tirsdag den 26. december 2017

Glasmuren (Exilium #2) af Linette Harpsøe

 
Glasmuren (Exilium #2) af Linette Harpsøe. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Læs min anmeldelse af den første bog De fejlfødte.
Der kan forekommer spoilers for både den første bog og denne.

Fry er flygtet fra Kuben og befinder sig i Brudstykket, et isoleret og ødelagt stykke af Danmark, der er omkranset af en kæmpe glasmur.
I Brudstykket er det kun de stærkeste, der overlever. Her er kvinder slaver, der bliver solgt på det Sorte marked eller jaget og henrettet for at være sneglehviskere.
I takt med at Frys evner udvikles, nærmer et opgør mod Organisationen og dens hær af Fejlfødte sig. Da konfrontationen sker, opdager Fry den grufulde sandhed om ikke bare Organisationen, men om hele sit liv. En sandhed, der ødelægger alt, hun nogensinde har troet på.
Glasmuren er andet bind i den anmelderroste Exilium-trilogi.
 
Hold nu fast. Glasmuren tog helt seriøst røven på mig. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at alt, jeg troede, jeg vidste eller havde regnet ud, er blevet fejet til side og at jeg nu skal forholde mig til noget helt nyt. Og ved I hvad? Jeg kan så godt lide det! Linette Harpsøe formår virkelig at overraske og skrive en bog, der føles ny og på alle måder formår at tage en ved næsen. Og så føles det altså naturligt, at man pludselig står og ikke ved en døjt. Det gør Fry også og det passer ind i historien, så det er ikke sådan, at man bliver skubbet over i en helt anden retning, blot for at gøre det. Der er en mening med det. Og jeg tør næsten ikke gætte på, hvad det fører til i sidste ende.

For at vende tilbage til bogen. Fry, Anika, Elin, Johnson og alle de mange andre karakterer, som jeg elskede i den første bog, vender tilbage i denne her. Og mens nogle karakterer udviklede sig i en fantastisk retning, som jeg bare nød at følge med i. Johnson især, den mand er fantastisk og hele hans baggrundshistorie, som man får et indblik i i Glasmuren, er seriøst spændende og jeg håber på, at der kommer mere med ham og hans fortid i den sidste bog. Spørgsmålet om Elins datter Ea bliver besvaret, blot for at bane vejen for et nyt mysterium. At Elin og Johnson kender hinanden var jeg slet ikke i tvivl om efter den første bog, man kan ikke hade hinanden så meget, hvis man ikke kender hinanden. Men hvordan, det havde jeg slet ikke set komme og hvad det betyder for Fry, er virkelig en overraskelse. Det føltes lidt som om det kom ud af det blå, men når jeg tænkte tilbage på De fejlfødte og på tidligere små kommentarer og hints i den bog, så gav det alligevel mening. Man skal holde øje med de små detaljer i den her serie! Den eneste grund til, at man hører noget om det, er fordi Fry overhører en samtale og derfor er det sparsomt med, hvad læseren får at vide og da der senere melder sig en ny karakter på banen, som forsøger at fortælle Fry sandheden, er det svært at tro på. Også for mig. Derfor håber jeg, at det er en baggrund, der bliver taget op igen i den sidste bog, sådan at det kommer til at give mere mening og blive mere fyldestgørende. Til gengæld kan jeg godt lide, at den sommerlejr, der kort bliver nævnt i De fejlfødte er af virkelig vigtig betydning.

En af de andre karakterer, som jeg faktisk holder mest af, det er Anika. Frys veninde, som i starten af De fejlfødte virker mere som en slags katalysator for Fry til at reagere. Men hun vokser virkelig i denne her bog og bliver en lige så spændende person at følge. Det samme kan jeg ikke rigtig sige om Timo, som jeg virkelig godt kunne lide i den første bog, og som sagde mig intet i Glasmuren. Jeg har ikke noget imod den vej, hans historie går, jeg var mere ligeglad. Til gengæld vil jeg gerne give Linette props for NAVN, der er en non-binary karakter, man møder i bogen. Dels fordi han ikke bliver slået ihjel for dramatisk effekt og ligesom han bliver introduceret, som LGBTA+ karakterer alt for ofte gør, men også fordi, alle de andre karakterer behandler ham fuldstændig normalt. Det er ikke hans primære identitet og han er non-binary på samme måde som en anden karakter er lyshåret eller mørkere i huden. Det er noget, jeg personligt er rigtig glad for, når det bliver inkluderet på den måde, fordi det er sådan det bør være. Naturligt.

Der er en ting, jeg tror, mange hader ved bøgerne og det er sneglevæsnerne og nok især de fejlfødte og hvordan de bliver skabt. Personligt synes jeg, at det skaber nogle interessante etiske problemstillinger og det vidner om et større politisk spil, som sløret bliver løftet for. Og så finder jeg dem mest skræmmende, fordi de er så fraværende. Så længe de ikke bliver set, er det store uhyggelige snegle på størrelse med edderkopperne fra Ringenes Herre og det er det, der er mest uhyggeligt for mig. Og så minder de mig, om en opgave, jeg fik i et opgavehæfte til stile da jeg gik i folkeskolen. Det forestillede nemlig en mørklagt gade i storbyen, med dyster gadebelysning og ingen mennesker. Til gengæld er der en kæmpestor snegl på størrelse med husene på vej ned ad gaden. Jeg har ikke tænkt på den opgave i årevis, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den, når jeg læste bøgerne og jeg spekulerer på, om Linette har set det. Måske får jeg svaret, når den tredje bog udkommer. I hvert fald glæder jeg mig til den og ind til da, kan jeg godt finde på at genlæse de to første bøger. Med Glasmuren er jeg endegyldigt overbevidst, Exilium er en pageturner og en fantastisk serie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com