lørdag den 30. juni 2018

Kollision (Collide #1) af Gail McHugh

 
Kollision (Collide #1) af Gail McHugh. Oversat af Hanne Arnold. Udgivet af Flamingo i 2017, først udgivet i 2013 med titlen Collide. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
 

Efter sin mors død rejser den unge Emily til New York for at begynde sit nye liv efter college - og for at komme tættere på sin kæreste Dillon. Selvom Dillon er en opmærksom og betænksom kæreste for den sørgende Emily, kommer deres parforhold på prøve i "Kollision".

Da Emily møder den rige og notoriske playboy Gavin, der både er ufattelig sexet og uventet charmerende, er det umuligt for Emily at slå ham ud af hovedet. Og da hun finder ud af, at han er en del af Dillons venneflok bliver tingene for alvor komplicerede...

"Kollision" er en sexet historie om et trekantsdrama mellem en kvinde og to mænd. Om jalousi, forførelse og bedrag. Og om styrken til at løsrive sig og genkende kærligheden, når man ser den.

Jeg ved sådan set ikke rigtig, hvor jeg skal starte med denne her bog. Jeg kunne faktisk godt lide Kollision, det meste af tiden, men jeg havde også et rimeligt stort problem med den, som ikke blev løst. Bagsideteksten siger direkte, at her er der tale om en bog om et trekantsdrama og det må man sige, passer perfekt. Både trekants (eller V er det egentlig, det er jo to fyre, der er vilde med den samme pige og hun kan ikke vælge) og drama-delen. Så hvis man ikke er til bøger om trekantsdrama, vil jeg nok sige, at man skal overveje, hvor meget man er imod tropen.

Jeg forstår ganske enkelt ikke hovedpersonen. Emily Cooper er for mig at se nok en af de værste hovedpersoner, jeg længe har været udsat for og det er primært hendes karakter, der har trukket bogen ned. Hun er håbløst blind over for sandheden, men det værste er nærmest, at hun godt kan se, at der er noget galt, men nægter at acceptere det og tage konsekvensen af det. For at sige det rent ud, hendes kæreste Dillon er en skiderik. Kort og godt. En løgner, er voldelig og utro og manipulerer hende og behandler hende som en genstand, noget han ejer. Flere gange måtte jeg simpelthen stoppe med at læse, fordi jeg ikke kunne fordrage den måde, han behandlede hende på. Jeg forstår ikke, hvorfor hun vælger at blive sammen med ham, af en eller anden grund bilder hun sig selv ind at hun skylder ham et eller andet helt vildt stort, fordi han gjorde som en ordentlig kæreste bør gøre og støttede hende igennem hendes mors død. Noget, der bliver direkte sagt at hendes bedste veninde og noget, som hun tilsyneladende overhovedet ikke kan få ind i sit hoved. Det frustrerede mig endeløst at se, hvordan hun lader Dillion trampe på sig igen og igen og hele tiden bilder sig selv ind, at det er hendes skyld, selv når hun godt kan se, at der er noget galt. Bagsideteksten siger at han "er en opmærksom og betænksom kæreste", men det havde været bedre med et "var". Jeg så intet betænksomt i hans opførsel og hans opmærksomhed gik mere ud på at kontrollere Emily end at være opmærksom på hendes behov.

Emilys opførsel bliver virkelig et mysterium for mig, når man ser på den anden superlækre fyr, der falder pladask for hende. Gavin bliver kaldt playboy og jeg måtte ærligt talt grine lidt af det, for han slet ikke skrevet. Han er så sød, at det nærmest bliver patetisk. Han er forfærdelig god sammen med sin niece og nevø, hvorimod man ser Dillon være ligeglad med mere eller mindre alle andre end ham selv. Gavin prøver på at sige de rigtige ting og gør hvad han kan for at give Emily plads og ikke stjæle sin bedste vens kæreste. Men selvfølgelig kan de ikke lade hinanden være og lige som jeg troede, at jeg ville få en lykkelig slutning, sker der en alvorlig miskommunikation. At bruge det som plot twist er irriterende og det gav heller ikke meget mening, at Emily tilsyneladende er villig til at bære over med Dillons kontrollerende opførsel og mange åbenlyse løgne – hun tager ham endda i en, konfronterer ham og tror på hans nye løgn i stedet for at indse sandheden – men på intet tidspunkt er hun villig til at give Gavin den mindste chance for at forklare misforståelsen. Det kørte rundt i hovedet på mig og jeg tror, at jeg på en eller anden måde nød den enorme mængde ”angst for the sake of angst”, der flyder ud af bogen.

For det skal ikke lyde som om jeg ikke var opslugt af bogen, da jeg læste den. Men jeg tror, den havde været bedre, hvis Emily som karakter havde givet mening. Jeg kan stadig ikke forstå, at det var så svært for hende at vælge og jeg er ret bekymret over, hvilket budskab omkring følelsesmæssig manipulation, kontrollerende adfærd og voldelig tendenser, bogen forsøger at komme med. Forhåbentlig er der seriøse konsekvenser i fortsættelsen, for jeg kan ikke tro, at forfatteren mener, at Dillons behandling af Emily er i orden. Men jeg kan ikke se, hvorfor det skal være så svært at lade Emily forstå, at uanset hvad han har gjort for hende, er det ikke en undskyldning for hans opførsel. Jeg nød på en eller anden selvpinende måde at læse bogen; den er hverken dårligt skrevet eller noget, men karakterernes opførsel distraherede mig fra plottet. Som sagt, er jeg i vildrede over denne her bog, på mange måder irriterede den mig med dens karakterer og dens handling og alligevel nød jeg at læse den og følte mig underholdt, selv om jeg blev vred. Og egentlig tror jeg, at det er en god ting bogen tager op: at lære læseren, at de ikke skal opføre sig om Dillon. Eller ignorere og bebrejde sig selv sine følelser og andres handlinger lige som Emily. Jeg bliver nødt til at læse Puls snart, for jeg vil faktisk gerne vide, hvad der sker efterfølgende. Bogen slutter på lidt af en cliffhanger og jeg håber egentlig på at se, hvordan Emily udvikler sig og lære at forsvare sig selv og ikke lade andre trampe på sig. Med eller uden Gavin. Og helst uden Dillon. Men jeg ser gerne mere til hendes veninder Olivia og Fallon. Meget mere!

fredag den 29. juni 2018

Shadow and Bone (The Grisha #1) af Leigh Bardugo

 
Shadow and Bone (Grisha #1) af Leigh Bardugo. Udgivet af Henry Holt and Co. i 2017, først udgivet i 2012. Ebog lånt hos biblioteksappen Libby.

Surrounded by enemies, the once-great nation of Ravka has been torn in two by the Shadow Fold, a swath of near impenetrable darkness crawling with monsters who feast on human flesh. Now its fate may rest on the shoulders of one lonely refugee.
Alina Starkov has never been good at anything. But when her regiment is attacked on the Fold and her best friend is brutally injured, Alina reveals a dormant power that saves his life--a power that could be the key to setting her war-ravaged country free. Wrenched from everything she knows, Alina is whisked away to the royal court to be trained as a member of the Grisha, the magical elite led by the mysterious Darkling.
Yet nothing in this lavish world is what it seems. With darkness looming and an entire kingdom depending on her untamed power, Alina will have to confront the secrets of the Grisha…and the secrets of her heart.

Shadow and Bone har stået på min læseliste i ualmindeligt lang tid. Og jeg har virkelig ikke et godt svar på, hvorfor det har været sådan. Jeg har nærmest kun hørt positive ting om bogen fra på danske og udenlandske læsere og jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg ville være vild med bogen, ud fra hvad bagsideteksten fortalte mig. Og alligevel har det taget mig lang tid at komme i gang. Men altså, da jeg så startede på bogen, så endte jeg også med at binge-læse hele trilogien i løbet af få uger med største fornøjelse.

I Shadow and Bone bliver vi introduceret til en verden, der på mange måder minder om vores egen og alligevel er meget, meget anderledes. Jeg fik en meget østeuropæisk følelse af Ravka og dets folk, deres eventyr og folketro mindede mig om Rusland og det iskolde Sibirien og det blev alt sammen understreget af sproget. Ikke at de taler russisk eller noget, men der er ord og udtryk, endda navne, der bliver brugt af indbyggerne i Ravka, der rent sprogligt mindede mig om de østeuropæiske sprog. Det er virkelig gennemført og Bardugo skriver enormt stemningsfyldt, så det føltes lidt som at læse en eller anden gammel, overleveret fortælling fra det østlige Europa. Samtidig fik jeg en ret skandinavisk eller vestlig fornemmelse af henholdsvis Fjerdan og Kerch, og middelhavsstemning fra Shu Han. Jeg siger ikke, at det er et en-til-en forhold mellem dem, men det var den fornemmelse, jeg fik igennem denne her bog og de ting, man fik at vide om de forskellige dele af Bardugos univers. Worldbuilding er rigtig vigtigt i fantasybøger og jeg er nødt til at sige, at Bardugo gør et bedre job end mange andre, jeg har læst. Gansek vist er Shadow and Bone den første bog i serien og derfor skal der lige nogle ting på plads, som først bliver udpenslet senere, men jeg havde ikke svært ved at forstå geografien eller magi-systemet. Sidstnævnte var der også en oversigt over i starten af bogen, og det var ret handy at kunne se hvad de forskellige ”klasser” af Grisha hedder. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvordan deres evner fungerer, for det er ikke ret meget vi ser til selve træningen og hovedpersonen Alina er lidt at et særtilfælde.

Apropos Alina, så er karaktererne i denne her bog simpelthen så gode. Ikke at de alle sammen er gode, men selv de onde karakterer er godt skrevne og fungerer. Jeg kunne godt blive ret irriteret på Alina over hendes længsel efter at tingene skulle blive som før og hendes tøven med at acceptere sine evner og at det nødvendigvis betyder ændringer, men ikke mere end at jeg forstod hvorfor hun var bange. Bange for at miste den eneste familie, hun har kendt. Jeg var overraskende ligeglad med Mal, men jeg kunne godt lide de to sammen, ikke decideret som par men som partnere i deres forsøg på at redde Ravka fra en tyran. Jeg bliver nødt til at nævne Genya, som endte med at være noget af en overraskende personlighed, på mere end en måde. Jeg vil helst ikke spoile hvad der sker, men en ting er sikkert, den ellers oversete Genya ender med at betyde rigtig meget. The Darkling er fascinerende og ondskabsfuld, og mit største problem med bogen var, at Alina faldt for hans skuespil uden rigtig at gøre modstand, for det gjorde jeg aldrig rigtig selv. Selv om det ikke var alle detaljer, jeg havde regnet ud, da det kom til en stor afsløring, der for alvor sætter gang i Alinas historie, så kom den overordnede afsløring slet ikke bag på mig og det betød lidt, at jeg følte at forklaringen blev for lang, og at den var mere for at udpensle det totalt over for en læser, der ikke behøvede det. Jeg skal ikke kunne sige om alle har det sådan, men jeg følte det var lidt for langtrukken.

Som sagt, så har jeg allerede læst hele trilogien og jeg vil derfor anmelde resten af serien i løbet af sommeren. Jeg kan virkelig anbefale denne her bog, der er et helt unikt stemningsfyldt fantasyunivers med interessante karakterer og et magi-system, der for mig var forfriskende anderledes og ikke mindst måden, de forskellige evner bliver opfattet på. Shadow and Bone er umuligt at lægge fra sig og fantasy af bedste skuffe.

torsdag den 28. juni 2018

Søvnløs af Nick Clausen

 
Søvnløs af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2018.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.

ADVARSEL!
I denne bog finder du fem gysende historier. Disse historier er ikke for folk som lider af dårlige nerver, svag mave eller nervøse trækninger. De er heller ikke for folk som er bange for mørke rum, uhyrer under sengen eller uforklarlige lyde. Og de egner sig slet ikke til kyllinger, kujoner eller bangebukse.
Læs kun denne bog, hvis du kan overholde dette, og hvis du ikke er bange for at ligge …
SØVNLØS
.
Efterhånden har jeg egenlig fået læst en del af Nick Clausens bøger og det endda på trods af det de fleste af dem bevæger sig mere over i gys-genren og det ellers ikke er en genre, jeg er særligt glad for. Men jeg skriver også gys og ikke gyser, fordi jeg ikke helt vil mene, at de er "uhyggelige" nok til at være gysere. Søvnløs er for eksempel en samling af fem korte noveller, der alle har de til fælles, at de er skrevet på en måde, der får læseren til at gyse lidt, mens man læser. Men at blive decideret bange eller skræmt, il jeg ikke mene, man bliver. Heller ikke hvis man er en lidt yngre læser. Faktisk synes jeg at bogen egner sig rigtig godt til en lidt yngre publikum, for historierne er ikke direkte uhyggelige, men de pirrer alligevel på en eller anden måde ens mere dystre fantasi. Og så er der bare ret stor forskel på, hvilke bøger børn og voksne finder uhyggelige (her tænker jeg især på Neil Gaimans Coraline, men det er en anden snak).

Søvnløs mindede mig på mange måder om Nick Clausens andre novellesamlinger i Mareridt og myrekryb serien, og til at begynde med undrede jeg mig også lidt over, hvorfor de ikke var inkluderet i den serie og jeg er ikke helt sikker på, at jeg har et svar endnu. Hvorom alting er, så kunne jeg godt lide bogen, sproget var flydende og nemt at forstå, og overlod ofte det til læserens fantasi at udfylde huller og spørgsmål, hvilket kan være med til at gøre historierne endnu mere stikkende; alt efter hvor makaber en fantasi, man har. Det tog mig ikke lang tid at læse bogen, men det betød ikke, at den ikke var værd at læse, jeg havde det faktisk ret sjovt med den, selv om det ikke ligefrem er hyggelige historier, man læser op ved pejsen på en kold vinteraften. Eller måske gør man. Jeg er stadig ikke til gysere eller andre uhyggelige bøger, men jeg kan vist godt konkludere, at jeg er til Nick Clausens hyggeligt uhyggelige novellegys. Og der er nok at tage fat på, så det er bare med at komme i gang.

torsdag den 21. juni 2018

Ourea (Sjælevandrer #2) af Charlotte Fischer

 
Ourea (Sjælevandrer #2) af Charlotte Fischer. Udgivet af Facet i 2018.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.
Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Diali.

Dahlia og Cawis søn, Colin, fanges i elektriske storme på en bjergekspedition. Det får fatale konsekvenser.
Dahlia kan ikke tilgive Cawi for det, som sker med Colin i bjergene og hun træffer et svært valg.

Cawi hjemsøges af drømmesyn fra Sjælevandrernes verden og han får sværere ved at skelne drøm fra virkelighed.
Cawi er overbevist om at han kan redde sin familie ved at træde ind i Diali.
Men Cawi er ikke forberedt på det han møder i Diali …

Jeg har det lidt blandet med denne her bog og derfor har det også taget mig et stykke tid at få skrevet anmeldelsen. For jeg kan på flere punkter godt lide bogen, men der er også nogle ting, der virkelig går mig på og derfor vil jeg gerne understrege, at det her er min mening, baseret på den oplevelse jeg havde af bogen og det er langt fra sikkert, at det er gældende for alle. Det ved jeg faktisk, at det ikke er, for jeg har set rigtig gode anmeldelser af bogen og jeg er glad for at de kan lide den, selv om den ikke rigtig er for mig.

For at starte med det, der forvirrer mig lidt. I Ourea er vi sprunget 20 år frem i tiden fra den første bog og jeg tror lidt, at jeg mangler de 20 år ind i mellem. I hvert fald udpluk af dem, for jeg havde virkelig svært ved at connecte med karaktererne i denne her bog. På en eller anden måde virkede hovedpersonerne som om de slet ikke var blevet 20 år ældre, Dahlia og Cawi, der var hovedpersonerne i den første bog, virkede som de samme mennesker som dengang og det ville have været en god ting, hvis det ikke var fordi de skulle forestille at være næsten dobbelt så gamle nu, forældre til en kæmpe børneflok og begge to i ret højt profilerede jobs. Men Dahlia var lige så svær at komme ind på livet af, opførte sig præcis lige så hovedløst og naivt som tidligere. Men for mig var Cawi egentlig problemet. Han er præcis den samme person som da han var yngre, han opfører sig på samme måde og reagerer med samme intense voldelighed. Og den blev alt for meget for mig i denne her bog. Ikke fordi den egentlig er særlig grafisk, jeg har både læst meget mere grafisk voldelige bøger og set serier, der virkelig er fyldt med død og blod, men jeg havde det svært med den i Ourea fordi den er så intim. Cawi og Dahlias forhold virker for mig ikke som et særligt sundt et og jeg blev ret ked af at se, at de ikke har udviklet sig videre end at eksplodere i kæmpe skænderier og på en eller anden måde blive gode venner igen ved at gå i seng med hinanden. Ingen undskyldning, ingen kommunikation. Den følelsesmæssige udmattelse, deres forhold medførte, påvirkede i høj grad min oplevelse af bogen.

Som afveksling til deres perspektiver har vi deres søn, Colin, som på mange måder minder om sin far. Også de negative sider. Det lader måske til at han har arvet sin fars sjælevandrer-gen og jeg er begyndt at overveje, om det i det store billede måske er dette sjælevandrer mystik, der påvirker deres personlighed. Det er i hvert fald kilden til virkelig mange af Cawis diagnoser, der lader til at blive kastet efter ham i stride strømme.  Jeg kunne godt lide Colin og ville have været helt okay med, at bogen kun havde handlet om ham og hans optagelse i Ourea-programmet og hans missioner. Men jeg kunne godt undvære Linder. I hvert fald den Linder, det viste sig at være, for i lang tid troede jeg også på løgnen og jeg var vild med det. Men i modsætning til Cawi havde jeg en fornemmelse af at Colin ville udvikle sig forbi sit vrede, fysiskreagerende mandighed og jeg håber på at se meget mere til ham videre i historien.

En ting vil jeg give Charlotte Fischer ros for og det er Sjældevandrerne og deres historie. Sammenvævet med resten af bogen bliver der fortalt en del ”drømmesyner” i løbet af bogen, der alle sammen knytter sig til en for længst afdød person og hans opvækst, først gemt væk blandt mere almindelige menneske-væsner og derefter hos Sjælevandrerne. Fantasy-delen af bogen er blevet meget større og hele idéen om sjælevandrer er blevet udvidet ganske meget, og det var virkelig spændende at læse de kapitler og prøve at regne ud, hvor det hele skulle ende. Og alligevel havde jeg slet ikke set slutningen komme og hvordan synerne og de ”rigtige” hændelser hang sammen – jeg er nødt til at vide, hvad der sker næst. Jeg ser så meget frem til at kunne danne mig et større overblik over det store perspektiv i serien, for jeg er stadig i tvivl om, hvor serien som helhed vil hen og hvad målet faktisk er.

Som sagt, så er det her bare min mening og jeg ved, at der er mange, der ikke følte et lige så stort ubehag ved de voldsomme hændelser som jeg gjorde  og det synes jeg bestemt er rigtig godt. For Fischer har ikke skrevet en dårlig bog, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan det hele ender – specielt efter den cliffhanger. Derfor vil jeg heller ikke sidde her og sige, at jeg ikke kan anbefale bogen. Jeg vil i stedet anbefale, at man prøver at gøre op med sig selv, hvor meget man kan klare. Jeg er ikke færdig med Sjælevandrer-universet endnu!

mandag den 18. juni 2018

Mørkets sangfugl (Skaberens Våben #2) af Marie-Louise Rønning

 
Mørkets sangfugl (Skaberens Våben #2) af Marie-Louise Rønning. Udgivet af DreamLitt i 2018.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget DreamLitt efter aftale med forfatteren.
Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Tusmørkebørn.

Uden kærlighed er Lyset blot en anden form for Mørke.
Victoria Engelbrandt har fundet svar på, hvem og hvad hun er. En erkendelse og sandhed, der har medført tab, men som også har bragt kærligheden ind i hendes liv.
Ligesom Victoria, må også Matthew erkende sandheden om sine forældres død og sin egen rolle i kampen mellem Lyset og Mørket og vække gamle og usikre alliancer til live igen.
Victoria er fast besluttet på at kæmpe for sin retmæssige plads i Rådet og finde det eneste våben, der kan udslette Den Sorte Heks: Skaberens Våben. Men hun har brug for Tusmørkebørnene og Folkets støtte.

Kan det lykkes for dem begge, eller er afstanden mellem racerne for stor?

Det er vel omkring en 8 måneders tid siden at jeg først læste Marie-Louise Rønnings Tusmørkebørn og jeg har glædet mig til slutningen lige siden. Virkelig. Så da Mørkets sangfugl fandt sin vej hjem til min bogreol tidligere i denne måned, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville kaste mig over den så snart jeg fik muligheden for den.

Bogen starter mere eller mindre lige efter at Tusmørkebørn sluttede og kastede mig direkte tilbage til Rønnings fantastiske univers, placeret midt i Hillerød. Skellet mellem den normale og den paranormale verden begynder at blive sværere at opretholde efterhånden som der sker mere og mere, som Victoria og hendes søstre må tage sig af. Hændelser, der truer både Victoria og de andre overnaturlige væsner, og de uvidende mennesker, der ikke aner, at deres by er befolket af både halv-vampyrer, troldmænd, hekse og halve-engle, for bare at nævne nogle få. Der findes mennesker, der kender til denne skjulte verden og som har gjort det til deres mission at udrydde vampyrer og alt deres afkom. Først og fremmest er det Will, læseren vender tilbage til og man finder hurtigt ud af, hvad der skete med ham i slutningen af Tusmørkebørn. Det er nok her, bog to bliver en smule mere dyster end den første bog, for det er altså ikke nogen skovtur, Will er ude på. Det ærgrede mig lidt mens jeg læste, at hans historie bliver lidt afskåret fra de andres, for de ville virkelig kunne hjælpe hinanden og Will ligger inde med en viden, som jeg spår bliver fundamental og omveæltende for Victoria, når hun finder ud af det. Men jeg kan godt se, hvorfor historien er skrevet på den måde, for Will gør alt hvad han kan for ikke at kontakte sine søskende for at beskytte dem mod at havde i samme situation som han selv. Det passer så godt til det indtryk, jeg fik af ham i den første bog, at han er villig til at udstå forfærdelige ting for at beskytte Eva og Matthew og jeg har nok lidt af et soft spot for ham efterhånden. Begrundelsen for Wills separation fungerer rent historiemæssigt og det er ikke fordi, det føltes som at læse to historier sat sammen til en. Jeg er stensikker på, at Wills tilbagevenden til de andre vil få stor betydning i den næste bog, når han er færdig med at gøre det, han bliver nødt til at gøre.

I den anden ende har vi Victoria, Eva, Matthew, Annie, Maria og Henrik og alle de andre. Det er efterhånden ret mange. Eftersom jeg ikke vil spoile slutningen af Tusmørkebørn, vil jeg ikke sige for meget om, hvordan situationen er hos dem i starten af bogen. Ret hurtigt blev jeg dog ret træt at Victorias opførsel. I stedet for at være den selvstændige kvinde, jeg synes hun udviklede sig til i den første bog, er hun nærmest hysterisk til at begynde med i den her bog og det gjorde gensynet lidt underligt, for jeg kunne ikke genkende hende helt. Det går lidt i sig selv efterhånden som hun får mulighed for at gøre noget og jeg tror egentlig, det er det, der er problemet, for Annie og Maria og ikke mindst Henrik skal vist lige vænne sig til, at nu hvor Victoria ved mere om sin baggrund, er hun ikke interesseret i at blive behandlet som et barn længere, men vil udrette noget. Rette op på det, der er sket.

Naturligvis er det langt fra alting, der går godt og faktisk vil jeg vove at påstå, at det allerbedste ved denne her bog er, at den formår at være en historie i sig selv, med sin egen modstander og en særlig konflikt, der skal løses, samtidig med at den optrapper den store konflikt fra den første bog, og jeg mener virkelig stor konflikt nu, hvilket gør den til en vellykket toer. Blanding af det overnaturlige univers, historiske fakta og lidt mindre nutidig ungdomsdrama fungerer rigtig godt og jeg følte mig underholdt fra start til slut. Det store twist til slut var et, jeg ikke havde set komme og jeg troede først at svaret på det spørgsmål ville komme i den næste bog, men i stedet tager Marie-Louise Rønning endnu engang fusen på sin læser og slutter med en cliffhanger. Mørkets sagnfugl er en skøn fortsættelse til det fantasyeventyr, der startede med Tusmørkebørn og tager sin læser med rundt i Europa, i skjulte verdener hvor alliancer smedes og brydes hurtigere end man kan nå at blinke, og det ondes magt tilsyneladende ikke kender nogen grænser. Desuden har serien med denne her bog bevæget sig længere væk fra at være kun en vampyrhistorie, end den allerede var, og cementere, at det ikke blot er en ny Twilight, men en vellykket og velskreven fantasy i sin egen ret. Jeg kan ikke lade være med at anbefale den her serie, hvis nogen spørger mig om vampyrbøger eller dansk fantasy.