fredag den 22. december 2017

Skæbnens sværd (The Witcher #2) af Andrzej Sapkowski

 
Skæbnens sværd (The Witcher #2) af Andrzej Sapkowski. Oversat af Rune Brandt Larsen. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 1993 med titlen Miecz przeznaczenia. Læst på dansk, originalsproget er polsk.

Gave/anmeldereksemplar tilsendt fra Gyldendal.

Bestselleren bag The Witcher, spilverdenens svar på Game of Thrones. Andet fristående bind i Andrzej Sapkowskis serie om witcheren Geralt. Historierne, der udspiller sig i et middelalderligt og fantasyinspireret univers, handler om Geralts heltegerninger og om hans begær efter den uimodståeligt tiltrækkende troldkvinde Yennefer.

Geralt er witcher, en mand, der gennem hård træning og magiske drikke er blevet monsterjæger og koldblodig kriger. Han rider fra landsby til landsby for at tilintetgøre frygtindgydende monstre og dæmoner, som hærger landet og overfalder uskyldige mennesker. Men ikke alt, der ser uhyggeligt ud, er ondt – ikke alt, der ser harmløst ud, er godt. Geralt er heldigvis i besiddelse af overnaturlige kræfter fx forstærket syn, evne til hurtig heling og delvis immunitet over for menneskelige følelser, hvilket gør ham til en imponerende og ubarmhjertig dræber.

Skæbnens sværd fortsætter mere eller mindre der, hvor den første bog, The Last Wish (på dansk Det sidste ønske) slap. Det er fedt for mig at vende tilbage til universet igen, og præcis som med den første bog, har jeg et klart indtryk af, af Sapkowskis univers nærmest flyder over med mytologiske væsner. Og dog. Noget er på færde i verden, noget som Geralt ikke kan sætte ord på, men han kan mærke at noget er ved at forandre sig. Noget er ved at forsvinde. Han ved bare ikke hvad det er og ingen tror rigtigt på ham. I Skæbnens sværd er vi stadig i novelleformatet, hvilket betyder at bogen indeholder 6 historier med separate titler og kapitelindelinger. Og så alligevel ikke. Jeg kunne allerede i den første bog se, at der er en sammenhæng mellem historierne, der snarer er delt op alt efter Geralts forskellige eventyr eller missioner om man vil, end fordi de ikke hænger sammen. Og i denne her bog er det blot endnu mere tydeligt. Så vidt jeg husker, er det fra den næste bog romaner, man har med at gøre, og det bliver der faktisk lagt en del op til i løbet af Skæbnens sværd. Særligt hen imod slutningen, hvor man som læser dels får nogle informationer om tidligere missioner, Geralt har været på, og dels er med, når disse får ufattelige, katastrofale og skæbnebestemte konsekvenser for ham nu. Jeg er virkelig spændt på at læse videre i serien og se, hvordan Geralt, Ciri og de andre karakterer udfolder sig i romanformat.

Det er altså noget særligt ved Sapkowskis univers. Serien blev udgivet i min barndom, dengang på originalsproget polsk, og det er først for nyligt, at jeg har fået øjnene op for serien, på engelsk og nu også på dansk med den nye oversættelse. Men den føles bestemt ikke gammel eller som om tiden er løbet fra den, tværtimod har man her at gøre med et fantasyunivers, der er rig på både worldbuilding og historier. At læse bøgerne giver mig mere og mere lyst til at spillet videospillet, for jeg kan kun forestille mig, at Sapkowskis blanding af polske sagn- og mytologiske figurer og dette middelalderlige univers er fedt at opleve på den måde også. Geralt er en fortsat fornøjelse at læse om, han er lidt af en blødsøden gut inderst inde, men vil ikke rigtig indse det, fordi det er meningen at witchere skal være helt uden følelser. Det er faktisk en af de ting, jeg savner mest ved de to bøger, jeg har læst indtil nu, jeg vil rigtig gerne videre mere om witchere, om hvordan de bliver til, hvordan de træner, hvad det er de kan og så videre. En ting er, at man i de første bøger får en masse noveller og kortere historier, hvor man ser det ske, men det er stadig lidt forvirrende med så mange ubesvarede spørgsmål.

Ikke overraskende er mine yndlingshistorier i bogen de sidste to. Det føltes for mig som læser som om de virkelig lægger op til, at der starter en større historie nu, der involverer flere af de karakterer, man er blevet introduceret til i løbet af de første to bøger, og ikke mindst deres forhold til Geralt. Jeg kunne virkelig godt lide Skæbnens sværd, men jeg havde samtidig havde jeg en følelse af, at det var lidt for meget en opvarmning til de næste bøger. Selv om jeg nød den, var det som om, jeg hele tiden sad og ventede på noget mere. Det gør jeg også, men Skæbnenes sværd er altså bestemt værd at læse. Historierne er gode, plotfyldte og action-prægede, og universet med dets mange forskellige folkeslag og karakterer er en jungle at fortabe sig og gå på opdagelse i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com