torsdag den 3. august 2017

Prodigy (Legend #2) af Marie Lu


Prodigy (Legend #2) af Marie Lu. Udgivet af Penguin i 2013.

Find min anmeldelse af den første bog her: Legend.

Injured and on the run, it has been seven days since June and Day barely escaped Los Angeles and the Republic with their lives. Day is believed dead having lost his own brother to an execution squad who thought they were assassinating him. June is now the Republic's most wanted traitor. Desperate for help, they turn to the Patriots - a vigilante rebel group sworn to bring down the Republic. But can they trust them or have they unwittingly become pawns in the most terrifying of political games?
Den eneste grund til, at det har taget mig indtil nu at vende tilbage til The Republic og den verden, Marie Lu har skabt er, at det af en eller anden grund har taget mig så lang tid at anskaffe mig resten af serien. For der er absolut ikke noget at komme efter, i mine øjne tager Prodigy hele historien fra Legend og løfter den og gør den endnu bedre.

Efter June og Days drastiske flugt fra The Republic i slutningen af den første bog, er spørgsmålet så, hvad de skal gøre nu. Beslutningen om at slutte sig til the Patriots, den selv samme gruppe af oprører, der hjalp dem med at undslippe, er ikke en de tager let, men en der giver mening. Og sådan er det faktisk med rigtig meget af det, der sker i bogen. Historien bliver større, ligesom kortet i bogen er blevet udvidet og helt på egen hånd fortæller om, hvordan det her er større end June og Day nogensinde kunne have forestillet sig. Jeg elskede det. Det bedste ved en dystopisk roman er, når man kan se, hvordan de er kommet dertil. Hvorfor verden ser ud som den gør og hvordan det ikke bare er en flok diktatoriske regenter, der aktivt vælger at ødelægge verden. Jeg fik virkelig en fornemmelse af det menneskelige aspekt, af at de forskellige dele af verden har forsøgt at gøre deres bedste, det som de mente var rigtigt, for at overleve katastrofen. Og så blev det hele gjort lidt mere interessant af, at historien om The Republic bliver givet, men i forskellige udgaver alt efter hvem der fortæller den. Selvfølgelig vil dem, der forsøger at opretholde magten og kontrollen ikke fortælle den samme udgave som "the Colonies", eller de andre overlevende nationer.
All it takes is one generation to brainwash a population and convince them that reality doesn't exist.
Apropos forskellige sider, der giver mening. Også i denne her bog fortælles historien fra skiftevis June og Days synvinkel, hvilket er ret fedt, for det betyder, at den aldrig står stille. Der sker hele tiden noget og selv om begge karakterer har et geni-lignende intellekt, så var det for mig også ret fedt at se dem tage fejl eller reagerer som helt normale unge mennesker. For selv om de også forsøger at gøre noget for at redde deres land, så er der også den personlige historie. Balancen mellem dem er rigtig fin, så jeg følte ikke at den ene tog mere overhånd end den anden, men selvfølgelig påvirker de hinanden. Som sagt, så sker der en masse i løbet af denne her bog, og der er ikke så få plot twists, dog heldigvis af den slags, der giver mening og ikke bare er for chok-effekt. Specielt slutningen kom lidt bag på mig, selv om jeg lige som June, tænkte at jeg burde have set det komme.

Der var en rigtig god pointe, som jeg faldt over og som bliver gentaget et par gange af de forskellige karakterer. Det handler om, hvad de ønsker at gøre ved den regering, der styrer The Republic og jeg synes, det passer rigtig godt, at det er Day, der er den af hovedpersonerne, der har lidt mest under dem, der har magten også er den, der sidst forstår hvad June og de andre mener, når de siger, at de ønsker "change, not collapse". En af de ting, der viser sig i løbet af Prodigy er nemlig, at det er ikke er noget utopi. At et samfund, og måske især de samfund, der er opstået og dannet på baggrund af en så omfattende katastrofe, ikke er utopiske.
I want to run. To do what I always do, have always done, for the last five years of my life. Escape, flee into the shadows. But this time, I stand my ground. I'm tired of running.
Hele bogen er aktionfyldt og hurtig, mens der bliver taget tid til personlige øjeblikke og karakterudvikling. Selv om jeg var ret imponeret over den første bog, så er det ingen ting i forhold til mit indtryk af Prodigy, der gjorde serien endnu bedre og for alvor gjorde mig interesseret i at læse den sidste bog med det samme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com