fredag den 6. juli 2018

Fanget (Forretningsmand og far #1) af Maya Banks

 
Fanget (Forretningsmand og far #1) af Maya Banks. Oversat af Dorthe Klyvø. Udgivet af HarperCollinsNordic i 2018, først udgivet i 2011 med titlen Enticed by His Former Lover. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

*Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget HarperCollinsNordic.


Rafael spørger: Undskyld, men har vi mødt hinanden før? Bryony svarer med en syngende lussing. For Rafael er far til hendes ufødte barn.

Bryony faldt for den velhavende hotelejer Rafael de Luca, da han gjorde kur til hende for at få fingre i hendes strandejendom. Så forsvandt han. Nu er hun rejst til New York for at få nogle svar, og hun vil ikke acceptere at blive afvist. Men Rafael har hukommelsestab efter en ulykke og er forvirret. Hvordan kunne han glemme en glødende skønhed som Bryony?

Fanget er den perfekte strandlæsning. I bogen får man en kort, men fængende historie og nogle ret spændende karakterer. Historien er følelsesladet, varm og sommeragtig, især det sidste får virkelig plads at udfolde sig på i omgivelserne. Man kan måske være lidt storsnudet og sige, at det ikke er en specielt original historie; forretningsmanden, der udnytter en kvinde for at vinde på det forretningsmæssigt og den brændte kvinde, der bliver indebrændt og indelukket efterfølgende, men jeg synes faktisk, at Fanget var en ganske underholdende bog at læse og jeg kunne godt lide karaktererne specifikt i denne her bog og sceneriet i denne her bog.

Jeg kan virkelig godt lide Bryony. Det kræver meget mod at rejse mere eller mindre tværs over landet til en helt andet tilværelse for at lede efter svar på nogle ret store spørgsmål og ikke mindst at turde stå frem efter det, hun har været igennem. Det er lidt frem og tilbage med hensyn til, hvad der egentlig skete dengang hun og Rafe først mødte hinanden og jeg følte egentlig lidt, at det måske havde gjort historien mere fuldendt, hvis man som læser havde fået den del af historien med i andet end løbende flashbacks og skiftende forklaringer. For Fanget er en ret kort bog, og der er ikke brugt plads på unødige baggrundshistorier eller lange beskrivelser. Faktisk passer bogen derfor perfekt til mig som en bog til en tur på stranden, hvor jeg helst vil læse noget, der får mig til at tænke på sommer – Moon Island lyder som det skønneste sted og emmer af sommerstemning – og er fyldt med følelser og spænding. Og der er rigeligt at begge dele i Fanget. Det er ret nemt for læseren at sætte sig ind i Bryonys situation, og man forstår godt, hvorfor hun reagerer som hun gør, da hun tror Rafe har glemt alt om hende og da hun senere finder ud af, at han har mistet hukommelsen i en ulykke. Og på sin vis forstår jeg også Rafe, der i forvejen prøver at finde ud af hvad der er sket i tiden op til ulykken og så bliver præsenteret for en historie, han ikke kan genkende sig selv i. Jeg håbede lidt på, at når hans hukommelse ville vende tilbage, ville det sætte tingene på plads, men selvfølgelig sker det ikke uden en vis portion drama.

I sidste ende er Fanget en bog, jeg virkelig nød at læse. Den er fængende og der er mange spørgsmål, som jeg som læser søgte at få svar på. Jeg er desværre ikke helt overbevist med hensyn til romancen mellem Bryony og Rafe, der for mig virkede alt for hurtigt kørt igennem og fordi man manglede deres første møde, føltes det lidt som om Rafe prøvede at være en anden og det gjorde min oplevelse af de to sammen ret forvirrende. Egentlig ikke fordi de passer dårligt sammen, bogen indeholder også en okay hot sexscene mellem de to, men det føltes meget hurtigt, at de finder tilbage sammen igen i stedet for måske at lære hinanden at kende. Dog vil jeg sige, at for en bog på lige over 150 sider, er det også begrænset hvor længe man kan trække en historie ud over og egentlig handler det mere om, hvordan de finder sammen end at de er sammen. Forhåbentligt bliver det snart rigtig solskinsvejr igen, men ind til da kan Fanget godt skabe sommerstemning.


* hvorfor reklame? Se anmeldelsespolitik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com