lørdag den 16. september 2017

Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss

 
Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss. Udgivet af Tellerup i 2017.

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.
Læs mine anmeldelser af de første bøger: Leoniderne og Geminiderne.

Jeg døde da jeg var ti år.
Var det ikke for drengen med de grå øjne,
havde det været min eneste død.
Men jeg fik en ny chance dengang.
En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.


16-årige Nasrin møder den dreng som reddede hendes liv da hun var lille. Han kan bare ikke huske hende, og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået. Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker: Det er den samme person. Drengens venner er mistroiske over for Nasrin. De snakker om uhyggelige skyggevæsner og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i deres mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting. Og måske kan det rent faktisk lykkes. Hvis hun tænker sig om. Hvis hun tager de rette beslutninger. Spørgsmålet er om man kan ændre noget som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Ursiderne er tredje bind i serien SPEKTRUM,  hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.
Okay, lad os bare få det ad vejen med det samme. Det her indlæg kommer til at indeholde en mængde fangirling. For hvis der er en bog, jeg har glædet mig til rigtig, rigtig længe, så er det Ursiderne. Den tredje bog i Spektrum-serien introducerer os ikke bare for en ny hovedperson, men for en helt ny karakter. Nasrin er en pige, der på ingen måde lader andre bestemme, hvad hun skal gøre. Hun er helt sin egen person, mærket af en virkelig traumatisk oplevelse, da hun var yngre og som har efterladt hende med en følelse af tomhed. Hun bliver introduceret for de velkendte ansigter fra Spektrum igennem et tilfældigt møde, eller måske ikke så tilfældigt igen? Og meget snart er hun også en af de tidsrejsende teenagere med lysende hænder - i blå, må jeg godt blære mig lidt med at jeg lige som mange andre havde regnet det ud i forbindelse med afsløringen af hovedpersonens identitet? Og dermed er hun en del af et fællesskab på en helt anden måde, end hun er vant til og måske også har lyt til. Til at begynde med er Nasrin nemlig ikke specielt glad for nogen af de andre karakterer og vil i hvert fald slet ikke have noget med deres mission at gøre. Hun har sin egen mission og stædig og uafhængig som hun er, tager det noget tid før hun indser, at hun har brug for de andre, ligesom de har brug for hende.

Jeg er ret vild med det, Nanna Foss gør i denne her bog. Man kan mærke, at hun har udfordret sig selv, Nasrin er virkelig en karakter helt for sig selv og i en serie med så mange fortællere er det så vigtigt, at de ikke minder for meget om hinanden. Selv om ventetiden har været lang, har det helt bestemt været værd at vente på, for Nasrins historie er en med mange følelser, mange filosofiske tanker, mange nye spørgsmål, afsløringer, samt hemmeligheder og mysterier. Til at begynde med var det lidt sværere for mig at komme ind på livet af, hvem Nasrin var og set i bakspejlet er det genialt skrevet, at man også som læser får den følelse. For sådan er hun. Men ligesom jeg virkelig endte med at holde af Nasrin, så får man også lov til for alvor at opleve, hvordan hnedes venskab med dandre karakterer udfolder sig. En af måderne, hendes karakter træder frem på er igennem det grafiske, der er lidt anderledes end i de andre bøger. Egentlig plejer jeg at være ret vild med den slags, men det var ikke altid, at jeg følte, at det ramte rigtigt i denne her bog, desværre.

Jeg har ikke tænkt mig at sige alt for meget om selve plottet, for jeg vil ikke risikere at spoile hverken denne her bog eller de foregående, specielt fordi det her er en serie, jeg anbefaler til højre og venstre.  Men jeg tør godt love, at man på intet tidspunkt keder sig. Spektrum er en karakter-drevet serie, og der bliver brugt meget tid og energi på at udfolde og udvikle karakterer, bog til bog og i løbet af en bog, men det sker hele tiden igennem et eller andet, der viser sig at være vigtigt. Der er fart på, når der bliver fulgt op på afsløringer fra de tidligere bøger eller når der bliver gjort opdagelser, der leder til nye spørgsmål og de lige knap 600 sider forsvinder mellem hænderne på en. Det gjorde de i hvert fald på mig. Hele tidsrejse-fænomenet bliver også lige genopfrisket for Nasrins skyld, og det at have en helt ny karakter opdage det gør, at man kan tage nogle andre vinkler på nogle af problemerne og det var ret spændende at se. Forvent en bog, der sender en masse følelser igennem kroppen på dig, for der er både sjove og sørgelige scener og som altid er slutningen lidt af en cliffhanger. Men jeg var vild med den og især det, der sker. Mere vil jeg ikke sige.

Hvis du er en af dem, der ikke er kommet i gang med at læse Spektrum-serien endnu, så kan jeg kun anbefale den. Selv glæder jeg mig selvfølgelig allerede til bind 4 (jeg tror også jeg ved, hvem der fortæller det og vedkommende har en lækker musiksmag!), men hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at den bliver værd at vente på. Og indtil da, er jeg ret sikker på, at jeg genlæser de første tre bøger, for jeg er faktisk meget vild med Emilie, Pi og nu også Nasrin.

Bogen udkommer fra forlaget i dag!

PS. Hvis du undrer dig over vandmændene på billedet, så er det fordi jeg har det tilfælles med Nasrin, at jeg hækler små dyr til neonatalafdelingen på sygehuset. Hun hækler blæksprutter og jeg hækler vandmænd.

fredag den 15. september 2017

Milk and Honey af Rupi Kaur


Milk and Honey af Rupi Kaur. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2015.

milk and honey is a collection of poetry and prose about survival. It is about the experience of violence, abuse, love, loss, and femininity. It is split into four chapters, and each chapter serves a different purpose, deals with a different pain, heals a different heartache. milk and honey takes readers through a journey of the most bitter moments in life and finds sweetness in them because there is sweetness everywhere if you are just willing to look.
Når jeg tænker på Milk and Honey er det svært ikke at føle mig en anelse forvirret. Før jeg havde læst bogen, havde jeg nemlig set en del af de digte og illustrationer, der er i bogen, rundt omkring på nettet og sætligt på Tumblr. Der bliver bogen også nærmest omtalt som en eller anden form for fuldstændig epokegørende digtsamling og alle er vilde med den. Og jo, jeg kan rigtig godt lide den, men jeg var ikke så fuldstændig forelsket i den, som jeg lidt havde ventet. Og det er egentlig ikke fordi, den er dårlig eller fordi jeg ikke synes, at den er godt skrevet. Men jeg havde forventet en læseoplevelse, der ville efterlade mig åndeløs og på en eller anden måde mere påvirket.

Nuvel, som sagt så kan jeg rigtig godt lide bogen. Rupi Kaur skriver nogle rigtig fine digte, både kort og lange, hvor hun tager udgangspunkt i sine egne oplevelser, sine følelser og det, der sker omrking hende. Mange af digtene handler om det at være kvinde, om de mange holdninger og idéer, der bliver påduttet mennesker af det kvindelige køn fra samfundets side.  Det bliver personligt, det handler om mørke sider af forhold mellem mennesker, om voldelige forhold og når kærligheden forsvinder. Men den handler lige så meget om at finde styrken til at komme oven på igen efterfølgende. Om at finde den skjulte skønhed i øjeblikke, hvor den ikke er åbenlys.

Det er ikke alle digtene i bogen, som jeg blev lige glad for, men det skete mere end én gang, at Kaur virkelig ramte plet, så jeg sad og tænkte "wow". Det er en ærlig bog, hvor forfatteren virkelig ser på og åbner for ting, hun har været igennem, men man skal ikke forvente at få det hele serveret på et sølvfad alligevel. Mange vil mene, at det ikke er digte og hvis man mener, at digte handler om metaforer, om stramme rimskemaer og fast metrik, så kommer man ikke til at se bogen på samme måde, som hvis man forsøger at lade den være sig selv.

Jeg er så glad for, at jeg har læst Milk and Honey, især nu hvor jeg har fundet ud at forfatteren udkommer med endnu en digtsamling. Og jeg er bestemt interesseret, for de små øjeblikke, de små observationer, som hun gør sig i Milk and Honey er altså værd at læse og lægge mærke til.

torsdag den 14. september 2017

Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger

 
Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men hvad der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?
Sjælehenteren er første bind i trilogien Fortællinger fra Døden.
 Har du lyst til at møde Døden? Eller måske Lucifer og Djævlen? De optræder alle tre i denne her bog og jeg er vild med den måde, Katja portrætterer dem på. Sjælehenteren er et stykke dansk fantasy, der byder på et virkelig spændende koncept og nogle mindeværdige karakterer, der bærer bogen frem. Hovedpersonen Raven er død, men alligevel på en eller anden måde lever hun stadig videre, ikke i efterlivet, men som sjælehenter for Døden. Jeg var ret spændt på hele det sjælehenter-koncept, som Katjas anden bog ville komme til at handle om, og lad mig bare starte med at rose hende for et virkelig gennemført univers. Selv om der er meget, man ikke lige får beskrevet, så er det sted, hvor sjælehenterne bor, et sted, der fremstod virkelig levende for mig. Jeg havde sådan et billede af en undergrundsstation, der var omdannet til et helt lille samfundslignende bosted og det mindede mig mest af alt om det Valhalla, Rick Riordans Magnus Chase kommer til. Det er faktisk rigtig store ord fra min side, men de er velfortjente. Det er et sted, der på en gang har en eller anden hjemlig, camp-good-feel følelse over sig og samtidig er så overjordisk, at det ikke helt føles som et hjem.

Sjælehenterne har et problem, et stort problem. Nogen jagter dem og flere og flere sjælehentere forsvinder sporløst. Men deres arbejde skal alligevel udføres og det er det, Raven skal. Hun er overraskende god til det, som om hun ved hvad den enkelte har brug for og i det hele taget er hun en ret cool karakter. Ja, hun tænker meget på hævn efter hun vågner i ”efterlivet”, for hendes jordiske liv slutter meget brutalt, men det afholder hende ikke fra at være en varm og morsom person. Hun er viljestærk, men begår også fejl, der slår hende ud og det gjorde mig virkelig glad for hende. Jeg gad godt, at man måske havde set lidt mere til hendes liv før hun døde, eller i det mindste de vigtige personer i hendes liv efter hun er død. Når hun taler om sin bedste veninde og alting, er det ikke altid lige let at sætte sig ind i, for man har ikke andet end hendes ord at holde sig til.

Jeg bliver ganske enkelt nødt til at snakke om de andre karakterer. Døden, Lucifer og Jahve er, som de optræder i Sjælehenteren, er virkelig skønne karakterer. Jovist, Døden kan godt virke lidt distanceret og upersonlig, men også hans facade har sprækker og jeg fandt ham faktisk meget morsom nu og da. At han går klædt i hørbukser fik mig til at tænke på en midaldrende mand med Hawaii-skjorter og billedet er så godt tegnet, at jeg ikke kunne lade være med at grine for mig selv. Lucifer og Jahve er på mange måder meget anderledes end de andre gange, jeg er stødt på lignende karakterer i andre bøger og Ravens første møde med dem begge to er en af de bedste scener i bogen. Selv om de ikke er specielt klassiske fremstillinger, passer deres opførsel virkelig skønt til dem, de skal forestille at være.

Nogle af bogens kapitler bliver fortalt af en karakter, der hedder Zeph, og jeg tror, det er meningen, at man skal være interesseret i ham og hvem han er – og synes han er interessant som person. Jeg var faktisk hverken enten eller med hensyn til ham. De få kapitler han fortæller er med til at fortælle sider, Raven ikke oplever, men Zeph som karakter synes jeg mest var spændende i forhold til hvilken rolle han kommer til at spille. Som person havde jeg ingen følelser for ham den ene eller den anden vej.

Og fortællestilen er noget, jeg bliver nødt til at komme ind på. Den er nemlig meget direkte henvendt til læseren, og det sker et par gange, at en karakter afbryder sig selv og kommer tilbage på sporet, så det føles rigtig meget som om det er en, der sidder og fortæller det til læseren. Det passer virkelig godt til serietitlen ’Fortællinger fra Døden’, men for mig personligt er det lidt af et turn off, når jeg læser. Jeg elsker at få karakterernes tanker eller refleksioner, så vel som deres handlinger eller oplevelser, men jeg har aldrig været den store fan af ”fortælle-stilen”. Det er ikke fordi, det gør bogen dårlig, for mig er det bare irriterende at læse. Jeg føler mig dog sikker på, at Sjælehenteren er en bog, som vil glæde rigtig mange læsere, hvad enten man er fantasyinteresseret eller er glad for karakterudvikling og historier, der fokuserer på det. Det er ikke en lang bog, men der sker hele tiden noget og man keder sig bestemt ikke i selskab med Katja Bergers anden bog og de mange spændende karakterer, mytologiske eller ej.

Bogen udkommer fra forlaget i dag.

onsdag den 13. september 2017

Diali (Sjælevandrer #1) af Charlotte Fischer

 
Diali (Sjælevandrer #1) af Charlotte Fischer. Udgivet af Facet i 2017.

 Reklame. Anmeldereksemplar/gave tilsendt fra forlaget Facet.

Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket.
I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker.
Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevist om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.
Sjælevandrer 1 - Diali er en dystopisk fortælling om overlevelse, kærlighed, liv og død.
Diali er første bog i serien Sjælevandrer.

Den første Sjældevandrer-bog har floreret i udkanten af min onlineverden i et stykke tid, selv om den lige er udkommet. Diali er nemlig en af de bøger, jeg læste beskrivelsen af og ikke var i tvivl om, at jeg ville læse, så derfor blev jeg også virkelig glad, da jeg kom hjem og fandt den foran min dør. Det er en bog, man på ingen måde kan sætte i én kategori, den vil nemlig rigtig mange ting. Og det er nok også et godt sted at begynde.

Bogen er mest markedsført som fantasy, men der er også mange elementer af en historie om psykiske problemer, voldelige forhold, dystopiske samfund og meget andet. Og det er egentlig lidt ærgerligt, at den vil så meget, for det betød at for mig kom fantasy-delen til at ryge en anelse for meget i baggrunden. Jeg var så fanget af titlen "Sjælevandrer", men selv om det er noget, der i den grad spiller ind på historien på flere tidspunkter, så er det som om, det først for alvor bliver et fokus for historien hen imod slutningen af bogen. Slutningen lægger direkte op til en efterfølger og jeg vil helt bestemt også gerne læse den, om ikke andet så for at se sjælevandrer-plottet udfolde sig noget mere - og så få et gensyn med karaktererne.

Bogen fortælles skiftevis af Calen, kaldet Cawi, og Dahlia. Af de to er jeg uden tvivl mest imponeret over Cawi, der seriøst vandt mit hjerte. I begyndelsen bliver han oftest beskrevet af Dahlia som en nærmest perfekt romantisk helt, men det er langt fra tilfældet. Og selv om jeg er lidt ked af at fantasy-delen falder lidt i baggrunden, så er jeg virkelig imponeret ovr den måde, Charlotte Fischer får skrevet sine karakterer, der virkelig har nogle personlige problemrer at slås med, sådan at de kommer til at fremstå ægte og ikke som et fordomsfuldt billede på en mand eller kvinde med psykiske problemer. Kan vi lige dvæle ved det dystopiske element et øjeblik? Det er en genre, jeg som bekendt er ret glad for, især når det giver mening. I Diali er hele verden mere eller mindre blevet oversvømmet og hærges nu af naturkatastrofer som tsunamier og elektriske storme på mere eller mindre permanent, daglig basis. Og jeg kan slet, slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være de eneste to, der overlever en oversvømmelse af, hvad de formoder er det sidste sted der bor mennesker. Det er ikke spor underligt, at både Dahlia og Cawi har noget at kæmpe med.

Bogen er meget let at læse og selv om både jeg og forlaget har kategoriseret den som NA - altså New Adult, så kan den også sagtens læses af teenagere. Sproget er meget ligetil og kapitlerne korte, så man virkelig føler, at der hel tiden sker noget. Der er mange elementer af forskellige genrer indblandet, uden at bogen for alvor binder sig til én. Og derfor vaklede jeg et stykke tid mellem 3 og 4 stjerner, men jeg ender på 4, for jeg er faktisk ret glad for bogen, selvom den ikke var helt hvad jeg forventede.

tirsdag den 12. september 2017

Råddenskab (Ravneneringene #2) af Siri Pettersen

 
  Råddenskab (Ravneringene #2) af Siri Pettersen (oversat af Rolf Stavnem). Udgivet af Høst & Søn i 2016, oprindeligt udgivet i 2014 under titlen Råta. Læst på dansk, originalsproget er norsk.

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Høst & Søn.
Læs min anmeldelse af den første bog, Odinsbarn.

Forestil dig at være jaget i en ukendt verden. Uden identitet. Uden familie. Uden penge. At du er en menneskejæger, en ligfødt og hele tiden bærer rundt på en nagende, ubehagelig vished om, hvem du er.

Efter Hirka gik igennem ravneringene, er hun strandet i vores verden, splittet mellem menneskejægere, ligfødte og længslen efter Rime, som hun vil give alt for at se igen. Alt ændrer sig dog, da det går op for Hirka, at hun bliver forfulgt af den onde ligfødte Graal, som blev sendt i eksil fra Manfalla for over tusind år siden. Hirka må nu flygte gennem Europa sammen med menneskejægeren Stefan og den ligeledes ligfødte Naiell, som begge er ude på at dræbe Graal.
Råddenskab fortsætter den hæsblæsende historie om pigen Hirka og hendes kamp for at høre til. Det er en historie om hævn, dødsfrygt og grådighed, men også om kærlighed og hvor langt man kan gå for den man elsker.
Råddenskab er anden del i fantasy-triologien Ravneringene.
Råddenskab er den perfekte opfølger til Odinsbarn. Gensynet med Hirka og Rime, der fortæller historien, er hæsblæsende fra start til slut og selv om bogen tæller en del sider, forsvandt de mellem mine hænder på ganske få timer. Faktisk kunne jeg slet ikke lægge den fra mig, da jeg nåede slutningen, så jeg endte med at lige lægge den i tasken fra toget og ud til bussen, hvor jeg så læste de sidte 8-10 sider, på trods af at jeg ellers bliver ret let køresyg, når jeg læser i en bus. Det gik fint og jeg fik slutningen med.

Det bedste ved bogen er, at den føles anderledes, selv om den nu foregår i et mere velkendt univers. Vi starter omkring et halvt år efter der hvor Odinsbarn slutter og Hirka er kommet til en verden, der er hende totalt fremmed - og læseren særdeles velkendt. Det er for mig virkelig interessant at se, hvor Pettersen formår at beskrive Hirka stadige forundren over små ting, så som gule gummistøvler, mobiltelefoner og undertøj. Det gør Hirkas møde med den verden så meget mere realistisk og det var både morsomt at læse om og fik mig til at leve mig meget ind i, hvordan det må være for Hirka. Hun er totalt ude af sit element i bogen, intet ligner det hun er vant til og der er så mange nye regler og så mange sprog at det ikke er så underligt, at hun i starten føles lidt fortabt. Men hun er stadigvæk den viljestærke og komplekse hovedperson, som jeg blev så glad for i den første bog. Også Rime er simpelthen en fantastisk karakter, det er spændende at følge med i hans kvaler og tanker omkring nogle valg, han tog i den første bog, som stadig påvirker ham og hele Ymslanda. Han er krigeren, soldaten, der ved egne valg men ikke med vilje er blevet det, han altid har forsøgt at undgå: en af de ledende politiske figurer i Ymslanda. Han begår dumme fejl og indser ting, der burde være åbenlyse og det er på en eller anden måde derfor, jeg godt kan lide ham. Uden sine fejl, ville han hurtigt blive en overmenneskelig karakter, fordi han er en vanvittig dygtig kriger, og så loyal over for Hirka.

På aktion-planet sker der også en del i denne her bog, der er et par overraskelser undervejs, som tog historien i en anden retning end jeg måse havde troet, men aldrig på en måde, der fik mig til at rynke på næsen. Det giver mening og det er så skønt at læse en serie, hvor man virkelig kan mærke, at forfatteren har tænkt over små detaljer, så sammenhængen er tydelig men uden at blive kedelig. Jeg kan virkelig godt lide den retning historien tager og slutning fik mig til at sidde med hjertet helt oppe i halsen for at finde ud af, hvad der ville ske næst. De menneske-karakterer, som Hirka møder er virkelig nogle sjove størrelser, de skiller sig ud fra mængden på en måde, der gør dem interessante at læse om, men samtidig er de ikke er irriterende karikaturer.

Jeg kan virkelig ikke lade være med at anbefale denne her serie. Den får meget ros rundt omkring og det er velfortjent. Det er fantasy, når det er bedst, med medrivende scener og karakterer, der kommer ind under huden på hen. Jeg venter ret spændt på, om der nogensinde bliver lavet en film baseret på de her bøger. For jeg kan se det for mig. Ind til da må jeg på jagt efter den tredje bog, Evnen, for Råddenskab slutter på lidt af en cliffhanger og jeg vil have mere af Siri Pettersens vidunderlige univers.
 

Template by BloggerCandy.com