fredag den 20. juli 2018

Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks


 
Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks. Oversat af Dorthe Klyvø. Udgivet af HarperCollinsNordic i 2018, først udgivet i 2012 med titlen Tempted. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame: bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget HarperCollinsNordic.
Læs mine anmeldelse af de første to bøger i serien her: Fanget og Fundet.

Devon Carter er hendes første kærlighed og nygifte Ashley ønsker, deres lidenskab skal vare ved. Men hendes drømme om ægte kærlighed bliver knust, da hun opdager, at deres ægteskab blot er endnu en af fars forretningsaftaler. Hun beslutter sig for at blive den perfekte hustru, så Devon vil elske hende.

Men Devon savner den muntre, udadvendte kvinde, han forelskede sig i. Hvem er denne Ashley, der udgiver sig for at være societykvinde? Og kan han finde en måde at tænde ilden i hendes øjne igen … særligt, da han opdager, hun er gravid?
Ud fra beskrivelsen, var Fristet nok den bog i denne her serie, jeg var mest spændt på. Og jeg ved ikke rigtigt om det er positivt, for det bundede mest i at jeg virkelig var interesseret i at se, hvordan Ashley og Devons forhold ville udvikle sig efter hun naturligvis på et tidspunkt opdager, at det er hendes far, der har trukket i snorene bag hendes ryg. Det er nemt at sætte sig ind i hendes situation og hendes meget voldsomme følelser, da hun opdager det og jeg blev så uendeligt ked af det på hendes vegne. Og faktisk også på Devons vegne, for selv om han er en kæmpe nar for overhovedet at gå med til sådan en luset og lusket aftale til at begynde med, så er han samtidig ufatteligt naiv nok til at tro, at alting nok skal gå. Jeg vil ikke spoile for meget ved at sige, hvad der sker efter den uundgåelige afsløring, men jeg synes bestemt ikke det er nok. Bogens lave antal sider betyder, at alting føles som om det går meget hurtigt, men det er ikke tilfældet, der står meget ofte at der er gået længere tid, selv om det føles som om det hele sker på få dage. Og det er nok der, bogens svaghed er for mig at se, der er slet ikke tid nok til at karaktererne kan udvikle sig og til at plottet kan få nok plads at udfolde sig på. Men det er heller ikke meningen, bogen er trods alt skrevet i en genre, der handler om store følelser, dramatiske handlinger og god underholdning. Og det synes jeg, at Fristet er, på trods af den sparsomme plads, så følte jeg at min forventning om at blive underholdt blev mødt og mere til.

Det er lidt svært at sige noget konkret om karaktererne, for de er som sagt ikke de mest udviklede. Men de har personlighed. Eller mangel på samme. Jeg havde det nemlig ret svært med Ashley, som hele tiden bliver beskrevet som umoden og ekstremt impulsiv og overilet af samtlige af de andre karakterer. Hun virker derfor meget yngre end hun bliver beskrevet som og naturligvis må man forvente at det er nød til at ændre sig, når man ikke længere er en ung collegepige, men en gift kvinde med en ufatteligt rig forretningsmand. Men Ashley bliver så såret over at få at vide, at hun er nødt til at tage tingene lidt mere med ro, at hun går helt over i den anden grøft og forsøger at ændre alting ved sig selv, og jeg mener faktisk alting. Det er fuldstændig på linje med hendes natur, hvor hun går 110% op i alting og føler smerter lige så altopslugende som hun føler glæde og der er ikke noget filter på noget af det. Jeg kan godt lide hendes spontanitet og ærlighed, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hendes reaktion blot understregede hvor umoden hun er og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Hun er vokset op i en familie meget lige som Devons og med at skulle opføre sig korrekt i forretningsøjemed og det forekom mig underligt, at hun aldrig havde lært at tone sin impulsivitet ned, og i stedet begraver sig selv under totalt urealistiske forventninger, som hun mener Devon har til hende. Når det så er sagt, så kan jeg godt lide hende alligevel, for jo længere historien bevæger sig, jo mere styrke begynder hun at vise. Devon derimod følte jeg mig aldrig særligt knyttet til, det er i høj grad Ashley der fylder i bogen, selv om han også godt kunne trænge til at arbejde lidt på sine kommunikationsevner - og på ikke at være en nar.

Alt i alt tror jeg at Fristet er den bog i serien, der har irriteret mig mest under læsningen, men måske også den, der har frembragt de største følelser, positivt set. Der er nogle sider af bogen, jeg følte kunne være bedre udviklet, men jeg forventede en dramatisk, følelsesladet historie i stil med de mange Harlequin-bøger, jeg tyggede mig igennem i mine teenageår, og det fik jeg også. Desværre imponerede bogen mig ikke lige så meget som den foregående, specielt ikke karaktermæssigt. Jeg glæder mig til at støde på Ashley og Devon igen i den sidste bog i serien og forhåbentligt se, at der er sket noget med dem i baggrunden.

onsdag den 18. juli 2018

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz

 
Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz. Oversat af Elisabeth Kiertzner. Udgivet af CarlsenPuls i 2018, først udgivet i 2012 med titlen Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

*Reklame. Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

Når det kommer til Aristoteles og Dante, er det svært at sige præcis hvorfor, jeg er så vil med bogen, som jeg er. Historien følger to amerikansk-mexicanske drenge i El Paso, Texas i året 1987 og handler om alt mellem himmel og jord – eller i hele universet: kærlighed, venskab, menneskelig tolerance, krig og veteraner, fremmedhad, racisme, homofobi, familie, det at blive voksen, kriminalitet, fordommme og så meget mere, at det vidner om Sáenz’ skriveevner, at bogen ikke drukner under vægten af alt dette. På trods af at bogen er sat i en tid før sociale medier, smartphones og internet, er den mere end relevant i dag og selv om man måske med moderne øjne kan studse lidt over forældrenes aversion mod fjernsynet, er det ikke noget, der virker distancerende for læseren.

Som sagt handler bogen om Aristoteles og Dante, der i første omgang knytter sig til hinanden på grund af deres specielle navne. Egentlig har de ikke meget til fælles, men de fungerer så fint sammen, at deres forskelle ikke føles som en kløft imellem dem, men en bro. En af de ting, jeg bed mærke i, da jeg læste bogen, er hvordan familielivet påvirker de to drenge: Aristoteles’ liv er præget og kendetegnet ved stilhed, der bliver ikke talt om hans bror og der bliver aldrig snakket om hans fars minder fra krigen, til trods for at de stadig plager ham voldsomt, så Aristoteles forsøger på samme måde at fortie hans tanker og følelser over for alle han møder. Han skubber alle væk med vilje og selv om han er ensom, nærer han ikke noget større ønske efter venner. Det er som om alle mennesker forvirrer ham, og det samme gælder for Dante, som er helt modsat – og lokker mere ud af Aristoteles end han selv ønsker. Dantes forældre er enormt åbne med kærlighed og at vise deres følelser og tanker og taler rigtig tit med Dante som en ligeværdig og ikke et barn, så han går til verden på samme måde og går livligt og helhjertet op i alt fra fugle til poesi til spørgsmålet om hvad der skal til for at være en rigtig mexicaner. De to drenges historier får så mange følelser frem under læsningen, det er ikke en action-præget historie og Aristoteles, som fortæller bogen, forfalder ofte til tankespind og irriterede observationer, men det er nok også noget af det, der er bogens styrke. Den handler om karaktererne, det er dem der styrer handlingen mens de prøver på at opdage universets hemmeligheder. Hvad de hemmeligheder er, er ikke målet for bogen og det er lige så meget op til læseren at afgøre, hvad det er, de opdager.

Den danske oversættelse af bogen har jeg ventet spændt på siden jeg fandt ud af, at den kom. For det, der nok er min yndlingsdel af bogen er den særprægede, poetiske kvalitet i sproget, som findes i originalsproget. Det flyder let som luft det meste af tiden, men nu og da overvældes både Aristoteles og læseren af følelser og tanker og sådan flyder det frem og tilbage. Den selv samme sproglige kvalitet findes også i den danske oversættelse og mere end en gang gjorde en enkelt sætning mig åndeløs. Jeg kan ikke forestille mig, at der kommer et tidspunkt, hvor denne her bog ikke er relevant for både unge og ældre i dag. Uanset om de lige som forfatteren søger efter en historie med karakterer de kan spejle sig i eller ej, er bogens temaer og budskaber relevante og skarpt beskrevet, så der er en masse ting at diskutere efterfølgende og tænke over. Jeg tror heller ikke, der kommer en dag, hvor jeg ikke elsker denne her bog og jeg håber, at nu hvor den er kommet på dansk, er det en bog, der vil blive snakket meget mere om. Tag den med på stranden, med i haven, læs den i toget og giv den i gave. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en bog, man ikke må gå glip af.

tirsdag den 17. juli 2018

Tag Tuesday: Avatar: The Last Airbender

Dagens tag er kreeret af A Clockwork Reader, og tager sit udgangspunkt i Nickelodeon-tegneserien Avatar: The Last Airbender. Jeg vidste, at jeg ville besvare det her tag med det samme, jeg så det, for jeg er stadig den dag i dag ret så vild med serien. Spørgsmålene er delt op efter de 4 elementer og derefter knytter de sig til forskellige karakterer eller deres historie. Ingen bøger kom til skade under optagelserne (kun lidt våde, desværre!).


Water.
Sokka and Katara: Best sibling relationship.
Min første indskydelse er Weasley-søskende fra Harry Potter. Det er en kæmpe søskendeflok med mange forskellige personligheder, men de er alle sammen (også Percy, den popøse idiot) ret interessante personligheder og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at vokse op med så mange personer omkring en, der elsker en.

Yue: Favourite pair of star-crossed lovers.
Generelt er jeg ikke den store fan af den trope, så jeg er lidt på bar bund med hensyn til, hvem jeg skal vælge. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om Romeo og Julie og dem er jeg ikke engang særlig stor fan af.

Blood Bending: A book with a disturbing/unsettling concept.
Jeg har ikke læst den endnu, men den er på min alt for ambitiøse juli læsestak, og det er Matilda af Mary Shelley. Bogen handler om en ung pige Matilda, hvis far forsvinder efter hendes mor dør da hun er ganske lille. Da faren vender tilbage er Matilda 16 år gammel og han forelsker sig i hende. Som sagt har jeg ikke læst den, så jeg ved ikke hvad der sker eller hvordan den ender, men beskrivelsen alene er for mig mere ubehagelig og forstyrrende end den mest uhyggelige monsterhistorie. Den minder mig om Vladimir Nabokovs Lolita, der også fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen på den klamme måde.


Eath.
Toph: A character who’s strength surprised you/or surprised the other characters in the book.
Det åbenlyse svar ville være Alina fra Leigh Bardugos Grisha-trilogi, hvis evner ikke kun overrasker hende selv, men også mere eller mindre alle andre karakterer i serien, eller måske Juliette fra Shatter Me-trilogien, men hendes evner er ikke en decideret overraskelse, da det allerede bliver afsløret på forsiden af bogen - men hendes styrke overraskede mig. Ikke styrken af hendes evner, men styrken af hendes mentale helbred, der har været voldsomt ved at smuldre i løbet af den tid, hun har siddet i fangeskab. Men mit endelige svar er Ruby fra Darkest Minds-trilogien, for både hendes evner og hendes mentale styrke overraskede mig og andre karakterer og jeg kunne virkelig godt lide at følge med i hendes konstante kamp for ikke at lade sine evner tage overhånd og gå for langt.

The Tales of Ba Sing Se – best short story/poetry collection.
Amanda Lovelaces the princess saves herself in this one uden tvivl. Jeg skal virkelig have læst hendes nyeste digtsamling også snart.

Kioshi Warriors: Best warrior character.
Jeg blev nødt til at gå lidt tilbage, men så sprang en titel i øjnene på mig og jeg ved, hvem det er. Arya Stark fra A Song of Ice and Fire. Hendes historie fra lille umulig pige, der nægter at opføre sig som en dame, til en snigende, enormt dygtig kriger er helt klart mit svar.


Fire.
Zuko: Best redemption arc/a redemption arc that should have happened.
Jeg ved ikke helt om det er en decideret redemption, om han faktisk gør tingene gode igen og opvejer sin tidligere opførsel, men jeg vil sige Ron fra Panteon-sagaen. Til at begynde med er han en bølle og lidt af en idiot, men han får lov til at udvikle sig og blive mere end en komplet nar. Selv om han stadig er lidt af en nar.

Iroh: Wisest character.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige Iroh selv. Men jeg vil nok sige, at det er en karakter som Gandalf fra The Lord of the Rings. Eller Sam Quintana, Dantes far i Aristoteles og Dante, der har en eller anden tavs visdom. Han og de andre forældre blander sig ikke specielt meget i deres børns liv, i hvert fald ikke mere end hvad man kan forvente af omsorgsfulde forældre, men jeg har hele tiden en fornemmelse af at han ser mere end han giver udtryk for.

Azula: Best downfall.
Det må være en af de bøger, jeg senest har læst, nemlig Xifeng fra Forest of the Thousand Lanterns af Julie C. Dao. Sagen er bare den, at det downfall ikke har fundet sted endnu, for bogen handler om Xifengs rejse mod at blive kejserinde og det er kun starten på en serie baseret på eventyret om Snehvide. Men jeg glæder mig mærkværdigt til det.


Air.
Appa: Favorite fictional animal.
Jeg holder stadig så utroligt meget af Crookshanks fra Harry Potter, og ærgrer mig over at han ikke er lige så meget med i filmene som i bøgerne.

Aang: Purest cinnamon roll.
Min første indskydelse er Kenji fra Shatter Me-trilogien, jeg ved ikke om jeg vil kalde ham en decideret cinnamon roll (internetudtryk for en karakter, der er sød og nuttet og all-around vidunderlig og dejlig karakter, der ikke gør nogen ondt). Men han er sådan en god ven og en af mine yndlingskarakterer.

Avatar state: A stubborn character/a character that struggles letting go.
Jeg kunne starte med at sige Alina Starkov fra Grisha-serien igen. Faktisk tror jeg, at det vil være mit svar, for hendes desperate klyngen til visse ting er det, der sætter historien i gang på en meget langsom måde. Og det fortsætter langt det meste af serien.

Da jeg ikke rigtig er sikker på, hvem der kunne være interesseret i at besvare det her tag, vil jeg ikke tagge nogen direkte - men hvis du har lyst til det, må du meget gerne sende mig et link til din besvarelse, så jeg kan læse dem - eller bare besvare nogle af spørgsmålene i kommentarfeltet.

mandag den 16. juli 2018

Gylden Søn (Red Rising #2) af Pierce Brown

 
Gylden Søn (Red Rising #2) af Pierce Bown. Oversat af Elisabeth Kiertzner og indlæst af Lars Thiesgaard. Udgivet af Gyldendal i 2016, først udgivet i 2015 med titlen Golden Son. Lydbog hørt på dansk hos Mofibo, originalsproget er amerikansk.


Læs min anmeldelse af den første bog i serien, her: Rød opstand.

Darrow er Rød og hører dermed til den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Hele sit liv har han arbejdet som slave i minerne under Mars’ overflade. Et arbejde som ikke bare er hårdt og farligt, men som også viste sig at være bygget på en løgn. De Røde er blevet holdt nede af samfundets top – de Gyldne – i flere århundreder, og nu er revolutionen den eneste vej til frihed.

Darrow slutter sig til en oprørsgruppe, giver sig ud for at være Gylden og skal nu infiltrere det Gyldne Rige indefra. Han er som et lam blandt ulve. Alligevel finder han venskab og respekt – endda kærlighed – blandt de Gyldne. Men han finder også en voldsom vrede blandt sine rivaler. Hvis Darrow skal gøre sig håb om at vinde den krig, som vil ændre menneskehedens skæbne, må han konfrontere det forræderi, han står overfor.

Det har taget mig overraskende lang tid at lytte til denne her lydbog, og selv om jeg virkelig godt kan lide historien, er jeg ikke helt sikker på at jeg kommer til at fortsætte serien som lydbog. For at starte med det, så var problemet mest af alt, at oplæseren kedede mig. Plottet er medrivende og action-fyldt, men det lød som om han læste op mekanisk og uden indlevelse og det betød, at jeg ikke kunne lytte til den ret længe ad gangen uden at min opmærksomhed driftede til hundrede andre ting. Og så er en 10+ timer lang lydbog meget lang.

Når det så er sagt, så kunne jeg godt lide historien, især de sidste par timer af lydbogen gik så hurtigt, fordi der skete så meget og det var umuligt at holde en pause, fordi jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der skete som det næste. Bogen foregår et godt stykke tid efter den første bog og det betød at der var en smule forvirring fra min side, for der var mange ting, jeg ikke vidste noget om, som kun blev omtalt langsomt og i flashbacks. Især fordi der er så usandsynligt mange karakterer at holde styr på og faktisk havde jeg glemt mere end en, der endte med at have en enorm effekt på plottet. Historien giver aldrig rigtig sin læser en pause til rigtigt at forstå hvad der er sket, før der kommer et nyt knytnæveslag ind fra den anden side og det fungerer både til historiens fordel og ulempe. Det er en ulempe fordi det for mig betød at jeg ikke rigtig kunne følge med i, hvem der var allieret med hvem og hvorfor, og det havde sandsynligvis været lettere at følge med i, hvis jeg havde haft en fysisk bog foran mig i stedet for. Men det er en fordel, fordi det virkelig er med til at få Darrows enormt fremmede verden til at føles meget tæt på for læseren.

Jeg beskrev den første bog som en form for spil i stil med Game of Thrones og Hunger Games, bare sat i rummet, på Mars. Det passer faktisk virkelig godt på denne her bog også, indsatsen er bare meget højere. Ganske vist kan man også miste livet på Instituttet, men som Darrow opdager, har han meget mere at miste uden nødvendigvis at miste livet. Og det er ikke helt sikkert, at han kun mister det ved at tabe. Hvor langt kan han gå i jagten på Eos drøm om retfærdighed for alle farver, uden at han også mister sig selv? Darrows historie er delvist en action-fyldt science-fiction historie med rumskibe og avanceret teknologi og samtidig en virkelig uhyggelig historie om kolonisme, menneskelig arrogance og overlegenhed, racisme og undertrykkende klassesystemer. Pierce Browns univers er overvældende stort og holder sin læser fanget, selv når det er svært og jeg skal bestemt læse slutningen snarest. En af de bedre dystopier, jeg har læst længe.

fredag den 13. juli 2018

Fundet (Forretningsmand og far #2) af Maya Banks

 
Fundet (Forretningsmand og far #2) af Maya Banks. Oversat af Dorthe Klyvø. Udgivet af HarperCollinsNordic i 2018, først udgivet i 2011 med titlen  Wanted by Her Lost Love. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

*Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget HarperCollinsNordic.
Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Fanget.

Fire forretningsmænd og nære venner tager hver konsekvensen af en hed affære ...

På trods af sin forlovedes iskolde bedrag, sørgede byggematadoren Ryan Beardsley godt for Kelly, da han smed hende ud. Men hun har ikke indløst checken og han vil vide hvorfor.

Da han finder hende gravid og arbejdende som servitrice i en snusket café i Houston, bliver han rasende. Ryan kræver, at Kelly kommer tilbage til New York med ham, uanset om barnet er hans eget eller hans brors. Med det samme. For barnets skyld. Eller måske fordi kvinden er lige så uimodståelig som altid …

Fundet er anden bog i serien, men kan læses uafhængigt af de andre tre bøger. I denne her er hovedpersonen Ryan og hans tidligere forlovede Kelly og jeg glædede mig til at læse deres historie. Den blev nemlig konstant refereret til i den første bog, og jeg må indrømme, at jeg lige som Ryan troede på historien om Kellys utroskab og derfor irriterede hun mig voldsomt til at begynde med. Jeg ved ikke, om det er et bevidst valg fra forfatterens side, men det var utroligt effektivt. Da sandheden endelig bliver afsløret, blev jeg også selv ret overrasket og selv om det måske var åbenlyst, når man så tilbage, så virkede det ret godt for mig at blive snydt.

Lige som forgængeren er Fundet ikke en specielt lang bog, men selv om historien er kort, er den faktisk hverken let eller fluffy. I hvert fald ikke for meget. Der bliver taget nogle ret store emner op og det er bestemt ikke lidt, Kelly og Ryan går igennem. Især Kelly, jeg var som sagt ret irriteret over hende i starten, men efterhånden som jeg begyndte at se, hvordan det hele var blevet vendt på hovedet og vendt mod hende, begyndte jeg ikke kun at få ondt af hende, men også at heppe på hende og på at hun stod fast på sine egne beslutninger.  Det var for eksempel rigtig hårdt at læse om hendes frokost med Ryan, Ryans venner og hans mor og endda også Bryony fra den første bog. De har alle sammen hørt den samme historie som læseren er blevet præsenteret for og det er tydeligt, at de alle dømmer hende og ser ned på hende og jeg blev ret glad for at se, at hun turde sige fra og forsvare sig selv. Der skal rigtig meget stædighed til at vælge at lade være med at indløse en enorm check, når man er gravid i … jeg tror det var 6 måned eller sådan noget, ret langt i hvert fald, og bor i en mikrolejlighed i et mindre behageligt nabolag og arbejder som tjener på en lille resturant og jeg beundrede Kelly for hendes valg. Og for at indse, at valget har haft konsekvenser for hendes barn og at hun på det punkt er nødt til at tænke på barnets vel foruden sin egen stolthed.

Jeg kunne endnu bedre lide Fundet end den første bog. Den har samme sommeragtige stemning og jeg kan bestemt se den som en strandbog eller til en eftermiddag i haven, men jeg var især meget mere inde i karaktererne i denne her bog. De var bedre udviklet og havde flere sider, og deres romance var så fin. Jeg kunne godt lide at høre om, hvordan deres forhold tidligere havde været, men jeg fik lyst til at slå Ryan oven i hovedet med en skovl over at han allerede dengang fejede Kellys bekymringer til side og ikke troede på, at hans familie ikke accepterede hende. Faktisk er han en ret stor idiot i det meste af bogen, men det slog mig også, at han prøver. Eller begynder på det og faktisk ender han også med at gøre noget ret vildt, der virkelig understregede, at han ikke havde i sinde at feje Kellys bekymringer til side igen.

Fundet er endnu en skøn bog, der vil være perfekt til sommerferien. Den korte historie rummer mange følelser og på trods af dens centrering omkring nogle ret store spørgsmål, føles den ikke tung at læse. Jeg læste den hurtigt, men tænkte alligevel ret meget over den efterfølgende og på, hvordan man kunne opfatte Kelly og Ryans historie på flere måder. Jeg vælger at tro på, at den ret åbne slutning leder hen til noget positivt og jeg håber at se mere til dem begge to i de næste bøger og finde ud af, hvad der sket med dem.

torsdag den 12. juli 2018

Never Fade (The Darkest Minds #2) af Alexandra Bracken

 
Never Fade (The Darkest Minds #2) af Alexandra Bracken. Udgivet af Disney Hyperion i 2013.

Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: The Darkest Minds.

Ruby never asked for the abilities that almost cost her her life. Now she must call upon them on a daily basis, leading dangerous missions to bring down a corrupt government and breaking into the minds of her enemies. Other kids in the Children’s League call Ruby “Leader”, but she knows what she really is: a monster.

When Ruby is entrusted with an explosive secret, she must embark on her most dangerous mission yet: leaving the Children’s League behind. Crucial information about the disease that killed most of America’s children—and turned Ruby and the others who lived into feared and hated outcasts—has survived every attempt to destroy it. But the truth is only saved in one place: a flashdrive in the hands of Liam Stewart, the boy Ruby once believed was her future—and who now wouldn’t recognize her.

As Ruby sets out across a desperate, lawless country to find Liam—and answers about the catastrophe that has ripped both her life and America apart—she is torn between old friends and the promise she made to serve the League. Ruby will do anything to protect the people she loves. But what if winning the war means losing herself?

Never Fade fortsætter mere eller mindre efter den første bog stoppede. Efter slutningen på The Darkest Minds var jeg ret spændt på at læse videre i serien, og endelig har jeg fået taget mig sammen til det. og noget af det første jeg opdagede var, at jeg havde taget fejl med hensyn til, hvad jeg troede, der ville ske. I min udgave af The Darkest Minds er der nemlig en kapitel-læseprøve på Never Fade, og jeg troede, at jeg vidste hvad der ville ske i begyndelsen af bogen, hvor Ruby møder en, der chokerer hende ret meget. Men jeg tog rimelig meget fejl og så alligevel ikke helt. Det er dog en spoiler, og jeg vil ikke sige hvem det er, Ruby møder.

I Never Fade er der gået nogle måneder, tror jeg, siden den første bog og Ruby er efterhånden faldet ind i en rutine hos Children’s League og selv om hun hader at være der, kæmper hun hårdt for at realisere sin drøm – og Liams – om at befri de resterende lejre. Jeg er endnu gladere for hendes karakter i denne her bog, hvor hun har udviklet sig lidt mere og selv om hun stadig er enormt tøvende med sine kræfter og er langt mere villig til at kæmpe for sine venner end for sig selv, er det faktisk ret fedt at se, hvordan hendes moralske kompas ikke er blevet smadret som om mange andre af de Orange og Røde. Rubys kræfter er overvældende og virkelig stærke, også i sammenligning med andres, og i Never Fade har hun fået lidt mere styr på hvordan hun kan bruge dem til, men hun er stadig ikke villig til at skade andre. Ikke engang Rob, agenten fra den første bog, som hun ellers afskyr og som krydser hendes vej mere end en gang i Never Fade. Kan vi i det hele taget diskutere de voksne i denne her serie? Allerede i den første bog blev det fortalt, at Children’s League på ingen måde er den frelsende hær, mange af børnene ellers drømmer om, men jeg fik mere og mere et klart billede af, at de lige som de andre voksne udnytter Ruby og de andre børn og deres evner til deres egne formål, indtil de ikke længere kan se en brugbarhed i dem. Det knuste mit hjerte på deres vegne.

Til gengæld er bogen fyldt med endnu flere skønne teenagekaraterer, der er med på Rubys hold i Children’s League. Vida, den temperamentsfulde, dygtige Blå, Jude og Nico, to grønne der er genier med elektronik og begge to påvirker Ruby og hendes historie på forskellige, men effektfulde måder. Jeg savnede Zu ret meget, da hun var en af mine absolutte yndlingspersoner i den første bog og jeg blev lidt overrasket over, at hun ikke var med i bogen, selv om hun bliver refereret til flere gange. Men eftersom de opdager, at de grupper, der forlod East River, det såkaldte sikre sted i den første bog, stadig kan være i live og ude i verden, er der da en chance for, at hun vender tilbage i den tredje og sidste bog. Jeg krydser fingre! Jeg kan ikke lade være med lidt at føle, at Cole er en slags stand-in for Liam og uanset hvor tænderskærende det er, giver det mening, når man lærer mere om Cole. Til gengæld var bogen også et glædeligt, om end kompliceret og underholdende gensyn med Chubs. Brackens karaktergalleri er ret stort og ud over dem jeg har nævnt her, er der et væld af andre børn med forskellige farver og evner og selv om de måske ikke er med i mange kapitler, er det personligheder, der står tydligt frem. Selve slutningen kom bag på mig og jeg er stadig ikke kommet mig over den. Der sker noget hen imod slutningen, som får Ruby til at falde helt fra hinanden og alligevel får hun taget sig sammen til at vende tingene rundt til sidst og komme med den egentlige cliffhanger. Jeg havde kun lidt opmærksomhed på cliffhangeren, for det der sker lige før tog pusten helt fra mig og gjorde næsten lige så ondt på mig som på Ruby.

Jeg er ret vild med den retning, historien tager i denne her bog. Never Fade er i mine øjne endnu bedre end den første bog, læseren holdes hen i spænding omkring flere forskellige mysterier, men der er ikke sparet på action scener og i denne her bog er den følelsesmæssige side bedre med; Rubys tvivl omkring rigtigheden af sine kræfters brug, alle følgerne og konsekvenserne af Rubys handlinger i slutningen af den første bog, en overraskende forræder og lidt for mange hemmeligheder, der afsløres en efter en og ændrer historiens retning. Never Fade løfter niveauet fra den første bog, både plotmæssigt, sproget flyder bedre og tempoet er ikke sat ned på trods af det store karaktergalleri og hvis man leder efter en nye serie at læse i sin sommerferie, vil Never Fade ikke skuffe.
 

Template by BloggerCandy.com