fredag den 20. juli 2018

Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks


 
Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks. Oversat af Dorthe Klyvø. Udgivet af HarperCollinsNordic i 2018, først udgivet i 2012 med titlen Tempted. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame: bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget HarperCollinsNordic.
Læs mine anmeldelse af de første to bøger i serien her: Fanget og Fundet.

Devon Carter er hendes første kærlighed og nygifte Ashley ønsker, deres lidenskab skal vare ved. Men hendes drømme om ægte kærlighed bliver knust, da hun opdager, at deres ægteskab blot er endnu en af fars forretningsaftaler. Hun beslutter sig for at blive den perfekte hustru, så Devon vil elske hende.

Men Devon savner den muntre, udadvendte kvinde, han forelskede sig i. Hvem er denne Ashley, der udgiver sig for at være societykvinde? Og kan han finde en måde at tænde ilden i hendes øjne igen … særligt, da han opdager, hun er gravid?
Ud fra beskrivelsen, var Fristet nok den bog i denne her serie, jeg var mest spændt på. Og jeg ved ikke rigtigt om det er positivt, for det bundede mest i at jeg virkelig var interesseret i at se, hvordan Ashley og Devons forhold ville udvikle sig efter hun naturligvis på et tidspunkt opdager, at det er hendes far, der har trukket i snorene bag hendes ryg. Det er nemt at sætte sig ind i hendes situation og hendes meget voldsomme følelser, da hun opdager det og jeg blev så uendeligt ked af det på hendes vegne. Og faktisk også på Devons vegne, for selv om han er en kæmpe nar for overhovedet at gå med til sådan en luset og lusket aftale til at begynde med, så er han samtidig ufatteligt naiv nok til at tro, at alting nok skal gå. Jeg vil ikke spoile for meget ved at sige, hvad der sker efter den uundgåelige afsløring, men jeg synes bestemt ikke det er nok. Bogens lave antal sider betyder, at alting føles som om det går meget hurtigt, men det er ikke tilfældet, der står meget ofte at der er gået længere tid, selv om det føles som om det hele sker på få dage. Og det er nok der, bogens svaghed er for mig at se, der er slet ikke tid nok til at karaktererne kan udvikle sig og til at plottet kan få nok plads at udfolde sig på. Men det er heller ikke meningen, bogen er trods alt skrevet i en genre, der handler om store følelser, dramatiske handlinger og god underholdning. Og det synes jeg, at Fristet er, på trods af den sparsomme plads, så følte jeg at min forventning om at blive underholdt blev mødt og mere til.

Det er lidt svært at sige noget konkret om karaktererne, for de er som sagt ikke de mest udviklede. Men de har personlighed. Eller mangel på samme. Jeg havde det nemlig ret svært med Ashley, som hele tiden bliver beskrevet som umoden og ekstremt impulsiv og overilet af samtlige af de andre karakterer. Hun virker derfor meget yngre end hun bliver beskrevet som og naturligvis må man forvente at det er nød til at ændre sig, når man ikke længere er en ung collegepige, men en gift kvinde med en ufatteligt rig forretningsmand. Men Ashley bliver så såret over at få at vide, at hun er nødt til at tage tingene lidt mere med ro, at hun går helt over i den anden grøft og forsøger at ændre alting ved sig selv, og jeg mener faktisk alting. Det er fuldstændig på linje med hendes natur, hvor hun går 110% op i alting og føler smerter lige så altopslugende som hun føler glæde og der er ikke noget filter på noget af det. Jeg kan godt lide hendes spontanitet og ærlighed, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hendes reaktion blot understregede hvor umoden hun er og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Hun er vokset op i en familie meget lige som Devons og med at skulle opføre sig korrekt i forretningsøjemed og det forekom mig underligt, at hun aldrig havde lært at tone sin impulsivitet ned, og i stedet begraver sig selv under totalt urealistiske forventninger, som hun mener Devon har til hende. Når det så er sagt, så kan jeg godt lide hende alligevel, for jo længere historien bevæger sig, jo mere styrke begynder hun at vise. Devon derimod følte jeg mig aldrig særligt knyttet til, det er i høj grad Ashley der fylder i bogen, selv om han også godt kunne trænge til at arbejde lidt på sine kommunikationsevner - og på ikke at være en nar.

Alt i alt tror jeg at Fristet er den bog i serien, der har irriteret mig mest under læsningen, men måske også den, der har frembragt de største følelser, positivt set. Der er nogle sider af bogen, jeg følte kunne være bedre udviklet, men jeg forventede en dramatisk, følelsesladet historie i stil med de mange Harlequin-bøger, jeg tyggede mig igennem i mine teenageår, og det fik jeg også. Desværre imponerede bogen mig ikke lige så meget som den foregående, specielt ikke karaktermæssigt. Jeg glæder mig til at støde på Ashley og Devon igen i den sidste bog i serien og forhåbentligt se, at der er sket noget med dem i baggrunden.

0 kommentarer:

Send en kommentar