mandag den 18. juni 2018

Mørkets sangfugl (Skaberens Våben #2) af Marie-Louise Rønning

 
Mørkets sangfugl (Skaberens Våben #2) af Marie-Louise Rønning. Udgivet af DreamLitt i 2018.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget DreamLitt efter aftale med forfatteren.
Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Tusmørkebørn.

Uden kærlighed er Lyset blot en anden form for Mørke.
Victoria Engelbrandt har fundet svar på, hvem og hvad hun er. En erkendelse og sandhed, der har medført tab, men som også har bragt kærligheden ind i hendes liv.
Ligesom Victoria, må også Matthew erkende sandheden om sine forældres død og sin egen rolle i kampen mellem Lyset og Mørket og vække gamle og usikre alliancer til live igen.
Victoria er fast besluttet på at kæmpe for sin retmæssige plads i Rådet og finde det eneste våben, der kan udslette Den Sorte Heks: Skaberens Våben. Men hun har brug for Tusmørkebørnene og Folkets støtte.

Kan det lykkes for dem begge, eller er afstanden mellem racerne for stor?

Det er vel omkring en 8 måneders tid siden at jeg først læste Marie-Louise Rønnings Tusmørkebørn og jeg har glædet mig til slutningen lige siden. Virkelig. Så da Mørkets sangfugl fandt sin vej hjem til min bogreol tidligere i denne måned, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville kaste mig over den så snart jeg fik muligheden for den.

Bogen starter mere eller mindre lige efter at Tusmørkebørn sluttede og kastede mig direkte tilbage til Rønnings fantastiske univers, placeret midt i Hillerød. Skellet mellem den normale og den paranormale verden begynder at blive sværere at opretholde efterhånden som der sker mere og mere, som Victoria og hendes søstre må tage sig af. Hændelser, der truer både Victoria og de andre overnaturlige væsner, og de uvidende mennesker, der ikke aner, at deres by er befolket af både halv-vampyrer, troldmænd, hekse og halve-engle, for bare at nævne nogle få. Der findes mennesker, der kender til denne skjulte verden og som har gjort det til deres mission at udrydde vampyrer og alt deres afkom. Først og fremmest er det Will, læseren vender tilbage til og man finder hurtigt ud af, hvad der skete med ham i slutningen af Tusmørkebørn. Det er nok her, bog to bliver en smule mere dyster end den første bog, for det er altså ikke nogen skovtur, Will er ude på. Det ærgrede mig lidt mens jeg læste, at hans historie bliver lidt afskåret fra de andres, for de ville virkelig kunne hjælpe hinanden og Will ligger inde med en viden, som jeg spår bliver fundamental og omveæltende for Victoria, når hun finder ud af det. Men jeg kan godt se, hvorfor historien er skrevet på den måde, for Will gør alt hvad han kan for ikke at kontakte sine søskende for at beskytte dem mod at havde i samme situation som han selv. Det passer så godt til det indtryk, jeg fik af ham i den første bog, at han er villig til at udstå forfærdelige ting for at beskytte Eva og Matthew og jeg har nok lidt af et soft spot for ham efterhånden. Begrundelsen for Wills separation fungerer rent historiemæssigt og det er ikke fordi, det føltes som at læse to historier sat sammen til en. Jeg er stensikker på, at Wills tilbagevenden til de andre vil få stor betydning i den næste bog, når han er færdig med at gøre det, han bliver nødt til at gøre.

I den anden ende har vi Victoria, Eva, Matthew, Annie, Maria og Henrik og alle de andre. Det er efterhånden ret mange. Eftersom jeg ikke vil spoile slutningen af Tusmørkebørn, vil jeg ikke sige for meget om, hvordan situationen er hos dem i starten af bogen. Ret hurtigt blev jeg dog ret træt at Victorias opførsel. I stedet for at være den selvstændige kvinde, jeg synes hun udviklede sig til i den første bog, er hun nærmest hysterisk til at begynde med i den her bog og det gjorde gensynet lidt underligt, for jeg kunne ikke genkende hende helt. Det går lidt i sig selv efterhånden som hun får mulighed for at gøre noget og jeg tror egentlig, det er det, der er problemet, for Annie og Maria og ikke mindst Henrik skal vist lige vænne sig til, at nu hvor Victoria ved mere om sin baggrund, er hun ikke interesseret i at blive behandlet som et barn længere, men vil udrette noget. Rette op på det, der er sket.

Naturligvis er det langt fra alting, der går godt og faktisk vil jeg vove at påstå, at det allerbedste ved denne her bog er, at den formår at være en historie i sig selv, med sin egen modstander og en særlig konflikt, der skal løses, samtidig med at den optrapper den store konflikt fra den første bog, og jeg mener virkelig stor konflikt nu, hvilket gør den til en vellykket toer. Blanding af det overnaturlige univers, historiske fakta og lidt mindre nutidig ungdomsdrama fungerer rigtig godt og jeg følte mig underholdt fra start til slut. Det store twist til slut var et, jeg ikke havde set komme og jeg troede først at svaret på det spørgsmål ville komme i den næste bog, men i stedet tager Marie-Louise Rønning endnu engang fusen på sin læser og slutter med en cliffhanger. Mørkets sagnfugl er en skøn fortsættelse til det fantasyeventyr, der startede med Tusmørkebørn og tager sin læser med rundt i Europa, i skjulte verdener hvor alliancer smedes og brydes hurtigere end man kan nå at blinke, og det ondes magt tilsyneladende ikke kender nogen grænser. Desuden har serien med denne her bog bevæget sig længere væk fra at være kun en vampyrhistorie, end den allerede var, og cementere, at det ikke blot er en ny Twilight, men en vellykket og velskreven fantasy i sin egen ret. Jeg kan ikke lade være med at anbefale den her serie, hvis nogen spørger mig om vampyrbøger eller dansk fantasy.


søndag den 17. juni 2018

The Darkest Minds (The Darkest Minds #1) af Alexandra Bracken

 
The Darkest Minds (The Darkest Minds #1) af Alexandra Bracken. Udgivet af Disney Hyperion i 2013, først udgivet i 2012.

When Ruby woke up on her tenth birthday, something about her had changed. Something frightening enough to make her parents lock her in the garage and call the police. Something that got her sent to Thurmond, a brutal government “rehabilitation camp.” She might have survived the mysterious disease that had killed most of America’s children, but she and the others emerged with something far worse: frightening abilities they could not control.

Now sixteen, Ruby is one of the dangerous ones. When the truth comes out, Ruby barely escapes Thurmond with her life. She is on the run, desperate to find the only safe haven left for kids like her—East River. She joins a group of kids who have escaped their own camp. Liam, their brave leader, is falling hard for Ruby. But no matter how much she aches for him, Ruby can’t risk getting close. Not after what happened to her parents. When they arrive at East River, nothing is as it seems, least of all its mysterious leader. But there are other forces at work, people who will stop at nothing to use Ruby in their fight against the government. Ruby will be faced with a terrible choice, one that may mean giving up her only chance at having a life worth living.
Det er anden gang, at jeg læser Alexandra Brackens The Darkest Minds og den er på ingen måde blevet dårligere siden sidst. Da jeg første gang hørte om bogen blev jeg draget ind af beskrivelsen om superkræfter og noget der fik mig til at tænke på antihelte, og det dystopiske univers, der udfoldede sig i siderne var mere end det, jeg håbede på. Denne her gang har jeg genlæst bogen for at blive klar til at læse den sidste bog i serien, som jeg af en eller anden grund aldrig har læst endnu. Og så fordi The Darkest Minds bliver filmatiseret og kommer til august og jeg glæder mig virkelig meget til at se denne her historie udfolde sig på det store lærred også. 

Det slår mig, når jeg læser denne her bog, at den som mange andre dystopiske ungdomsbøger fra USA har fokus på netop kun USA og lader til at glemme verden udenfor en smule. Det er ikke helt korrekt for The Darkest Minds, for der bliver meget kort omtalt hvordan andre dele af verden reagerer på det, der sker u America, da den mystiske IAAN virus begynder at sprede sig. Jeg håber, at det er fordi der er en mening med det, for det undrer mig lidt for ofte, at det nærmest virker som om resten af verden ikke eksisterer.

I det hele taget er det meget, der ikke eksisterer i The Darkest Minds. Samfundet er mere eller mindre brudt sammen, folk og staten er ”broke as a joke”, ifølge Chubs, en af karaktererne, vi møder i bogen og mest af alt er det som om hovedpersonerne ikke eksisterer. I hvert fald i det omfang, at det lader til at samfundet glemmer alt om dem, når først de bliver anbragt i lejren. Det er uden tvivl lettere for forældre og venner (de, der er overlevne, hvilket sandsynligvis ville betyde en billet direkte til en anden lejr til dem også), at lade som om de ikke eksisterer og lukke øjnene for det, der foregår. Eller det, de tror, der foregår.

Ruby finder ret hurtigt ud af, at der ikke er meget, der er som det ser ud til at være. Og sådan er det hele vejen igennem bogen lige til den noget overraskende slutning, der stadig gør lige så ondt at læse i dag som den gjorde for snart tre år siden. Men en af de ting, jeg godt kan lide ved Ruby er, at på trods af hvor bange hun er, hvor rædselsslagen tankerne om fortiden og minderne fra Thurmond lejren gør hende, så giver hun ikke op. Hun er fast besluttet på først at finde den ene person, hun stadig tror på holder af hende, siden på at finde det sted, hvor hun måske kan få lov til at leve i fred og så på at lære at kontrollere hendes overnaturlige evner, der måske er det, der skræmmer hende mest af alt. Hvilket man også forstår, efterhånden som det går op for en, hvad det er, hun kan. Allerede som 10-årig ved Ruby, at det er vigtigt at hun holder sine evner skjult og i 6 år går det okay. Kun okay. På trods af en ret afbrudt skolegang og det faktum, at hun har været indespærret i næsten halvdelen af sit liv, er Ruby en overraskende velfungerende person, dog med sine svage sider. Rent tilfældigt møder hun de tre andre børn/teenagere, Su, Chubs og Liam og da de alle er på flugt fra voksne, der enten frygter deres kræfter eller ved udnytte dem, holder de sammen og begiver sig mod det sted, hvor det rygtes, at børn som dem kan leve i fred. Venskabet imellem Ruby og de tre andre er langt fra enkelt og får en noget skæv start, hvor ingen rigtig stoler på hinanden.

Men det kommer, langsomt, og Ruby og de andre karakterer begynder at folde sig mere ud. Det bliver ikke helt ekspliciteret hvad det er, de fleste af børnene kan, men de evner, der bliver vist, der både skræmmende og fascinerende. Men det karaktererne bagved, der interesserer mig mest. Jeg kan godt lige Ruby, på trods af hendes fantastiske evne til at udskyde beslutninger og valg baseret på hvad hun tror andre mener, i stedet for bare at spørge. Jeg vil ikke helt kalde nogen af dem antihelte, i hvert fald ikke endnu, men der går lang tid før Ruby holder op med at se sig selv som et monster på grund af det hun kan, det hun har gjort. De andre karakterer er lidt mindre udpenslet i denne her bog, men især Su og hendes venskab med henholdsvis Ruby og Liam er en af de ting, jeg virkelig nyder ved bogen. Jeg er sikker på, at karaktererne nok skal få mere plads til at udfolde sig i takt med at universet kommer mere på plads.

Det er langt fra alle superkræfter-historier, jeg bryder mig om. Alt for ofte bliver den en ensidet historie om det udelukkende godes sejr over det ultimative onde og jeg kan virkelig godt lide nuanceringerne. Alexandra Brackens The Darkest Minds er ikke kun starten på en lovende serie, men skriver sig ind i selskab med bøger som Brandon Sandersons Stålhjerte og Marie Lus The Young Elites (selv om jeg faktisk mener, at sidstnævnte udkom senere end TDM) og leverer en på mange måder skræmmende historie om at stå ved den man er og at kæmpe for at hjælpe andre, når ingen andre vil. Jeg er så spændt på at se, hvor denne her spændende og tankevækkende fortælling fører hen og jeg er specielt spændt på at se, hvad der sker efter den ret bittersøde slutning. The Darkest Minds er en fantastisk fantasybog til både unge og ældre og byder på mange overraskelser og et hold af karakterer, der bliver spændende at følge.

lørdag den 16. juni 2018

Knivens stemme (Chaos Walking #1) af Patrick Ness

 
Knivens stemme (Chaos Walking #1) af Patrick Ness. Oversat af Elisabeth Kiertzner. Udgivet af CarlsenPuls i 2018, først udgivet i 2008 med titlen The Knife of Never Letting Go.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget CarlsenPuls.

Prentisstown er ikke en by som alle andre. Her kan alle nemlig høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af Støj.

En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd til en mand, opdager han sammen med sin hund, Manchee (hvis tanker, Todd også kan høre - om han vil det eller ej), et område med total stilhed. De opdager, at byen, hvor privatliv er umuligt, gemmer på en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed så grusom, at Todd og Manchee må flygte, hvis de vil gøre sig håb om at overleve.
Okay, lad mig starte med en ting, jeg virkelig ikke forstår. Hvordan i al verden kan det have taget 10 år, før denne her bog udkom på dansk? Jeg er så glad for, at det endelig sker, for jeg har set på de her bøger virkelig længe og endelig har jeg fået den læst. Jo, jeg kunne have læst den på engelsk, men det er ikke min pointe her. Min pointe er, at det virkelig er på tide, at den her serie kommer på dansk og jeg håber, at der er mange, der vil få glæde af den. For det var en overraskende læseoplevelse, der holdt mig hen i spænding til det sidste og jeg så slet ikke det overraskende slutning komme.

Først og fremmest er der præmisset for denne her bog: en lille by, hvor alle kan høre hinandens tanker. Hele tiden. Alene tanken gør mig utilpas, jeg kan på ingen måde forestille mig, at det ville være en positiv oplevelse og jeg spoiler ikke for meget ved at sige, at det er det heller ikke. Det viser sig hurtigt, at der er virkelig meget på spil i denne her bog og bagsideteksten afslører ikke, hvor omfattende det egentlig er. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først var gået i gang og jeg synes egentlig det er ret godt gået af en historie, der er så gammel. Den føles slet ikke som om den er skrevet for 10 år siden og er mindst lige så relevant i dag som dengang. Ganske langsomt bliver læseren introduceret til, hvad det er, der foregår i denne her by og da det hele sker igennem hovedpersonen Todd, er det ret interessant hvad han er for en type.

Der er en ting, der krævede lidt tilvænning fra min side og det er den måde, bogen er skrevet på. Den bærer nemlig meget tydeligt præg af, at Todd aldrig har fået noget rigtig uddannelse og derfor ikke har noget begreb om hverken grammatik eller stavemåder og derfor er mange af hans tanker rent talesprog, der er skrevet ud som man siger det, hvilket nogle gange gjorde det lidt svært at forstå. Ikke fordi der bliver brugt svære ord, men når mange ord pludselig bliver stavet anderledes, tog det mig et øjeblik at opdage, at det var nemmere at læse dem højt. En anden ting var dog det grammatiske, det var sværere forstå, fordi det var mindre tydeligt og ofte havde noget med ordvalget eller ordstillingen at gøre. Da jeg ikke har læst den engelske udgave, ved jeg ikke hvad oversættere har haft at arbejde med, men jeg synes det fortjener ros, for det må have været et kæmpe arbejde at finde ud af hvordan man oversætter det, så meningen ikke går tabt, specielt når sproget bliver forkert på den her måde. En anden ting, jeg synes var ret fedt, er den visuelle repræsentation af Støjen, som findes flere gange i bogen. For at vise mange myldrende tanker fra alle omkring Todd på en gang, brydes teksten og tankerne står med store og mere håndskreven agtigt skrift oven i hinanden og på kryds og tværs, i forskellige størrelser og kan ved første øjekast ligne en kæmpe krusedulle. Det er et virkelig passende udtryk for Støjen som jeg forestillede mig den: et stort kaos af tanker i et kæmpe virvar og hvis man skal finde en bestemt, må man nærlæse siderne og finde frem til de rigtige ord. Det er som om det er begyndt at ske mere og mere, at man benytter sig af visuelle repræsentationer af noget i teksten for at illustrere det for læseren, men det er altså ikke en ny teknik. Det fungerer virkelig godt her og er med til at give læseren en følelse af forvirring og kaos.

Men Todd er en ret skøn karakter, som jeg havde svært ved ikke at holde af. Han er meget ligefrem og åben, hvilket sikkert skyldes at han er født ind i en verden, hvor alle kan høre alles tanker; så giver det ingen mening at forsøge at lyve eller skjule sig. Selv om Todd påpeger, at alle gør begge dele alligevel. Det er muligt at lyve i Støjen, man skal bare vide hvordan. Todd er en ret uskyldig dreng, få uger fra sin 13 års fødselsdag, men på mange punkter føltes han for mig som en både ældre og yngre dreng. Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det, men det er som om hans sprog gør ham yngre i personlighed, og hans handlinger gør ham ældre. Under alle omstændigheder elskede jeg hans og Manchees forhold og jeg vidste ikke, at det ville være så sjovt at høre en hunds tanker.

Omkring selve handlingen vil jeg forsøge at sige så lidt som muligt, så jeg ikke spoiler nogen. For der er virkelig en del plottwists undervejs i denne her historie og den fungerer bedst, hvis man ikke kender plottet på forhånd. De mange sider forsvandt mellem mine hænder mens man fulgte Todds og Manchees flugt fra den eneste verden, de nogensinde har kendt. Og alle de regler og kendsgerninger, de har levet med hele livet. Alting bliver vendt op og ned og i de sidste ret actionfyldte sider blev jeg suget helt ind i handlingen. Bogen slutter på noget af en cliffhanger, en ret stor en der ligger direkte op til en efterfølger og jeg sad paf tilbage og tænkte, at jeg måtte have misforstået noget eller overset noget. Og der gik det op for mig, at Patrick Ness har skrevet en historie, der på mange måder er bygget op til at snyde sin læser. På den gode måde. Mærkværdigt nok elskede jeg slutningen, selv om den efterlod mig med virkelig mange spørgsmål og en unægteligt stor tørst efter mere. Knivens stemme er ikke bare en dystopisk ungdomsroman, det er en bog, der fik mig til at tænke over hvordan man behandler andre, hvordan samfund, der ligner hinanden på flere punkter kan være så forskellige og meget mere. Den er underholdende og fængslende og lod mig ikke slippe bogens univers, før jeg var færdig med den sidste side. Det er bestemt på tide, at Knivens stemme kommer på dansk og jeg glæder mig til den næste bog i serien, for jeg har slet ikke fået nok af de her karakterer og deres verden og jeg har så mange spørgsmål endnu. Jeg kan sagtens se både unge og ældre læsere fordybe sig i denne her bog.

fredag den 15. juni 2018

Moderlandets drage (Transformationsmaskinen #2) af Nikolaj Johansen

 
Moderlandets drage (Transformationsmaskinen #2) af Nikolaj Johansen. Udgivet af Calibat i 2018. 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Calibat.
Læs min anmeldelse af den første bog her: Transformationsmaskinen.

Imperiet Eire slår sprækker, og det er kun et spørgsmål om tid, før riget bliver badet i blod.
Argone og hans venner er på flugt fra imperiets soldater. Kaptajn Kavanaugh vil have hans hoved på et fad, men da alt håb synes ude, kommer der uventet hjælp fra de indfødtes land ...
Moderlandets drage er andet bind i steampunk-trilogien om revolutionen i Eire, en hæsblæsende fortælling om venskab og om at finde sin egen vej.
Moderlandets drage er efterfølgeren til Nikolaj Johansens Transformationsmaskinen og jeg har glædet mig ret meget til at læse den. Lige som den første, er det første udkast skrevet til NaNoWriMo, hvilket jeg egentlig kun ved, fordi jeg mere end en gang har siddet ved samme bord på Odense Centralbibliotek som Nikolaj og skrevet i flere timer. Men det er faktisk ikke meget, jeg har har vidst om bogen på forhånd og det var jeg ret glad for.

I denne her bog sætter vi tempoet lidt ned fra den første bog. Eires steampunk version af koloniseringsperioden får lov til at udfolde sig mere og det er brugt mere tid på at udvikle hovedpersonener. Efter de voldsomme oplevelser i den første bogs døgns tid, er den ragtag gruppe af outsidere spredt for alle vinde, nogen er på flugt, nogen gemmer sig og nogen prøver at vende tilbage til en tilværelse der ligner den, de havde før. Jeg nød virkelig meget at se karaktererne udfolde sig mere og selv om jeg blev mere og mere irriteret på Argone, der tilsyneladende slet ikke forstår de mennesker, han vil skabe en revolution for og hans ret klodsede handlinger fik mig til at blive ret forvirret over, hvem han er. Forstået på den måde, at han i den første bog ikke virkede på mig som denne her klodsede type, der gang på gang siger eller gør den helt forkerte ting, fordi han har for travlt med sin egen agenda og lidt glemmer andre menneskers vilje. Til gengæld nød jeg gensynet med Eamonn, selv om han også irriterede mig lidt, mest fordi det store plottwist i bogen for mig virkede ret åbenlyst og det skete lige under hans næse. Men jeg kan også godt forstå ham, når han bliver optaget af at forsøge at redde dem, han opdager er taget til fange og har hårdt brug for hjælp.

Der er mere fantasy over denne her bog end der var over den første, der var mere steampunk. Egentlig virker opdelingen ret mærkelig for mig, men steampunk er mere science-fiction agtig end ren fantasy. Introduktionen af drager ind i det her univers er et af de helt store fantasy elementer, men det er ikke fordi steampunk-siden er blevet glemt og der er bestemt stadig opfindelser af både god og ond oprindelse og karakter. Grunden til at den føles mere som fantasy end science-fiction er nok, at der er mere fokus på karakter og verdensopbygning end på kampen mod monsterrobotter, der fyldte hele den første bog. At tempoet er blevet sat ned, bliver tydeligt i den måde, historien er fortalt på. Hvor den første bog foregår over et hæsblæsende og ufatteligt actionfyldt døgn, strækker Moderlandets drage sig over længere tid, hvilket giver tid til at karaktererne kan nå at reflektere over deres handlinger. Jeg nød bogen på baggrund af denne refleksion, fordi det gav karaktererne mulighed for at udvikle sig mere og blive mere deres egne personer end de var tidligere. Det er en personlig preference, jeg holdt meget af det høje tempo og action i Transformationsmaskinen, men jeg blev glad for, at de to bøger adskiller sig fra hinanden på dette punkt.

Jeg håber, at der snart kommer en slutning på serien, for jeg spoiler ikke for meget om serien ved at sige, at Moderlandets drage slutter på lidt af en cliffhanger - og jeg vil vide mere. Jeg kan klart anbefale serien til steampunkfans, og actionglade læsere, for der sker rigtig meget, også i denne her bog. Og som det sidste vil jeg gerne lige knytte en kommentar til den forside, for den er virkelig flot og der sker rigtig meget i den. Jeg er spændt på, om den sidste forside lever lige så godt op til indholdet som denne her gør. Forsiden lover et spændende eventyr med drager og maskiner og kampscener, der får en til at føle sig helt forpustet - og leverer lige præcis dette på skøn vis.

mandag den 11. juni 2018

The Hate U Give af Angie Thomas

 
The Hate U Give af Angie Thomas. Udgivet af Walker Books i 2017.

Sixteen-year-old Starr lives in two worlds: the poor neighbourhood where she was born and raised and her posh high school in the suburbs. The uneasy balance between them is shattered when Starr is the only witness to the fatal shooting of her unarmed best friend, Khalil, by a police officer. Now what Starr says could destroy her community. It could also get her killed.

Inspired by the Black Lives Matter movement, this is a powerful and gripping YA novel about one girl's struggle for justice.
The Hate U Give er en af de bøger, jeg hørte allermest om sidste år. Og jeg har nok udskudt det lidt  rent faktisk at læse den præcis af den årsag. For jeg ville for alt i verden ikke risikere, at bogen ikke kunne leve op til mine forventninger. Jeg havde ikke behøvet at være bekymret. Angie Thomas' bog er et uhyggeligt øjebliksbillede, et skræmmende portræt af tiden i dag og en historie, man har hørt alt for ofte i nyhederne, på sociale medier og som aldrig holder op med at være relevant. Desværre kan man måske sige.

Starrs historie er langt fra ensidig, og selv om hele handlingen omkring Khalils mord er det, der fylder mest i bogen og ikke mindst i bogens budskab, så handler The Hate U Give lige så meget om Starr. Da hun bevidner Khalils mord, kollapser hendes verden på flere punkter. I hendes nabolag er det langt fra første gang, at en uskyldig sort mand er blevet skudt uden grund og man kan mærke frustrationen i de forskellige karakterer både igennem deres handlinger, optøjer, vrede demonstrationer og udtalelser, men også i det, de ikke gør. Selv om det er frustrerende at læse om, hvordan Starr tøver med at fortælle hvad hun vil, og på ingen måde vil stå frem offentligt, så forstod jeg godt hvorfor hun er bange. Starr har i lang tid haft to liv, hun skifter imellem, hun er som to personer og opfører sig på en måde, når hun er hjemme, i sit sort nabolag, med de naboer, hun ikke længere føler sig helt hjemme iblandt, efter hun og hendes lillebror er blevet sendt på en anden skole længere væk. En hvid skole. Som en ud af kun 2 sorte elever på hendes årgang er Starr fast besluttet på ikke at opføre sig som en stereotypisk "black gangster girl". Så meget, så det kan ses i sproget, hvor Thomas tydeliggør den forskel og den anstrengelse, Starr præsterer. Khalils mord får de to liv til at kollidere, hendes hvide venner hører om mordet i nyhederne og det er lidt af en øjenåbner, når Thomas ganske let viser sin læser, hvordan nyhedernes udsendelser nemt kan vendes og fordrejes og jeg delte Starrs frustration over, hvordan Khalil blev omtalt. Men kollisionen fører også til en ny erkendelse for Starr, omend det tager lang tid, om hvorfor hun prøver at holde de to liv adskilt, de to versioner af Starr. Temaerne og handlingerne fylder meget i bogen, og derfor blev jeg glad for, at Thomas stadig har brug tid på at udvikle sine karakterer og give dem en baggrund, sådan at de ikke er de samme i starten af bogen, som de er i slutningen. Jeg tænkte længe på Starr og hendes brødre, hendes meget sammensatte og indviklede familie, og hendes veninder. Og DeVante og Chris. I det hele taget tænker jeg virkelig meget på The Hate U Give efter jeg har læst den.

Det er en ungdomsbog, og under det store tema, ligger andre ungdomsbekymringer og bliver skubbet til side til fordel for de store spørgsmål. Og jeg vil bestemt mene, at det her er en bog, der kan læses af voksne lige så let som teenagere. Spørgsmålene om retfærdighed, sandhed, familie og meget andet er mindst lige så vigtige for voksne. Man må ikke affeje bogen som en ungdomsbog uden dybde, det ville være en kæmpe misforståelse. The Hate U Give er personlig og politisk og mest af alt en af de vigtigste bøger, jeg længe har læst. Hele bogen er en følelsesmæssig rutsjebanetur, men både vrede og frustration, sorg og skyldfølelse, præger Starrs historie og det smitter af på læseren. Man får lyst til at forsøge at ændre verden. Jeg fik lyst til at forsøge at ændre verden. Men måske skal man starte med at ændre sig selv, sin egen opfattelse. I dag er The Hate U Give en historie, der lige så godt kunne være virkelig. På en eller anden måde er den virkelig, på trods af de fiktive elementer. Det er langt fra sidste gang, jeg har læst bogen og jeg forstår godt, at den har ligget på bestsellerlisten i mere end 30 uger i træk, da den udkom. The Hate U Give er en sjælden skarp og relevant ungdomsroman, og gør ondt præcis der hvor den skal.

lørdag den 9. juni 2018

Sprækker i virkeligheden af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum

 
Sprækker i virkeligheden af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. Udgivet af Forlaget Facet i 2018.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.

"Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.
Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun."

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.

Det er altid svært for mig at bedømme en novellesamling, for det at lave en samlet bedømmelse af flere historier betyder, at det bliver lidt af et gennemsnit. Og sådan har jeg det virkelig med Sprækker i virkeligheden. Der er nogle af novellerne, der ramte mig helt rigtig og fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen som min fantasi løb af med mig og nogle der ikke sagde mig noget overhovedet og igen nogen, der var midt i mellem. Faktisk havde jeg det så blandet med bogen som helhed, at jeg har læst den igennem tre gange, før jeg gik i gang med at skrive denne her anmeldelse for på den måde at prøve at sætte fingeren på, hvad det er, der gør at nogle af historierne virker for mig og andre ikke gør.

Begge disse forfattere har et ret imponerende bagkatalog af udgivelser bag sig, der er listet i bogen og vidner om, at både Camilla Wandahl og Caroline Ørsum har skrevet meget. Men jeg ved ikke hvor meget af det, de har skrevet, bevæger sig inden for den samme genre som disse noveller. Jeg vil ikke kun klassificere bogen som fantasy, for det dækker ikke over alle novellerne. På trods af at der kun er 8 noveller i bogen spænder de faktisk ret bredt og handler både om søuhyrer, mobning, sysnbedrag, liv og død og vakler alle sammen på kanten mellem virkelighed og fantasi. Sprækker i virkeligheden er en velvalgt titel, for de 8 noveller udgør hver især deres egen sprække, som læseren langsomt kan se ind igennem og åbne op.

Selv om det ikke er hele bogen, der havde samme effekt for mig, så kan jeg godt forstå princippet bag historierne og hvordan de alle sammen ikke bare lægger op til, men på sin vis kræver at læseren er med og selv er med til at tolke, hvordan de alle meget åbne slutninger ender og hvad der videre sker. Nogle gange endda hvad der egentlig er sket i historien. Sådan en tanke faldt mig først ind, da jeg genlæste bogen og lod mine tanker flyve meget mere og på den måde blev mere involveret i forståelsen af plottet. Og derfor vil jeg helt bestemt anbefale bogen til læsere, der elsker fantasifulde fortællinger, til læsere der kan lide at lade sig rive med at plots og åbne slutninger de kan digte med på. For der rammer Wandahl og Ørsum noget rigtig godt, især til de læsere, der er lidt yngre end jeg selv er og for hvem jeg tror at de her fantasifulde idéer vill sætte gang i fantasien.

fredag den 8. juni 2018

The Gentleman's Guide to Vice and Virtue (Guide #1) af Mackenzi Lee

 
The Gentleman's Guide to Vice and Virtue (Guide #1) af Mackenzi Lee. Udgivet af Harper Collins i 2017. Lydbog hørt hos Mofibo.

Henry "Monty" Montague doesn't care that his roguish passions are far from suitable for the gentleman he was born to be. But as Monty embarks on his grand tour of Europe, his quest for a life filled with pleasure and vice are in danger of coming to an end. Not only does his father expect him to take over the family's estate upon his return, but Monty is also nursing an impossible crush on his best friend and traveling companion, Percy.
So Monty vows to make this yearlong escapade one last hedonistic hurrah and flirt with Percy from Paris to Rome. But when one of Monty's reckless decisions turns their trip abroad into a harrowing manhunt, it calls into question everything he knows, including his relationship with the boy he adores.
Witty, dazzling, and intriguing at every turn, The Gentleman's Guide to Vice and Virtue is an irresistible romp that explores the undeniably fine lines between friendship and love.

Hvis der er en bog, der overraskede mig ret meget, så er det The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue. For den historie, jeg troede, jeg ville få, var så langt fra den, jeg fik. Det kan være hit or miss, når en bog på den måde viser sig at skifte spor helt og aldeles og give sin læser en helt anden oplevelse end den, man forventer. I det her tilfælde var det en klar succes for mig.

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue foregår i den historiske periode kaldet ”regency”. Den periode i britisk historie falder ind mellem to meget konservative perioder, og et af kendetegnene er den større personlig frihed og løssluppenhed. Til at begynde med virker historien som en typisk YA historie om et ønske om at rykke sig ud af forældrenes skygge og være sin egen person, og samfundets forventninger. Men der går ikke særligt lang tid, før det hele tager en drastisk ændring, og historien om personlig udvikling og en spændende rejse igennem Europa forvandles til et stort mysterium om en lille bitte æske, en flugt for at bevare livet og samtidig et virkeligt skræmmende spørgsmål om, hvad det vil sige at elske, hvor meget man skal ofre for den man elsker og mest af alt, hvordan man lærer at elske den person, man selv er. Pirater, science-fiction intriger, løgne og skuespil fører handlingen frem i et spændende tempo. The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue er en bog, man selv skal opleve og ikke en, jeg vil spoile det hele af.

Hele bogens set-up bygger på dens karakter og der er så mange at tage fat i, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte. Mackenzie Lee skriver fantastiske karakterer. Hovedpersonen Monty er langt fra en perfekt ung mand, faktisk er han lidt at en irriterende nar, en opblæst og til tider ret hovedløst arrogant og stolt mand, men jeg kan ikke lade være med at holde af ham på trods af hans mangler og hans decideret spektakulært dårlige beslutninger gang på gang. For Monty er der ikke noget, han ikke vil gøre for dem han elsker. Det er meget få mennesker, han stoler på nok til at elske dem, men når han gør det, er det så hovedløst og opslugende, at han er villig til at gå til yderligheder for sin lillesøster Felicity og sin bedste ven Percy. De to, specielt Felicity, er lige ved at overtage spotlightet i løbet af bogen, for hun er en ung pige med ben i næsen og mere mod end de fleste andre. Typisk for den tidsperiode, bogen er sat i, har samfundet en idé om, hvordan hendes liv skal være – og hun har en anden. Uden hende ville Monty og Percy være fortabte mere end en gang. Percy derimod er en karakter, der flere gange afslører en ny hemmelighed om sig selv, der føjer nye lag til hans karakter og til hans og Montys venskab. Hver især har de tre karakterer deres at slås med, Monty kan ikke se nogen mening med livet ud over gambling, druk og ikke mindst kvinder og mænd. Sidstnævnte har endnu en gang fået ham smidt ud af en prestigefyldt skole, da bogen starter, og han tilbringer tiden på sin fars gods med at gemme sig for farens vrede og hans knytnæver. Percy er søn af et forhold mellem en hvid mand og en sort kvinde, og har arvet den mørke hudfarve, hvilken har været kilde til konstante ydmygende bemærkninger og nedsættende kommentarer fra hans var ganske lille. Det smertelige er, at Percy har affundet sig med det, og det er Monty, der gang på gang forsvarer Percy og ønsker, at han ville gøre det samme. Som sagt er det disse tre karakterer, der bærer historien og de gør det fantastisk. I The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue er der plads til både karakterudvikling og massiv handling, og jeg nød at læse den så meget, at den er kommet direkte på min ønskeliste. Jeg kan kun anbefale bogen til dem, der interesserer sig for historisk YA, en genre, der ikke er særligt udbredt, men som med denne her bog forhåbentlig får noget mere opmærksomhed.

mandag den 4. juni 2018

Chanceløs (Game On #2) af Kristen Callihan

 
Chanceløs (Game On #2) af Kristen Callihan. Oversat af Merete Rostrup Fleischer, oplæst af Laura Drasbæk og Ari Alexander. Udgivet af Flamingo i 2018, oprindelig udgivet i 2015 med titlen The Friend Zone. Lydbog hørt hos Mofibo.

Anmeldelse af den første bog i serien: Sendt til tælling.

GrayG: Jeg føler, jeg kan fortælle dig alt. 
Ivymac: Det kan du. Sådan er det med venner.
GrayG: Jeg har aldrig været venner med en pige før.
Ivymac: Jeg er beæret over at være den første. 
Der er intet i verden, footballspilleren Gray har mindre lyst til end at køre rundt i sin agents datters tyggegummilyserøde bil. Men han har brug for et køretøj, og hun er på udveksling. En indædt sms, hvor hun truer ham med, hvad der sker, hvis han ødelægger hendes elskede bil, bliver starten på et overraskende venskab. Gray er en player og ikke til seriøse forhold, men pludselig er sms-samtalerne med Ivy dagens højdepunkt. Og Ivy kommer snart hjem fra udveksling …Ivy har to regler: Hun dater ikke sine venner, og hun dater ikke sin fars klienter. Men det kræver alt hendes selvdisciplin ikke at bryde begge regler, for Gray er fast besluttet på at forføre hende og bruger alle sine tricks for at få hende til at give ham og kærligheden en chance. Og hendes bedste ven er hurtigt ved at blive den mest uimodståelige fyr, hun nogensinde har mødt…Chanceløs er sprudlende, sexet collegeromance om den fine grænse mellem venskab og kærlighed. Latterfremkaldende dialoger, sydende hed sex og lækre footballspillere. What’s not to like?
Efter at have læst den første bog i Game On serien, var jeg helt klar på at fortsætte serien. Chanceløs er den uafhængige fortsættelse af Sendt til tælling, og handler om Ivy og Gray. På mange måde spiller bogen på klichéerne for NA genren, og for romance generelt, og historien om collegefootballspilleren Gray, stjerne og naturligvis med et ualmindeligt udseende og Ivy, datter af en karriereminded, ret forsømmende sportsagent af en far er en vellykket bog, på trods af klichéerne.

For at tackle dem først, så har Chanceløs et ret fast greb om den klassiske "drenge og piger kan ikke være venner"-trope og selv om det kan være uoriginalt ikke at gøre op med den, er det ikke noget, der gør bogen dårlig. Faktisk synes jeg, at Kristen Callihan er god til at skrive en historie, hvor venner-til-kærester forholdet føles rigtigt. Jeg heppede på Ivy og Gray hele vejen igennem, og derfor kunne det godt blive ret trist en gang i mellem at plottet forfalder til miskommunikation og ikke mindst mangel på kommunikation. Jeg kan godt forstå hvorfor, det er bestemt ikke derfor og det er det, der gør Ivy og Gray til så fantastiske karakterer. For selv om deres handlinger tit tider frustrerede mig, så forstår jeg godt hvorfor de gør, som de gør. Selv om det kan lyde sådan, så skal det ikke forstås, at jeg ikke bryder mig om bogen på grund af dens kliché-baggrund. For det fungerer virkelig godt, det er ikke noget spørgsmål om, at Ivy og Gray begge to er interesserede i hinanden og i at få det til at virke, men som i virkeligheden sker der en masse udforudsete ting, der komplicerer historien. Kristen Callihans styrke i denne her bog er karaktererne, ikke kun de to hovedpersoner, men også bipersonerne, især kom jeg til at holde af Ivys søster Fiona og jeg blev virkelig glad for at finde ud af at hun er hovedperson i bog tre. I Chanceløs fungerer de klassiske troper, fordi de bliver blandet med andre elementer og det viser sig, at der bliver fortalt en anden og større historie en det besværlige ved at falde for en af sine venner, og ikke forfalder til ren forudsigelighed.

Og jeg kan virkelig, virkelig godt lide denne her bog. For mig er den første bog stadig den bedste af de to, men Chanceløs er en virkelig medrivende og forførende bog at læse, og jeg er nødt til at rose de to danske oplæsere for den måde, de levendegør Ivy og Gray i lydbogen. Især den mandlige oplæser fik Gray til at fremstå som en helt fantastisk karakter, både når han var fjollet, morsom eller endda irriterende. Når jeg lyttede til bogen, var jeg helt opslugt af historien og glemte tid og sted. Den var både sjov og spændende og der skete flere ting, der overraskede mig positivt.

Efterhånden kan man godt sige, at jeg er virkelig hooked på denne her NA/college romance genre og Chanceløs er bestemt en anbefalelsesværdig tilføjelse til genren. Hvis man er interesseret i en lethjertet sommerbog, vil Chanceløs overraske en, for den er både let og sensuel, samtidig med at der er noget på spil og begge karakterer må arbjede med store spørgsmål. Jeg er kæmpe fan af Kristen Callihans serie og jeg glæder mig til at læse den tredje bog snart.

fredag den 1. juni 2018

Transformationsmaskinen (Transformationsmaskinen #1) af Nikolaj Johansen

 
Transformationsmaskinen (Transformationsmaskinen #1) af Nikolaj Johansen. Udgivet af Forlaget Calibat i 2016.

”Argone hørte dragens tænder knage, før de smækkede sammen foran ham, og de sidste rester af sollys forsvandt. Det mekaniske uhyre havde slugt ham.”

Sammen med en præst, en kriger, en opfinder og en listetyv tager oprøreren Argone de Bellegarde kampen op mod de morderiske robotter, som pludselig angriber hans by. Jagten fører dem både gennem mørke gyder og storslåede luftskibe. Argone er overbevist om, at soldaterne fra Eire står bag, men sandheden kan vise sig at være endnu mere rædselsvækkende …

Transformationsmaskinen er et forrygende steam-punk-eventyr om mod og maskiner.

Med Transformationsmaskinen bevæger vi os ind i det helt særligt univers. Det er ikke mange steampunk-bøger, jeg har læst endnu, men i det her tilfælde har Nikolaj Johansen skrevet en bog, der på mange måder er en virkelig godt billede på genren. Den særlige blanding af historie og teknologi, der kendetegner genren bliver i Transformationsmaskinen tilsat et actionfyldt eventyr, hvor der knapt nok er tid til at stoppe op og trække vejret. Også for karaktererne. Faktisk var det for mig lidt underligt, at det gik så stærkt, for universet er noget ret unikt og det var for mig ret forvirrende at blive kastet direkte ind i handlingen. Fordi der aldrig rigtig var tid til at stoppe op og lære mere om universet, havde jeg svært ved at forstå, hvad det er, Argone de Bellegarde gør oprør imod, der er masser af referencer til andre steder og en lang historie, men de blev lidt for ofte overskygget af handlingen. De betød at jeg ikke rigtig havde investeret noget i de Bellegardes revolution, før det for alvor blev tydeligt, at der var noget helt galt i det samfund, han prøver at befri.

Det er egentlig ikke noget, jeg vil mene er en svag side af bogen, for den lægger op til et hæsblæsende eventyr, hvor karakterer må flygte for deres liv. Og selve steampunk-elementet, de underligt levende robotter der dræber alt på deres vej, er mareridtsagtige og fungerer virkelig godt. De er nemme at forestille sig ud fra beskrivelserne, men jeg tror ikke engang at min fantasi kan leve op til det, det kunne blive til hvis man feks. filmatiserede dem. Monsterrobotterne er et af bogens stærkeste sider, for det står helt klart, at de er livsfarlige og samtidig afslører de afsluttende kapitler en dybere side af dem, der kom bag på mig og fik det til at stikke i mit hjerte. Og det er derfor, bogen ikke skuffer, selvom den er forvirrende, for det er ikke en længere historisk roman, hvor baggrunden for den nuværende situation skal udforskes. Det er action og handling og øjeblikkelige beslutninger med store konsekvenser. Det er overraskende plottwists og et løfte om et spændende univers, der forhåbentligt udvides og uddybes mere i de næste bøger.

Den lille gruppe af hovedpersoner er en meget blandet flok. Selv efter flere uger er der stadig øjeblikke, der står klart for mig, når jeg tænker på bogen og jeg kunne ikke lade være med at holde af krigeren Rosheen og præsten Eamonn, men desværre følte jeg ikke den samme forståelse over for hovedpersonen Argone de Bellegarde. Jeg tror det har meget at gøre med hans meget diffuse motivation, der ligger bag ved hans originale plan om at starte en revolution. Da han midlertidigt lægger revolutionen på hylden for at redde både sit og så mange andres liv som muligt, fik hans ligesom også mere personlighed, men han stjal aldrig rigtig showet helt.

Jeg er ret imponeret over Transformationsmaskinen. Det er en ret hurtigt læst bog, hvor der sker virkelig meget og man keder sig ikke under læsningen. Og samtidig er der visse detaljer, der vidner om en interessant mulig problemstilling i fremtiden, og jeg er efterladt med spørgsmålet om, hvad man kan tillade sig for frihed. Transformationsmaskinen er en skøn læseoplevelse, især hvis man er interesseret i steampunk-genren og til dem, der er til action og velskrevne kampscener. Jeg vil især anbefale bogen til drenge, for hvem jeg tror bogen har alle de rigtige elementer, men piger kan altså også godt være med.
 

Template by BloggerCandy.com