torsdag den 21. juni 2018

Ourea (Sjælevandrer #2) af Charlotte Fischer

 
Ourea (Sjælevandrer #2) af Charlotte Fischer. Udgivet af Facet i 2018.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.
Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Diali.

Dahlia og Cawis søn, Colin, fanges i elektriske storme på en bjergekspedition. Det får fatale konsekvenser.
Dahlia kan ikke tilgive Cawi for det, som sker med Colin i bjergene og hun træffer et svært valg.

Cawi hjemsøges af drømmesyn fra Sjælevandrernes verden og han får sværere ved at skelne drøm fra virkelighed.
Cawi er overbevist om at han kan redde sin familie ved at træde ind i Diali.
Men Cawi er ikke forberedt på det han møder i Diali …

Jeg har det lidt blandet med denne her bog og derfor har det også taget mig et stykke tid at få skrevet anmeldelsen. For jeg kan på flere punkter godt lide bogen, men der er også nogle ting, der virkelig går mig på og derfor vil jeg gerne understrege, at det her er min mening, baseret på den oplevelse jeg havde af bogen og det er langt fra sikkert, at det er gældende for alle. Det ved jeg faktisk, at det ikke er, for jeg har set rigtig gode anmeldelser af bogen og jeg er glad for at de kan lide den, selv om den ikke rigtig er for mig.

For at starte med det, der forvirrer mig lidt. I Ourea er vi sprunget 20 år frem i tiden fra den første bog og jeg tror lidt, at jeg mangler de 20 år ind i mellem. I hvert fald udpluk af dem, for jeg havde virkelig svært ved at connecte med karaktererne i denne her bog. På en eller anden måde virkede hovedpersonerne som om de slet ikke var blevet 20 år ældre, Dahlia og Cawi, der var hovedpersonerne i den første bog, virkede som de samme mennesker som dengang og det ville have været en god ting, hvis det ikke var fordi de skulle forestille at være næsten dobbelt så gamle nu, forældre til en kæmpe børneflok og begge to i ret højt profilerede jobs. Men Dahlia var lige så svær at komme ind på livet af, opførte sig præcis lige så hovedløst og naivt som tidligere. Men for mig var Cawi egentlig problemet. Han er præcis den samme person som da han var yngre, han opfører sig på samme måde og reagerer med samme intense voldelighed. Og den blev alt for meget for mig i denne her bog. Ikke fordi den egentlig er særlig grafisk, jeg har både læst meget mere grafisk voldelige bøger og set serier, der virkelig er fyldt med død og blod, men jeg havde det svært med den i Ourea fordi den er så intim. Cawi og Dahlias forhold virker for mig ikke som et særligt sundt et og jeg blev ret ked af at se, at de ikke har udviklet sig videre end at eksplodere i kæmpe skænderier og på en eller anden måde blive gode venner igen ved at gå i seng med hinanden. Ingen undskyldning, ingen kommunikation. Den følelsesmæssige udmattelse, deres forhold medførte, påvirkede i høj grad min oplevelse af bogen.

Som afveksling til deres perspektiver har vi deres søn, Colin, som på mange måder minder om sin far. Også de negative sider. Det lader måske til at han har arvet sin fars sjælevandrer-gen og jeg er begyndt at overveje, om det i det store billede måske er dette sjælevandrer mystik, der påvirker deres personlighed. Det er i hvert fald kilden til virkelig mange af Cawis diagnoser, der lader til at blive kastet efter ham i stride strømme.  Jeg kunne godt lide Colin og ville have været helt okay med, at bogen kun havde handlet om ham og hans optagelse i Ourea-programmet og hans missioner. Men jeg kunne godt undvære Linder. I hvert fald den Linder, det viste sig at være, for i lang tid troede jeg også på løgnen og jeg var vild med det. Men i modsætning til Cawi havde jeg en fornemmelse af at Colin ville udvikle sig forbi sit vrede, fysiskreagerende mandighed og jeg håber på at se meget mere til ham videre i historien.

En ting vil jeg give Charlotte Fischer ros for og det er Sjældevandrerne og deres historie. Sammenvævet med resten af bogen bliver der fortalt en del ”drømmesyner” i løbet af bogen, der alle sammen knytter sig til en for længst afdød person og hans opvækst, først gemt væk blandt mere almindelige menneske-væsner og derefter hos Sjælevandrerne. Fantasy-delen af bogen er blevet meget større og hele idéen om sjælevandrer er blevet udvidet ganske meget, og det var virkelig spændende at læse de kapitler og prøve at regne ud, hvor det hele skulle ende. Og alligevel havde jeg slet ikke set slutningen komme og hvordan synerne og de ”rigtige” hændelser hang sammen – jeg er nødt til at vide, hvad der sker næst. Jeg ser så meget frem til at kunne danne mig et større overblik over det store perspektiv i serien, for jeg er stadig i tvivl om, hvor serien som helhed vil hen og hvad målet faktisk er.

Som sagt, så er det her bare min mening og jeg ved, at der er mange, der ikke følte et lige så stort ubehag ved de voldsomme hændelser som jeg gjorde  og det synes jeg bestemt er rigtig godt. For Fischer har ikke skrevet en dårlig bog, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan det hele ender – specielt efter den cliffhanger. Derfor vil jeg heller ikke sidde her og sige, at jeg ikke kan anbefale bogen. Jeg vil i stedet anbefale, at man prøver at gøre op med sig selv, hvor meget man kan klare. Jeg er ikke færdig med Sjælevandrer-universet endnu!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com