Jeg tror jeg læste den på et helt rigtigt tidspunkt, hvor jeg havde brug for en bog, der føltes som at komme hjem, en bog der føles magisk og fantasifuld og varm, og det passer alt sammen på Winnie-the-Pooh. Der er nok ikke noget tidspunkt, hvor det ikke er godt at læse denne her bog og jeg fra min side, kan ikke vente med at vender tilbage til Hundredmeterskoven igen inden længe.

torsdag den 16. august 2018

Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery

 
Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery. Oversat af Gitte Nordbo. Udgivet af Høst & Søn i 2016, først udgivet i 1908 med titlen Anne of Green Gables. Læst på dansk, originalsproget er canadisk. 352 sider.

Anne drømmer inderligt om at høre til. Så indsatsen er høj, da det gamle søskendepar fra Grønnebakken adopterer hende. Marilla og Matthew har egentlig brug for en dreng, der kan hjælpe til på gården, men det er Anne, der står på stationen. Rødhårede, ukuelige Anne, som er svær at komme udenom. Hun har fuld fart på, taler uafbrudt, drømmer og glemmer alt omkring sig. Ikke lige den hjælp, søskendeparret på Grønnebakken havde tænkt sig. Men Anne får hurtigt vendt op og ned på gårdens stille liv, og snart har Matthew og Marilla faktisk svært ved at forestille sig Grønnebakken uden Anne.
Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg først hørte om Anne Shirley, bedre kendt som Anne fra Grønnebakken, men jeg kan godt sige, hvornår jeg endelig stiftede bekendtskab med hendes historie. Det er nemlig første gang, at jeg har læst bogen. Og hvilken en læseoplevelse det var. Der var en ting, der slog mig, da jeg læste bogen og det er hvor anderledes den var end jeg egentlig troede.

En stor del af bogen går ret hurtigt, hvilket kom bag på mig. Den foregår over en meget længere periode end jeg havde regnet med og det betød at der er virkelig, virkelig meget årenes løb, som ikke bliver fortalt noget om. Det passer godt til historien, fordi det nok mest er det mest unødvendige, der bliver sprunget over og man kan uden tvivl mærke at L. M. Montgomery ved hvad hun gør. Historien fortælles i et tilpas tempo til, at man kan lægge bogen fra sig og den egner sig virkelig til at læse samen med andre.

Jeg kan virkelig godt lide Anne, selv om hun er meget anderledes end mig. Anne er højlydt, på mere end en måde. Lange afsnit i bogen består af Annes rablende monologer omkring hendes forestillinger og fantasier. Det er dette, der kom bag på mig, jeg havde ventet langt færre monologer, for til tider føles de som om de virkelig stoppede handlingen. Men selv når hun ikke siger noget, en sjælden gang, er hun altid så meget til stede og hendes impulsive handlinger og konsekvenserne af dem fylder virkelig meget. Anne er en skøn hovedperson at følge, hun er impulsiv og fantasifuld til den store guldmedalje, hun er følsom og nu og da ret rørstrømsk, men hun er også forfængelig, naiv og kan være ret selvoptaget som så mange unge kan være. Men selv om det kunne frustrere mig endeløst når hun snakkede side efter side, så endte jeg med at holde ret meget af hende. Af de andre karakterer kan jeg ikke lade være med at tænke på Marilla og Matthew, som tager Anne til sig og ikke mindst Annes mange skoleveninder og Gilbert. Jeg kunne godt lide at de alle sammen føltes ret normale, selv om Anne viser sig at være rigtig god i skolen og sådan, så føltes de som normale børn at læse om.

At læse Anne fra Grønnebakken var en fornøjelse og jeg nød bogen så meget, at jeg bestemt kan sige, at jeg har forelsket mig i Anne og hendes verden. Bogen mindede mig om de mange gange jeg læste bøgerne om Pollyanna, da jeg var yngre og jeg kan ikke lade være med at sammenligne de to. Jeg knuselsker Pollyanna-bøgerne og har gjort i mange år og den første bog om Anne Shirley gav mig virkelig meget af den samme følelse. Annes historie er en tidsløs fortælling, der føltes mere nostalgisk end outdated, og handler om mod og venskab, om at følge sine drømme og så meget mere. Anne fra Grønnebakken var en helt uventet positiv læseoplevelse og jeg er i den grad ramt af Annefeber, så jeg er glad for, at jeg har de to næste bøger også.

onsdag den 15. august 2018

Er du okay, Fie? (Okay #2) af Anika Eibe

 
Er du okay, Fie? (Okay #2) af Anika Eibe. Udgivet af Tellerup i 2017. 179 sider.

Læs min anmeldelse af den første bog her: Er du okay, Marie?

Jeg ved godt hvordan folk opfatter mig.
Jeg ved godt de tror de ved alt om mig.
Alene på grund af mit udseende.
Men ved I hvad … det gør de ikke.

Fie har det hele.
Hun er smuk, dygtig i skolen,
og drengene er vilde med hende.
Udadtil er hendes liv fantastisk.
Men ikke alt er så perfekt som det ser ud..

Den anden bog i Anika Eibes Okay-serie handler om Fie, og tager sit udgangspunkt i cutting. Som med den første bog, handler Fies historie om det at være ung og med alle de mange problemer, som man slås med som teenager. Og denne her gang tager Eibe fat i et virkeligt tabu, som jeg personligt er meget glad for endelig får noget plads i ungdomslitteraturen. Så det kan blive italesat, så unge læsere i dag har mulighed for at forstå mere af det, der foregår i og omkring dem. Jeg ville ønske at bøger som denne her havde været tilgængelig i mine egne teenageår.

Efter at have læst den første bog om Marie, havde jeg ret store forventninger til Fies historie. For jeg havde virkelig let ved at identificere mig med Marie og sætte mig ind i de ting, der sker for hende og jeg håbede virkelig på at se noget af det i denne næste bog også. Det kan heller ikke nægtes, at Anika Eibe er en rigtig god forfatter og hun er rigtig god til at tage fat i disse ømtålige emner på en måde, så de ikke taler ned til unge eller er nedsættende over for emnet. Men jeg følte til tider at Fies indre kaos af og til drukner lidt i selve selvskade-handlingen, og det var lidt underligt for mig, for resten af tiden følte jeg, at Eibe var rigtig god til at vise Fies indre tumult af alt for høje forventninger og pres fra forældrenes side, tvivl om egne ønsker, misforståelser, smerte og enorme afmagt. Det er faktisk derfor, jeg endte med at kunne lide bogen virkelig meget, jeg var virkelig imponeret over Eibes evne til at skrive Fie sådan, at hun føltes helt ægte, som en virkelig teenagepige og på mange måder fik læseren til at identificere sig med hende. Det er hudløst ærligt, skræmmende og til tider voldsomt og kan være grufuldt og derfor vil jeg også gerne sige, at man skal være opmærksom på at denne her bog kan indeholde beskrivelser, der kan virke som en trigger. Fies historie gjorde mig ked af det, og faktisk også ret vred, for det var så forfærdeligt at læse om hvordan hendes liv langsomt kommer ud af kontrol som i en spiral, der bare bliver større og større. Jeg ville så gerne kunne fortælle hende, og alle som hende, at det nok skal blive okay. At de er okay.

Som karakter synes jeg at Fie er virkelig interessant. Hun er kompleks og føles levende, og der er meget mere til hende end hendes selvskade. Men realistisk nok er det også det, der ender med at overskygge alt andet og på et eller andet tidspunkt mister hun kontrollen over alting, så det nødvendigvis må blive opdaget. Jeg er dog ikke specielt glad for slutningen, men af en helt anden grund end den første bog. Den føles ikke uafsluttet lige som den første bog, tværtimod fik jeg som læser indtrykket af at Fies gamle liv på en måde er slut og hun er på vej til at starte et nyt. Og det elskede jeg så meget, at det opvejede lidt at jeg ikke var specielt overbevist omkring hende og heste-gutten hvis jeg navn jeg glemmer hele tiden. Det føltes bare ikke særlig nødvendigt for mig, og jeg tænker det er mere et eksempel på det nye, der kommer til at fylde i Fies liv. Jeg håber virkelig at komme til at se mere til hende i de næste bøger i serien og se hvordan det går hende efter hendes livs kaotiske nedtur. En kæmpe tak til Eibe for at skrive denne her historie, for at sætte ord på noget som selv i 2018 er å tabubelagt, at det er skræmmende. Selv om der er dele af bogen, jeg ikke var helt vild med, så er jeg ikke i tvivl om, at Er du okay, Fie? er endnu en bog, som bør læses af unge som gamle, piger som drenge, og snakkes om efterfølgende, for selvskade hverken kan eller bør ties ihjel.