torsdag den 16. august 2018

Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery

 
Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery. Oversat af Gitte Nordbo. Udgivet af Høst & Søn i 2016, først udgivet i 1908 med titlen Anne of Green Gables. Læst på dansk, originalsproget er canadisk. 352 sider.

Anne drømmer inderligt om at høre til. Så indsatsen er høj, da det gamle søskendepar fra Grønnebakken adopterer hende. Marilla og Matthew har egentlig brug for en dreng, der kan hjælpe til på gården, men det er Anne, der står på stationen. Rødhårede, ukuelige Anne, som er svær at komme udenom. Hun har fuld fart på, taler uafbrudt, drømmer og glemmer alt omkring sig. Ikke lige den hjælp, søskendeparret på Grønnebakken havde tænkt sig. Men Anne får hurtigt vendt op og ned på gårdens stille liv, og snart har Matthew og Marilla faktisk svært ved at forestille sig Grønnebakken uden Anne.
Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg først hørte om Anne Shirley, bedre kendt som Anne fra Grønnebakken, men jeg kan godt sige, hvornår jeg endelig stiftede bekendtskab med hendes historie. Det er nemlig første gang, at jeg har læst bogen. Og hvilken en læseoplevelse det var. Der var en ting, der slog mig, da jeg læste bogen og det er hvor anderledes den var end jeg egentlig troede.

En stor del af bogen går ret hurtigt, hvilket kom bag på mig. Den foregår over en meget længere periode end jeg havde regnet med og det betød at der er virkelig, virkelig meget årenes løb, som ikke bliver fortalt noget om. Det passer godt til historien, fordi det nok mest er det mest unødvendige, der bliver sprunget over og man kan uden tvivl mærke at L. M. Montgomery ved hvad hun gør. Historien fortælles i et tilpas tempo til, at man kan lægge bogen fra sig og den egner sig virkelig til at læse samen med andre.

Jeg kan virkelig godt lide Anne, selv om hun er meget anderledes end mig. Anne er højlydt, på mere end en måde. Lange afsnit i bogen består af Annes rablende monologer omkring hendes forestillinger og fantasier. Det er dette, der kom bag på mig, jeg havde ventet langt færre monologer, for til tider føles de som om de virkelig stoppede handlingen. Men selv når hun ikke siger noget, en sjælden gang, er hun altid så meget til stede og hendes impulsive handlinger og konsekvenserne af dem fylder virkelig meget. Anne er en skøn hovedperson at følge, hun er impulsiv og fantasifuld til den store guldmedalje, hun er følsom og nu og da ret rørstrømsk, men hun er også forfængelig, naiv og kan være ret selvoptaget som så mange unge kan være. Men selv om det kunne frustrere mig endeløst når hun snakkede side efter side, så endte jeg med at holde ret meget af hende. Af de andre karakterer kan jeg ikke lade være med at tænke på Marilla og Matthew, som tager Anne til sig og ikke mindst Annes mange skoleveninder og Gilbert. Jeg kunne godt lide at de alle sammen føltes ret normale, selv om Anne viser sig at være rigtig god i skolen og sådan, så føltes de som normale børn at læse om.

At læse Anne fra Grønnebakken var en fornøjelse og jeg nød bogen så meget, at jeg bestemt kan sige, at jeg har forelsket mig i Anne og hendes verden. Bogen mindede mig om de mange gange jeg læste bøgerne om Pollyanna, da jeg var yngre og jeg kan ikke lade være med at sammenligne de to. Jeg knuselsker Pollyanna-bøgerne og har gjort i mange år og den første bog om Anne Shirley gav mig virkelig meget af den samme følelse. Annes historie er en tidsløs fortælling, der føltes mere nostalgisk end outdated, og handler om mod og venskab, om at følge sine drømme og så meget mere. Anne fra Grønnebakken var en helt uventet positiv læseoplevelse og jeg er i den grad ramt af Annefeber, så jeg er glad for, at jeg har de to næste bøger også.

onsdag den 15. august 2018

Er du okay, Fie? (Okay #2) af Anika Eibe

 
Er du okay, Fie? (Okay #2) af Anika Eibe. Udgivet af Tellerup i 2017. 179 sider.

Læs min anmeldelse af den første bog her: Er du okay, Marie?

Jeg ved godt hvordan folk opfatter mig.
Jeg ved godt de tror de ved alt om mig.
Alene på grund af mit udseende.
Men ved I hvad … det gør de ikke.

Fie har det hele.
Hun er smuk, dygtig i skolen,
og drengene er vilde med hende.
Udadtil er hendes liv fantastisk.
Men ikke alt er så perfekt som det ser ud..

Den anden bog i Anika Eibes Okay-serie handler om Fie, og tager sit udgangspunkt i cutting. Som med den første bog, handler Fies historie om det at være ung og med alle de mange problemer, som man slås med som teenager. Og denne her gang tager Eibe fat i et virkeligt tabu, som jeg personligt er meget glad for endelig får noget plads i ungdomslitteraturen. Så det kan blive italesat, så unge læsere i dag har mulighed for at forstå mere af det, der foregår i og omkring dem. Jeg ville ønske at bøger som denne her havde været tilgængelig i mine egne teenageår.

Efter at have læst den første bog om Marie, havde jeg ret store forventninger til Fies historie. For jeg havde virkelig let ved at identificere mig med Marie og sætte mig ind i de ting, der sker for hende og jeg håbede virkelig på at se noget af det i denne næste bog også. Det kan heller ikke nægtes, at Anika Eibe er en rigtig god forfatter og hun er rigtig god til at tage fat i disse ømtålige emner på en måde, så de ikke taler ned til unge eller er nedsættende over for emnet. Men jeg følte til tider at Fies indre kaos af og til drukner lidt i selve selvskade-handlingen, og det var lidt underligt for mig, for resten af tiden følte jeg, at Eibe var rigtig god til at vise Fies indre tumult af alt for høje forventninger og pres fra forældrenes side, tvivl om egne ønsker, misforståelser, smerte og enorme afmagt. Det er faktisk derfor, jeg endte med at kunne lide bogen virkelig meget, jeg var virkelig imponeret over Eibes evne til at skrive Fie sådan, at hun føltes helt ægte, som en virkelig teenagepige og på mange måder fik læseren til at identificere sig med hende. Det er hudløst ærligt, skræmmende og til tider voldsomt og kan være grufuldt og derfor vil jeg også gerne sige, at man skal være opmærksom på at denne her bog kan indeholde beskrivelser, der kan virke som en trigger. Fies historie gjorde mig ked af det, og faktisk også ret vred, for det var så forfærdeligt at læse om hvordan hendes liv langsomt kommer ud af kontrol som i en spiral, der bare bliver større og større. Jeg ville så gerne kunne fortælle hende, og alle som hende, at det nok skal blive okay. At de er okay.

Som karakter synes jeg at Fie er virkelig interessant. Hun er kompleks og føles levende, og der er meget mere til hende end hendes selvskade. Men realistisk nok er det også det, der ender med at overskygge alt andet og på et eller andet tidspunkt mister hun kontrollen over alting, så det nødvendigvis må blive opdaget. Jeg er dog ikke specielt glad for slutningen, men af en helt anden grund end den første bog. Den føles ikke uafsluttet lige som den første bog, tværtimod fik jeg som læser indtrykket af at Fies gamle liv på en måde er slut og hun er på vej til at starte et nyt. Og det elskede jeg så meget, at det opvejede lidt at jeg ikke var specielt overbevist omkring hende og heste-gutten hvis jeg navn jeg glemmer hele tiden. Det føltes bare ikke særlig nødvendigt for mig, og jeg tænker det er mere et eksempel på det nye, der kommer til at fylde i Fies liv. Jeg håber virkelig at komme til at se mere til hende i de næste bøger i serien og se hvordan det går hende efter hendes livs kaotiske nedtur. En kæmpe tak til Eibe for at skrive denne her historie, for at sætte ord på noget som selv i 2018 er å tabubelagt, at det er skræmmende. Selv om der er dele af bogen, jeg ikke var helt vild med, så er jeg ikke i tvivl om, at Er du okay, Fie? er endnu en bog, som bør læses af unge som gamle, piger som drenge, og snakkes om efterfølgende, for selvskade hverken kan eller bør ties ihjel.

tirsdag den 14. august 2018

Revolution (Dæmondræberen #3) af Louise Haiberg

 
Revolution (Demondræberen #3) af Louise Haiberg. Udgivet af Tellerup i 2015. 482 sider.

Læs mine anmeldelser af de første to bøger her: Oprører og Udvalgt.

Mit navn er Syranthia.
Jeg er en falden engel.
For tusinder af år siden faldt jeg fra Himlens nåde for at leve sammen med et dødeligt menneske. Da jeg mistede ham, sank jeg ned i en dyb sorg.
Så mødte jeg Dominic … en dæmon hvis sjæl lyste mere klart end de fleste engles. Han udfyldte tomrummet som min elskede havde efterladt, og nu er jeg villig til at rejse til Helvede for hans skyld.
For vores skyld …

REVOLUTION er tredje bind i serien Dæmondræberen
– en serie om udødelig kærlighed og kampen mellem det gode og onde.
Jeg havde meget store forventninger til Revolution og måske er det derfor, det tog mig lang tid at læse den, selv efter jeg faktisk havde fået den hjem. For jeg var virkelig nervøs for, om den kunne leve op til de første to bøger, som jeg var virkelig imponeret over. Og jeg vil også gerne starte med at sige, at det ikke er min favorit i serien. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om den, men den føltes lidt flad i forhold til de tidligere bøger, der holdt mig hen i spænding og nærmest febrilsk bladren for at nå til slutningen.

Revolution nyder naturligvis på et gensyn med Dominic og Tia, og alt deres personlige drama, der for alvor bliver stort i denne her bog, da Tia opdager deres fælles fortid og først bliver godt og grundigt og meget forståeligt stjernegal på Dominic over at han har holdt det hemmeligt. Men det var for mig at se ret fedt, at det betød at hun kom til at stå meget mere på egne ben og måtte tackle udfordringerne alene. Det giver hende plads til at skinne igennem på en måde, jeg savnede i den foregående bog. Ikke fordi Dominic overskygger hende, men i Revolution er Dominic mere eller mindre hele tiden sat ud af spillet og det er op til Tia og alle Dominics og hendes mange, brogede allierede at hjælpe Dominic ud af de enorme vanskeligheder, han er kommet i. Og det er virkelig en broget forsamling og jeg tror, at det er det, Michael mener. Ærkeenglen er ligesom Dominics "kontaktperson" til englene og mener at Dominics indflydelse rækker langt bredere end han eller nogen anden er klar over og det beviser bogens handling også. Men jeg savnede på en eller anden måde en større sammenhæng med Dominics meget lange historie i menneskeverdenen, som blev udforsket i bog to og som var et af mine yndlingsmomenter.

Naturligvis byder bogen også på et gensyn med Benjamin, som til at begynde med er lidt af en nar, lige som han var i den første bog og det er svært at holde med ham, når alt han gør er at brokke sig, og han bitterhed og vrede har tidligere været næsten uudholdelig. Men i Revolution får hans og Michaels forhold lov til at udvikle sig og Benjamins personlighed vokser rigtig meget og han bliver en større, bedre, person. Og så blev jeg så glad, da Haiberg lige pludselig introducerede Lucifar, ikke Dominics kat, men the real deal. Og han er virkelig skræmmende, på sådan en måde, der er svær at sætte fingeren på. Der er helt bestemt noget i vejen med ham, men han virker ikke alene ond, markaber og grusom, men også på en eller anden måde forstyrret. Det var helt perfekt. Det bliver også introduceret en lang række bipersoner, hvoraf nogle af dem får en skæbne, jeg blev meget ked af at læse om. I det hele taget synes jeg at slutningen føltes en smule rushed, og jeg kunne godt have ønsket mig noget mere.

Hvad der virkelig fascinerer mig ved denne her bog, og ved Haibergs univers i det hele taget, er at det ikke føles som noget, jeg har læst før. Serien er sprængfyldt med humor og morsomme ord og vendinger, samtidig med at den tackler nogle virkelig store temaer som synd og død, liv og tilgivelse, og frihed. Haiberg er endnu en gang rigtig god til at blande fantasiske elementer med ideer omkring disse store spørgsmål på en måde, så læseren føler sig underholdt hele vejen igennem. Og så var det så fedt endelig at komme ned på "den varme underetage" og opleve Haibergs version af Helvede med egne øjne. Det er et skræmmende sted, hvor det bestemt kan mærkes, at der ikke er plads til rigtigt at slappe af eller sænke paraderne hundrede procent. For eksempel afsløres den markabre kilde til dæmonernes ellers morsomme og humoristiske broderier og det passer virkelig godt til Haibergs version af Helvede.

Jeg har været rigtig glad for at læse Dæmondræberen-trilogien og det er en rejse, jeg ikke ville have været foruden. Revolution er lige som resten af serien fuldt af humor og virkelig meget sarkasme, sort humor og deslige, mens den fortæller en historie om mod og frihed, kærlighed og så meget mere, at man kunne være bange for at bogen ville falde sammen under vægten af alt det. Men det sker ikke. Og som slutning på serien føles Revolution lidt anderledes end de andre, men det er en god slutning og kan godt måle sig med de to første. Og det er langt fra for sent at stifte bekendtskab med en ret så drømmefyr-agtig badboy som Dominic og Haibergs skønne, unikke univers.

mandag den 13. august 2018

Ruin and Rising (The Grisha #3) af Leigh Bardugo

 
Ruin and Rising (The Grisha #3) af Leigh Bardugo. Udgivet af Henry Holt and Co. i 2017, først udgivet i 2014. Ebog lånt igennem biblioteksappen Libby.

Læs mine anmeldelser af de første bøger i serien her: Shadow and Bone og Siege and Storm.
Jeg har også anmeldt eventyrbogen fra trilogien: Language of Thorns.

The capital has fallen.
The Darkling rules Ravka from his shadow throne.
Now the nation's fate rests with a broken Sun Summoner, a disgraced tracker, and the shattered remnants of a once-great magical army.

Deep in an ancient network of tunnels and caverns, a weakened Alina must submit to the dubious protection of the Apparat and the zealots who worship her as a Saint. Yet her plans lie elsewhere, with the hunt for the elusive firebird and the hope that an outlaw prince still survives.
Alina will have to forge new alliances and put aside old rivalries as she and Mal race to find the last of Morozova's amplifiers. But as she begins to unravel the Darkling's secrets, she reveals a past that will forever alter her understanding of the bond they share and the power she wields. The firebird is the one thing that stands between Ravka and destruction—and claiming it could cost Alina the very future she’s fighting for.
Jeg må indrømme, at Ruin and Rising uden nogen tvivl er min favoritbog i trilogien. Jeg nød den vej historien gik, især afsløringen af den ret mystiske og fanatiske præst The Apparat, der har skræmt og forvirret Alina igennem hele serien, og hvad hans mål egentlig er - og hans allierede. Det var svært at lade være med at blive opslugt af Alinas kamp mod hans magt, især i begyndelsen af bogen hvor hun er meget svækket efter mødet med the Darkling i slutningen af bog to. Det er dels et spørgsmål om mental styrke, om hvor stærk hun kan være over for en modstander, hun aldrig rigtig er blevet testet imod. Men også fordi Alina indser at det ikke er lige så let, hvad hun bliver nødt til at gøre for at vinde over the Apparat og det bringer hende tættere på the Darkling igennem den mystiske forbindelse mellem deres evner.

Samtidig sker der endelig noget med hendes og Mals forhold og jeg forsøger ikke at spoile for meget ved at sige, at jeg var ret vild med den overraskende afsløring af den tredje "amplifier" eller forstærker. Jeg forstår godt, at Alina og alle andre tog fejl, at de troede det var et magisk væsen lige som de to første, den hvide kronhjort fra bog et og sødrage-væsnet fra bog to. Men også Alinas andre teorier viser sig også at være forkerte og det er derfor, jeg følte det var så fedt. For jeg blev også snydt. Og jeg kunne godt lide den måde, det tvang Alina og Mal til at tænke over deres indbyrdes forhold og finde ud af, hvad de vil. Og hvor meget de vil opgive for at besejre the Darkling og få fred.

Den endelige løsning på kampen mod the Darkling ligger meget i historien om Morozova, den mand der i sin tid skabte de tre forstærkere, der sammen skulle gøre bæreren af dem til den ultimativt stærkeste Grisha. Og hans historie fik nærmest tårerne til at pible frem hos mig og det samme gjorde the Darklings baggrund, som bliver meget mere uddybet i denne bog og både han og Morozova deler en særdeles tragisk historie på forskellige måder. Det var en interessant vinkel og det var helt bestemt et bidrag til slutningen på bogen, og på serien, som jeg for min side fandt virkelig tilfredsstillende. Bardugo er i stand til at skrive en slutning, der binder de forskellige historier sammen og løser de forskellige problemer på en mere eller mindre elegant måde. Man kan selvfølgelig ikke sige, at selve handlingen er elegant, men som problemløsning på især spørgsmålet om Alinas fremtid, var det mere end jeg havde håbet på.

Egentlig kan jeg stadig bedst lide serien for skrivestilen og hele universets opbygning. Det er helt sikkert en af de nyere fantasy-serier, som jeg har levet mig helt ind i og slut fra start til slut uden at ænse tid og sted. Bardugos univers er på mange måder fremmed og forunderligt, men der er også så mange hints og inspirerede elementer fra vores egen verden, især østeuropæisk sprog og kultur, som jeg fandt fascinerende at lade mig opsluge af. Det er magisk og voldsomt, fyldt med sanseindtryk og i denne bog også noget humor, og for første gang var jeg meget mere vundet over af Alinas personlighed i denne her bog. Det er ikke småting, som hun bliver udsat for, og jeg beundrer Bardugo for at føre Alina helt derud hvor hun i desperation efter ikke selv at dø bliver tvunget til at tage livet af andre og det for alvor påvirker hendes menneskelighed, til hun ikke længere kan genkende sig selv. Det er modigt i en ungdomsbog og jeg synes Bardugo gør det virkelig godt. Jeg fik, måske endelig langt om længe, sympati med Alina og det smertede mig at se hende gå så meget igennem, og jeg er glad for den slutning, hun får. Og Mal. Selv om the Darkling var ret fascinerende, er jeg også glad for hvordan hans historie endte. For mig ender bogen helt rigtigt, måske lidt forudsigeligt for noget, for mig var det overraskende. Men også med tilpas mange forklaringer, uden at det bliver for meget. Der er noget mystisk over epilogen, det er som om der stadig er skygger og uhyggelige hemmeligheder i Ravka, der bare venter på at komme frem i dagens lys.

lørdag den 11. august 2018

Calendar Girl 3 (Calendar Girl #7-9) af Audrey Carlan


Calendar Girl 3 (Calendar Girl #7-9) af Audrey Carlan. Oversat af Lars Bøgeholt Pedersen. Udgivet af LOVEBOOKS i 2016, først udgivet i 2016. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. 445 sider.

Læs mine anmeldelser af de første bøger i serien her: Calendar Girl 1 og Calendar Girl 2.

I JULI rejser Mia til det solrige Miami, Florida for at medvirke i en berømt musikers nye musikvideo, i AUGUST går turen til Dallas, Texas, hvor hun er hyret til at spille en stenrig oliemagnats forsvundne arving, og i SEPTEMBER rejser hun tilbage til hjembyen Las Vegas, hvor en endnu større udfordring venter ...

CALENDAR GIRL er en erotisk romanceserie i 12 afsnit, som alle er opkaldt efter årets måneder. Denne bog samler JULI, AUGUST og SEPTEMBER.

Når det kommer til Calendar Girl, havde jeg det lidt svært med den måde, som bog to sluttede på, eller rettere sagt, plottet i Juni måned. Der skete nogle ting som egentlig passer rigtig godt ind i historien og bestemt ikke er ekslusive til Mia, men dels var det meget uventet og dels var jeg ikke særlig glad for håndteringen af det. Skønt det også er realistisk nok. Derfor var jeg meget spændt på, hvordan denne næste bog ville være og måske er det også derfor, at jeg har valgt at udskyde det lidt at læse den. For jeg er ikke helt tilfreds.

Jeg er vild med hvordan Junis hændelser stadig påvirker Mia og får en stor betydning for hendes karakter og personlighed, det er forvirrende og skræmmende og selv om hun prøver, er det svært at forstå. Men jeg blev ret skuffet over at det hele nærmest forsvinder så snart Wes dukker op. Det er dumt og urealistisk, for traumer forsvinder ikke bare på magisk vis i armene på den rigtige gut. Det kræver tid og arbejde og jeg så ingen af delene i Mias videre historie efter det punkt. Det var som om det blev glemt i takt med at andre problemer opstod. Der sker noget med Mias far og k bedste familie-først stil smider hun alt hvad hun har i hænderne for at være ved hans side. Samtidig er hendes nyeste klient mere end en fremmed og der bliver rusket godt op i gamle familiehemmeligheder og afsløret ting, som bogstavligt talt vender op og ned på Mias og hendes søsters tilværelse. Det var for mig at se meget let at regne ud hvad der ville ske, og selv om det måske kunne læses som et plotdevice til at gøre hende og Wes mere ligestillet økonomisk (hvilket er Mias største anke og forbehold i deres forhold det meste af historien) så var jeg personligt vild med det. Måske fordi de nye karakterer virker så søde. Men man er blevet snydt før.

Også Wes kommer i problemer og bedst som jeg troede at det ville betyde at bogen endte med en kæmpe cliffhanger, kom der lidt lys over sagen. Mit bedste ord til at beskrive denne her bog er “dramatisk”, måske endda med stort D. Der sker ufatteligt meget, det er store og livsforandrende hændelser og der bliver overhovedet ikke tid eller lyst til ret meget hed sex. Af en erotic romance virker det måske underligt, men det visee også at historien kan fungere uden gentagne, formålsløse, overdrevne sexscener. Jeg kunne godt lide bogen, men viser sider af den irriterede mig grænseløst og påvirkede min endelige læsning. Jeg håber at Audrey Carlan ved hvad hun gør og at historien ender godt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor rigtigt, det hun har skrevet i bog 3 her er. Til signeringer til BogForum for snart 2 år siden fik jeg fortalt at hun skriver forskellige ting i de fire bøger som passer til handlingen. Denne her er spot on!

torsdag den 9. august 2018

The Dream Thieves (The Raven Cycle #2) af Maggie Steifvater

 
The Dream Thieves (The Raven Cycle #2) af Maggie Steifvater. Indlæst af Will Patton. Udgivet af Scholastic i 2013. Lydbog lånt gennem biblioteksappen Libby.

Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: The Raven Boys.

Now that the ley lines around Cabeswater have been woken, nothing for Ronan, Gansey, Blue, and Adam will be the same. Ronan, for one, is falling more and more deeply into his dreams, and his dreams are intruding more and more into waking life. Meanwhile, some very sinister people are looking for some of the same pieces of the Cabeswater puzzle that Gansey is after....
Jeg er om noget mere vild med The Dream Thieves end jeg var med den første bog og for mig at se, er de ting, jeg var småirriteret over ved den første bog, blevet meget bedre nu. Den svære to'er? Absolut ikke.

Skrivestilen er som altid noget af det, jeg hæfter mig ved i denne her serie, Stiefvater er rigtig god til at bruge sproget og sproglige billeder til at skabe en stemning, der på en gang virker varm og hjemlig og samtidig "otherworldly", magisk og ret mystisk. Det skete mere end en gang, at jeg spolede lydbogen tilbage for at høre sætninger eller afsnit igen. Samtidig gør Will Patton et godt stykke arbejde med indlæsningen af bogen, sådan at de forskellige karakterer på en eller anden måde lyder forskellige, selv om bogen ikke er skrevet i første person. Og han har en rigtig behagelig stemme at lytte til, der gør, at jeg havde nemmere ved at holde fokus på historien, selv om jeg lavede noget andet samtidig med.

Når det kommer til plottet, så virker historien en lille smule mere ustruktureret end den første bog. Det tror jeg på ingen måde at den faktisk er, tværtimod bliver der introduceret nye karakterer som for eksempel the Gray Man, som er på jagt efter the Greywaren (hvilket jeg slet ikke kan stave til, men sådan lyder det), et mystisk objekt der skulle kunne skaffe ejeren de ting, vedkommende drømmer om og Joseph Kavinsky får en større rolle som en lidt af en bølle, der huserer i Henrietta, men som viser sig at have meget mere på sinde en biler og ballade. Og så er der alle de elskede karakterer fra den første bog. Så der er rigtig mange at holde styr på og det kan til tider betyder, at nogen bliver skubbet lidt i baggrunden. Faktisk forsvinder Noah helt og det gør mig altid så trist, når jeg når dertil, for han er en af mine yndlingskarakterer i serien. I The Dream Thieves fylder Ronan en hel del mere end han gjorde i den første bog. The Raven Boys slutter nemlig med at han afslører en ret specielt evne, han har arvet fra in far: han kan tage ting med ud af sine drømme. Det er for mig at se Ronan, der er hovedpersonen i bogen og titlen refererer blandt andre til ham, men det betyder ikke, at de andre falder helt i baggrunden. Faktisk sker der virkelig meget i de forskellige karakterforhold, specielt Gansey og Adam og Ronan og Kavinsky, foruden Blue og alle Ravnedrengene. Og så selvfølgelig de voksnes forhold, Mr Gray og Maura til eksempel. Men det er Ronans historie, der er i fokus, hvor det måske var lidt mere bredt i den første bog og det betyder også at de mange forskellige handlingstråde føles mere strømlinet, selv om der er mange omveje og mange forskellige synsvinkler. Historien om Ronans baggrund er en af dem, jeg altid husker, når jeg har læst bogen og det er svært ikke at forstå hvordan han er blevet lidt af en nar udadtil. For som The Dream Thieves viser, er der meget mere i Ronan end bare det og i det hele tiden bliver mange af de gennemgående karakterer mere udviklede og får mere baggrund i denne her bog.

The Dream Thieves er en magisk og næsten drømmeagtig læsning, og jeg bliver opslugt af ordene hver gang. Bogen er i stor grad karakterdrevet, så det kan føles langsomt, men det fungerer for universet og det passer til den meget stemningsfulde skrivemåde. Selv hvis man ikke var helt hooked på den første bog, så vil jeg mene, at man bør give The Dream Thieves en chance, for med den bliver serien kun bedre. Bredere og mere kompliceret, men også meget mere magisk og charmerende.

onsdag den 8. august 2018

Daughter of the Burning City af Amanda Foody

 
Daughter of the Burning City af Amanda Foody. Udgivet af Harlequin Teen i 2017.

Sixteen-year-old Sorina has spent most of her life within the smoldering borders of the Gomorrah Festival. Yet even among the many unusual members of the traveling circus-city, Sorina stands apart as the only illusion-worker born in hundreds of years. This rare talent allows her to create illusions that others can see, feel and touch, with personalities all their own. Her creations are her family, and together they make up the cast of the Festival’s Freak Show.
But no matter how lifelike they may seem, her illusions are still just that—illusions, and not truly real. Or so she always believed…until one of them is murdered.

Desperate to protect her family, Sorina must track down the culprit and determine how they killed a person who doesn’t actually exist. Her search for answers leads her to the self-proclaimed gossip-worker Luca, and their investigation sends them through a haze of political turmoil and forbidden romance, and into the most sinister corners of the Festival. But as the killer continues murdering Sorina’s illusions one by one, she must unravel the horrifying truth before all of her loved ones disappear.
Daughter of the Burning City var en bog, som virkelig overraskede. Både i selve plottet, hvor jeg mere end en gang blev snydt af et plot twist, eller en afsløring jeg ikke havde set komme, men også i det at jeg var meget mere opslugt af bogen, end jeg måske forventede. Det er en virkelig stemningsfyldt blanding af fantasy med "jynx-work" som de magiske evner betegnes og et mystisk rejsende cirkus, der brænder hele tiden og så en nærmest thriller-lignende mysterie om hvem der er moderen - og hvordan de har gjort det. Og Amanda Foody gør et rigtig godt arbejde med at blande de to genrer sammen, efterm in mening vejer fantasy nok mest og det har jeg det fint med.

Selve universet er lidt mystisk, for der er meget lidt eksposition. Det fungerer virkelig godt, fordi den slags typisk er med til at sænke plottet alt for meget, men nogle gange var det lidt forvirrende, når de omtalte fortidens ledere af festivalen og en masse gamle krige og stridigheder, når man ikke rigtig havde noget konkret at forholde sig til. Men som læser blev jeg hurtigt vant til det og det viste mig at der var en dybe i universet, at der var andre historier i denne her verden end mysteriet om hvem der myrder Sorinas illusioner.

Apropos illusionerne, så er jeg vild med dem. Det med at de ikke rigtig er levende personer, men nærmest er det alligevel var ret tankevækkende, men mest af alt elskede jeg dem, fordi de virkelig har deres egne personligheder, der adskiller sig meget fra hinanden og jeg holdt af dem alle for deres forskelligheder. Det var nemt at se hvem det var, Sorina havde ønsket sig, når hun fandt på dem og da det bliver afsløret hvorfor og hvordan de bliver myrdet, føltes det så hjerteknusende at se Sorina opdage, hvordan tingene ikke er, som hun altid har troet. Det med, hvem der myrder illusionerne, det kom virkelig bag på mig. Jeg havde overhovedet ikke set det komme og jeg var først skeptisk, men af en plot twist-slutning at være, er det en virkelig god en. Det fungerer og det sætter mange af de ting, der sker, i et nyt lys.

Alt i alt er Daughter of the Burning City en bog, som jeg blev meget glad for at jeg har stiftet bekendtskab med, for jeg er ikke helt sikker på, at den ville have været på min radar, hvis ikke jeg havde fået det i en FairyLoot boks. Så jeg håber, at der kommer mere omtale til bogen og at den måske en dag i fremtiden er at finde på de danske hylder. For det er en både morsom og alvorlig historie, med ret mange finurlige karakterer og et atmosfærisk sprog, der passer perfekt til denne ret mystiske og frem for alt anderledes verden, som Sorinas festival er.

mandag den 6. august 2018

Er du okay, Marie? (Okay #1) af Anika Eibe


Er du okay, Marie? (Okay #1) af Anika Eibe. Udgivet af Tellerup i 2016.

Jeg ville ønske at jeg var død.
Virkelig død. Forsvundet. Væk fra jordens overflade.
Død og begravet så de eneste jeg behøvede at se i øjnene var ormene.
Fuck! Fuck! FUCK!

Marie er blevet mobbet i årevis, men da hun starter i 9. klasse efter sommerferien er det som om noget er forandret.
Drengene begynder at lægge mærke til hende, og hun går fra at være et mobbeoffer til at være én drengene gerne vil være sammen med ...

Men hvad hvis hun siger nej? Bliver alt så som før?
Allerede da jeg gik i gang med bogen vidste jeg, at Maries historie ville være en, som ramte mig hårdt. Derfor var jeg heller ikke overrasket, da Eibes skrivestil fik mig til at forsvinde ind i et univers, der på virkelig mange måder ligner et, jeg selv kendte fra da jeg var teenager. Jeg læste bogen og ville sådan ønske, at jeg havde haft adgang til den, da jeg var 15 år. For bøger og fiktion kan i det hele taget ofte ramme noget, som man måske kan sige sig selv i bagklogskabens lys, men det er ikke altid, at man faktisk tager det til sig. Det jeg mener er, lidt lige som Marie har svært ved at tage det til sig, når nogen siger til hende, at hun fortjener bedre, så var der en del af mig, der tænkte, at 15-årige mig bestemt kunne have lært meget af at læse Maries historie og på den måde få sagt noget om min egen. Af samme grund vil jeg bestemt anbefale bogen til teenagere, til deres forældre og til deres lærere. For denne første bog i Eibes serie tager fat i noget virkelig relevant og selv om der er i bogen er fokus på en karakter og ikke alles oplevelser er den samme, så er der her meget at snakke om og tage til eftertænkning, uanset om man er dreng eller pige, ung eller gammel.

Når det kommer til selve historien, så er det her man finder grunden til, at jeg ikke har givet bogen mere end 3 hjerter på trods af at den rørte mig dybt og jeg virkelig identificerede mig med Marie. Jeg føler nemlig lidt, at der mangler en slutning. Det er som om, den åbne, håbefulde slutning, jeg forestiller mig at det skal være, hvor man som læser får en idé om at tingene vender sig for Marie og hun nok skal blive okay, så følte jeg at der manglede noget. Der måtte for mig virkelig gerne have været et kapitel mere og derfor håber jeg, at man får Marie at se igen i de næste bøger og ser hende fortsætte sin rejse og vide, at hun bliver okay.

Historiens omdrejningspunkt er mobning, men der bliver også taget emner som venskab, gruppepres og sex op - særligt det sidste, hvilket jeg synes er en fantastisk tendens i ungdomslitteratur, som jeg håber man kommer til at se endnu mere til. Det nytter ikke noget at pakke det ind og få det hele til at fremstå rosenrødt og romantisk (eller overdrevent pornografisk), men Eibe er god til at skrive det, så det bliver realistisk, fjollet, forvirret og i sidste ende noget, der ikke skal gives for at få respekt eller anerkendelse. Og som sagt så identificerede jeg mig ret meget med Marie og jeg havde sådan en lyst til at give hende et kram og fortælle hende, at hun er okay som hun er og ikke skal lade sig behandle som om hun var værdiløs. Eibes første okay-bog er en følelsesmæssigt rammende historie, som ikke bruger for meget tid på alt muligt udenom, men behandler kerneproblemet på en måde, så man forstår hvor altoverskyggende det kan være. Er du okay, Marie? er ærligt og realistisk, den er ret barsk og pakker ikke det tabubelagte ind i vat. Det er en oplagt mulighed for at få gang i en snak om gruppepres og seksuelle forventninger, om ikke andet så til selv at tænke over.

søndag den 5. august 2018

Language of Thorns (The Grishaverse #0.5, #2.5, #2.6) af Leigh Bardugo


Language of Thorns (The Grishaverse #0.5, #2.5 og #2.6) af Leigh Bardugo. Udgivet af Orion's Children's Books i 2017. Eksklusiv FairyLoot udgave fra deres oktober 2017 boks.

Jeg har anmeldt de to første Grishaverse bøger her: Shadow and Bone og Siege and Storm.

Love speaks in flowers. Truth requires thorns.

Travel to a world of dark bargains struck by moonlight, of haunted towns and hungry woods, of talking beasts and gingerbread golems, where a young mermaid's voice can summon deadly storms and where a river might do a lovestruck boy's bidding but only for a terrible price.
Da jeg fandt ud af, at der fandtes denne bog med eventyr fra Bardugos Grisha-univers, vidste jeg, at jeg blev nødt til at få fat i den. Den udgave, jeg har, var med som en ekstra bog i en af mine månedlige FairyLoot-bokse, og hvis ikke jeg havde fået den der, havde jeg bestemt anskaffet mig den efter at jeg har læst hele Grisha-trilogien. Eventyrene i bogen er delvist inspireret af klassiske eventyr som vi kender dem, men med et mere dystert twist, og delvist af Bardugos egen fantasi ud fra de eventyr, som Alina og Mal ofte refererer til fra deres barndom i Grisha-trilogien.

Det med at alle eventyrene har et mere dystert twist er nok det, jeg synes er bedst ved bogen. Og det er altså selv om mange af de originale Grimm-eventyr f.eks. er rimelig makabre i sig selv og bestemt ikke behøver mere uhygge eller flere halvt-lykkelige slutninger. Det er måske derfor, jeg ikke har svært ved at "købe" denne her bog som en eventyrsamling fra et univers som Bardugos, for de minder som klassiske, moralsk belærende og ret skræmmende eventyr, som i dag bliver lidt for ofte udvandet til underholdning og "de levede lykkeligt til deres dages ende". Således har jeg stadig ret ofte en af de første eventyr i tankerne, "The Witch of Duva", som på mange måder virkelig mindede mig om Grisha-universets atmosfære, der er en særlig blanding af magi og ondskab, på en eller anden måde. Desuden var det sjovt at læse eventyret "The Too-Clever Fox", som prins Nikolai hele tiden bliver sammenlignet med i især Siege and Storm. På den måde kunne jeg virkelig mærke under min læsning, at disse eventyr i Language of Thorns hører hjemme i Grisha-universet og at det endda var til at mærke, hvorfra i det univers, et eventyr stammede fra, især på baggrund af deres holdning til Grisha og det overnaturlige.

Langauge of Thorns er en samling af eventyr, der hører til i Bardugos Grisha-univers, men det betyder ikke, at man ikke kan læse dem uden at have læst trilogien først, også selv om den bliver opstillet som bog nr. 0.5 og 2.5. De tilføjer noget til hinanden når man kender historien, og hvis man først er blevet bidt af universet og Bardugos fortællestil, så er denne her bog en rigtig god måde at komme endnu mere ind i den verden på og læse bogen som om den virkelig var fra Ravka eller Fjerda. Især det sidste eventyr "When Water Sang Fire" er måske mit favorit, den præsenterer et anderledes perspektiv på eventyret om den lille havfrue, som jeg faktisk virkelig godt kan lide, og er nærmest en forhistorie til det eventyr, vi kender fra vores egen verden. Men det er Ullas, eller Ursulas, historie.

Til sidst bliver jeg nødt til at tale om illustrationerne, der er i min udgave af bogen. Jeg må være et svar skyldig med hensyn til om de også er i alle andre udgaver af bøgerne. Men i min udgave er der i løbet af alle eventyrene illustrationer i henholdsvis venstre og højre side af et opslag og efter hvert eventyr er der en stor illustration henover begge sider, der viser en nøglescene fra historien. Alle illustrationerne er lige som resten af bogen (og teksten) holdt i støvede blå og røde nuancer og det endelige resultat er virkelig perfekt ramt og flot at se på. Jeg håber, at alle udgaver af bogen har bare noget lignende, for det gjorde mit helhedsindtryk af bogen endnu bedre.

fredag den 3. august 2018

In The Afterlight (The Darkest Minds #3) af Alexandra Bracken

 
In the Afterlight (The Darkest Minds #3) af Alexandra Bracken. Udgivet af Disney Hyperion i 2014.

Læs mine anmeldelser af de første to bøger i serien her: The Darkest Minds og Never Fade.

Ruby can't look back. Fractured by an unbearable loss, she and the kids who survived the government's attack on Los Angeles travel north to regroup. With them is a prisoner: Clancy Gray, son of the president, and one of the few people Ruby has encountered with abilities like hers. Only Ruby has any power over him, and just one slip could lead to Clancy wreaking havoc on their minds.

They are armed only with a volatile secret: proof of a government conspiracy to cover up the real cause of IAAN, the disease that has killed most of America's children and left Ruby and others like her with powers the government will kill to keep contained. But internal strife may destroy their only chance to free the "rehabilitation camps" housing thousands of other Psi kids.

Meanwhile, reunited with Liam, the boy she would-and did-sacrifice everything for to keep alive, Ruby must face the painful repercussions of having tampered with his memories of her. She turns to Cole, his older brother, to provide the intense training she knows she will need to take down Gray and the government. But Cole has demons of his own, and one fatal mistake may be the spark that sets the world on fire.
 
I In the Afterlight er der virkelig meget på spil og det blev en bittersød afsked med de forskellige karakterer efter alt det, de har været igennem. Der er virkelig mange problemer intern i ”Children’s League”, som man ikke kan komme uden om og de betyder også at midt i det hektiske kaos efter Never Fades sindssyge slutning, er der en del af plottet der bliver brugt på alle de interne diskussioner og jeg blev ret hurtigt træt af det, fordi det mere eller mindre er Liams idéer over for Coles, og selv om det perfekt illustrerer hvordan de ikke kan se mulighederne for et kompromis – eller er villige til det, så blev det ret træls i længden at læse om. Især fordi det virkede som om Ruby var med på begge idéer og det derfor burde virke åbenlyst at der var gode og dårlige sider i begge planer.

Til gengæld kan jeg virkelig, virkelig godt lide den del af plottet der handler om IAAN, kilden og den mulige kur. Det er især fedt fordi det ikke bliver den primære grund til at Ruby og de andre vil befri resten af de indespærrede børn, at de har hørt at der findes en mirakelkur. Der er ingen af dem, der tør tro på at der rent faktisk findes en kur og selv hvis der gør, så kan det ikke tage de mange års traumer tilbage. En kur kan ikke ændre på at Ruby har tilbragt 6 år indespærret og med nogle lidt mærkelige tendenser til følge, eller alle de andre, der bliver forfulgt og jaget af samfundet for noget, de ikke kan kontrollere. Det er et magtfuldt narrativ, som Alexandra Bracken får flettet godt ind i plottet og giver læseren stof til eftertanke. Endnu mere fordi slutningen er decideret hjerteknusende, og jeg stadig ikke er kommet mig over den. Det er underligt, for jeg har længe udskudt at læse den sidste bog, fordi jeg ikke vil have at den skulle slutte og nu hvor den er slut, er jeg enormt forvirret over den. Slutningen er bittersød og giver virkelig mulighed for at tænke over, hvordan vi i samfundet behandler dem, der er anderledes. Og for den grund alene, er det virkelig værd at læse serien. Det kan godt være, at det er et anderledes fremtidssamfund, og de evner, børnene udvikler, er overnaturlige, men Darkest Minds-trilogien er stadig relevant på mange måder.

En af de ting, jeg virkelig godt kunne lide ved serien er dens karakterer og i denne her vender en af mine absolutte favoritter tilbage, Zu. Jeg savnede hende en del i Never Fade, og det var fedt at se hvordan hun vokser og bliver en større personlighed, ligesom Chubs og Vida, som får mere og mere at gøre og især Vida er viklelig kommet ind under huden på mig. Jeg har aldrig været særlig vild med Cole og Liams søskendeforhold, det er tydeligt at de er mere ens end de er villige til at indrømme og deres ligheder bliver kun tydeligere jo mere de forsøger at være forskellige. Men deres tilgang til problemerne foran dem er meget forskellige og groft sagt det, der udgør den interne stridighed. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at tænke over Liam og Rubys forhold, men i modsætning til mange andre YA bøger, jeg har læst, tager det romantiske subplot ikke over i forhold til historien – og det gjorde det endnu bedre.

Jeg elskede In the Afterlight, det var en rigtig vellukket slutning til serien og selv om jeg ikke er hundrede procent tilfreds med selve slutningen, gav det sidste kapitel mig håb om at det sidste ikke er sagt i Ruby og de andres kamp for at få lov til at leve i fred for forfølgelser og fordomme.

I går fik filmatiseringen af den første bog premiere i de danske biografer og den ”nye” bog, The Darkest Legacy er udkommet på engelsk! Den nye bog handler om Zu og foregår 5 år efter trilogien. Jeg glæder mig til at få fat i den.
 

Template by BloggerCandy.com