søndag den 29. juli 2018

Death Note III (Death Note #5-6) af Tsugumi Ohba

 
Death Note III (Death Note #5-6) af Tsugumi Ohba. Tegnet af Takashi Obata og oversat af Alexis Kirsch. Udgivet af VIZ Media  LLC i 2011, først udgivet i 2003. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.

Læs mine anmeldelse af de første to bøger her: Death Note I og Death Note II.

Light Yagami is an ace student with great prospects--and he’s bored out of his mind. But all that changes when he finds the Death Note, a notebook dropped by a rogue Shinigami death god. Any human whose name is written in the notebook dies, and now Light has vowed to use the power of the Death Note to rid the world of evil. Will Light's noble goal succeed, or will the Death Note turn him into the very thing he fights against?
Den tredje volume af mangaen Death Note var lidt af en blandet fornøjelse for mit vedkommende. En del af historien fokuserer nemlig på en masse højtrangerede forretningsfolk, der mødes i deres hemmelige mødelokale og diskuterer Kira, men på en helt anden måde end Light. Disse folk, som jeg vil kalde Yotsuba-gruppen, diskuterer hvordan de kan udnytte af en af dem - de ved ikke præcis hvem af dem - har fået Kira's kræfter og hvordan de kan bruge det til at fremme deres eget firma og mere eller mindre blot deres egen finansielle profit. Problemet med disse afsnit er, at de sænker farten alt for meget for mit vedkommende og selv om det bestemt er et spændende sideplot, som sikkert ender med at få større indflydelse end det har lige nu, så interesserede det mig ikke nær så meget som Light og L's mentale skakspil for at afsløre Kira eller undgå at blive afsløret som Kira.

Den del af historien er til gengæld vanligt indviklet og lidt af et puslespil at følge med i. Det var underligt at læse her i blad 5 og 6, hvor Light giver Ryuk en mystisk ordre om at få notesbogen væk og jeg kan ikke finde ud af om Light derefter foregiver at han ikke er Kira eller om han virkelig ikke længere har nogen erindring derom. Det gjorde det lidt udmattende at følge med, fordi jeg hele tiden tænkte på om han spillede skuespil eller ej. Til gengæld er jeg vild med hvordan Light og L's del af historien mere eller mindre bare udspiller sig i det samme rum. Fordi det er et tankespil, og fordi de stadig skjuler sig, er der ikke meget af handlingen, der foregår uden for hotellet. Det er faktisk mest Misas del af historien, der bevæger sig uden for hotellet nu og da, og jeg blev ret glad for at se, at hun har fået en lidt mere betydelig rolle i denne bog frem for den irriterende pyntedukke-rolle, hun blev reduceret til efter sin introduktion i sidste volumen.

Jeg kunne dog godt savne Ryuk og gensynet med Rem er ikke helt nok. Fordi en stor del af denne volume handler om Yotsuba-gruppen, var jeg ikke nær så opslugt af historien, til trods for den fortsatte flotte tegnestil fra Takashi Obata. Jeg håber lidt, at den ret vilde slutning betyder at Yotsuba-plottet bliver flettet meget mere ind i Light og L's søgen efter Kira og L's sande identitet og at jeg får Ryuk at se igen inden længe. Jeg håber lidt, at Light bare spiller skuespil, for jeg kunne godt lide de første blades portrættering af en idealist, der langsomt bliver beruset af magten og går for langt. Death Note III ender derfor med at være den volume, jeg har været mindst investeret i ind til videre og jeg håber på at historien vender tilbage til sit karakteristiske skakspil og mind games.

lørdag den 28. juli 2018

Cirlces of Hell (Little Black Classics #25) + Love that Moves the Sun and Other Stars (Little Black Classics #109) af Dante Alighieri


Circles of Hell (Little Black Classics #25) af Dante Alighieri. Oversat af Robin Kirkpatrick. Udgivet af Penguin i 2015. Udvalgte passager fra Inferno, først udgivet i 1320. Læst på engelsk, originalsproget er italiensk.

og

Love that Moves the Sun and Other Stars (Little Black Classics #109) af Dante Alighieri. Oversat af Robin Kirkpatrick. Udgivet af Penguin i 2016. Udvalgte passager fra Paradiso, først udgivet i 1321. Læst på engelsk, originalsproget er italiensk.


Jeg var ret spændt på at læse disse to små bøger, og som kan måske kan se på antallet af hjerter, så er jeg ikke helt så imponeret, som jeg måske håbede at være. Lad mig sige det som det er, jeg er faktisk ret skuffet. For at gå lidt tilbage, så har jeg læst hele Dantes Den Guddommelige Komedie, endda mere end en gang, i løbet af min tid på universitetet. Og jeg er faktisk ret glad for bogen, jeg synes den er både underholdende og morsom og den siger en del om den tid den er skrevet i og det samfund, Dante levede i. Der er en del at lære om moral og religion, hvis man ønsker at læse bogen på den måde og den kan være underholdende og til tider rigtig sjov at læse, hvis man ønsker det. Hele teksten er skrevet på vers og selv om værket er langt og kan blive meget tungt til tider, så er den poetiske side af teksten også værd at tage med, om man læser den i dansk eller engelsk oversættelse, og især hvis man vover sig ud i den originale italienske.

Men jeg fandt disse to bøger ret kludrede og alt for fragmenterede til egentlig rigtig at give mening.  Hele Den Guddommelige Komedie består af 100 kanto'er, 33 i henholdvis Inferno og Purgatorio, mens der i den sidste del Paradiso er 34. En kanto er en inddeling af især middelalderlig og moderne "lang digte", og bliver på dansk også refereret til som "sange". Circles of Hell består af 10 udvalgte kanto'er fra Inferno, eller som man måske mere bredt vil kalde det, Helvede. Det er faktisk den del af Den Guddommelige Komedie, som jeg bedst kan lide, hvor morbidt det end kan lyde. Denne første tredjedel af værket beskriver således Dantes rejse først til Helvedes indgang og siden igennem de forskellige cirkler i Helvede. Men fordi bogen her kun består af udvalgte passager, er der rigtig meget, man ikke får med og selv om jeg har læst hele teksten før, er det så længe siden, at også jeg havde svært ved at følge med i, hvor vi var henne og hvad der sker. Fordi man mangler helhedsbilledet, blev det svært at overskue hvorhenne Dante og læseren befandt sig og jeg følte slet ikke det samme beskrivende og meget meget maleriske sprog, som jeg gjorde, dengang jeg læste værket på dansk. Jeg skal ikke kunne sige om det er fordi jeg denne gang har læst teksten i engelsk oversættelse, men under alle omstændigheder blev resultatet det samme. Jeg følte mig alt for forvirret og den fragmenterede stil fik mig ikke til at ville læse mere.

Love that Moves the Sun and Other Stars var på denne måde egentlig værre endnu. Jeg havde godt en idé om, at det ville være samme fragmentariske stil, da også denne bog består af 10 udvalgte kanto'er fra Paradiso og mit bedste råd til at læse denne her bog er at gøre det meget, meget langsomt. Selv i sin fulde længde er Paradiso den del af teksten, som er sværest at forstå og kræver mest tolkning, da Dante ofte bliver meget billedlig og metaforisk eller filosofisk i stedet for de tidligere deles mere håndgribelige, men stadig metaforiske billeder. Mens jeg læste Love that Moves the Sun and Other Stars var jeg endnu mere forvirret end før og jeg synes på ingen måde at der var nogen sammenhæng i teksten eller at den egenlig gav et særligt godt indtryk af en tekst, der allerede er svær.

Jeg kan stadig rigtig godt lide Den Guddommelige Komedie, men med hensyn til disse to "smagsprøver" fra Little Black Classics må jeg dog indrømme, at de slet ikke fungerede for mig. Jeg håber, at de kan fungere som små introduktioner for andre, men for mig at se var der alt for lidt sammenhæng i teksten og det var et meget forvirrende indtryk af teksten, som jeg sad tilbage med. Og så vil jeg nok foretrække af læse bogen i dansk oversættelse, hvor jeg følte, at oversætteren havde fanget sprogets også poetiske kvalitet meget bedre og hvor jeg følte, at jeg forstod mere.

fredag den 27. juli 2018

Siege and Storm (The Grisha #2) af Leigh Bardugo

 
Siege and Storm (The Grisha #2) af Leigh Bardugo. Udgivet af Henry Holt and Co. i 2017, først udgivet i 2013. Ebog lånt igennem biblioteksappen Libby.

Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Shadow and Bone.

Darkness never dies.
Hunted across the True Sea, haunted by the lives she took on the Fold, Alina must try to make a life with Mal in an unfamiliar land. She finds starting new is not easy while keeping her identity as the Sun Summoner a secret. She can’t outrun her past or her destiny for long.
The Darkling has emerged from the Shadow Fold with a terrifying new power and a dangerous plan that will test the very boundaries of the natural world. With the help of a notorious privateer, Alina returns to the country she abandoned, determined to fight the forces gathering against Ravka. But as her power grows, Alina slips deeper into the Darkling’s game of forbidden magic, and farther away from Mal. Somehow, she will have to choose between her country, her power, and the love she always thought would guide her--or risk losing everything to the oncoming storm.

Der er rigtig mange af tingene, som jeg sagde om den første bog, som også gør sig gældende for denne her bog. Specielt med hensyn til dens stemning, Bardugo skriver virkelig stemningsfyldt og får Ravka og de omkringliggende nationer til at føles på en gang velkendte og anderledes, jeg savner her et godt dansk udtryk for ”otherworldly” for sådan føltes de nemlig. Men bogen bærer også præg af at være en to’er og jeg er ikke helt lige så vild med nogle af karaktererne i denne her bog, som jeg var i den første – til gengæld introduceres en række nye karakterer og dem er jeg ret glad for!

Historien fortsætter meget kort tid efter den første bog sluttede med at Alina og Mal i et forsøg på at flygte fra the Darkling befinder sig på et skib. Omgivet af pirater. Kaptajnen Sturmhond er en umådelig morsom karakter, og hans pludselige skift i loyalitet sætter skub i plottet i en helt anden retning end jeg havde forventet. Der er en del mystik omkring hans karakter som jeg ikke ønsker at spoile, men jeg vil bare sige, at jeg virkelig synes om Sturmhond under begge navne. Som i virkelig! Af hans besætning er det kun to jeg for alvor stadig husker og som får en stor indflydelse på plottet og jeg er ret sikker på at loyalitet er et af de helt store emner i denne her bog. Sturmhonds loyalitet skifter meget pludseligt, men spørgsmålet er hvor den egentlig har ligget til at begynde med, Tomar og Tolyas overraskede mig helt vildt og det var i mine øjne ret smart udtænkt af Leigh Bardugo, der på den måde fik bundet store dele af handlingen sammen og Alinas hårdnakkede loyalitet over for Mal betyder, at deres forhold til hinanden er totalt uligevægtigt og irriterende. For jeg synes faktisk at de to passer utroligt dårligt sammen, men Alina prøver hele tiden at forklare ham at hun er den samme Alina han altid har kendt – men det ved jeg nu ikke om hun selv overhovedet tror på – og Mal gør på en gang knuder på sig selv for at holde sig i nærheden af Alina og forsøge at få hende til at vælge ham og bebrejder hende at han ikke kan være lykkelig fordi de ligefrem er lige magtfulde eller han på den måde kan tilbyde hende lige så meget som prins Nikolai. Der går en del kapitler med at de begge to gør hinanden og sig selv ulykkelige og irritable og jeg blev ærligt talt træt af at læse om det. Men så vendte handlingen tilbage i form af the Darkling med et overraskende og super snedigt plot til at infiltrere Ravka og slottet og ødeægge alle Nikolai og Alinas planer. Og det sker på en måde, der kom bag på mig, men som jeg på ingen måder har noget imod. Bogens titel passer fremragende til historien, hvor stormen kommer og belejrer Ravka, da the Darkling kommer uset ind i landet og formår at skabe kaos og sprede død og mørke omkring sig og alting pludselig går meget hurtigt. Læseren efterlades med en del spørgsmål om de forskellige karakterer efter nogle overraskende vendinger og en afsløring, der lægger op til en vældig interessant afslutning.

Jeg slugte Siege and Storm ret hurtigt efter at jeg havde læst den første bog og jeg er stadig lige imponeret over Bardugos skrivestil, der er atmosfærisk og flydende i sproget, der gør, at man forsvinder ind i universet og bliver opslugt af historien om unikke magiske evner og uhyrer. Bogen formår at underholde lige så godt som sin forgænger på trods af nogle lidt for lange passager hvor især hovedpersonerne bare skændes og frustrerer sin læser lige så meget som hinanden. Men Bardugo formår at gøre bogen helstøbt og spændende fra start til slut med overraskende afsløringer og plot twists helt indtil sidste side. Det er en rigtig god fortsættelse til en god begyndelse og som lægger op til en ret episk og formodentlig indviklet afslutning. Jeg har slet ikke fået nok af Grisha-universet endnu.

fredag den 20. juli 2018

Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks


 
Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks. Oversat af Dorthe Klyvø. Udgivet af HarperCollinsNordic i 2018, først udgivet i 2012 med titlen Tempted. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame: bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget HarperCollinsNordic.
Læs mine anmeldelse af de første to bøger i serien her: Fanget og Fundet.

Devon Carter er hendes første kærlighed og nygifte Ashley ønsker, deres lidenskab skal vare ved. Men hendes drømme om ægte kærlighed bliver knust, da hun opdager, at deres ægteskab blot er endnu en af fars forretningsaftaler. Hun beslutter sig for at blive den perfekte hustru, så Devon vil elske hende.

Men Devon savner den muntre, udadvendte kvinde, han forelskede sig i. Hvem er denne Ashley, der udgiver sig for at være societykvinde? Og kan han finde en måde at tænde ilden i hendes øjne igen … særligt, da han opdager, hun er gravid?
Ud fra beskrivelsen, var Fristet nok den bog i denne her serie, jeg var mest spændt på. Og jeg ved ikke rigtigt om det er positivt, for det bundede mest i at jeg virkelig var interesseret i at se, hvordan Ashley og Devons forhold ville udvikle sig efter hun naturligvis på et tidspunkt opdager, at det er hendes far, der har trukket i snorene bag hendes ryg. Det er nemt at sætte sig ind i hendes situation og hendes meget voldsomme følelser, da hun opdager det og jeg blev så uendeligt ked af det på hendes vegne. Og faktisk også på Devons vegne, for selv om han er en kæmpe nar for overhovedet at gå med til sådan en luset og lusket aftale til at begynde med, så er han samtidig ufatteligt naiv nok til at tro, at alting nok skal gå. Jeg vil ikke spoile for meget ved at sige, hvad der sker efter den uundgåelige afsløring, men jeg synes bestemt ikke det er nok. Bogens lave antal sider betyder, at alting føles som om det går meget hurtigt, men det er ikke tilfældet, der står meget ofte at der er gået længere tid, selv om det føles som om det hele sker på få dage. Og det er nok der, bogens svaghed er for mig at se, der er slet ikke tid nok til at karaktererne kan udvikle sig og til at plottet kan få nok plads at udfolde sig på. Men det er heller ikke meningen, bogen er trods alt skrevet i en genre, der handler om store følelser, dramatiske handlinger og god underholdning. Og det synes jeg, at Fristet er, på trods af den sparsomme plads, så følte jeg at min forventning om at blive underholdt blev mødt og mere til.

Det er lidt svært at sige noget konkret om karaktererne, for de er som sagt ikke de mest udviklede. Men de har personlighed. Eller mangel på samme. Jeg havde det nemlig ret svært med Ashley, som hele tiden bliver beskrevet som umoden og ekstremt impulsiv og overilet af samtlige af de andre karakterer. Hun virker derfor meget yngre end hun bliver beskrevet som og naturligvis må man forvente at det er nød til at ændre sig, når man ikke længere er en ung collegepige, men en gift kvinde med en ufatteligt rig forretningsmand. Men Ashley bliver så såret over at få at vide, at hun er nødt til at tage tingene lidt mere med ro, at hun går helt over i den anden grøft og forsøger at ændre alting ved sig selv, og jeg mener faktisk alting. Det er fuldstændig på linje med hendes natur, hvor hun går 110% op i alting og føler smerter lige så altopslugende som hun føler glæde og der er ikke noget filter på noget af det. Jeg kan godt lide hendes spontanitet og ærlighed, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hendes reaktion blot understregede hvor umoden hun er og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Hun er vokset op i en familie meget lige som Devons og med at skulle opføre sig korrekt i forretningsøjemed og det forekom mig underligt, at hun aldrig havde lært at tone sin impulsivitet ned, og i stedet begraver sig selv under totalt urealistiske forventninger, som hun mener Devon har til hende. Når det så er sagt, så kan jeg godt lide hende alligevel, for jo længere historien bevæger sig, jo mere styrke begynder hun at vise. Devon derimod følte jeg mig aldrig særligt knyttet til, det er i høj grad Ashley der fylder i bogen, selv om han også godt kunne trænge til at arbejde lidt på sine kommunikationsevner - og på ikke at være en nar.

Alt i alt tror jeg at Fristet er den bog i serien, der har irriteret mig mest under læsningen, men måske også den, der har frembragt de største følelser, positivt set. Der er nogle sider af bogen, jeg følte kunne være bedre udviklet, men jeg forventede en dramatisk, følelsesladet historie i stil med de mange Harlequin-bøger, jeg tyggede mig igennem i mine teenageår, og det fik jeg også. Desværre imponerede bogen mig ikke lige så meget som den foregående, specielt ikke karaktermæssigt. Jeg glæder mig til at støde på Ashley og Devon igen i den sidste bog i serien og forhåbentligt se, at der er sket noget med dem i baggrunden.

onsdag den 18. juli 2018

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz

 
Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz. Oversat af Elisabeth Kiertzner. Udgivet af CarlsenPuls i 2018, først udgivet i 2012 med titlen Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

*Reklame. Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

Når det kommer til Aristoteles og Dante, er det svært at sige præcis hvorfor, jeg er så vil med bogen, som jeg er. Historien følger to amerikansk-mexicanske drenge i El Paso, Texas i året 1987 og handler om alt mellem himmel og jord – eller i hele universet: kærlighed, venskab, menneskelig tolerance, krig og veteraner, fremmedhad, racisme, homofobi, familie, det at blive voksen, kriminalitet, fordommme og så meget mere, at det vidner om Sáenz’ skriveevner, at bogen ikke drukner under vægten af alt dette. På trods af at bogen er sat i en tid før sociale medier, smartphones og internet, er den mere end relevant i dag og selv om man måske med moderne øjne kan studse lidt over forældrenes aversion mod fjernsynet, er det ikke noget, der virker distancerende for læseren.

Som sagt handler bogen om Aristoteles og Dante, der i første omgang knytter sig til hinanden på grund af deres specielle navne. Egentlig har de ikke meget til fælles, men de fungerer så fint sammen, at deres forskelle ikke føles som en kløft imellem dem, men en bro. En af de ting, jeg bed mærke i, da jeg læste bogen, er hvordan familielivet påvirker de to drenge: Aristoteles’ liv er præget og kendetegnet ved stilhed, der bliver ikke talt om hans bror og der bliver aldrig snakket om hans fars minder fra krigen, til trods for at de stadig plager ham voldsomt, så Aristoteles forsøger på samme måde at fortie hans tanker og følelser over for alle han møder. Han skubber alle væk med vilje og selv om han er ensom, nærer han ikke noget større ønske efter venner. Det er som om alle mennesker forvirrer ham, og det samme gælder for Dante, som er helt modsat – og lokker mere ud af Aristoteles end han selv ønsker. Dantes forældre er enormt åbne med kærlighed og at vise deres følelser og tanker og taler rigtig tit med Dante som en ligeværdig og ikke et barn, så han går til verden på samme måde og går livligt og helhjertet op i alt fra fugle til poesi til spørgsmålet om hvad der skal til for at være en rigtig mexicaner. De to drenges historier får så mange følelser frem under læsningen, det er ikke en action-præget historie og Aristoteles, som fortæller bogen, forfalder ofte til tankespind og irriterede observationer, men det er nok også noget af det, der er bogens styrke. Den handler om karaktererne, det er dem der styrer handlingen mens de prøver på at opdage universets hemmeligheder. Hvad de hemmeligheder er, er ikke målet for bogen og det er lige så meget op til læseren at afgøre, hvad det er, de opdager.

Den danske oversættelse af bogen har jeg ventet spændt på siden jeg fandt ud af, at den kom. For det, der nok er min yndlingsdel af bogen er den særprægede, poetiske kvalitet i sproget, som findes i originalsproget. Det flyder let som luft det meste af tiden, men nu og da overvældes både Aristoteles og læseren af følelser og tanker og sådan flyder det frem og tilbage. Den selv samme sproglige kvalitet findes også i den danske oversættelse og mere end en gang gjorde en enkelt sætning mig åndeløs. Jeg kan ikke forestille mig, at der kommer et tidspunkt, hvor denne her bog ikke er relevant for både unge og ældre i dag. Uanset om de lige som forfatteren søger efter en historie med karakterer de kan spejle sig i eller ej, er bogens temaer og budskaber relevante og skarpt beskrevet, så der er en masse ting at diskutere efterfølgende og tænke over. Jeg tror heller ikke, der kommer en dag, hvor jeg ikke elsker denne her bog og jeg håber, at nu hvor den er kommet på dansk, er det en bog, der vil blive snakket meget mere om. Tag den med på stranden, med i haven, læs den i toget og giv den i gave. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en bog, man ikke må gå glip af.

tirsdag den 17. juli 2018

Tag Tuesday: Avatar: The Last Airbender

Dagens tag er kreeret af A Clockwork Reader, og tager sit udgangspunkt i Nickelodeon-tegneserien Avatar: The Last Airbender. Jeg vidste, at jeg ville besvare det her tag med det samme, jeg så det, for jeg er stadig den dag i dag ret så vild med serien. Spørgsmålene er delt op efter de 4 elementer og derefter knytter de sig til forskellige karakterer eller deres historie. Ingen bøger kom til skade under optagelserne (kun lidt våde, desværre!).


Water.
Sokka and Katara: Best sibling relationship.
Min første indskydelse er Weasley-søskende fra Harry Potter. Det er en kæmpe søskendeflok med mange forskellige personligheder, men de er alle sammen (også Percy, den popøse idiot) ret interessante personligheder og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at vokse op med så mange personer omkring en, der elsker en.

Yue: Favourite pair of star-crossed lovers.
Generelt er jeg ikke den store fan af den trope, så jeg er lidt på bar bund med hensyn til, hvem jeg skal vælge. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om Romeo og Julie og dem er jeg ikke engang særlig stor fan af.

Blood Bending: A book with a disturbing/unsettling concept.
Jeg har ikke læst den endnu, men den er på min alt for ambitiøse juli læsestak, og det er Matilda af Mary Shelley. Bogen handler om en ung pige Matilda, hvis far forsvinder efter hendes mor dør da hun er ganske lille. Da faren vender tilbage er Matilda 16 år gammel og han forelsker sig i hende. Som sagt har jeg ikke læst den, så jeg ved ikke hvad der sker eller hvordan den ender, men beskrivelsen alene er for mig mere ubehagelig og forstyrrende end den mest uhyggelige monsterhistorie. Den minder mig om Vladimir Nabokovs Lolita, der også fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen på den klamme måde.


Eath.
Toph: A character who’s strength surprised you/or surprised the other characters in the book.
Det åbenlyse svar ville være Alina fra Leigh Bardugos Grisha-trilogi, hvis evner ikke kun overrasker hende selv, men også mere eller mindre alle andre karakterer i serien, eller måske Juliette fra Shatter Me-trilogien, men hendes evner er ikke en decideret overraskelse, da det allerede bliver afsløret på forsiden af bogen - men hendes styrke overraskede mig. Ikke styrken af hendes evner, men styrken af hendes mentale helbred, der har været voldsomt ved at smuldre i løbet af den tid, hun har siddet i fangeskab. Men mit endelige svar er Ruby fra Darkest Minds-trilogien, for både hendes evner og hendes mentale styrke overraskede mig og andre karakterer og jeg kunne virkelig godt lide at følge med i hendes konstante kamp for ikke at lade sine evner tage overhånd og gå for langt.

The Tales of Ba Sing Se – best short story/poetry collection.
Amanda Lovelaces the princess saves herself in this one uden tvivl. Jeg skal virkelig have læst hendes nyeste digtsamling også snart.

Kioshi Warriors: Best warrior character.
Jeg blev nødt til at gå lidt tilbage, men så sprang en titel i øjnene på mig og jeg ved, hvem det er. Arya Stark fra A Song of Ice and Fire. Hendes historie fra lille umulig pige, der nægter at opføre sig som en dame, til en snigende, enormt dygtig kriger er helt klart mit svar.


Fire.
Zuko: Best redemption arc/a redemption arc that should have happened.
Jeg ved ikke helt om det er en decideret redemption, om han faktisk gør tingene gode igen og opvejer sin tidligere opførsel, men jeg vil sige Ron fra Panteon-sagaen. Til at begynde med er han en bølle og lidt af en idiot, men han får lov til at udvikle sig og blive mere end en komplet nar. Selv om han stadig er lidt af en nar.

Iroh: Wisest character.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige Iroh selv. Men jeg vil nok sige, at det er en karakter som Gandalf fra The Lord of the Rings. Eller Sam Quintana, Dantes far i Aristoteles og Dante, der har en eller anden tavs visdom. Han og de andre forældre blander sig ikke specielt meget i deres børns liv, i hvert fald ikke mere end hvad man kan forvente af omsorgsfulde forældre, men jeg har hele tiden en fornemmelse af at han ser mere end han giver udtryk for.

Azula: Best downfall.
Det må være en af de bøger, jeg senest har læst, nemlig Xifeng fra Forest of the Thousand Lanterns af Julie C. Dao. Sagen er bare den, at det downfall ikke har fundet sted endnu, for bogen handler om Xifengs rejse mod at blive kejserinde og det er kun starten på en serie baseret på eventyret om Snehvide. Men jeg glæder mig mærkværdigt til det.


Air.
Appa: Favorite fictional animal.
Jeg holder stadig så utroligt meget af Crookshanks fra Harry Potter, og ærgrer mig over at han ikke er lige så meget med i filmene som i bøgerne.

Aang: Purest cinnamon roll.
Min første indskydelse er Kenji fra Shatter Me-trilogien, jeg ved ikke om jeg vil kalde ham en decideret cinnamon roll (internetudtryk for en karakter, der er sød og nuttet og all-around vidunderlig og dejlig karakter, der ikke gør nogen ondt). Men han er sådan en god ven og en af mine yndlingskarakterer.

Avatar state: A stubborn character/a character that struggles letting go.
Jeg kunne starte med at sige Alina Starkov fra Grisha-serien igen. Faktisk tror jeg, at det vil være mit svar, for hendes desperate klyngen til visse ting er det, der sætter historien i gang på en meget langsom måde. Og det fortsætter langt det meste af serien.

Da jeg ikke rigtig er sikker på, hvem der kunne være interesseret i at besvare det her tag, vil jeg ikke tagge nogen direkte - men hvis du har lyst til det, må du meget gerne sende mig et link til din besvarelse, så jeg kan læse dem - eller bare besvare nogle af spørgsmålene i kommentarfeltet.

mandag den 16. juli 2018

Gylden Søn (Red Rising #2) af Pierce Brown

 
Gylden Søn (Red Rising #2) af Pierce Bown. Oversat af Elisabeth Kiertzner og indlæst af Lars Thiesgaard. Udgivet af Gyldendal i 2016, først udgivet i 2015 med titlen Golden Son. Lydbog hørt på dansk hos Mofibo, originalsproget er amerikansk.


Læs min anmeldelse af den første bog i serien, her: Rød opstand.

Darrow er Rød og hører dermed til den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Hele sit liv har han arbejdet som slave i minerne under Mars’ overflade. Et arbejde som ikke bare er hårdt og farligt, men som også viste sig at være bygget på en løgn. De Røde er blevet holdt nede af samfundets top – de Gyldne – i flere århundreder, og nu er revolutionen den eneste vej til frihed.

Darrow slutter sig til en oprørsgruppe, giver sig ud for at være Gylden og skal nu infiltrere det Gyldne Rige indefra. Han er som et lam blandt ulve. Alligevel finder han venskab og respekt – endda kærlighed – blandt de Gyldne. Men han finder også en voldsom vrede blandt sine rivaler. Hvis Darrow skal gøre sig håb om at vinde den krig, som vil ændre menneskehedens skæbne, må han konfrontere det forræderi, han står overfor.

Det har taget mig overraskende lang tid at lytte til denne her lydbog, og selv om jeg virkelig godt kan lide historien, er jeg ikke helt sikker på at jeg kommer til at fortsætte serien som lydbog. For at starte med det, så var problemet mest af alt, at oplæseren kedede mig. Plottet er medrivende og action-fyldt, men det lød som om han læste op mekanisk og uden indlevelse og det betød, at jeg ikke kunne lytte til den ret længe ad gangen uden at min opmærksomhed driftede til hundrede andre ting. Og så er en 10+ timer lang lydbog meget lang.

Når det så er sagt, så kunne jeg godt lide historien, især de sidste par timer af lydbogen gik så hurtigt, fordi der skete så meget og det var umuligt at holde en pause, fordi jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der skete som det næste. Bogen foregår et godt stykke tid efter den første bog og det betød at der var en smule forvirring fra min side, for der var mange ting, jeg ikke vidste noget om, som kun blev omtalt langsomt og i flashbacks. Især fordi der er så usandsynligt mange karakterer at holde styr på og faktisk havde jeg glemt mere end en, der endte med at have en enorm effekt på plottet. Historien giver aldrig rigtig sin læser en pause til rigtigt at forstå hvad der er sket, før der kommer et nyt knytnæveslag ind fra den anden side og det fungerer både til historiens fordel og ulempe. Det er en ulempe fordi det for mig betød at jeg ikke rigtig kunne følge med i, hvem der var allieret med hvem og hvorfor, og det havde sandsynligvis været lettere at følge med i, hvis jeg havde haft en fysisk bog foran mig i stedet for. Men det er en fordel, fordi det virkelig er med til at få Darrows enormt fremmede verden til at føles meget tæt på for læseren.

Jeg beskrev den første bog som en form for spil i stil med Game of Thrones og Hunger Games, bare sat i rummet, på Mars. Det passer faktisk virkelig godt på denne her bog også, indsatsen er bare meget højere. Ganske vist kan man også miste livet på Instituttet, men som Darrow opdager, har han meget mere at miste uden nødvendigvis at miste livet. Og det er ikke helt sikkert, at han kun mister det ved at tabe. Hvor langt kan han gå i jagten på Eos drøm om retfærdighed for alle farver, uden at han også mister sig selv? Darrows historie er delvist en action-fyldt science-fiction historie med rumskibe og avanceret teknologi og samtidig en virkelig uhyggelig historie om kolonisme, menneskelig arrogance og overlegenhed, racisme og undertrykkende klassesystemer. Pierce Browns univers er overvældende stort og holder sin læser fanget, selv når det er svært og jeg skal bestemt læse slutningen snarest. En af de bedre dystopier, jeg har læst længe.