torsdag den 31. august 2017

Anderledes august | Tilbageblik #34


August var en måned delt i to. En måned med tre ugers ferie og ti dages totalt ny hverdag. En måned, jeg har set frem til, en måned jeg har glædet mig til, været spændt på, kedet mig igennem, arbejdet mig igennem og meget mere. Det føles ikke som én måned, fordi det har været så forskelligt. Men fælles for begge dele er bøgerne. På mange forskellige måder. I de første uger at august havde jeg stadigvæk sommerferie, min sidste lange studie-sommerferie og jeg lavede mere eller mindre ingenting. Jeg nød at have ferie, så serier på Netflix, læste bøger og ventede egentlig bare. Og så ændrede min daglige rutine sig markant, da jeg startede i praktik hen mod slutningen af måneden. Hvis man ikke allerede er klar over det, så er jeg i de næste fire måneder i praktik hos forlaget DreamLitt - mere om det senere! - og min hverdag består derfor stadig af bøger i lange baner, men på lidt andre måder end jeg er vant til. Jeg står uvant tidligt op hver dag og jeg bruger timevis i togkupéer og det bærer min læsning i august også præg af, for jeg har lyttet til en del lydbøger på min rejsen frem og tilbage. August måned har budt på meget lidt oplevelsesmæssigt, men det var faktisk en måned, jeg på mange måder nød.

Jeg nåede at læse 11 bøger i løbet af august og når jeg tænker på, hvor meget tid jeg har brugt på ikke at læse, er jeg faktisk ret imponeret over resultatet. Det blev til en god blanding af biografisk litteratur, manga, ungdomsromantik, fantasy og klassikere fra så fjerne egne som Rusland og Kina. At sige, at den første bog, jeg læste var Death Note II af Tsugumi Ohba er lidt misvisende, for det er mere rigtigt at sige, at det var den første, jeg læste færdig. Jeg er stadig lige forgabt i historien, jeg er så spændt på at følge karakterenes udvikling i resten af serien, men så længe det ikke bliver som Netflix' film baseret på serien, så kan det ikke gå helt galt. Jeg er ret glad for, at jeg allerede har den næste bog stående, så jeg kan læse videre i serien med det samme. Eller når jeg får tid. Jeg elsker serien for dens intelligens, hvis man kan sige det sådan. For hvordan det udvikler sig til et mentalt skakspil og en konstant udfordring med hensyn til at forudse modstanderens træk og motivationer.

Det er længe siden jeg først overvejede at læse bøgerne bag spillet The Witcher og i august fik jeg derfor læst The Last Wish af Andrzej Sapkowski. Novellesamlingen der starter serien og smider læseren pladask ind i et univers befolket af alle mulige og umulige væsner og med så meget historie i sig, at jeg godt kan se hvorfor det er blevet en serie. Og se hvorfor den er så populær. Jeg vil have mere, jeg vil vide mere om universet, om Geralt og om det hele. Det er uden tvivl en serie, jeg har tænkt mig at fortsætte med at læse.

Gyldendal overraskede mig ved at sende den skønneste pakke med to ungdomsbøger, der på alle måder fik mig til at smile. Jeg blev ganske enkelt glad af at læse Flirty Dancing og Hjertestarter af Jenny McLachlan, den første af hvilke jeg allerede har skrevet om på bloggen her. De er præcis det, jeg håbede på at de ville være, sjove og søde ungdomsbøger, der fortæller en enkel historie, men med en dybde og kærlighed, man kan mærke. Feel good film i bogformat, hvilket slet ikke skal ses som noget negativt. Jeg elsker bøger, der kan få mig til at føle noget og det gjorde begge de to første bøger i Ladybirds-serien den tvivl. Jeg fik også tid til at læse endnu en Gyldendal-udgivelse, nemlig Linn Ullmanns bog om hendes far og opvækst, De urolige, der var interessant læsning, men muligvis havde fanget mig mere, hvis jeg havde været mere inde i hvem hendes forældre var, for det er let at finde ud af at de begge to er ret berømte. For mig føltes det lidt som at læse Det lille hus på prærien: bøger, jeg ikke rigtig tænker over er biografiske af natur, men blot ser som en god historie med nogle virkelig spændende karakterer.

Når jeg siger, at det er misvisende, at sige at Death Note var den første bog, jeg læste, så er det fordi jeg har brugt rigtig mange timer på at lytte til den tredje A Song of Ice and Fire-bog, A Storm of Swords af George R. R. Martin. Som lydbog tager den uforkortede, samlede udgave lige under 48 timer. Og hvilke 48 timer. Det var først idet jeg var færdig med bogen, at jeg endelig (!) gav mig i kast med at se serien. Jeg venter i spænding på at få den fjerde bog hjem fra biblioteket, også som lydbog, så jeg kan fortsætte den episke rejse, jeg endelig er kommet ud på.

Jeg har fundet ud af at nogle gode togbøger er mine Little Black Classics fra Penguin, fordi deres lave sideantal og lille størrelse gør dem lette at transportere og de passer lige i længden til den halvanden times togtur, jeg har hver vej. På den måde fik jeg både læst How Much Land Does a Man Need? af Leo Tolstoy og Wailing Ghosts af Pu Songling. Førstnævnte indeholder to noveller, en underholdende historie om en mand der snydes af djævelen selv til at stræbe efter mere og mere til det til sidst ender galt, og en knap så spændende fortælling om en skomager, der giver en meget uheldigt stillet mand husly og derefter ser sin forretning blomstre - men hvem er den fremmede egentlig? Jeg var mest glad for den første historie, da den anden føltes meget moraliserende, men den slags er ikke unormalt for Tolstoy eller perioden. Derimod efterlod Pu Songlings fabler ikke noget større indtryk på mig, mange af dem mindede mig om hinanden og i det hele taget var det en bog, jeg ret hurtigt glemte igen.

På mine togture fik jeg også lyttet til den første bog i Michael Scott's serie om alkymisten Nicholas Flamel, The Alchemyst, der viste sig at være en helt perfekt togbog. Den var spændende nok til at jeg hørte efter, og jeg er imponeret over måden hvorpå det lykkedes forfatteren at hive så mange forskellige mytologiske og overnaturlige elementer og karakterer ind i samme univers uden at man som læser bliver hægtet af. Jeg undrer mig lidt over, at jeg ikke er stødt på serien noget før, men nu hvor jeg har fået øjnene op for den, så er det bestemt en serie, jeg vil læse videre i. Det gælder også for The Rose Society af Marie Lu, der er fortsættelse på The Young Elites. Det bedste ved serien er dens moralske grålighed. Hovedpersonen er på ingen måde en engel, hun er både egoistisk og nedladende og hyklerisk og jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg godt kan lide hende. Eller det kunne jeg i hvert fald. Der sker nogle ting i denne her bog, som jeg ikke rigtig bryder mig om, for jeg er ikke så glad for den retning, det tager historien i. Slutningen elskede jeg dog og jeg skal helt sikkert også have den sidste bog med, for Marie Lu skriver virkelig godt og skaber nogle fantastiske universer og spændende karakterer.

Og så nåede jeg i morges i toget at færdiglæse Råddenskab af Siri Petterson, som er efterfølgeren til Odinsbarn. Jeg forstår godt, at så mange er fans af denne her serie. Det var mig helt umuligt at lægge bogen fra mig til sidst og jeg nød at følge med i hovedpersonen Hirkas rejse, både den til vores verden og den udvikling, hun gennemgår fra den første bog til denne her og i løbet af Råddenskab. Hvis man kan lide fantasy, er det en serie, man ikke kan komme udenom og jeg glæder mig virkelig til at jeg får fat i den sidste bog, så jeg kan se, hvordan det går de karakterer, jeg er kommet til at holde så meget af og forhåbentlig også vende tilbage til Ymslanda igen.

Hvordan var august for dig? I læseglimt eller skete der noget helt ekstraordinært for dig?

tirsdag den 29. august 2017

Tag Tuesday: Unpopular Opinions


I denne uge vender jeg tilbage med endnu et book tag. Som altid er man velkommen til selv at deltage, enten ved at skrive en kommentar eller lave et indlæg selv. Jeg er blevet tagget af søde Nikoline til at besvare det Unpopular Opinions Book Tag indlægget, der blandt andet omhandler filmatiseringer, man ikke er glad for, genrer man ikke læser meget af og meget andet. Spørgsmålene er oversat af Nikoline selv.

En populær bog eller serie, som du ikke bryder dig om. 
Jeg hadede kultklassikeren American Psycho af Brett Easton Ellis, hvilket jeg følte jeg var den eneste på mit hold på universitetet, der gjorde. Jeg forstår stadig ikke hvorfor den er så populær den dag i dag.

En populær bog eller serie, som du ikke bryder dig om, men som alle andre elsker. 
Det minder egentlig ret meget om det foregående spørgsmål. Jeg ved, at der er mange der holder af den, men jeg kan virkelig ikke se det spændende ved Kiersten Gier's Gemstone trilogi, der på engelsk tæller bøgerne Ruby Red, Sapphire Blue og Emerald Green. Jeg har stadig ikke læst de sidste to, fordi den første bog kedede mig så meget.

Et kærlighedsdrama, hvor hovedpersonen ender sammen med en anden karakter end den, du havde håbet på.
Jeg havde hele tiden håbet på at Katniss Everdeen fra Hunger Games-trilogien ville ende med hverken at vælge Peeta eller Gale, jeg så helst at hun valgte ingen af dem, en helt anden eller slet ingen. For jeg var aldrig overbevist om hverken den ene eller den anden.

En genre du sjældent læser. 
Jeg er altid ret forsigtig med at afskrive en hel genre, men jeg læser ikke krimier eller historisk fiktion/krimi, hvad man nu skal kalde dem. Jeg læser meget sjælendt biografier af kendte personer og jeg kommer sandsynligvis aldrig til at åbne en gyserroman.

En populær karakter, som du ikke bryder dig om. 
Jeg har faktisk ikke meget til overs for hovedpersonerne i de fleste John Green bøger, selv om jeg nød at læse bøgerne. Jeg hader dem ikke ligefrem, men de fleste af dem siger mig ikke rigtig noget.

En populær forfatter, som du ikke rigtigt er fanget af.
Ahem, Cassandra Clare. Lad os bare lade det blive ved det.

En populær trope, som du er træt af at læse om.
Jeg er så træt af "trekantsdrama", der i virkeligheden er et V, en pige der ikke kan vælge imellem to drenge. Det er en trope, der findes i så mange YA bøger, at jeg ikke kan overskue at udvælge en til eksempel. Nogle gange er det et spørgsmål om hvordan det er skrevet, men som tommerfingerregel irriterer det mig rigtig meget. En anden Ya-trope, jeg gerne så forsvandt er "missing parents" syndromet, de findes bare ikke. Sandt nok, teenagere fortæller ikke deres forældre alting og de er ved at skabe et liv uden dem. Men det er så underligt, når forældrene ganske enkelt bare ikke er der.

En populær bogserie, som du slet ikke er interesseret i at læse. 
Der er ikke en serie, der springer i øjnene, når jeg læser det her spørgsmål. Jeg har rigtig mange serier, jeg ikke er begyndt på endnu, men det er mere et spørgsmål om en mangel på tid end på lyst eller interesse. Dem jeg ikke vil læse, falder mere ind i de genrer, jeg ikke rigtig har nogen interesse i.

Der er en talemåde, som lyder: “Bogen er altid bedre end filmen”, men hvilken film eller tv-serie foretrækker du frem for bogen? 
Jeg synes TV-serien Vampire Diaries er flere gange bedre end bøgerne, selv om jeg også gav op på TV-serien. Det tog mig flere år at læse Michael Endes Neverending Story, selv om jeg godt kunne lide filmen og bogen levede ikke rigtig op til min forventinger.

Hvad er nogle af dine upopulære meninger?

mandag den 28. august 2017

Flirty Dancing (Ladybirds #1) af Jenny McLachlan


Flirty Dancing (Ladybirds #1) af Jenny McLachlan (oversat af Caroline Voetmann). Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindelig udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Alle meninger er mine egne.

Bea Hogg er genert, når hun er sammen med andre. Men føler sig ikke sådan indeni. Da en national dansekonkurrence, Star Wars, kommer til skolen, vil hun gerne deltage. Desværre har hendes bedste veninde sagt ja til at deltage med skolens strideste pige, Pearl Harris. Beas bedstemor arrangerer derfor, at Bea skal deltage med en mystisk partner, der viser sig at være ingen anden end Ollie 'McHottie' Matthews. Der samtidig er kæreste med Pearl. Bea må nu øve jive med Ollie og forberede sig på landsdækkende ydmygelse samtidig med at hun skal håndtere Pearls ondskabsfuldheder og sine voksende følelser for Ollie.

Første del af en serie på fire om en gruppe piger, der var bedste venner i børnehaven. Hver bog har én af pigerne som hovedperson og de kan læses uafhængigt af hinanden.

Flirty dacning er måske lige præcis det, man ville forvente, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Og det var det bestemt ikke med denne her bog. Den var morsom at læse, den mindede mig om de bøger, jeg selv læste som 14-15 årig og selv om jeg for længst er forbi den alder, så nød jeg faktisk at læse den alligevel.

Bogen er først og fremmest meget sand, med et humoristisk glimt i øjet. Ganske vist er plottet med en dansekonkurrence, eller sang eller noget helt tredje, ikke noget, der lige sker på enhver skole, men Flirty dacning er så meget mere end en historie om en teenagepige, der finder sig selv og måske også kærligheden igennem det helt ekstraordinære i dansekonkurencen. Det er en bog om venskab, om hvordan venskaber let kan forandre sig og kan være lige så svære at finde ud af som kæresteforhold. Det er en bog om familie, om hvordan enhver familie kan synes pinlig i en teenagers øjne og om at opdage, at man ikke selv er fejlfri. Det hele bliver fortalt i et let sprog, der ikke er fyldt med utallige omskrivninger og flotte udtryk, hvilket fik den til at gå rent ind.

"Det her er det bedste, jeg nogensinde har siddet på," siger jeg og vrider mig i mit sæde. "Undtagen måske Darth Vader's skød. Det var godt, men skræmmende ... han lavede stemmen."

Jeg kunne virkelig godt lide karaktererne i bogen. Bea er den slags hovedperson, jeg ikke kan lade være med at identificere mig med, selv om vi ikke har ret meget tilfælles. Og jeg er helt sikker på, at jeg ikke vil være den eneste. Bea er 14 år og en karakter, der kæmper med de samme problemer som de fleste andre teenagepiger gør, men hun føles ikke flad. Hendes forhold til de andre karakterer er spændende, det er fedt at læse en ungdomsbog, hvor hovedpersonen helt tydeligvis elsker sine forældre og sin skøre farmor og den irriterende lillesøster. For selv om hun er pinligt berørt over dem, selv om hun hellere vil gemme dem for Ollie og hendes veninder, så er det helt tydeligt, at hun holder af dem og at de betyder alting for hende. Hvordan det går med Ollie og Bea vil jeg ikke spoile, selv om det måske er let nok at regne ud, for jeg er egentlig mere imponeret over, hvordan deres indbyrdes forhold udvikler sig og ikke så meget hvad det ender med.

Flirty dancing er den første bog i Ladybirds-serien og jeg er sikker på, at jeg vil læse videre. Det er en virkelig sød bog, morsom og romantisk på den lidt uskyldige, men helt sikkert ikke barnlige måde. Jeg er ikke i tvivl om, at bogen vil gå helt ind i hjertet på unge læsere, men den kan også fint læses af de lidt ældre og efterlade dem med et smil på læberne.

mandag den 21. august 2017

The Lays of Beleriand (The History of Middle-Earth #3) af J. R. R. Tolkien


The Lays of Beleriand (The Histroy of Middle-Earth #3) af J. R. R. Tolkien, redigeret af Christopher Tolkien. Udgivet af HarperCollins i 2002, oprindeligt udgivet i 1985.

Jeg har anmeldt de første to bøger i serien her: The Book of Lost Tales.

The third volume of The History of Middle-earth gives us a privileged insight into the creation of the mythology of Middle-earth, through the alliterative verse tales of two of the most crucial stories in Tolkien’s world – those of Túrin and Lúthien. The first of the poems is the unpublished Lay of the Children of Húrin, narrating on a grand scale the tragedy of Túrin Turambar. The second is the moving Lay of Leithian, the chief source of the tale of Beren and Lúthien in The Silmarillion, telling of the Quest of the Silmaril and the encounter with Morgoth in the subterranean fortress.

Accompanying the poems are commentaries on the evolution of the history of the Elder Days. Also included is the notable criticism of The Lay of Leithian by C.S. Lewis, who read the poem in 1929. 
Hvis der noget, jeg synes der er spændende at nørde, så er det Tolkien's Middle-Earth. Og The Lays of Beleriand er virkelig det: nørdet. Hele serien handler om, hvordan Tolkien udviklede og skabte Milddle-Earth universet og al dens historie, men The Lays of Beleriand handler kun om to historier. Eller to ballader. Og det er nok de to myter, der danner grundlaget for meget af den mytologi, der ligger bagved hans mere kendte bøger.

Den første fortælling er den om Túrin, søn af Húrin og som findes i rigtig mange forskellige udgaver. Det samme gælder den anden historie, den der handler om Tinüviel. Eller Lüthien, som findes i mange forskellige bøger. I The Lays of Beleriand bliver disse to digtes udvikling taget op fra begyndelsen. Nogle gange er det blot outlines, noter til hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge, efterhånden som Christopher Tolkien tager os igennem de første håndskrevne versioner af digtene. Der hvor de forskellige udgaver er forskellige, bliver der forklaret hvad forskellene er og specielt med hensyn til navnene bliver der gået i mange detaljer med, hvem der hedder hvad og hvilket forhold de har til hinanden. Tolkien ændrer nemlig ofte navnene på de forskellige karakterer imellem forskellige udgaver, så det gælder om at holde tungen lige i munden.

Jeg kunne godt lide at læse denne her bog, men hvis man forventer en bog, der er let at læse, så tager man fejl. Der er mange detaljer, mange årstal, navne, verseformer og andre tekniske midler i denne her bog. Den er spændende for dem, der gerne vil vide mere om, hvordan de grundlæggende myter i Middle-Earth blev udviklet fra digte, der lige så godt kunne være nogen, der hørte hjemme i universet, fortalt af de karakterer, man kender så godt. Hvis man har en interesse i at se, hvordan de forskellige udgavers små detaljer kan betyde store forandringer i en karakters personlighed. Den er langt at dykke ned i Middle-Earth universet, men det var en spændende rejse og jeg er spændt på, hvor den næste bog fører mig hen.

søndag den 13. august 2017

Champion (Legend #3) af Marie Lu


Champion (Legend #3) af Marie Lu. Udgivet af Penguin i 2013.

Jeg har anmeldt de to første bøger i serien her: Legend, Prodigy.

He is a Legend. She is a Prodigy. Who will be Champion? June and Day have sacrificed so much for the people of the Republic - and each other - and now their country is on the brink of a new peaceful existence. June is back in the good graces of the Republic, working within the government's elite circles while Day has been assigned a high level military position.
But neither could have predicted the circumstances that will reunite them: just when a peace treaty is imminent, a plague outbreak causes panic in the Colonies, and war threatens the Republic’s border cities. This new strain of plague is deadlier than ever, and June is the only one who knows the key to her country’s defense. But saving the lives of thousands will mean asking the one she loves to give up everything.

Slutningen på denne her trilogi er muligvis den bedste bog i hele serien. Bedst som jeg troede, at jeg vidste, hvordan det skulle ende, viste det sig, at jeg havde overset noget. Noget meget vigtigt. Og Marie Lu formår at tage bogen i en helt anden retning, end den, jeg nok havde forventet - og håbet på. Så det var meget hjertet ret højt oppe i halsen at jeg vendte de sidste par sider. Champion er et rigtig godt eksempel på en bog, hvor den personlige historie mellem June og Day påvirker den større historie om det dystopiske samfund i The Republic og resten af den post-apokalyptiske verden, og omvendt. Og det fungerer simpelthen så godt, fordi Marie Lu undgår at falde i klichéerne. I stedet for går der lang tid, hvor man er i tvivl om, om det nogensinde vil lykkedes June, Day og de andre at stoppe det seneste udbrud af pesten, før der bliver krig. En krig, der vil gøre en ende på The Republic og dens befolkning.
Fortæl mig, at der stadig er noget godt tilbage i verden.
Fortæl mig, at der stadig er håb for os alle.
Jeg er helt vild med den måde, indsatsen hele tiden bliver højere i denne her serie. Lige som man tror, at der er fundet en løsning, sker der et eller andet uventet, som sætter gang i nogle helt andre ting. Selv om bogen foregår over forholdvis kort tid, så går det virkelig stærkt. Der sker noget hele tiden og som læser blev jeg hele tiden holdt hen. Det tog mig ikke lang tid at læse bogen, for jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at give slip på bogen og dens vidunderlige karakterer. For June og Day og deres historie er ret anderledes i forhold til, hvad jeg tidligere er stødt på. 

Det er specielt June og Day, jeg holder så meget af ved denne her serie. Og måske endnu mere i denne her bog. For ud over at være to spændende karakterer, med forskellige motivationsgrunde, men ret enslydende mål og helt forskellige baggrunde, så er de også ret spændende som par. Deres synsvinkler komplimenterer hinanden rigtig godt og det at man ser historien fra begge sider gør, at man nogle gange sidder med en følelse af, at de totalt misforstår hinanden. Heldigvis ikke, fordi de ikke taler sammen. Det er en af de klichéer, jeg er glad for at bogen undgår. desuden betyder det også, at de ikke altid behøver at være på samme sted. Selv om de er adskilte, påvirker de faktisk hinandens tankegang alligevel. Og så er det bare ret fedt, at de både kan dumme sig og tage fejl, det gør dem både mere menneskelige og historien mere spændende. Og det er oven i købet en historie, der indeholder oprør, intriger, kærlighed, opofrelse og meget, meget mere.

Jeg ved godt, at jeg ikke har sagt ret meget om handlingen i denne her anmeldelse og det er ærligt talt helt med vilje. Det hænger nemlig så godt sammen med de første to bøger, at jeg gerne vil forsøge at undgå at spoile nogen af dem.  Champion er en rigtig god bog ja, men det er også en virkelig god slutning på en af de bedste dystopiske serier, jeg har læst. Så jeg vil ikke kun anbefale bogen, men hele serien.

lørdag den 12. august 2017

De syv søstre (De syv søstre #1) af Lucinda Riley


De syv søstre (De syv søstre #1) af Lucinda Riley. Udgivet af Cicero i 2016, oprindeligt udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk.

Reklame. Anmeldereksemplar var en gave fra forlaget Cicero til bogbloggertræf i 2016. Alle meninger er mine egne!

Schweiz 2007. Maia D’Apliese og hendes fem søstre er blevet kaldt hjem til deres barndomshjem Atlantis – en stor, smuk villa ved Genèvesøen – da deres elskede far, den sky mangemillionær, som de kalder Pa Salt, er død. De er alle blevet adopterede som små, og nu har Pa Salt efterladt dem hver især en ledetråd, der kan føre dem tilbage til deres sande ophav. Maias ledetråd fører hende til den anden side af Jorden, til en forfalden herskabsvilla i Rio de Janeiro i Brasilien.
Rio 1927. Midt i byens storhedstid har Izabela Bonifacios far store forhåbninger om at gifte sin datter ind i aristokratiet. Samtidig arbejder arkitekten Heitor da Silva Costa på det, der skal blive den berømte Kristusstatue, og planlægger en rejse til Paris for at finde den rette skulptør til opgaven. Den lidenskabelige Izabela længes efter at se verden og overtaler sin far til at lade hende tage med Silva Costa til Paris, inden hun skal giftes. Dér, i Paul Landowskis studie og i Montparnasses livlige caféer, møder hun den ambitiøse, unge skulptør Laurent Brouilly og indser, at hendes liv aldrig vil blive det samme igen.
Lucinda Rileys De syv søstre er et rigtig godt eksempel på en bog, der virkelig endte med at overraske mig positivt. Jeg har før nævnt, at historisk fiktion ikke er min stærkeste side, selv om jeg i årenes løb faktisk har læst en del igennem mine forældres samling. Og det viste sig da også, ved et rent tilfælde, at da jeg gik i gang med at læse De syv søstre, var min mor i gang med den samme bog. Om vi har den samme mening om bogen, finder jeg ud af, når hun engang er færdig. Selv kunne jeg nemlig slet ikke lægge bogen fra mig igen. Jeg endte med at læse til langt ud på natten, for jeg ville altså gerne lige vide, om jeg havde ret i min antagelse. "Jeg vidste det, jeg vidste det, jeg vidste det!" mumlede jeg for mig selv, men faktisk ved man det ikke endnu. Jeg føler mig bare meget sikker.

For at vende tilbage til bogen. Som man kan regne ud, handler den om en gruppe søstre. De seks søstre, der er opkaldt efter et stjernebillede, efterlades med et tomrum i deres liv efter at deres adoptivfar dør af et pludseligt slagtilfælde. Særligt den ældste søster, Maia, føler sig pludselig meget alene, da hun i mange år har boet meget tæt på barndomshjemmet og ikke rigtig var flyttet hjemmefra. Med adoptivfarens død, efterlader han hver af de seks søstre med et spor. Et spor, der kan føre dem tilbage til der hvor de stammer fra, til deres biologiske familie. Hvis de selv ønsker at finde ud af det. At Maia rejser er lidt en impulsiv handling, der lige så meget handler om at flygte fra hendes noget nærmere fortid, et mysterium, der først løftes sløret for langt senere i bogen. Hendes spor fører hende til Rio på den anden side af jorden. Her møder hun en forfatter ved navn Floriano, hvis bøger hun har oversat og med hans hjælp og opmuntring, begynder hun at opspore sin familie og de hemmeligheder, der skjuler sig i fortiden. Det er ikke særligt svært at regne ud, at det samtidig får stor betydning for hendes fremtid. Maia er en ret interessant karakter, der langsomt folder sig ud efter i starten at være meget anonym. Jeg kunne faktisk virkelig godt lide hendes udvikling. Det var også virkelig fedt at se, at de seks søstre har meget forskellige personligheder, allerede her i den første bog, så man ikke skal vente på resten af serien for at få en forståelse af de andre søstre.

Familiesagaen, som det indtil nu har været, får et mere historisk præg, når man får historien om Izabela og Laurent i 1920'erne. Hvordan deres stormende forelskelse og til tider ret ulykkelige liv hænger sammen med Maias historie, vil jeg ikke sige noget om. På dette tidspunkt er den store Jesus-statue, som Rio er kendt for, ved at blive planlagt og lige netop denne statues tilblivelse får en stor og afgørende betydning for Izabela og hendes familie. Især denne her del af historien var jeg virkelig opslugt af. Den fylder meget i antallet af sider, men det føles ikke som om man sidder med en helt anden bog. Det er helt sikkert også den del, jeg synes var bedst, i forhold til Maias egne oplevelser, der mest begrænser sig til hvor hun skal hen og hendes samtaler med Floriano og de personer, de møder. Men det er også netop igennem Izabelas historie, at Maia opsporer sin familie. Izabela er en pige, hvis historie virkelig greb mig om hjertet. I det hele taget var der ret mange mysterier, som langsomt blev løst efterhånden som Maia opsporer sin biologiske familie og møder sin mormor.

De syv søstre er en skøn blanding af familiesaga, historisk fiktion og kærlighed, men en smule langsom i det. Jeg er helt sikker på, at jeg har tænkt mig at læse videre i denne her serie, selv om den naturligt nok må blive lang, hvis der skal være en bog om hver søster, men Lucinda Riley skriver så dejligt, at jeg ikke lagde mærke til, at sidetallet sneg sig op over de 500. Der er stadig mange mysterier tilbage at løse, ikke blot om søstrenes fortid og ophav, men om Pa Salt. Og jeg er så nysgerrig efter at vide mere om alting.

tirsdag den 8. august 2017

The Chamber of Secrets (Harry Potter #2) af J. K. Rowling


The Chamber of Secrets (Harry Potter #2) af J. K. Rowling. Udgivet af Bloomsbury i 2010, oprindeligt udgivet i 1998.

Jeg har anmeldt The Philosopher's Stone her.

Harry Potter is a wizard. He is in his second year at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. Little does he know that this year will be just as eventful as the last ...even getting there is an adventure in itself! The three firm friends, Harry, Ron and Hermione, are soon immersed in the daily round of Potions, Herbology, Charms, Defence Against the Dark Arts, and Quidditch. But then horrible and mysterious things start happening. Harry keeps hearing strange voices, sinister and dark messages appear, and then Ron's sister Ginny disappears ...The darker side of Hogwarts is revealed in this exciting sequel to "Harry Potter and the Philosopher's Stone".
The Chamber of Secrets er egentlig på en måde en af de bøger i serien, jeg vil mene er mest uhyggelig. Det virker mærkeligt, når man tænker på, hvad der sker i de sidste tre-fire bøger, men jeg kan ikke lade være med at mene, at det trods alt er en børnebog. Og den handler om magi og venskab og er fyldt med humoristiske øjeblikke som "You can't cancel Quidditch!" eller "when in doubt, do to the library", der er sætninger, der på en eller anden måde bare hænger ved. Men den handler også om et uhyggeligt monster, der måske findes, måske ikke. I hvert fald sker der drastiske og farlige ting på Hogwarts i Harry Potters andet år. Den første bog handler meget om hvordan Harry bliver introduceret til hele den magiske verden og alle dens mange vidundre og mysterier. Truslen om Voldemorts genkomst er ikke rigtig til stede, fordi Harry og hans venner tror, det er Snape, der er ude efter De Vises Sten. Men i Chamber of Secrets er der ikke nogen tvivl vedkommende, der angriber eleverne, har ondt i sinde.

Jeg har aldrig rigtig tænkt over det før, men det er en rigtig god blanding af det uhyggelige og det morsomme, der nok gør at jeg ikke har ment, at denne her bog er særlig skræmmende ind til nu. Det er stadig rigtig meget en børnebog, hvor der bliver dvælet langt mere ved den flyvende bil, hvordan Floo Powder fungerer og selvfølgelig Quidditch. Monster-delen om The Heir of Slytherin og de forstenede elever bliver fortalt på en måde, så det ræssonerer, men ikke mere end at man føler lidt ubehag.
Harry was just thinking that all he needed was for Dumbledore's pet bird to die while he was all alone in the office with it, when the bird burst into flames.
I denne her bog møder vi også en af mine yndlingskarakter, Dobby. Der som altid i sit forsøg på at hjælpe Harry, måske ender med at gøre mere skade end gavn. At han har regnet ud, at manglen på breve fra Ron og Hermione måske ville kunne få Harry til at blive hjemme fra Hogwarts, viser bare, hvor meget mere det her venskab får lov til at fylde i bøgerne frem for i filmene. Jeg bliver altid ret glad, når den kun 12-årige Ron og de hvad, 14, 15-årige tvillinger dukker op midt om natten for at befri Harry. Den nye lærer i Defence Against the Dark Arts er flødebollen Lockhart, der måske er den eneste karakter, jeg synes har et endnu bedre navn på dansk, nemlig Smørhår. Det passer så utroligt godt til det billede, jeg har af ham i hovedet. Han er frygtelig irriterende og en spradebasse, men jeg finder ham virkelig morsom og hans tåbeligere påfund er også grunden til flere af de sjovere øjeblikke i bogen. Lige som jeg virkelig godt gad have set hans Valentins-alfer, ville jeg ønske, at Nearly-Headless Nicks dødsdagsfest havde været med i filmen. Bare fordi det havde været ret morsomt at se.

Mysteriet om The Heir of Slytherin har altid irriteret mig en lille smule. Mest fordi, der ikke skal ret meget til før at næsten alle tror, at det er Harry, men samtidig ser alle på Slytherin-eleverne som nogen-der-nødvendigvis-må-blive-onde. Jeg kan huske min overraskelse, da jeg første gang fandt ud af at det var Ginny og i dag kan jeg ikke lade være med at tænke "Ha!", fordi det er sådan et godt plot twist, at Harry, Ron og Hermione er så sikre på, at det er en Slytherin og især Malfoy, der på det her tidspunkt er en 12-årig lille idiot at høre på, men så heller ikke mere. I stedet er det en, de aldrig havde set komme. Ganske vist styret af Voldemort-som-16-årig, og alting. Hvilket er et ret fedt punkt at se tilbage på, når man langt senere forstår betydningen af dagbogen og det, den i virkeligheden er. Det er kilden til en af de ting, jeg tror, man virkelig kan tage med fra denne her bog, selv om det "bare er en børnebog", at lighederne mellem Harry og Tom Riddle ikke er afgørende, men det, de vælger at gøre. Harry vælger at redde Ginny og Fawkes redder Harry.
It is our choices, Harry, that show what we truly are, far more than our abilities.

lørdag den 5. august 2017

Death Note II (Death Note #3-4) af Tsugumi Ohba


Death Note II (Death Note #3+4) af Tsugumi Ohba, illustreret af Takeshi Obata og oversat af Alexis Kirsch. Udgivet af VIZ Media LLC. i 2011, oprindeligt udgivet i 2003. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.

Find min anmeldelse af Death Note I her.
Light Yagami is an ace student with great prospects--and he’s bored out of his mind. But all that changes when he finds the Death Note, a notebook dropped by a rogue Shinigami death god. Any human whose name is written in the notebook dies, and now Light has vowed to use the power of the Death Note to rid the world of evil. Will Light's noble goal succeed, or will the Death Note turn him into the very thing he fights against?
Jeg var ikke spor i tvivl om, at jeg blev nødt til at anskaffe mig denne her bog så snart, jeg fik muligheden for det. Den første bog forelskede jeg mig nemlig en lille smule i og nu er jeg da helt bidt af serien. Death Note II indeholder volume 3 og 4 af magnaen, hvor alting for alvor går hurtigt, samtidig med at det bliver mere og mere indviklet. Og så er den sjov. Overraskende sjov, når NPA, politiets taskforce, videoovervåger en "helt almindelig" teenagedreng, og den ene af de to, der foretager overvågningen er drengens far, så kan det altså kun skabe en akavet situation og jeg grinte. Især Ryuk er kilden til en del af de mere morsomme kommentarer, hvilket ellers ikke er en ting, jeg ville have forventet af en dødsgud. Men det gør ham kun lidt mere sej. Han er en af de karakterer, jeg er ret vild med med hensyn til den måde, han er tegnet på. Af en eller anden grund kan jeg ikke lade være med at tænke, at han ligner et mareridt, hvilket er ret passende for en Shinigami.
I've never once considered finding that notebook and gaining this power a misfortune. In fact, it's made me happier than I've ever been. And I'm going to create a perfect world.
Noget af det, jeg allerbedst kan lide ved denne her serie er karaktererne. Hovedpersonen Light er langt fra en person, jeg ville have specielt lyst til at lære at kende, men alligevel kan jeg ikke på en eller anden underlig måde lade være med at holde med ham. Og så holder jeg alligevel også på en eller anden bizar måde også med L, som bliver mere udviklet i denne her bog og føles lidt mere som en karakter og lidt mindre som en stemme bag en computerskærm. Hans manipulerende evner bliver for alvor udstillet i volume 4 "Love", og selv om jeg indædt hader ham for at være sådan en idiot over for den nye karakter, der introduceres, så havde jeg alligevel også lidt en fornemmelse af, at det er det, karakteren der er for. Der hvor det bliver virkelig spændende for mig er, da der begynder at opstå et venskab imellem Light og Ryuzaki, som er langt bedre kendt som L. Jeg havde tanken, da jeg læste den første bog, at de to ville kunne være virkelig gode venner, hvis ikke de var på hver deres side og meget af handlingen går frem og tilbage mellem de to, der forsøger at regne den andens træk og bagtanker ud. De er mere eller mindre hele tiden i hælene på hinanden, og forsøger at forudsige tre træk frem. Det er ret spændende læsning, især hvis man som mig godt kan lide det mindre mindfuck, det kan være. Det betyder også, at der sker virkelig mange ting, jeg ikke havde set komme og selv om mange plot twists kan virke forvirrende, så synes jeg faktisk, at det fungerer rigtig godt i dette tilfælde. Jeg ved ikke, hvem af de to, jeg håber ender med at vinde, men det er ret tydeligt, at det ikke kan være dem begge to. Forholdet mellem de to er meget lige, når det kommer til at regne hinandens motivationer ud, så jeg er også lidt spændt på at se, hvordan det egentlig falder ud, når en af dem træder ved siden af.

Hvordan Death Note notesbøgerne fungerer bliver hele tiden mere og mere detaljeret, og i denne her bog får man også endelig en anden Shinigami, der er med til at kaste lys over ting selv Light ikke kender til endnu. No pun intended. Blandt andet at en Shinigami altid skal have en Death Note, så det sætter lidt spørgsmål ved, hvordan og ikke mindst hvorfor Ryuk "tabte" den, Light har fået fat i. De indviklede regler og undtagelser er med til at slutningen godt kan blive lidt forvirrende, men jeg havde slet ikke set den komme. Det er virkelig noget af en cliffhanger, der får mig til at spekulere på, hvordan Light skal undgå at blive afsløret som Kira, undgå at dræbe sin far og måske også selv undgå at dø. Jeg ved, at jeg nok bare kunne se anime'en og få svaret, men altså, jeg er jo typen, der læser bogen først. Også selv om det her en hele serie og jeg er virkelig opsat på at finde ud af, hvad der sker næst. Jeg tror heller ikke, mine chancer for at nå at læse serien færdig, før Netflix' serie kommer her i slutningen af måneden, men så må det også bare vente. Mens jeg venter på volume tre, en lille gave til mig fra mig, da jeg nåede mit mål for Camp NaNoWriMo. 

torsdag den 3. august 2017

Prodigy (Legend #2) af Marie Lu


Prodigy (Legend #2) af Marie Lu. Udgivet af Penguin i 2013.

Find min anmeldelse af den første bog her: Legend.

Injured and on the run, it has been seven days since June and Day barely escaped Los Angeles and the Republic with their lives. Day is believed dead having lost his own brother to an execution squad who thought they were assassinating him. June is now the Republic's most wanted traitor. Desperate for help, they turn to the Patriots - a vigilante rebel group sworn to bring down the Republic. But can they trust them or have they unwittingly become pawns in the most terrifying of political games?
Den eneste grund til, at det har taget mig indtil nu at vende tilbage til The Republic og den verden, Marie Lu har skabt er, at det af en eller anden grund har taget mig så lang tid at anskaffe mig resten af serien. For der er absolut ikke noget at komme efter, i mine øjne tager Prodigy hele historien fra Legend og løfter den og gør den endnu bedre.

Efter June og Days drastiske flugt fra The Republic i slutningen af den første bog, er spørgsmålet så, hvad de skal gøre nu. Beslutningen om at slutte sig til the Patriots, den selv samme gruppe af oprører, der hjalp dem med at undslippe, er ikke en de tager let, men en der giver mening. Og sådan er det faktisk med rigtig meget af det, der sker i bogen. Historien bliver større, ligesom kortet i bogen er blevet udvidet og helt på egen hånd fortæller om, hvordan det her er større end June og Day nogensinde kunne have forestillet sig. Jeg elskede det. Det bedste ved en dystopisk roman er, når man kan se, hvordan de er kommet dertil. Hvorfor verden ser ud som den gør og hvordan det ikke bare er en flok diktatoriske regenter, der aktivt vælger at ødelægge verden. Jeg fik virkelig en fornemmelse af det menneskelige aspekt, af at de forskellige dele af verden har forsøgt at gøre deres bedste, det som de mente var rigtigt, for at overleve katastrofen. Og så blev det hele gjort lidt mere interessant af, at historien om The Republic bliver givet, men i forskellige udgaver alt efter hvem der fortæller den. Selvfølgelig vil dem, der forsøger at opretholde magten og kontrollen ikke fortælle den samme udgave som "the Colonies", eller de andre overlevende nationer.
All it takes is one generation to brainwash a population and convince them that reality doesn't exist.
Apropos forskellige sider, der giver mening. Også i denne her bog fortælles historien fra skiftevis June og Days synvinkel, hvilket er ret fedt, for det betyder, at den aldrig står stille. Der sker hele tiden noget og selv om begge karakterer har et geni-lignende intellekt, så var det for mig også ret fedt at se dem tage fejl eller reagerer som helt normale unge mennesker. For selv om de også forsøger at gøre noget for at redde deres land, så er der også den personlige historie. Balancen mellem dem er rigtig fin, så jeg følte ikke at den ene tog mere overhånd end den anden, men selvfølgelig påvirker de hinanden. Som sagt, så sker der en masse i løbet af denne her bog, og der er ikke så få plot twists, dog heldigvis af den slags, der giver mening og ikke bare er for chok-effekt. Specielt slutningen kom lidt bag på mig, selv om jeg lige som June, tænkte at jeg burde have set det komme.

Der var en rigtig god pointe, som jeg faldt over og som bliver gentaget et par gange af de forskellige karakterer. Det handler om, hvad de ønsker at gøre ved den regering, der styrer The Republic og jeg synes, det passer rigtig godt, at det er Day, der er den af hovedpersonerne, der har lidt mest under dem, der har magten også er den, der sidst forstår hvad June og de andre mener, når de siger, at de ønsker "change, not collapse". En af de ting, der viser sig i løbet af Prodigy er nemlig, at det er ikke er noget utopi. At et samfund, og måske især de samfund, der er opstået og dannet på baggrund af en så omfattende katastrofe, ikke er utopiske.
I want to run. To do what I always do, have always done, for the last five years of my life. Escape, flee into the shadows. But this time, I stand my ground. I'm tired of running.
Hele bogen er aktionfyldt og hurtig, mens der bliver taget tid til personlige øjeblikke og karakterudvikling. Selv om jeg var ret imponeret over den første bog, så er det ingen ting i forhold til mit indtryk af Prodigy, der gjorde serien endnu bedre og for alvor gjorde mig interesseret i at læse den sidste bog med det samme.

onsdag den 2. august 2017

Store små løgne af Liane Moriarty


Store små løgne af Liane Moriarty. Udgivet af Politikens Forlag i 2016, oprindeligt udgivet i 2014 med titlen Big Little Lies. Læst på dansk, originalsproget er australsk.

Reklame.* Anmeldereksemplar/gave fra forlaget Politikens Forlag til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne.

Er det mord? En tragisk hændelse? Eller bare forældre, der ikke kan opføre sig ordentligt. Sikkert er det i hvert fald, at nogen er død. 

Store små løgne følger tre kvinder, som har hver sine udfordringer. Madeline er en stærk kvinde, sjov og skarp, lidenskabelig - og ikke den tilgivende type. Hendes ex-mand og hans nye yogi-kone er flyttet ind i Madelines elskede kvarter, og deres datter er startet i samme børnehave som Madelines yngste. Som om det ikke kunne være nok, lader det til, at hendes teenagedatter er begyndt at foretrække sin far fremfor Madeline.
Celeste er så smuk, at det får folk til at standse op og kigge efter sig. Hun har et krævende sæt tvillinger, som skal starte i børnehaveklasse, og Celeste og hendes mand er på næsten royal vis klar til at indtage skolen, men sådan en position får man ikke uden videre.
Den tredje kvinde, vi lærer at kende, er den enlige mor, Jane, som er så ung, at de andre tror, hun er barnepigen. Hun er tænksom, indadvendt og bærer på dybe hemmeligheder om sin søn. Da Madeline og Celeste tager Jane under deres vinger, har ingen af dem nogen ide om, hvor meget det vil ændre og påvirke deres liv. Store små løgne er et skarpt portræt af ex-mænd og deres nye koner, mødre og døtre, skolegårdsskandaler - og de små farlige løgne, vi fortæller os selv for at klare hverdagen.
Store små løgne er et rigtig godt eksempel på en bog, hvor jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg ville få, og hvor det viste sig, at jeg tog ret meget fejl. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske er det den lyserøde forside, titlen eller noget helt andet, men jeg havde forventet mig en romantisk chick-lit i stil med Jojo Moyes eller Colleen Hoover, en bog, der har meget på hjertet, men også efterlader mig med en hjertevarm følelse indeni. Det var det, jeg var i humør til, da jeg gik i gang med denne her bog, men det var ikke helt det, jeg fik.

Jo, bogen har rigtig meget på hjertet. Faktisk følte jeg, at den havde lidt for meget på hjertet. Der var rigtig mange karakterer at holde styr på, ud over de tre kvinder man følger, for der kommer input fra andre karakterer i form af små kommentarer undervejs. Først troede jeg, at det var noget i stil med kommentarer på en online artikel eller et debatforum, formatet med at kommentarerne kom efter et kapitel fik det til at virke sådan. Det tog mig et stykke tid at regne ud, at det nærmere er sidekommentarer til de interviews, de mange karakterer giver, i forbindelse med en forbrydelse. Hele historien drejer sig nemlig om opklaringen af en forbrydelse, nærmere bestemt et dødsfald, der er sket under mystiske og oprørende forhold. Som resultat deraf bliver karakterernes liv, særligt de tre hovedpersoners liv og problemer, langsomt optrevlet og kommer i søgelyset. Og selv om det var spændende at se, hvordan brudstykkerne af deres liv langsomt samledes til et større billede, så blev det for mig også uoverskueligt. Alle havde noget, og mange af dem havde ret svært ved at sætte sig ud over deres egne problemer for at se tingene fra de andre karakterers side. Man kommer rigtig tæt på de forskellige hovedpersoner, og det er svært at hade dem for at prøve det bedste, de kan. Hvem det er, der er død, vil jeg ikke sige noget om, for det er faktisk noget, man holdes hen i spænding over ret længe og det fungerer okay godt. Jeg skiftede i hvert fald gæt flere gange og da jeg fandt ud af hvem, var det ikke så overraskende, når jeg tænkte efter. Men hvorfor og hvordan kom helt bag på mig. Og det fik de 200 sider jeg lige havde været igennem til at hænge så meget bedre sammen.

Egentlig synes jeg, at det er et rigtig godt perspektiv. Det gør bogen meget virkelighedstro, for jeg tror på at i virkeligheden ville alle have deres at slås med. Og problemerne for karaktererne er på ingen måde små, jeg vil faktisk sige tværtimod. I blandt det at være mor til småbørn, at være mor til besværlige teenagere, spørgsmålet om at nå de frygtede 40'ere og andre hverdagsproblemer er der også spørgsmål om utroskab, voldelige parforhold, og meget andet, der bliver pakket ind i løgne og de små problemer, så man ikke skal tage stilling til dem.

Måske var det mine egne forventninger til bogen, der spændte lidt ben for mig, for når jeg skal forklare bogen til andre, kan jeg ikke lade være med at synes, at det er en meget vigtig historie, især når man først er kommet ind under huden på de forskellige karakterer. Man skal bare være forberedt på, at man også virkelig kommer tæt ind på dem og deres problemer og udefra set kan det være så let at mene, hvad der skal gøres. Men Store små løgne viste i hvert fald for mig, at det kan være lettere at dække det til med en løgn eller et emneskift, når man står midt i det.

tirsdag den 1. august 2017

Drømmelige juli | Tilbageblik #33


Juli måned har været en meget underlig størrelse. Jeg har levet halvt i drømme og i min egen lille verden, mens jeg har renskrevet og gennemgået omtrent 4/5 af min bog. Og det har bestemt ikke været nogen dans på roser. Jeg har holdt detaljerne ret meget for mig selv denne her gang, mest fordi jeg håber på, at jeg meget snart kan gøre noget mere permanent med den. Og måske også bare fordi, jeg har arbejdet på den så længe. Selv om det har været en hård omgang, hvor jeg ofte har følt mig bagud - og været rigtig meget bagud, så har der ikke været noget tidspunkt, hvor jeg ikke har kunnet lide historien. Jeg elsker den stadig og karakterne ligeså. Juli måned har ikke budt på specielt godt sommervejr, hvilket jeg savner rigtig meget. Det har til gengæld været rigtig godt vejr til at sidde indenfor og skrive eller læse. Og selv om jeg har haft travlt med den historie, jeg selv gerne vil fortælle, så har jeg alligevel fået læst 11 bøger i juli. Der har også været tid til lidt familietid, blandt andet har jeg stadigvæk et okay stort blåt mærke på mit knæ, der beviser at jeg i hvert fald ikke er den fødte racerkører. Men det var alligevel sjovt at være ude og køre gokart med det meste af min familie.

De 11 bøger er en blanding af rigtig mange forskellige genrer. Jeg har læst en bog, jeg troede ville være en skøn sommerbog af den romantiske karakter, men Store små løgne af Liane Moriarty viste sig at være en helt anden type bog. Og selv om jeg virkelig godt kunne lide budskabet og var imponeret over de emner, der bliver taget op, så efterlod bogen mig forpustet og overvældet, men på den ærgerlige måde. Der sker nemlig rigtig meget, der er så mange sider og hemmeligheder og problemer, at det virkelig viser, hvordan alle har noget, de slås med. Det var bare rigtig meget at tage ind på en gang, og jeg var ikke altid lige interesseret i de forskellige karakterers mange problemer. Det gjorde jeg derimod, da jeg læste Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl, som fuldstændig på modsat vis fik mig til at sidde med tæerne krummet sammen og vitterligt ønske, at der skulle ske noget godt. Det er en bog, der skal opleves, ikke forklares.

I løbet af meget kort tid fik jeg endelig færdiglæst Marie Lus Legend-trilogi, jeg fik nemlig både læst Prodigy og Champion, begge to virkelig gode fortsættelser på en serie, jeg begyndte på for et år siden. Det var så fedt at opleve, hvordan bøgerne udvidede det univers, der blev præsenteret i Legend, samtidig med at historien blev mere dramatisk, indsatsen blev højere og i sidste ende sad jeg med en dystopisk serie, der indeholdt alt det, jeg gerne vil have. Samtidig med lyttede jeg løbende til A Clash of Kings af George R. R. Martin, den anden bog i A Song of Ice and Fire, eller hvad der er kendt som Game of Thrones-serien. Det fungerer faktisk ret godt for mig at lytte til denne enorme serie og store puslespil af karakterer og stemmer, så jeg fik den tredje bog fra biblioteket i går aftes. Det er lidt af en underlig oplevelse, for der er rigtig mange forskellige synsvinkler i denne her serie og det er ikke dem alle sammen, der interesserer mig lige meget. I Clash of Kings er der kommet nye til, og det har ændret lidt på hvilke af karakterenes historie, jeg var mest investeret i. Men selv om det ikke er alle kapitler i den meget lange bog, jeg finder lige spændende, så kan jeg ikke være andet end imponeret over det univers og det projekt, George Martin har skabt.

Jeg fortsatte også min genlæsning af Harry Potter serien og fik læst Chamber of Secrets af J. K. Rowling. Eftersom jeg har en plan om at få læst dem alle henover sommeren, må jeg nok få læst noget mere Harry Potter den næste måneds tid. Det slog mig, mens jeg læste, at Chamber of Secrets er lidt mørkere, lidt mere uhyggelig end den første bog, men der er stadig elementer af humor og varme. Man kan ikke komme uden om, at serien bliver mere og mere dyster når først Voldemort vender tilbage, men at tale om et monster på skolen, der kan, og har, dræbt eleverne, er faktisk i sig selv ret skræmmende, men jeg har aldrig tænkt på bogen som uhyggelig. Det gør jeg stadig ikke. Derimod var der meget uhyggeligt, eller nærmere foruroligende over The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe. Novellesamlingen indeholdt tre noveller og mit indtryk af dem er lige så forskelligt som novellerne selv. At den indeholdt min yndlingsnovelle af Poe, The Tell-Tale Heart gjorde nok helhedsindtrykket noget bedre, men selv om jeg ikke brød mig lige meget om dem alle sammen, så har det ikke afskrækket mig med hensyn til at læse mere af Poe på et tidspunkt.

Med Saga vol. 2 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples vendte jeg tilbage til det ydre rum, til en helt anden og meget anderledes verden. Den her space opera/fantasy graphic novel serie, eller hvordan man vælger at beskrive den, fortsætter med at være ret spændende. Historien om de to dødsfjender, der bliver forelskede og får et barn, mens de flygter for livet fra både hans og hendes folk og mange andre, bliver i mine øjne gjort bedre af tegnestilen. Jeg tror ikke, den ville fungere lige så godt for mig, som en almindelig roman og jeg kunne tale om tegnestilen i en uendelighed. Og når det handler om at nørde, så fik jeg læst en bog, der virkelig er for nørderne. Den tredje bog i History of Middle-Earth The Lays of Beleriand dykker ned i tilblivelsen af to længere digte, som Tolkien sidenhen gav op på, for endnu senere at omskrive historierne til dele af The Silmarillion. Det var til tider ret tung læsning, meget teknisk omkring ordvalg og metrik, men det var alligevel en fornøjelse at få et indblik i to af de tekster, der fylder meget i den mytologi, som Tolkien har skabt som baggrund for Middle-Earth.

Lige før jeg tog hjem på weekend hos mine forældre, fandt jeg ud af at min mor og jeg var i gang med den samme bog ved et rent tilfælde. De syv søstre af Lucinda Riley er starten på en storslået familiehistorie, om seks adopterede søstre, der efter deres adoptivfars død, får muligheden for at finde ud af mere om, hvor de stammer fra. Den første bog følger den ældste datter på en varm og kærlig rejse til Rio, hvor hun forsøger at opspore sin familie, samtidig med at hun forsøger at bearbejde en gammel sorg og måske få muligheden for at få alt det, hun inderst inde savner i livet. Jeg nød den og selv om det er en ret lang bog, så læste jeg den på meget få dage. Jeg er rimelig sikker på, at jeg bliver nødt til at læse videre, for der er en detalje i denne første historie, som jeg tror, jeg har regnet ud. Men det er ikke blevet bekræftet endnu.

Den sidste bog, jeg fik læst færdig i juli, var en bog, jeg har læst brudstykker af rigtig længe. Det er nemlig en ret populær digtsamling, Milk and Honey af Rupi Kaur og jeg blev virkelig overrasket over bogen. Ikke fordi jeg synes, den ikke er god, faktisk fandt jeg mange af digtene ret rørende. Men jeg havde på en eller anden måde forventet mere. Efter at have læst så mange af digtene på Tumblr og andre steder på nettet, havde jeg på en eller anden måde ventet, at bogen ville blæse mig lige så meget bagover, som flere af de digte gjorde. Og det gjorde dele af bogen da også. Men som helhed følte jeg mere, at det gik lidt i ring, og jeg er nok mere skuffet over, at jeg ikke havde den oplevelse af bogen, som jeg håbede på, end jeg egentlig er over bogen selv. Men der er nogle af ordene, der hænger ved endnu.

I august måned starter jeg i praktik, den periode af min uddannelse, jeg helt sikkert har set mest frem til. I øjeblikket glæder jeg mig endda til de vanvittigt tidlige morgener og pendlertiden, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at klage over begge dele før eller siden. Men foreløbig har jeg stadigvæk sommerferie og nu hvor jeg ikke længere hele tiden tænker på, at jeg også skal huske at nå at skrive og jeg skal lige have rettet den der scene til og så videre, så håber jeg på at vejret bliver bedre og glæder mig til en august måned, hvor jeg kan og vil slappe mere af, ses med dejlige mennesker og nyde den sidste af mine lange sommerferier.
 

Template by BloggerCandy.com