torsdag den 14. september 2017

Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger

 
Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men hvad der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?
Sjælehenteren er første bind i trilogien Fortællinger fra Døden.
 Har du lyst til at møde Døden? Eller måske Lucifer og Djævlen? De optræder alle tre i denne her bog og jeg er vild med den måde, Katja portrætterer dem på. Sjælehenteren er et stykke dansk fantasy, der byder på et virkelig spændende koncept og nogle mindeværdige karakterer, der bærer bogen frem. Hovedpersonen Raven er død, men alligevel på en eller anden måde lever hun stadig videre, ikke i efterlivet, men som sjælehenter for Døden. Jeg var ret spændt på hele det sjælehenter-koncept, som Katjas anden bog ville komme til at handle om, og lad mig bare starte med at rose hende for et virkelig gennemført univers. Selv om der er meget, man ikke lige får beskrevet, så er det sted, hvor sjælehenterne bor, et sted, der fremstod virkelig levende for mig. Jeg havde sådan et billede af en undergrundsstation, der var omdannet til et helt lille samfundslignende bosted og det mindede mig mest af alt om det Valhalla, Rick Riordans Magnus Chase kommer til. Det er faktisk rigtig store ord fra min side, men de er velfortjente. Det er et sted, der på en gang har en eller anden hjemlig, camp-good-feel følelse over sig og samtidig er så overjordisk, at det ikke helt føles som et hjem.

Sjælehenterne har et problem, et stort problem. Nogen jagter dem og flere og flere sjælehentere forsvinder sporløst. Men deres arbejde skal alligevel udføres og det er det, Raven skal. Hun er overraskende god til det, som om hun ved hvad den enkelte har brug for og i det hele taget er hun en ret cool karakter. Ja, hun tænker meget på hævn efter hun vågner i ”efterlivet”, for hendes jordiske liv slutter meget brutalt, men det afholder hende ikke fra at være en varm og morsom person. Hun er viljestærk, men begår også fejl, der slår hende ud og det gjorde mig virkelig glad for hende. Jeg gad godt, at man måske havde set lidt mere til hendes liv før hun døde, eller i det mindste de vigtige personer i hendes liv efter hun er død. Når hun taler om sin bedste veninde og alting, er det ikke altid lige let at sætte sig ind i, for man har ikke andet end hendes ord at holde sig til.

Jeg bliver ganske enkelt nødt til at snakke om de andre karakterer. Døden, Lucifer og Jahve er, som de optræder i Sjælehenteren, er virkelig skønne karakterer. Jovist, Døden kan godt virke lidt distanceret og upersonlig, men også hans facade har sprækker og jeg fandt ham faktisk meget morsom nu og da. At han går klædt i hørbukser fik mig til at tænke på en midaldrende mand med Hawaii-skjorter og billedet er så godt tegnet, at jeg ikke kunne lade være med at grine for mig selv. Lucifer og Jahve er på mange måder meget anderledes end de andre gange, jeg er stødt på lignende karakterer i andre bøger og Ravens første møde med dem begge to er en af de bedste scener i bogen. Selv om de ikke er specielt klassiske fremstillinger, passer deres opførsel virkelig skønt til dem, de skal forestille at være.

Nogle af bogens kapitler bliver fortalt af en karakter, der hedder Zeph, og jeg tror, det er meningen, at man skal være interesseret i ham og hvem han er – og synes han er interessant som person. Jeg var faktisk hverken enten eller med hensyn til ham. De få kapitler han fortæller er med til at fortælle sider, Raven ikke oplever, men Zeph som karakter synes jeg mest var spændende i forhold til hvilken rolle han kommer til at spille. Som person havde jeg ingen følelser for ham den ene eller den anden vej.

Og fortællestilen er noget, jeg bliver nødt til at komme ind på. Den er nemlig meget direkte henvendt til læseren, og det sker et par gange, at en karakter afbryder sig selv og kommer tilbage på sporet, så det føles rigtig meget som om det er en, der sidder og fortæller det til læseren. Det passer virkelig godt til serietitlen ’Fortællinger fra Døden’, men for mig personligt er det lidt af et turn off, når jeg læser. Jeg elsker at få karakterernes tanker eller refleksioner, så vel som deres handlinger eller oplevelser, men jeg har aldrig været den store fan af ”fortælle-stilen”. Det er ikke fordi, det gør bogen dårlig, for mig er det bare irriterende at læse. Jeg føler mig dog sikker på, at Sjælehenteren er en bog, som vil glæde rigtig mange læsere, hvad enten man er fantasyinteresseret eller er glad for karakterudvikling og historier, der fokuserer på det. Det er ikke en lang bog, men der sker hele tiden noget og man keder sig bestemt ikke i selskab med Katja Bergers anden bog og de mange spændende karakterer, mytologiske eller ej.

Bogen udkommer fra forlaget i dag.

0 kommentarer:

Send en kommentar