torsdag den 6. juli 2017

The Philosopher's Stone (Harry Potter #1) af J. K. Rowling


Harry Potter and the Philosopher's Stone (Harry Potter #1) af J. K. Rowling. Udgivet af Bloomsbury i 2010, oprindeligt udgivet i 1997.

Harry Potter thinks he is an ordinary boy. He lives with his Uncle Vernon, Aunt Petunia and cousin Dudley, who are mean to him and make him sleep in a cupboard under the stairs. (Dudley, however, has two bedrooms, one to sleep in and one for all his toys and games.) Then Harry starts receiving mysterious letters and his life is changed for ever. He is whisked aways by a beetled-eyed giant of a man and enrolled in Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. The reason: Harry Potter is a wizard!
Lad mig bare starte med at sige, at jeg godt ved, at der ikke er meget nyhedsværdi i at skrive en anmeldelse af Harry Potter. Det er de færreste, der ikke allerede kender til Harry Potter i et eller andet omfang, så hvorfor? Dels fordi jeg altid har haft lyst til det, dels fordi jeg skriver anmeldelser af det jeg nu engang læser og jeg er altså i gang med en genlæsning af hele serien. Men også fordi der er få bøger, der har haft lige så stor indflydelse på mig som læser, som Harry Potter har. Og hvem vil ikke gerne have lidt mere Harry Potter? Når det så er sagt, så er det måske ikke så lige til at anmelde måske især The Philosopher's Stone uden at tænke på alt det, den har ført med sig. 
There are some things you can't share without ending up liking each other, and knocking out a twelve-foot mountain troll is one of them.

Det bedste ved denne her bog er, at det at læse den føles lidt lige som at pakke sig ind i et tæppe af magi og sidde ved et ildsted. Jeg elsker ganske enkelt den parallelle verden, Rowling har skabt og præsenterer i The Philosoper's Stone. Det slog mig ved genlæsningen, hvor meget af universet, der har været på plads allerede på dette tidspunkt, små bidder af information som pengesystemet, indblik i forholdet mellem troldmænd og kentaurer, mellem troldmænd og nisser (hedder de virkelig det? Jeg har ikke åbnet en dansk oversættelse i mindst et årti), som viser sig at være vigtigt senere hen. Det allerførste glimt af troldmandsverdenen får man igennem onkel Vernons øjne, og jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til det sprog, Rowling skriver i, der gør det humoristisk at læse om hans nedladende holdninger. Det passer så godt til bogens målgruppe, men nu hvor jeg læser den igen efter så mange år, er der et andet lag at finde.

Det er muligt, at de fleste Potterfans ønsker sig til Hogwarts, det ville jeg da heller ikke selv hav noget imod. Men jeg er faktisk langt mere imponeret over Diagonalstrædet. Dér ville jeg gerne hen og bruge timevis på at se på de mange forskellige butikker, igennem hvilke man virkelig kan lære meget om troldmandsverdenen. Det bliver på mange måder også mere detaljeret beskrevet, for jeg lagde mærke til, hvordan starten af denne her bog er noget længere end selve Harrys første år på Hogwarts. Det giver selvfølgelig god mening, der skal bygges et stort univers op, og selv om der er mange huller, der bliver udfyldt efterhånden, så skal The Philosopher's Stone lægget fundamentet. Og på det punkt kan man godt mærke, at den i modsætning til de senere bøger i serien, virkelig er en børnebog. Den er spændende, den er fuld af magiske væsner, tryllebindende beskrivelser af de særeste detaljer og der bliver ikke dvælet særligt meget ved hverdagen på Hogwarts. Det er en overfyldt 200-siders bog, hvor magien praktisk talt flyder ud over siderne, når man åbner den og møder halvkæmper, folk der kan forvandle sig til dyr, besværgelser, en skjult togperron, frøer lavet af chokolade og meget mere blandet med ondskaben og kampen for at de gode kan vinde, mod og venskab og ikke så få fordomme.

Det er snart ligemeget hvor mange gange, jeg har læst denne her bog, jeg prøver hver eneste gang at løse Snapes udfordring med gåden og de ni flasker med ukendte indhold. Det er virkelig den eneste scene, jeg altid savner i filmen, men den er altså også svær. Det er dog også lykkedes mig at regne den ud, men jeg havde aldrig klaret det som 12-årig. Go Hermione! Apropos Hermione, en af de ting, der gør at jeg virkelig foretrækker bøgerne frem for filmene er, at karaktererne har personligheder. Rons venskab og loyalitet er en af de bedste ting ved bøgerne, og i The Philosoper's Stone tager det ikke mere end et par sider, før han og Harry er trofaste venner. For Ron, der altid har følt sig overset og Harry, der altid er blevet udelukket fra fællesskabet, er det et venskab, der betyder så meget, at Ron er villig til at ofre sig selv for at Harry kan stoppe Voldemort. Og ligesom Harry og Ron bliver venner med Hermione efter mødet med trolden på pigernes toilet, er det lidt lige som om det øjeblik også resulterede i et venskab mellem mig som læser og disse karakterer, der har fyldt en del de sidste små 13 års tid.

Den var en sand fornøjelse at vende tilbage til starten og opdage den magiske verden sammen med Harry. Selv om jeg synes, handlingen er en anelse forhastet og selv om jeg i dag godt kan se, at det ikke er en perfekt bog, så vil jeg nok aldrig kunne give den andet end 5 hjerter. For der er få bøger, jeg ganske enkelt bliver glad af at læse i samme grad som jeg gør The Philosopher's Stone. Og jeg er på jagt efter den illustrerede udgave, for hvis der er en serie, jeg ikke har noget imod at have i flere udgaver, så er det Harry Potter, for jeg kan ikke se en fremtid, hvor jeg ikke genlæser serien med jævne mellemrum.
This boy will be famous. There won't be a child in our world who doesn't know his name.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com