torsdag den 22. februar 2018

Stenløvens brøl (Krøniken om Morika #3) af Sidsel Sander Mittet

 
Stenløvens brøl (Krøniken om Morika #3) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Forlaget Facet i 2018.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.
Find mine anmeldelser af de to første bøger her: Sandsnogens bid og Solbiens brod.
Find mine anmeldelser af den første trilogi, Morika, her: Rent blod, Vildhunden & panteren og Blodets bånd.

Sandsnogenes by er faldet, hilaerne er splittet af interne stridigheder, og morikanerne er på fremmarch med den skånselsløse Iton i spidsen. Midt i konflikten står Itua, den tidligere morikanske adelskvinde, der nu er kriger, og Kraftkrigeren, Aaton, som har brudt med sit folks traditioner og tabuer. Flugt er ikke længere en mulighed. Begge må de indtage deres roller og samle hilaerne i den kamp, der kommer til at forme landets fremtid.

Hold nu fast, hvor har jeg glædet mig til at læse Stenløvens brøl. Så meget, at jeg endte med at trække det ud og udsætte det, for jeg er virkelig ikke klar til at give slip på Morika-universet for good. Sidsel Sander Mittets univers er fyldt med så mange spændende mysterier, karakterer, kulturer og digtekunst, der fortæller så mange forskellige historier om samme sag. Det er noget ret unikt, og jeg er på en gang så glad for at vende tilbage til Morika endnu en gang og så ærgerlig over at skulle sige farvel til det.

Sagen er den, at jeg vidste, hvordan Stenløvens brøl ville ende. I hvert fald i store træk. Og alligevel sad jeg de sidste mange sider og håbede på et mirakel, på at der ville ske et eller andet, der ikke ville ende med at ødelægge mig. Vi vender tilbage til Aaton og Itua meget kort tid efter Solbiens brod sluttede og fra første side af, sker der en hel masse og det gælder om at holde styr på, hvem der er på hvilken side. Kapitlerne er skiftevis fra Aaton og Itua synsvinkel og det fungerer faktisk rigtig godt, for det betyder dels, at man får handlingen at se fra flere forskellige steder og får et bedre billede af denne krig om hilaernes lands udvikling. Hele Krøniken om Morika er et eksempel på, hvordan myter bliver til, fortalt fra mund til mund og opnår en slags hellig status. Og på hvordan historie skrives. Men især her i Stenløvens brøl følte jeg denne sidste del, hvordan det er vinderne, der skriver historien og hvordan man kan udnytte ting som digtekunst til at fremme sin egen sag og binde andre løgne på ærmet. Det er skræmmende, men også fascinerende.

Der er nogle virkelig spændende hints til den første trilogi i løbet af denne her bog og jeg fik simpelthen så meget lyst til at vende tilbage til Morika-serien og starte helt forfra. Krøniken om Morika er en fantastisk historie i et spændende univers, en historie som spiller med høj indsats og på mange følelser og formår at gøre selv nogle af de mest nederdrægtige eller hovmodigt irriterende personer lidt mere elskværdige. Næsten alle. Men den kommer for alvor til sin ret, når man har læst Morika-trilogien også, det hele hænger sammen og hvis man har det lige som mig, så er det kun skønt med endnu mere Morika.

Jeg kan ikke lade være med at holde af Aaton. Som person er han yderst fascinerende, på en gang frastødt og måske lidt stolt af sine evner, selv om det lader til at ingen andre accepterer ham. Udover Itua, der virkelig er vokset i mine øjne og endte med at blive en ret badass kriger og kvinde. Jeg forstår godt, at man i Morika fortæller om hendes handlinger med ærefrygt, for hun virker næsten overmenneskelig i sit mod. Det, der redder hende fra at blive en irriterende karakter, er at Sidsel Sander Mittet samtidig med også viser os hendes frygt, hendes vrede og fortvivlelse og hendes fejltrin. Lige som med de andre karakterer.

Jeg kan ikke kun anbefale Stenløvens brøl til alle dem, der er interesseret i fantasylitteratur, men alle seks Morika-bøger. Det er et univers, man kan forsvinde ind i og jeg savner allerede lidt meget, at der ikke er mere i vente længere. På et tidspunkt skal de nok genlæses alle sammen. Under alle omstændigheder håber jeg , at det er en serie, som flere får øjnene op for, for det er virkelig et fix.


mandag den 19. februar 2018

Blår (Wool #1) af Hugh Howey


Blår (Silo #1) af Hugh Howey. Oversat af Nikolaj Johansen. Udgivet af DreamLitt i 2018, oprindeligt udgivet i 2011 med titlen Wool. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget DreamLitt.

I en ødelagt og giftig fremtid er de sidste rester af menneskeheden flyttet ned i en gigantisk silo under jorden, hvor lov og orden bliver strengt håndhævet. Sherif Holston, som trofast har opretholdt siloens love i årevis, forbryder sig en dag mod det største tabu af alle. Han beder om at komme udenfor.
Den skæbnesvangre beslutning sætter gang i en dominoeffekt af begivenheder. En usandsynlig kandidat bliver udpeget som hans afløser: Juliette, en mekaniker uden politiuddannelse, men med stor erfaring i at reparere maskiner. Juliette indser hurtigt, hvor dybt problemerne stikker. Indbyggerne vil snart blive konfronteret med det, som historien hidtil kun har antydet, og som de aldrig har vovet at hviske om: Revolution.
Blår er en spændingsfyldt, post-apokalyptisk thriller og første del af bestseller-forfatteren Hugh Howeys Silo-serie.

Når det kommer til Blår, er der virkelig kun en ting, jeg kan sige og det er ganske enkelt: læs den. Blår er en ret spændende blanding af dystopi og science fiction, og det hele dækker over et kæmpe mysterium. Det, der for alvor gjorde bogen så vild for mig var, at det på ingen måde var træls eller langtrukkent at læse den 616 sider lange bog. Det var utroligt svært at lægge den fra mig, da jeg først var gået i gang, også selv om jeg forsøgte at moderere min læsning til omkring hundrede sider af gangen. Alligevel endte jeg med at læse de sidste mange sider i en lang køre og det blev pænt sent. Der sker hele tiden noget nyt, og det er umuligt at forudsige, hvad der sker næst eller hvordan det hele hænger sammen. Når jeg troede, at jeg havde fanget noget, viste det sig alligevel, at jeg havde taget fejl og mine gæt var oftest forkerte. Nogle gange kan man måske tro, at det ville være irriterende at blive ledt til at gætte forkert igen og igen, men jeg nød det egentlig ret meget, fordi det ikke var uden grund, men godt tilpasset. Det var sjovt at forsøge, også selv om jeg på ingen måde havde set de forskellige twists komme.

Blår er en sindssygt spændende bog, der virkelig udstiller menneskets indre sider, både de gode og de dårlige. Hvordan mennesker opfører sig og reagerer, når de skal leve indespærret i en enorm silo generation efter generation. De små hints til fortidens radikalt anderledes verden, der minder mere om vores nutid, bragte også emnet omkring historie og det, vi efterlader til næste generation, på banen. Det lod til, i Blår, at alting er blevet fordrejet og tildækket under flere lag af løgne og derfor var det en fornøjelse at læse med, når de forskellige karakterer enten forsøger at afdække eller skjule siloens hemmeligheder.

Jeg tror, DreamLitt har fået fat i en virkelig god serie her, især hvis resten af serien lever op til det niveau, Blår har lagt. De 616 sider forsvandt mellem mine hænder og timerne fløj afsted mens jeg læste med i de mange karakterers historie. Det bliver spændende at se, hvad der sker næst. Selv om sidetallet er højt, synes jeg ikke, man skal lade sig afskrække af det. Det føltes ikke som 600 sider for mig, og historien er velskrevet i et tilpas tempo og med en spændende handling, der berører mange forskellige følelser. Nogle gange er oversættelsen lidt spøjs, men det kan lige så godt skyldes en spøjs formulering i originalteksten. Under alle omstændigheder vil jeg anbefale bogen til alle dem, der interesserer sig for science fiction romaner, dystopiske fremtidsbøger eller blot en god historie.

onsdag den 14. februar 2018

Hvad jeg ville læse på Valentinsdag...


... hvis jeg havde tid. Jeg har alt for mange ting, jeg skal nå i dag og derfor får jeg nok ikke tid til at læse særlig meget. Men jeg vil gerne fortælle en historie, før jeg anbefaler de fire, jeg ville have overvejet at læse i dag. Jeg har ikke skrevet meget om det her på bloggen, men den vakse læser har måske lagt mærke til det. Der er begyndt at dukke en S op. Mit eget liv er nemlig blevet til en virkelig skøn kærlighedshistorie efter at jeg tilbage i oktober mødte Søren, efter egentlig at have kendt hinanden i ret kort tid og på en vidunderligt spontan og helt rigtig måde sprang ud i det. Og med hvem jeg har været sammen med i 3 måneder nu. Der var ikke nogen tvivl og har ingen været siden, tværtimod føler jeg mig en underlig form for lykkelig hele tiden. Og jeg vil faktisk virkelig gerne dele lidt om, hvor glad sådan helt ind inderst i kroppen jeg føler mig, selv om det ikke er mit liv uden for bøgerne, der fylder mest her på bloggen. Men det fylder meget i mit liv og betyder utroligt meget for mig, at jeg har mødt en, der er endnu mere end jeg turde drømme om og som både udfordrer og komplimenterer mig. Jeg har altid elsket kærlighedshistorier og de har fået en helt anden betydning for mig nu. Så I kan godt forvente, at der kommer til at være mange flere referencer til S, for jeg kan ganske enkelt ikke lade være.

Det er faktisk også derfor ret søde og romantiske historier, jeg ville have sat mig ned og læst i dag, hvis jeg kunne finde tiden til det. Der er lidt for enhver smag, og alle omhandler de kærlighedens skønhed og skyggesider. Mine fire valg er bøger, jeg selv er glad for og derfor gerne vil dele med andre.

Fornuft og følelse af Jane Austen.
Marianne Dashwood har følelserne uden på tøjet, og da hun forelsker sig i den flotte men upassende John Willoughby, ignorerer hun sin storesøster Elinors advarsel om, at hendes impulsive opførsel gør hende til genstand for sladder og hentydninger.
Elinor er derimod altid opmærksom på de sociale konventioner og kæmper for at skjule sin egen romantiske skuffelse, selv for sine allernærmeste.
Gennem søstrenes sideløbende erfaringer med kærlighed – og frygten for at miste den – lærer de, at de må være både fornuftige og følsomme, hvis de skal finde lykken i et samfund, hvor magt og status afgør kærlighedens spilleregler.
Det her er uden tvivl min yndlingsroman af Jane Austen. Efterhånden er det nogle år siden, at jeg læste den sidst, men den står mig stadig klart. De to søstres forskellige tilgange til livet, omverden og kærlighedsforhold er en både trist og glædelig historie og jeg håber, at jeg snart får tid til at læse den igen.

Aftalt spil af Elle Kennedy - og resten af Off-Campus serien.
Hannah er på alle måder fuld af selvtillid; bare ikke når det kommer til sex og forførelse. Nu er hun blevet forelsket i Justin, men hvordan skal hun fange hans opmærksomhed? Den eneste måde er, at gøre ham jaloux. Også selvom det indebærer, at hun skal privatundervise den irriterende, barnlige, selvtilfredse ishockey-holdkaptajn, Garrett, i bytte for en såkaldt 'date'.
Men det går hurtigt op for Garrett, at han ikke bare vil være en brik i et barnligt spil. Han bliver nødt til at overbevise Hannah om, at den fyr, hun i virkeligheden er forelsket i, er ham.
Den kan lyse virkelig klichéagtig, men jeg synes den er så meget bedre, end beskrivelsen først lod mig tro. I denne her bog starter en serie, der ikke kun er rosenrød, men fyld af misforståelser og problemer, men med sådan nogle dejlige karakterer og en dybde der går ud over kærlighed og erotik. Især Aftalt spil var jeg virkelig glad for.

Calendar Girl 1 af Audrey Carlan - og resten af Calendar Girl serien.
Ny måned - ny by - ny mand. Stærkt vanedannende serie om et helt specielt år i Mia Saunders' liv. Mia skal skaffe 1 million dollars til at betale sin fars spillegæld. Hurtigt. Siden hun var barn, har hun taget sig af sin far og søster, og også denne gang beslutter hun sig for at tage sagen i egen hånd. Derfor bliver hun escortpige i Exquisite Escorts, og hendes mission er enkel: Hver måned rykker hun videre til en ny by, hvor en ny mand venter.
Okay, okay, hvis Aftalt spil lød som en kliché, så er det ingenting i forhold til Calendar Girl. Men jeg lover jer, at den er meget mere end den overfladiske, overerotiske historie, som det kan lyde til. Jeg er endnu ikke færdig med serien, men jeg er imponeret over, hvordan Audrey Carlan får plads til så meget på så lidt plads - og det er bestemt ikke alt sammen hedt og rosenrødt.

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Aliere Sáenz.
Dante can swim. Ari can't. Dante is articulate and self-assured. Ari has a hard time with words and suffers from self-doubt. Dante gets lost in poetry and art. Ari gets lost in thoughts of his older brother who is in prison. Dante is fair skinned. Ari's features are much darker. It seems that a boy like Dante, with his open and unique perspective on life, would be the last person to break down the walls that Ari has built around himself.
But against all odds, when Ari and Dante meet, they develop a special bond that will teach them the most important truths of their lives, and help define the people they want to be. But there are big hurdles in their way, and only by believing in each other―and the power of their friendship―can Ari and Dante emerge stronger on the other side.

Det er ikke uden grund, at det her er en af mine absolutte yndlingsbøger og hvis man kan lide Becky Albertallis Simon vs. the Homo Sapiens Agenda, så vil man også kunne lide denne her sært oversete bog. Desuden kommer den snart på dansk og jeg håber virkelig, at denne her helt vidunderlige historie får den opmærksomhed og den ros, den fortjener.

Hvilken romantisk historie er din go-to?

mandag den 12. februar 2018

Skyggehævn (Elverskud #3) af Nicole Boyle Rødtnes


Skyggehævn (Elverskud #3) af Nicole Boyle Rødtnes. Udgivet af Alvilda i  2014.

Læs min anmeldelse af de første to bøger her: Skæbnedans og Søsterpagt.

’’Hvor vover I!’’ Åmandens hvide krop springer op ad vandet. Raseriet koger i hans blik. Kirse ligger stadig gispende på jorden. Jeg forsøger at vride de sorte orme af hende, men for hver orm, jeg river af, griber to nye fat i hende.
’’Hvor vover I at stjæle min kone!’’ Åmandens råb runger gennem træerne. ”Og hvor vover du at prøve at flygte ...’’ Han bøjer sig ind over Kirse. Ormene giver en hvæsende lyd fra sig, mens de strammer grebet om hendes hals. Kirse hiver efter vejret. Hendes ansigt bliver mere og mere blegt.
’’Stop det der!’’ råber jeg. ’’Du dræber hende!’’

Birke og Rosa er rejst tilbage til Tørveby for at befri deres søster, Kirse, men Åmanden giver hende ikke fra sig uden kamp. Hjemme venter også Malte, og snart står Birke over for sit livs sværeste valg: Vil hun fortælle Malte sandheden eller miste ham for altid?
Der sker så meget i denne her bog, at det er svært at følge med i, hvor man skal lægge sin sympati. Efter at have læst de første to bøger, er jeg begyndt at få Birke lidt ind under huden og selv om jeg synes, hendes loyaliter nogle gange er helt ved siden af, så forstår jeg hende godt. Og det viser sig måske også, at hun har ret. i Skyggehævn blev nogle af de ting, jeg troede stod fast, rykket op med roden og vendt på hovedet og det gjorde bogen til en fryd at læse. Elverskud er en serie, der bestemt bliver bedre og bedre som man læser frem og derfor er jeg så glad for, at jeg har fået læst den færdig. Det er interessant hvordan den skandinaviske folketro bliver blandet med et mordmysterium og ikke mindst en ret vild kærlighedserklæring mellem folkeskoleelever. Det fik mig nogle gange til at rulle lidt med øjnene, for når man er 15 år, er alting den store kærlighed og det virkede for mig som om Birke krævede lidt for meget af Malte til tider og tog det for givet, at han ville bakke hende hundrede procent op, selv om hun ikke tør fortælle ham sandheden og så videre. Og det er egentlig der, jeg synes bogen har sin styrke for alvor. Det ret vilde plot med mange twists og skift i takt med at løgne bliver afsløret og karakterer bliver overrumplede bliver fortalt gennem øjnene på en 15-årig pige og derfor er alting intenst. Det virker, for intensiteten smitter og jeg ville ganske enkelt gerne vide, hvad der skete for dem nu og om de fandt en løsning på alle deres problemer.

Jeg er vild med slutningen, det bliver jeg nødt til at indrømme. Det lykkedes sjovt nok at få en ret åben slutning op at stå uden at de forskellige plottråde falder til jorden og forbliver uafsluttede. Men man får en fornemmelse af håb, når man læser slutningen. En fornemmelse af håb og også en smule fortvivlelse. Jeg har virkelig, virkelig ondt af Aske, selv om jeg synes han er en klaphat. Hvis Elverskud er gået ens opmærksomhed forbi, er det noget, man bør få rettet op på. Serien er meget let læst, sproget er ikke vanskeligt og selv om det ikke er de mest vanvittige eller komplicerede plots eller karakterer, så har historien noget at byde på. Noget, jeg er glad for, at jeg ikke er gået glip af.

torsdag den 8. februar 2018

Søsterpagt (Elverskud #2) af Nicole Boyle Rødtnes

 
Søsterpagt (Elverskud #2) af Nicole Boyle Rødtnes. Udgivet af Alvilda i  2013.

Læs min anmeldelse af den første bog her: Skæbnedans.

Min søsters liv afhænger af, at jeg lærer det her.
“Jeg ved ikke, hvor Benjamin er,” siger jeg til far. Mit blik kravler ind i hans sind, og langsomt bliver hans øjne slørede. Jeg kan mærke hans fornuft, der protesterer, fordi han ved, jeg lyver. “Jeg ved ikke, hvor Benjamin er,” gentager jeg og tvinger mig længere ind. Jeg føler, jeg rammer en hinde, men jeg presser mig igennem, og fars modstand bliver svagere og svagere, til den helt forsvinder, og jeg har vundet. Denne evne giver mig en kæmpe magt, der så let kan misbruges, så let kan ødelægge …

Politiet efterforsker Benjamins forsvinden, og der går rygter om mord. Mens Rosa falder mere og mere fra hinanden af skyldfølelse og sorg, er både hun og Birke nødt til at lære mere om elverblikket, hvis de skal undgå at blive afsløret. Elverblikket kan nemlig andet og mere end at lokke mænd til. Det kan manipulere folks tanker og minder. Men det er svært at lære, vanskeligt at mestre og altid ekstremt farligt at bruge. 
Det har taget mig et stykke tid at vende tilbage til Tørveby og Birke og hendes søstres historie, selv om jeg faktisk virkelig godt kan lide universet. Bøger og historier og elvere har altid fascineret mig, det er blot en af de mange væsner i den skandinaviske mytologi, jeg ikke kan lade være med at være optaget af. Og Nicole Boyle Rødtnes serie fortsætter med at være utrolig rørende og ikke mindst spændende. Søsterpagt fortsætter den fængende historie om Birke, Rosa og deres forsøg på at skjule deres sande indentitet og samtidig leve et normalt menneskeliv. Og indsatsen er højere end tidligere, ikke mindst fordi nye personer dukker op og besværliggør halvelverpigernes liv endnu mere.

Jeg vil ikke gå i for mange detaljer med handlingen, for jeg vil ikke spoile Søsterpagt eller den foregående bog, men jeg vil godt indrømme, at jeg synes niveauet har hævet sig en del fra den første bog til denne her. Hvor jeg havde en fornemmelse af forudsigelighed og en form for et overfladisk plot, så er der noget mere på spil i Søsterpagt. Birke og Rosa er tættere på at blive afsløret end nogensinde og der bliver taget fat på spørgsmål om fri vilje og hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sig selv og dem man elsker. Og ikke mindst hvem man kan stole på. Hvor jeg i den første bog havde svært ved helt at forstå Birkes loyalitet over for sin far, har jeg en bedre fornemmelse af deres forhold efter at have læst den anden bog. Måske er det derfor, det føltes som noget af en rutsjebanetur at læse bogen og hele tiden opdage den ene løgn efter den anden fra begge sider: dem der vil have Birke og Rosa til at rejse til elverne og dem, der ikke vil. Slutningen især kom bag på mig, og jeg var glad for, at jeg havde den næste bog klar med det samme, så jeg kunne læse videre fra den cliffhanger.

Som med den første bog er sproget rigtig let og enkelt og det lyder virkelig meget som en teenager, der fortæller. De ofte halve sætninger uden grundled irriterede stadig min læsning, men på en eller anden måde passer det godt til Birkes personlighed. I mine øjne er Elverskud en serie, der kun er blevet bedre med den næste bog og jeg er glad for, at jeg endelig har taget mig sammen til at læse videre, så jeg kunne vende tilbage til historien. Jeg ville ønske, at man så mere af elvernes verden i stedet for at der bliver fortalt om den på anden hånd. Det er dog ikke noget, der tager noget fra historien, men nok mere min fascination af folketroen og de mange væsner, der befinder sig i den. Nogle af dem, der også optræder i Elverskud-trilogien. Hvis man er interesseret i disse emner, der Elverskud bestemt en serie, der er værd at tage fat i.

torsdag den 1. februar 2018

Skæbnebrevet af Alexandra Nilsson

 
Skæbnebrevet af Alexandra Nilsson. Udgivet af Forlaget Facet i 2018.
Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.

“Det tog tid, hvor DNA-spiralen bare drejede rundt foran hende, og hun nåede at tænke, at der slet ikke var en dato. Måske vidste man alligevel ikke, hvornår ens dødsdag var, eller hendes genom havde været så kompliceret, at Sibylla ikke kunne fremskrive dagen. Hun kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet.”
Men Mayas dødsdag kommer til at fremstå tydeligt, for maskinen Sibylla kan forudsige alles død ud fra en blodprøve. Datoen står i Skæbnebrevet, som alle sekstenårige modtager til den årlige Skæbneceremoni. Ikke alle er tilhængere af Sibylla, og et oprør bryder ud, som Maya og hendes ven Max ufrivilligt bliver inddraget i. Inden længe er de eftersøgt af Regeringen og på flugt i følgeskab med Ollie, en beskytter af bøger, og Hannibal, et ensomt menneske. Maya og Max skal bevise de intet har med oprøret at gøre, samtidigt med at Sibyllas Skæbnebrev bliver stadig mere håndgribeligt.

Da jeg først læste beskrivelsen af Skæbnebrevet, var jeg ikke i tvivl om, at det var en bog, jeg ville læse. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Skæbnebrevet foregår 90 år ude i fremtiden, i 2108 og her møder vi de to 16-årige Maya og Max. I deres verden er døden på en måde allestedsnærværende, i og med at den er blevet så stor en del af den måde, samfundet er bygget op på. Alle 16-årige får et ”brev”, hvori deres dødsdag står. Og enormt mange formaninger om, at man ikke skal åbne det for tidligt. Det er nemlig kun datoen, der står der, ikke noget om hvordan eller noget i den retning. Men det er umuligt at omgå eller lave om på. Det mystiske Sibylla har aldrig taget fejl før. Desuden er der en masse regler og love omkring Sibylla, der gør at hvis man bryder en af dem, risikerer man at blive overflyttet til Zonen, et øde og forfaldent område uden for byen, der står som et slags stilbillede af en fjern fortid, hvor teknologien var langt simplere. Hvem der lurer derude, er ikke godt at vide.


Men Maya og Max har en aftale og selv om de ved, at de reelt set ikke må, vil de åbne deres breve. Derfra går det stærkt og de to venner hvirvles ufrivilligt og uforstående ind i et plot mod Sibylla, mod alt det, der får deres samfund til at køre og det er ikke kun deres liv, der står på spil, men deres familier. Samtidig driver indholdet af brevene dem ud på en desperat jagt, der hurtigt bliver til en flugt fra Regeringen og politiets uhyggelige elitestyrker. Det bliver starten på en intens læseoplevelse, der virkelig sætter sine spor. Blandingen af den desperate jagt på svar og en anden løsning, den langsomme erkendelse af ens skæbne og accept af døden som en naturlig del af livet, sammen med den evige flugt fra dem, der ikke vil tro på sandheden, men få Maya og Max’ gerninger til at passe ind i deres egen, politiske agenda, betød at jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig. Den er spændende og medrivende, Alexandra Nilssons verden er virkelig levende, men et skræmmende scenarie at forestille sig. Sproget fungerer virkelig godt, og jeg fik en helt klar fornemmelse af Mayas udvikling. I det hele taget er det nogle interessante hovedpersoner, man bliver præsenteret for. Maya og Max’ venskab er så rart at følge og det er så fedt, at de er gode venner, men ikke mere end det og det lader ikke til, at det er noget problem i mellem dem. Jeg kunne godt lide den lille detalje med deres private jokes. Dog kunne jeg tænke mig lidt mere viden omkring de andre karakterer. Jeg elskede Ollie og SaiTai, men jeg savnede mest noget mere viden om de ”onde” i bogen, dem der styrer systemet og udnytter det.

Jeg håber, at der kommer mere i denne her serie, eller det her univers, for selv om Skæbnebrevet absolut er en afrundet historie, der ikke ender på en kæmpe cliffhanger, så er den for god til, at der ikke bør komme mere. Og der er nogle personer eller ting, man kunne tage fat på, især med hensyn til Max og Sibylla. Samtidig har jeg en idé om, at det faktisk ville fungere ret godt, hvis det var en enkeltstående bog. Det er ikke den typiske dystopiske roman, hvor hovedpersonerne forsøger at redde hele verden og nedbryde systemet, men det kunne det blive til. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg kunne tænke mig, men i og for sig er det også lige meget. Uanset hvad er Skæbnebrevet en virkelig velskrevet bog, der sætter en del tanker i gang omkring liv og død, samtidig med at den underholder fra start til slut. Den får en stor anbefaling fra mig til både yngre og ældre læsere, der både kan underholdes af plottet og snakke længe om de forskellige temaer.