mandag den 24. september 2018

Stormsøsteren (De syv søstre #2) af Lucinda Riley

 
Stormsøsteren (De syv søstre #2) af Lucinda Riley. Oversat af Ulla Lauridsen. Udgivet af Cicero i 2017, først udgivet i 2015 med titlen "The Storm Sister". Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk. 560 sider.

Læs min anmeldelse af den første bog her: De syv søstre*.

Andet bind i Lucinda Rileys nye store serie De syv søstre, der denne gang tager læseren med på en medrivende rejse rundt i Europa i jagten på at afdække den anden søster, Allys, historie.

Ally d'Aplièse er i gang med at forberede sig til en kapsejlads, da hun bliver kaldt hjem til sit barndomshjem ved Genèvesøen, fordi hendes adoptivfar pludselig er død. Her mødes hun med sine fem søstre og opdager, at deres far – en mystisk millionær, som søstrene kalder Pa Salt – efter eget ønske allerede er begravet, men har efterladt dem hver en nøgle til at finde deres rødder.

Allys nøgle fører hende til Norge, hvor hun opdager, at hendes fortid er forbundet til en ung ukendt sangerinde, Anna Landvik, som levede for hundrede år siden og sang til premieren af Henrik Ibsens Peer Gynt, kendt for den stemningsfulde musik, som den store komponist Edvard Grieg komponerede til stykket. Jo mere Ally opdager om Anna, jo mere begynder hun også at spekulere over, hvem hendes far, Pa Salt, virkelig var. Og hvorfor hendes syvende søster aldrig er dukket op...
Jeg ved ikke hvorfor, men denne her bog gjorde mig bare så glad at læse. Og det er ellers ikke fordi det er mangel på skandaler, intriger, svig og smerte, for ikke at tale om bedrag og meget mere. Der er virkelig mange store følelser på spil i løbet af bogen, men i sidste ende var jeg ganske enkelt vild med at læse den fra start til slut.

Vi starter samme sted som i den første bog, med Pa Salt, adoptivfar til de mange søstre, og tiden lige efter hans død. I denne her bog følger man den næstældste søster og hvordan hendes fars død påvirker hendes liv. Ally er en virkelig stærk personlighed, hun er meget selvsikker og ved hvad hun vil og kan, og det er ikke alle, der kan tage det. Men nyheden om hendes fars død får også hende til at stoppe og miste fodfæstet. Samtidig har hun for nyligt mødt sin soulmate og hele hendes verden bliver fyldt med meget store, men også vildt forskellige følelser på samme tid. Jeg var aldrig selv helt overbevist om hendes livs udkårne, der for mig mere end en gang virkede mere besidderisk end beskyttende og faktisk irriterede mig ret voldsomt. Til gengæld var jeg enormt vild med Ally selv og de personer hun møder på sin rejse til Norge. De forskellige personer påvirker Allys liv på forskellige måder, men hvad jeg virkelig godt kunne lide var, at det var på små måder, og at det er Ally selv der bestemmer hvor meget og hvor hurtigt hun er villig til at opsøge sin fortid.

Det andet spor i bogen er naturligvis nogle af hendes forfædre, ikke specifikt hendes forældre, men nogle generationer tilbage. Historien følger en kendt person i norsk historie, men Lucinda Riley har selv digtet til. Således er komponisten Edvard Grieg en virkelig person, mens Anna Landvik er en fiktiv person, inspireret af en virkelig person, en stadig ukendt sangerinde som lagde sangstemme til den kvindelige hovedrolle i opsætningen af Peer Gynt af Henrik Ibsen. Det er fascinerende at tænke på at det er virkelig fandtes sådan en person og at man stadig ikke ved, hvem hun var. I Rileys bog er hun blevet til en virkelig skøn kvindelig heltinde, der på trods af ringe kår, manglende uddannelse og en følelse af taknemmelighedsgæld til de autoriteter, der har givet hende muligheden for at blive til noget, aldrig giver op på sin drøm. Ikke engang når selv hendes mand forsømmer hende og hendes drømme og ambitioner virker uopnåelige. Annas dele af bogen var nok det, jeg bedst kunne lide ved hele historien, det er en fængslende historie om kærlighed, ambitioner og om at turde, men også om kompromiser, fejlslagne forsøg og meget mere. Kombineret med Allys historie var bogen en fryd at læse, selv om den gjorde mig både irriteret og vred nogle gange, og ked af det når det gik dårligt for vores hovedpersoner. I sidste ende vidner det om, at Lucinda Riley endnu en gang har skrevet en gribende slægtsfortælling fyldt med historiske fakta, spændende karakterer og rigelig med handling. Hvor jeg var imponeret over det projekt, forfatteren satte sig for i den første bog, er jeg ganske enkelt vild med videreførelsen af projektet. Allys historie var en skøn læseoplevelse og jeg glæder mig især til at finde ud af mere om den mystiske Pa Salt, som har haft så stor indflydelse på sine døtres liv, men som vi kun lærer om igennem deres minder. Og til at se hvor den næste bog føre os hen i verden.

søndag den 23. september 2018

Blodsøstre (Blodet bånd #1) af Pernille Eybye

 
Blodsøstre (Blodets Bånd #1) af Pernille Eybye. Udgivet af Tellerup i 211. 279 sider.

For de fleste er det en drøm at forblive ung for evigt - men for 18-årige Kassie er det en forbandelse. For tyve år siden blev hun trukket op af floden med bidmærker på halsen, og siden da har den smukke vampyr søgt sandheden om sit tidligere liv.

Da Kassie møder Leo, kommer hun et skridt nærmere sin fortid, for i hans øjne ser hun et glimt af noget genkendeligt. Men det går hurtigt op for Kassie, at Leo også har en mørk hemmelighed...
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet af denne her bog og jeg må indrømme at jeg efter at have læst den er lige så "meh" som før. Sagen er den, at det for mig slet ikke føltes som én bog, men nærmere som første del af en bog. Der sker virkelig lidt rent plotmæssigt og det var for mig mere en introduktion til de forskellige karakterer og deres indbyrdes forhold. Der bliver introcuderet op til flere problemer og ting, der sikkert kan udvikle sig til fremtidige bøgers større plots. Men for nu følte jeg mig ret mystificeret, for jeg synes bogen var alt for kort og lagde op til ingen ting. Jeg har været meget forsigtig med vampyr-bøger efter Twilight og Blodsøstre minder mig måske mere om Kristin og P. C. Casts "House of Night" serie end f. eks. Richelle Meads "Vampire Academy".

Måske er det derfor, jeg tit ser folk med bøgerne samlet og jeg fik også selv de første fem bøger samlet. Det er let at læse bogen og det går rigtig hurtigt, så hvis man bliver fanget af seriens præmis og de forskelllige karakterer, er det nemt at gå forsætte med resten af serien lige efter.

Men når det så er sagt, så er jeg positivt interesseret i at læse videre. Jeg havde svært ved at føle et forhold til hovedpersonen Kassie og jeg tror det har mere at gøre med bogens korthed end egentlig mangel på karakterudvikling, for det begrænset hvor meget man kan nå på så kort tid. Jeg kan godt lide ideen om vampyrer der ingen minder har om deres menneskeliv og mysteriet omkring Kassies fortid, som plager hende meget mere end hendes vampyrsøstre, og jeg håber på at se meget mere til wicca-heksen i skoven. Som sagt føltes bogen meget som en start på en bog, som om nogen har taget del et af en bog og udgivet den for sig, og derfor vil jeg ikke afskrive serien endnu, da jeg ikke ved hvordan det udvikler sig herfra. Men jeg er spændt på at se hvordan Eybyes univers udfolder sig videre, jeg ved bare ikke rigtigt hvornår det sker.

lørdag den 22. september 2018

The House at Pooh Corner (Winnie-thePooh #2) af A. A. Milne


The House at Pooh Corner (Winnie the Pooh #2) af A. A. Milne. Illustreret af E. H. Shepard. Udgivet af Egmont i 2016, først udgivet i 1928. 210 sider.

Jeg har anmeldt den første bog om Peter Plys her: Winnie-the-Pooh.

A.A Milne renowned worldwide as the creator of Winnie-the-Pooh and his forest friends. Endearingly portrayed by E.H Shepards's original line drawings, Winnie-the-Pooh has become a very famous bear, loved by generations of children.

Join Pooh and his friends for more delightful adventures in the Hundred Acre Wood: from building a house for Eeyore and finding a Wolery for Owl, to playing Poohsticks and trying to unbounce Tigger!
Den anden bog om Peter Plys' eventyr i Hundredmeterskoven er faktisk en smule skuffende for mit vedkommende. Jeg forelskede mig fuldstændig i den første bog, der var lidt lige som at læse en barnlig drøm. Der var noget naivt og magisk over bogen og jeg læste det samme eventyr som jeg så som barn.

Sådan var det ikke rigtig med den næste bog i serien. Jeg kunne godt genkende flere af eventyrerne, blandt andet fra de forskellige Disneyfilm, men også efter Peter Plys-serien. Men bogen som helhed virkede mere rodet end den første bog. Jeg manglede lidt den klare rammefortælling fra den første bog, hvor fortælleren fortæller eventyrene til Christopher Robin, der lejlighedsvist bryder rammen og ind i historien. Det sker skam også i bogen her, men at læse bogen føltes mere som at læse forskellige historier sat sammen uden en sammenhængende historie. Det er svært at forklare præcist, men det var som om bogen ikke var en helhed på sammen måde som den første bog og det ærgrede mig ret meget.

Når det så er sagt, så var jeg stadig helt opslugt af universet og de mange små historier om Peter Plys og hans venner, der illustrerer sider af deres karakterer som er både finurlige og morsomme, og de appellerer klart til den yngre læser, der nok vil finde karaktererne endnu mere fascinerende. Jeg kan godt lide at de forskellige dyr er mangesidet og komplekse. De er hyggelige at læse om, og jeg nød det selv om det føltes ret fragmenteret.

Jeg kan ikke forestille mig andet end at børn vil være vild med denne her bog, de vil ikke lede efter den samme rammefortælling som jeg gjorde og karaktererne er lige så elskværdige og magiske at læse om, som de altid har været. Fortællingerne om Peter Plys emmer stadigvæk af magi, fantasi og en barnlig naivitet, der gør dem til det unikke univers, det er. De er lette at læse og E. H. Shepards illustrationer er så fine, og så enkle og man behøver ikke mere end det for at forestille sig Peter Plys og de andre beboere i Hundredmeterskoven.

fredag den 21. september 2018

Fantasyfestival 2018 Dag 2

Reklame. Indgangsbillet/aktivitetsarmbånd sponsoreret af Fantasyfestivalen. Alle andre ting har jeg selv stået for.

 
Min søndag startede lidt før festivalen åbnede. Der var nemlig bloggerarrangement med Katja Berger om morgenen og det var utroligt hyggeligt. Jeg mødte en del andre bloggere og vi hørte om Katjas nyeste bog, Døden lyver aldrig, og nogle af tankerne bagved. Det var så spændende at høre om, og samtidig teasede Katja også for nogle af hendes næste projekter. Jeg glæder mig til at læse hendes første ikke-fantasy, Hvor jeg hører til som udkommer til foråret. Historien handler om selvmordsforsøg, survivor's guilt og forsøget på at finde sig selv efter en tragedie, og den lyder utroligt barsk, men jeg ser frem til at læse den alligevel. Vi fik også afsløret titlen på den tredje og sidste bog i Fortællinger fra Døden - og jeg var godt nok tæt på med mit bud. På Facebook havde jeg nemlig gættet på, at den kom til at hedde Dødens arving, og det var med Raven i tankerne og min ide om at hun måske er mere hjemme i efterlivet og sjælehenternes univers end himlen og helvede. Katja delte små lykkekager ud og det afslørede titlen på bog tre, Dødens engel.


Til arrangementet fik vi også en goodiebag med forskellige ting fra nogle af de der var festivalen og i Esbjerg. Jeg er især vild med clipboardet og den lille notesbog, men også bogmærkerne og Bezzerwizzer Fantasy spillet. Jeg skal nok finde nogen, jeg kan slå i den også.

Efter arrangementet havde jeg et ret løst program. Der var få ting, jeg gerne ville nå at se den dag, og egentlig brugte jeg mere tiden på at gå rundt, særligt i kunstnerhjørnet og så på de flotte udstillinger. Der var alt fra skulpturer, malerier, kunstryk, tegninger og meget mere. Det var hyggeligt at gå at se på og snakke med nogen af de forskellige udstillere og jeg kunne få mange timer til at gå med bare det.


Jeg havde dog et par ting, jeg gerne ville nå om søndagen og det faldt så heldigt for mig, at de foregik i samme lokale lige efter hinanden. Så jeg tog over til Gildesalen i Den Dansende Dværg for først at høre Nanna Foss fortælle om den fjerde Spektrum bog. Det var så fedt at høre om Noah, den af karaktererne jeg nok er mest spændt på at komme ind i hovedet på. Og det er jeg bestemt stadigvæk efter at have hørt mere om Nannas oplevelser med Noah. Og så afslørede hun resultatet af det photoshoot, der blev lavet tidligere i år og man fik ikke bare et, men to billeder af Noah, en på en stor roll-up plakat og et lidt andet billede på en almindelig plakat og bogmærket, som jeg også fik snuppet med mig hjem. Jeg kan roligt sige, at jeg er fan af Noah, han minder så meget om det billede jeg havde af ham i hovedet, og photoshootet er spon-on. 16-årige Regitze havde været helt vild med hans wannabe emo udseende og det er nok derfor, jeg føler at han er helt perfekt.

Bagefter gik Boris Hansen på og fortalte om hvordan det har været at afslutte Panteon sagaen. Den fjerde og sidste bog var netop udkommet dagen før og jeg var som fortalt allerede i gang med at læse den. Jeg har været vild med serien siden den første bog og har gang på gang læst mig igennem de meget tykke bøger mens tid og sted blev glemt. I skrivende stund er jeg blevet færdig med den sidste bog og jeg tænker meget på det Boris fortalte om hvordan det er at sige farvel til så stor en serie, så mange karakterer og sådan et univers. Men han fortalte også nogle virkelig interessante ting om, hvad han havde lært at processen og både som fan af serien og som aspirerende forfatter selv var det nogle betragtninger, jeg ikke kunne lade være med at hæfte mig ved. Vi fik også lov til at se uddrag af kommentarer folk havde skrevet, blandt andet nogle meget forvirrende og endda sure over at serien sluttede så mærkeligt eller dårligt, fordi de ikke vidste at der var 4 bøger og ikke 3. Det var super underholdende, men det fik mig også til at tænke over at ikke alle følger lige så meget med i nyheder og bogverdenen som jeg og mange af mine medbloggere gør. 


Efter de to back-to-back foredrag havde jeg kun en tanke i hovedet: frokost. Det betød også at jeg desværre missede et af de oplæg, jeg havde set frem til hjemmefra. Det handlede om oversættelse af fantasy til dansk og jeg tror det havde været meget spændende at høre, men jeg var for sulten til at tænke på andre ting. I stedet for endte jeg med at gå rundt udenfor på Markedspladsen og se de mange boger derude. Der er lidt mere middelalder over nogle af boderne derude, hvor der blev lavet alle mulige genstande og alle var klædt i kostumer. Jeg kom også forbi madboderne med de populære glaserede æbler og ikke mindst de karamelovertrukne skumfiduser. Det så lækkert ud, men mit budget var ved at være opbrugt.


Jeg gik rundt og snakkede med folk og faldt over kåringen af vinderen af Fantasyfestivalens skrivekonkurrence. Det gav mig en mulighed for at så tjekket programmet og der var faktisk kun en ting tilbage, som jeg absolut ikke ville gå glip af.

For mig var et af højdepunkterne sidste år Boris Hansens fantasyquiz. Og selvfølgelig skulle jeg være med igen i år, selv om den lå meget sent. Jeg var der ret tidligt, blomsterkrans på selvfølgelig, og ventede på Mette fra Litteraterne, som jeg havde aftalt at være på hold med. De blev dog forsinkede, så jeg endte med at være på hold med to virkelig søde unge piger, som jeg overhovedet ikke kendte. Hvorom alting er, så var det et godt sammensat hold, for til min store overraskelse endte vi med at vinde quizzen. Der var kun 2 hold, der havde 20 point eller mere, og vores 21 var nok til at vinde. Og det på trods af nogle dumme fejl og nogle heldige skud i tågen. Vores ene holdkammerat var desværre nødt til at gå tidligt, men vi fik lov at tage hendes præmie med til hende. Jeg har bagefter tænkt, at jeg faktisk tror, at jeg fik enten lige så mange eller færre point end jeg gjorde sidste år sammen med Rikke og Malene, men denne gang var det nok til at vinde. Der var også nogle ret tricky spørgsmål om fantasy fra 80'erne og så gammel er jeg altså heller ikke. Billedet af mig og min holdkammerat er taget af Nanna Foss efter vi vandt, men desværre er kvaliteten ikke blevet så god, da jeg skulle have det overført fra min telefon.


Vi vandt en valgfri bog fra Tellerup og således blev min sidste nye bog - og eneste bog om søndagen, Louise Haibergs Dinea - Modertræets datter, som faktisk er den eneste bog af hende, jeg ikke havde i forvejen. Og så vandt vi en flot kop med "fantasy quiz Esbjerg vinder" trykt på. Da jeg jo er indædt kop-samler, var jeg mere end glad for den.

Derfra fik jeg faktisk utroligt travlt, for quizzen havde trukket lidt ud og jeg skulle nå mit tog tilbage til Odense. Så før jeg vidste af det, var jeg på vej mod togstationen med alt for meget at slæbe på. Mit hoved var fuldstændig bombet af indtryk og jeg vil gerne sige tak til alle jeg mødte og snakkede med, alle de forfattere der tog sig tid til at signere mine bøger og for gode snakke, til alle de forlagsfolk og standholdere hvis entusiasme smittede af på mig også. Tak til Fantasyfestivalen for at sponsorere indgangsbilletten/aktivitetsarmbåndet.

Til sidst vil jeg vise de bøger, jeg fik købt på festivalen. Jeg er faktisk overrasket over, at det lykkedes mig kun at købe 8 bøger, for jeg kunne let have købt flere. I stedet endte jeg med at have 9 nye bøger med hjem, 8 indkøb og 1 præmie. Jeg glæder mig allerede til festivalen næste år, til at fordybe mig i fantasy i alle mulige former sammen med en masse skønne mennesker. 


onsdag den 19. september 2018

Fantasyfestival 2018 Dag 1

Reklame: Min indgangsbillet/aktivitetsarmbånd var venligst sponsoreret af Fantasyfestivalen. Alle andre udgifter var mine egne.


Endnu en gang rullede september forbi og med det betød det, at der var tid til Fantasyfestival i Esbjerg. Jeg ved med for første gang sidste år, og vidste med det samme, at jeg ville med igen i år. Stemningen i løbet af weekenden er fænomenal, og igen i år havde de gjort det større og mere gennemført. Der er noget for alle på festivalen og således vil man se, at mine indlæg ikke kun kommer til at handle om bøger, men også computerspil, film, eSport, musik, mad og rollespil, for bare at nævne nogle af de ting, man kunne opleve i løbet af weekenden. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, for ellers bliver det ganske enkelt alt for langt at komme igennem.


Min lørdag startede fantastisk, mit tog fra Odense var forsinket, og jeg nåede så heller ikke det næste tog i Fredericia, så der måtte jeg også vente en halv times tid. Alligevel nåede jeg det til festivalens åbning, endda efter at jeg havde været henne med mine ting der hvor jeg skulle sove. Jeg fik ikke hørt meget af åbningstalen, men jeg har ladet mig fortælle, at de forskellige talere var virkelig dygtige. 


For mig gik en stor del af lørdagen med at få signaturer i forskellige bøger. Først og fremmest havde jeg et mål på festivalen, at jeg skulle have fat i Boris Hansens nyeste bog, Den tiende trone, som udkom på festivalen om lørdagen. Jeg gik derfor ret målrettet derhen og fik fat i bogen - hvilket var meget godt, for jeg hørte rygter om at den var ved at være udsolgt i løbet af søndagen. Jeg mødte også Boris på standen og fik en signatur i både den og bog tre i serien, så nu har jeg alle bøgerne signeret. Jeg er allerede i gang med at læse Den tiende trone, og det er ret bittersødt, for jeg er ikke klar til at serien skal slutte. Det kommer der mere om i indlægget der handler om dag to.

Jeg brugte en del tid på at gå rundt og snakke med folk, og jeg vil gerne sige tak til alle de standholdere og forlagsfolk som gav sig tid til at snakke med mig. Blandt andet var jeg forbi Turbines stand og hilse på Karin fra Skrivepulten, og forbi DreamLitts stand og sige hej til alle de mennesker, jeg mødte der i min praktikperiode. Jeg var også et smut forbi Forlaget Forår, som var med, og hvor jeg faktisk kender 2 ud af de 3, der har startet forlaget. Som altid rendte jeg også hele tiden ind i bloggere og alle mulige andre, der kunne genkende mig enten på navneskiltet, eller mere populært på mit røde hår. Det er en af de ting, der gør det sjovt for mig at være til messer, at man kan møde så mange mennesker og alle har det til fælles at de er vilde med fantasy på den ene eller den anden måde. Jeg fik da også hilst på Mark fra Drengetiltjeneste, Amanda fra Frk. Litteratur, Sabrina fra Sabrinas blog og virkelig mange andre.

Som sagt så gik det meste af lørdagen med at få signaturer i forskellige bøger, jeg er faktisk endt med at komme hjem med ikke mindre end 18 signerede bøger, og jeg fik dem alle om lørdagen. Men der var bestemt også tid til andre ting. Blandt andet var jeg inde for at høre Nicole Boyle Rødtnes fortælle om hendes nye bog, der ikke er udkommet endnu. Oplægget handlede om inspirationen i en gammel færøsk myte om sælkvinden og det var et virkelig spændende koncept. Bogen lyder som en, jeg uden tvivl skal have fat i, når den udkommer, for jeg er vild med konceptet og ideen bag bogen er meget unik. Det var spændende at høre om hvordan processen havde været for Nicole og nogle af de mange tanker hun havde gjort sig undervejs, og jeg er spændt på at læse bogen.


Jeg fik brugt god tid hos Forlaget Facets stand, hvor jeg både snakkede med Sidsel Sander Mittet og Charlotte Fischer mens jeg fik signeret deres bøger, og så som altid også en hyggelig snak om bøger, bloggere, arbejde, og alt muligt andet med Sebastian. Jeg havde også fornøjelsen af at hilse på Thomas Helle og fik en god snak med ham, men desværre havde jeg ikke hans bog med i denne omgang.

Lige efter Nicoles spændende oplæg, stillede jeg mig i kø til at få signeringer af Sebastien de Castell. Han var en af de to udenlandske hovednavne og jeg kunne da også godt mærke på både fødder og ryg at jeg endte med at stå i køen i omkring 45-50 minutter, da jeg havnede næsten bagerst. Den tid gik jeg dog til at gå med at snakke med Camilla og Helene fra Girlstalkbooks og det var smadder hyggeligt, selvom det var meget varmt lige under lamperne. Det var dog det hele værd, da Sebastien de Castell var en virkelig imødekommende person og tog sig god tid til at snakke med folk, mens han signerede deres bøger. Jeg havde ikke læst dem inden, men fik signeret bog et og to i Spellslinger-serien, som jeg fandt på engelsk på messen.


En af de stande, der nemlig trak virkelig meget af min opmærksomhed var Fantask. Det var første gang de var med og det var bestemt et trækplaster, de fleste jeg snakkede med var henne og kigge på deres bugnende hylder mere end en gang i løbet af weekenden. Jeg fandt også selv en del bøger, jeg gerne ville have og endte med at købe fire med hjem. Det var ikke alle sammen deciderede tilbud, men faktisk meget rimelige priser. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg handler der.

Jeg nåede desværre ikke et af de to fremvisninger af det nye, danske computerspil Forgotten Anne, men jeg nåede forbi udviklernes stand og fik hørt en smule om spillet alligevel. Det mest fascinerende er den næsten studio Ghibli-agtige tegnestil, men jeg blev faktisk virkelig fanget af baggrunden for spillet og den verden de har skabt. Også selv om jeg aldrig har været den store computerspilstype og kun har spillet meget få spil, og som regel har det været Hearthstone eller the Sims.


Efterhånden var dagen ved at være ret lang, det var faktisk ikke så mange oplæg, jeg fik set i løbet af lørdagen. Jeg havde en del, jeg godt kunne tænke mig, men det var sjældent jeg nåede det og i stedet fik jeg meget af min tid til at gå med at gå rundt og bare kigge og nyde stemningen og især de mange merchandise-boder var spændende at gå på opdagelse i. Desværre lå det ikke lige i mit budget, ellers kunne jeg være kommet hjem med endnu flere bøger og en kæmpe stak Harry Potter merch, og alt muligt andet godt. 

I løbet af dagen fik jeg en del signaturer, udover dem jeg allerede har nævnt, fangede jeg også Louise Haiberg, Nicole Boyle Rødtnes, Marie-Louise Rønning og Linette Harpsøe. De to sidstnævnte var også en del af mit sidste programpunkt for dagen, nemlig forfatter-bogblogger battlen, som var arragneret af Eva Lucia og Bogslottet. De andre deltagende forfattere var Charlotte Fischer, Mette Sejrbo og Katja Berger. Det var et virkelig underholdende oplæg, hvor der blev diskuteret alt fra hvad man kan tillade sig i YA af vold og sex, aldergrupper og påtvingning af genrekasser, om hvorvidt der er forskel på hvad kvindelige og mandlige læsere leder efter i fantasy og meget mere. Selv om debatten var lidt sløv til at komme i gang, synes jeg at det efterhånden udviklede sig meget hurtigt og det var underholdende at følge med i.


Efter det kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at være træt efter at have været tidligt oppe for at tage med toget og jeg valgte derfor at gå tilbage til der hvor jeg skulle sove og slappe lidt af. I år havde Fantasyfestivalen nemlig arrangeret overnatningsmulighed for udenbys gæster og da jeg var afsted alene, tænkte jeg at det var en god mulighed for mig. Derfor blev jeg indkvarteret på den meget nærliggende skole. Jeg havde fået at vide, at vi selv skulle have sovepose og liggeunderlag med og det havde jeg smidt af om morgenen. Det betød også, at min oplevelse af festivalen ikke helt sluttede da jeg fik fra biblioteket, helt mættet af indtryk. For i skolens ene gymnastiksal kunne man om aftenen efter de fleste havde fået aftensmad, høre lyden af bladrende sider og lejlighedsvise gisp, mens rigtig mange af de overnattende sad og læste. Selv gik jeg i gang med Den tiende trone og jeg så andre læse Malene Sølvsten, Sebastien de Castell og flere andre. Det var enormt hyggeligt, og der blev ikke spoilet noget!


Min første dag på festivalen endte med at blive en rigtig positiv oplevelse, og jeg faldt hurtigt i søvn om aftenen, mættet af indtryk og glad for at have mødt så mange søde mennesker på standende, imellem eller til foredrag eller rent tilfældigt. 

Andet indlæg om årets Fantasyfestival kommer på fredag. Det kommer til at inkludere mit bookhaul for hele weekenden.

tirsdag den 18. september 2018

Anne bliver lærer (Anne fra Grønnebakken #2) af L. M. Montgomery


Anne bliver lærer (Anne fra Grønnebakken #2) af L. M. Montgomery. Oversat af Gitte Nordbo. Udgivet af Høst & Søn i 2016. Først udgivet i 1909 med titlen Anne of Avonlea. Læst på dansk, originalsproget er canadisk. 272 sider.

Jeg har anmeldt den første bog her: Anne fra Grønnebakken.

Der er sket en del, siden Anne kom til Grønnebakken for fem år siden som en lille, fregnet forældreløs, og hun er elsket af mange. Men hun har stadig ry for at vikle sig ind i diverse mere eller mindre (u)heldige situationer...

Da Anne begynder at arbejde som lærer, får hun for alvor testet sin tålmodighed og karakterstyrke. Hun får til opgave at undervise både de søde og ikke mindst de uopdragne unger fra Avonlea, hvis forældre holder hånden over dem og ikke helt kan forstå Annes metoder. Samtidig kommer Anne til at blande sig i et gammel pars forhold, finder to nye forældreløse børn på Grønnebakken og undrer sig over Gilbert Blythes mærkværdige opførsel... Der er nok at se til for Anne!
Fra det øjeblik, jeg havde læst den første bog om den højlydte, fantasifulde Anne, færdig, var jeg klar til at gå i gang med den næste. Der er noget magisk tidsløst og skønt ved L. M. Montgomerys Anne, som jeg straks forelskede mig i, og jeg var spændt på at følge hendes historie videre. Jeg har nemlig aldrig læst bøgerne før, selv om jeg føler mig ret sikker på, at jeg ville have elsket dem, da jeg var yngre.

Anne bliver lærer er den anden bog i serien om den forældreløse, rødhårede Anne, og på mange måder minder den virkelig om den første bog. Anne ligner sig selv, hun er stadig dagdrømmende og besidder en kraftfuld fantasi, men hun er også blevet ældre. Det ændrer ikke på hendes livsmod og den måde hun kaster sig over projekter med ihærdig iver, for eksempel forskønnelsen af byen Avonlea, som hun og flere andre unge forsøger at få sat i gang, til trods for misbilligende blikke fra de ældre borgere. Det helt store afsløres dog allerede i titlen, i denne her del af hendes liv bliver Anne lærer og over de næste to år, som bogen forgår over, underviser hun i sin gamle skole i Avonlea. Det bringer naturligvis en helt masse nye udfordringer til Annes liv, og det bliver ikke nemmere af at Annes viljestyrke bestemt ikke er blevet mindre med alderen. Det betyder mere end et sammenstød med forældre og elever i skolen, hvor Anne må stå fast på sine principper.

Men en af de ting, der måske har ændret sig selv, er at Anne er i stand til at se sig selv i et lidt andet lys. Den utrolige forfængelighed, som hun led under i den første bog, er knapt så udtalt nu, og selvhøjtideligheden dermed også. I Anne bliver lærer er kærligheden et større tema, blandt andet møder Anne og hendes veninde en ældre dame i et faldefærdigt gammelt hus lidt afsides fra Avonlea, og det viser sig at kvinden har en nær forbindelse til en af Annes elevers far. Samtidig har Anne og Marilla fået en ny nabo, en mærkværdig mand, ungkarl, ret trodsig uanset hvad man prøver at snakke om, og forholdet mellem dem starter ikke ud på den bedste måde. På Grønnebakken kommer der to nye forældreløse børn, efter at en af Marillas veninder dør og hendes bror ikke kan tage sig til dem. De to børn og meget forskellige og jeg kom til at holde af dem på præcis samme måde som jeg holdt af Anne til at starte med. Forhåbentlig vender de tilbage i den næste bog i serien, sådan at jeg kan få mere af dem at se, og de kan få lov til at udvikle større personligheder end den stille pige og den uartige dreng.

Sidst men ikke mindst er det måske også endelig ved at gå op for Anne, at der også er plads til kærlighed i hendes eget liv, og jeg må sige, at det på ingen måde kommer bag på mig, hvem hun begynder at få øjnene op for. Anne og Gilberts forhold er kommet langt siden han på Annes første skoledag ret hende i håret og kaldte hende en gulerod, og det er så fint at læse om. Også selv om det ikke er noget, der bliver fortalt ret meget om.

Selv om jeg nød bogen, havde Anne bliver lærer ikke helt den samme magiske følelse for mig, som den første bog havde. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvad det er, men jeg tror det har noget at gøre med at Annes fantasier ikke på samme måde fylder bogen som de gjorde i den første bog. Alting går meget hurtigt, og det er faktisk ikke ret meget man får at vide om Anne som lærer, hvilket jeg fandt ret mystisk. Historien begyndte at føles overfladisk, og selv om jeg godt kan lide Anne og de mange andre karakterer lige så meget som før, så følte jeg i sidste ende, at jeg savnede et eller andet unavngivet element i fortællingen. Det skal ikke lyde som om jeg ikke kunne lide bogen, for det kunne jeg uden tvivl, og jeg glæder mig til at følge med i Annes videre eventyr. Det bliver ikke kedeligt, det er jeg sikker på.

Nu hvor jeg er ved det, er der så nogen der ved, om resten af Anne-bøgerne også kommer i disse virkelig flotte udgaver? Jeg vidste nemlig ikke, at der faktisk er 8 bøger om Anne fra Grønnebakken, og ind til videre er det vidst kun disse tre første, der er i denne udgave.

lørdag den 15. september 2018

Shatter Me (Shatter Me #1) af Tahereh Mafi


Shatter Me (Shatter Me #1) af Tahereh Mafi. Udgivet af HarperCollins i 2012, først udgivet i 2011. 338 sider.
Juliette hasn’t touched anyone in exactly 264 days.
The last time she did, it was an accident, but The Reestablishment locked her up for murder. No one knows why Juliette’s touch is fatal. As long as she doesn’t hurt anyone else, no one really cares. The world is too busy crumbling to pieces to pay attention to a 17-year-old girl. Diseases are destroying the population, food is hard to find, birds don’t fly anymore, and the clouds are the wrong color.

The Reestablishment said their way was the only way to fix things, so they threw Juliette in a cell. Now so many people are dead that the survivors are whispering war – and The Reestablishment has changed its mind. Maybe Juliette is more than a tortured soul stuffed into a poisonous body. Maybe she’s exactly what they need right now.

Juliette has to make a choice: Be a weapon. Or be a warrior.
Shatter Me er den første bog i Tahereh Mafis futuristiske, dystopiske fantasyroman. Her møder vi Juliette, som har været indespærret og i total isolation i næsten et år. Det tager lidt tid før man som læser finder ud af præcis hvad der har ført til dette, for Juliette er meget disciplineret med hensyn til, hvad hun tænker på og den forfærdelige hændelse er aboslut ikke på listen over ting, hun ønsker at tænke på.

I stedet for fylder Juliette sine tanker og sit liv med en underlig form for poetisk snak. Eller tanker, for i al den tid hun har været indespærret, har hun ikke sagt et eneste ord. Hun lever i sit hoved, og tilbringer dagene med at stirre ud af vinduet og se ud på en verden i forfald. En verden, hun ikke længere er en del af. Indtil hun en dag får en cellekammerat. En dreng. Eller ung mand, på hendes alder. Hans navn er Adam og hans tilstedeværelse vender op og ned på hele Juliettes verden.  Og løsner samtidig op for hendes tanker. For en af de ting, jeg også har set mange andre bide mærke i, er sproget. Det kan for mange godt blive for meget ”purple prose”, altså unødvendigt, næsten kunstigt opstillet sprog med billeder og metaforer. For mig fungerer det dog rigtig godt og jeg har hele tiden ment, at det passer godt til Juliettes personlighed. Hendes sprog, og derfor den måde bogen er skrevet på, er farvet af at hun ikke snakker med folk, heller ikke før hun blev spærret inde i isolation interagerede hun ret meget med andre mennesker. I stedet er hendes sprog præget af at hun har læst mange bøger, og sidenhen kun har haft sine tanker til at holde sig med selskab. Hvis man har læst Shatter Me og fandt bogen irriterende at læse på grund af dette, så har jeg allerede læst trilogien, og kan godt fortælle, at det bliver mindre tydeligt jo længere hen i serien man kommer. Så jeg mener ikke, man skal lade sig afskrække af, at sproget er ret specielt.

Jeg elsker Juliette. Som hovedperson er hun for mig rigtig skøn at følge, fordi hun er så unik i forhold til mange andre hovedpersoner. Hun er ret specielt, stoler ikke på nogen overhovedet og faktisk kan jeg ret ofte godt blive irriteret på hende over hvor meget hun nedgør sig selv og tror at det er hendes skyld at ingen tilsyneladende kan lide hende. Hendes måde at forsøge at ændre på dette har altid været at prøve på at være endnu sødere, endnu mere selvopofrende, endnu mere selvudslettende og det betyder at hun på mange måder beskylder sig selv for den måde andre behandler hende på. Det er forståeligt og eftersom Juliette i Shatter Me har levet isoleret længe nok til at hendes tanker og følelser er blevet ret kludret.

De to andre centrale personer i bogen er Adam, Juliettes nye cellekammerat og meget modvilligt en, Juliette tror på, hun kan stole på. Den anden er Warner, lederen af Sektor 45, hvor Juliette er fængslet. Jeg har ikke særligt meget til overs for Adam, for det meste synes jeg han er utroligt egoistisk og jeg kan slet ikke lide de grunde han giver for sine følelser for Juliette. Det får mig til at skære tænder, når han beskriver hendes tidligere selvudslettende opførsel som hende værende sød og god og hjælpsom, når det i langt højere grad var en måde at holde sig selv nede på. Men jeg hader ham ikke, jeg kan virkelig godt lide ham sammen med hans lillebror James og såkaldte bedste ven Kenji, men ikke rigtig med Juliette. Kenji derimod er en af mine absolutte yndlingspersoner i hele serien, han er humoristisk og fandenivoldsk, men han er også utroligt venlig over for dem han møder og generelt bare dejlig at læse om.

Mit primære problem med denne her bog er, at jeg ikke føler, jeg får nok at vide om universet. Juliette fortæller om hvordan samfundet gik ned af bakke dengang hun var lille, vejret blev ekstremt og voldsomt, mad og afgrøder med sparsomme og dyrene blev fodret med mad der var blevet forgiftet og dette spredte sig til mennesker. Men man ser det næsten ikke. Man hører kun karaktererne tale om noget der hedder The Reestablishment, en organisation eller nærmest regering, der nogle få år forinden langsomt fik overtaget magten med løfte om at rette op på skaderne. Det er her det dystopiske element kommer ind i billedet, men jeg føler aldrig det bliver udviklet godt nok til at jeg forstår Juliettes verden.

Shatter Me er en af de flotteste bøger på mine hylder og jeg er gået i gang med at genlæse serien for at genopfriske hvad der sker, før jeg går i gang med den nyeste bog, der udkom i foråret. Det er efterhånden længe siden jeg læste bogen første gang, men den er stadig lige så god som jeg huskede.

fredag den 14. september 2018

Miss Peregrine's Home for Peculiar Children (Miss Peregrine's Peculiar Children #1) af Ransom Riggs


Miss Peregrine's Home for Peculiar Children (Miss Peregrine's Peculiar Children #1) af Ransom Riggs. Udgivet af Quirk Books i 2012, først udgivet i 2011. 352 sider.

16-year-old Jacob has discovered the ruins of Miss Peregrine's Home for Peculiar Children. As Jacob explores the abandoned building, he realises that the children were more than just peculiar - they may have been dangerous. And somehow - impossible though it seems - they may still be alive.
Det er langt fra første gang, jeg har læst Miss Peregrine's Home for Peculiar Children, og min anmeldelse kommer til at bære præg af, at det er en bog jeg har genlæst mere end en gang og læst i forskellige formater. Det er bestemt en af mine yndlingsbøger, for Ransom Riggs har skrevet en historie, der er både spooky, rørende, morsom og frem for alt virkelig god.

Vores hovedperson Jacob er en typisk teenager, og mener selv, at der ikke er noget specielt ved ham. Det er der derimod ved hans farfar, der hele livet har været Jacobs idol. Farfar Abraham har siden Jacob var helt lille fortalt ham historier om monstre og børn med mageløse, overnaturlige evner, der pirrede den lille drengs fantasi på det utroligste. Men selv da han blev ældre og forstod mere om farfarens forældreløse opvækst og flugt under jødeforfølgelsen i Polen under Anden Verdenskrig, og historierne derved får en anden betydning, er Jacob fascineret. Men måske stærkt påvirket af sine forældres holdning begynder han også at skubbe farfaren lidt til side, og tror ikke længere på meget af det, han siger.

Ind til den dag farfaren ringer i vild panik og taler om nogen, der forfølger ham, og Jacob samme aften finder ham død. Det bliver starten på en storslået rejse for Jacob, dels for at finde ud af mere om farfarens fortid, men Jacob havner midt i det, han troede var en historie, omgivet af de børn han har hørt historier om siden han var helt lille. Året er 1942, Anden Verdenskrig raser i det meste af verden og for at beskytte sig mod de, der vil dem ondt, har Miss Peregrine skabt et tidsloop, hvor børnene lever den samme dag igen og igen, uden for fare både fra monstre og krigen. Men Jacobs tilstedeværelse betyder også en stor forandring i de sælsomme børns liv, og før de ved af de bliver de alle sammen kastet ud af deres komfortzone på jagt og på flugt. For farfar Abrahams monstre er virkelige og de er på jagt efter Jacob og de andre børn.

Derfra bliver man altså nødt til at læse bogen selv, for jeg vil ikke spoile noget. Hvis man har set filmen, kan jeg virkelig anbefale man læser bogen i stedet for, der er mange ting, der ikke giver mening på samme måde som det gør i bogen, hvis man kun har set filmen. En af de ting jeg virkelig godt kan lide ved Ransom Riggs bøger er hvordan de kombinerer ord med billeder. bogen er fyldt med disse gamle, sort/hvid fotografier, der spiller en stor rolle i historien. Billederne er fundet i private samlinger, loppemarkeder og lignende og jeg kan ikke huske, om han har fundet billederne først og bygget historien ud fra dem eller om de har givet inspiration, men ikke decideret grundlag for historien. De forskellige fotos i den første bog er af de forskellige karakterer og de tilføjer en del af den spooky stemning, der stadig findes i bogen efter flere læsninger. Jeg har også hørt bogen som lydbog, hvor man selvsagt ikke kan se billederne og jeg savnede dem faktisk mere end jeg regnede med.

Jeg har svært ved at beskrive denne her bog rigtigt, for Ransom Riggs skriver på en ret specielt måde, og bruger ordene til at skabe en stemning, der er ret unik for hans bøger. Hver gang jeg har læst bogen, er jeg blevet opslugt af historien og de forskellige beskrivelser af tågeklædte øer, nedbrudte huse, sumplignende områder og mest af alt både gode og onde karakterer. Beskrivelserne af hvordan "wrigths" og "hollowghasts" ser ud er som taget ud af et mareridt, og på den anden side er børnenes specielle evner beskrevet med forundring og skøn fantasi. Jeg er faktisk ikke specielt vild med Jacob som hovedperson og finder ham meget af tiden ret egoistisk og irriterende, men jeg elsker bogen så højt for det farverige, uhyggelige sprog og de mange sælsomme børn. Det er for mig dem, der redder denne her bog, og de er så fascinerende at læse om, så forskellige.

For mig er det her en bog, og serie, jeg altid får lyst til at vende tilbage til om efteråret, når bladende på træerne begynder at blive orange og røde, og det bliver koldere og måske endda tåget. Det er ganske enkelt en vidunderlige efterårsbog. Den er hyggelig at læse, og tilpas spooky uden at blive uhyggelig. Miss Peregrine's Home for Peculiar Children er fyldt med historier i ord, historier i billeder, flotte beskrivelser og finurlige karakterer. Hvis man mangler noget efterårsferielæsning, vil jeg foreslå man forsvinder ind i Ransom Riggs' fantastiske historie.

torsdag den 13. september 2018

The Bone Sparrow af Zana Fraillon

 
The Bone Sparrow af Zana Fraillon. Udgivet af Hachette Children's Group i 2017, først udgivet i 2016. 293 sider.

Born in a refugee camp, all Subhi knows of the world is that he's at least 19 fence diamonds high, the nice Jackets never stay long, and at night he dreams that the sea finds its way to his tent, bringing with it unusual treasures. And one day it brings him Jimmie.

Carrying a notebook that she's unable to read and wearing a sparrow made out of bone around her neck - both talismans of her family's past and the mother she's lost - Jimmie strikes up an unlikely friendship with Subhi beyond the fence.

As he reads aloud the tale of how Jimmie's family came to be, both children discover the importance of their own stories in writing their futures.
Jeg synes virkelig ikke, at bagsideteksten til The Bone Sparrow formår at sælge den hjerteskærende historie, der gemmer sig bag dens brændt-gule forside og den lidt mystiske titel. Så nu forsøger jeg med min anmeldelse at forklare, præcis hvorfor dette her er en historie, man bør læse i dag, og hvorfor den er så forfærdelig, samtidig med at den er så god.

Fraillons historie er, som hun selv fortæller, inspireret af den stigende flygtningekrise, og af de historier, man har fået fortalt om, hvordan flygtninge bliver behandlet, særligt i hendes hjemland Australien. Selv om historien og karaktererne Shubi, Jimmie og de andre er fiktive, er der meget ægte i Fraillons bog. Det er denne ægthed, der gør bogen så forfærdelig at læse. Jeg havde så svært ved at komme igennem bogen, fordi jeg gang på gang mistede modet over, hvor rædselsfuldt beboerne i flygtningelejren bliver behandlet, som om de er mindre menneske end de australske vagter. Det gjorde ondt at læse om, især set igennem øjnene på et barn som Shubi, der er født i lejren og aldrig har kendt til andet. Han lytter ivrigt til sin mor og søsters fortællinger om det gamle land, og vi hører om hvordan han er lidt af en påtrængende dreng, der stiller de andre beboere mange spørgsmål og lytter ivrigt til deres minder. Det er den eneste måde, han kan få en fornemmelse af at også han stammer fra det gamle land og han fortæller det på sådan en måde, at man ikke kan lade være med at blive berørt af det. For eksempel måler han sin højde ved at måle hvor mange "fence diamonds" eller "hegn diamanter" han er høj. Det lyder så uskyldigt, når han fortæller om det, og han er bare spændt på hvornår han endelig når den næste diamant. Men som læser kunne jeg ikke lade være med at se det for mig; en lille dreng, muligvis beskidt og udsultet, som stædigt går hen til pigtrådshegnet for at bruge det til at måle hvor stor han er blevet.

Bogen er skrevet til "middle grade" segmentet, midt i mellem børnebøger og ungdomsbøger. Men jeg er sikker på, at den kan røre meget i sin læser, uanset hvor gammel man er. Man skal dog nok være opmærksom på at yngre læsere kan have en del spørgsmål, for fordi historien bliver fortalt gennem børnene Shubi og Jimmie er der nogle ting, der faktisk er voldsomt grusomme, men de ser det på en helt anden måde end voksne gør.

Bogen holder sig mere eller mindre til det realistiske, og det er ikke fordi bogen indeholder fantastiske elementer som sådan. Men Shubi har en meget livlig fantasi og drømmer om det såkaldte "Night Sea", der bringer ham alle mulige gaver og små, mærkelige objekter, som han skatter over alt andet. Det var for mig lidt forvirrende i starten at finde ud af, om der var tale om en drøm når han sov, eller en eller anden form for hallucination fordi han drømmer sig væk, men jo længere hen i bogen man kommer, jo mere synes jeg, at det giver mening. Og det siger en hel del om Shubi, men også om hans storesøster Queeeny. Derudover læser Shubi en historie højt for Jimmie, som er en slags familiekrønike, hendes mor skrev ned før hun døde. Den kan godt virke en smule fantastisk, og det er her "the bone sparrow" en lille vedhæng til en halskæde, en spurv udskåret i knogle, kommer ind billedet, men det fører til at Shubi og på sin vis også Jimmie, får nogle andre tanker omkring deres liv og hvad de vil gøre i fremtiden.

Jeg kan virkelig ikke anbefale denne her bog nok. Fraillon skriver skønt, og holder sproget meget enkelt, delvist også fordi det er en bog, der er henvendt til de lidt yngre læsere. Men selv om det ikke er kompliceret, er der en særlig stemning over det og det fungerer så godt med Shubi og Jimmie som fortællere. At læse The Bone Sparrow gjorde mig utroligt ked af det og jeg fik en knude i maven over at tænke på hvordan vi mennesker behandler hinanden, og specielt dem, der har allermest brug for hjælp. Fraillon har gjort sin research og jeg har på fornemmelsen, at bogen kun berører en lille del af flygtningenes hverdag. Det er en bog, der gav mig lyst til at gøre noget, gøre en forskel. Og jeg håber sådan på, at denne her bog vil få meget mere opmærksomhed i fremtiden, og kan inspirere flere til at ville gøre en forskel.

 

Template by BloggerCandy.com