søndag den 30. juli 2017

Litterære indrømmelser #5


I dag handler det om mit forhold til lydbøger. Hvilket faktisk er noget, der har ændret sig rigtig meget i løbet af det sidste års tid. Jeg har tidligere omtalt, hvordan jeg har haft det svær med lydbøger, fordi jeg ofte tunede oplæseren ude og ganske enkelt ikke fulgte med. Eller fordi jeg kedede mig eller ikke vidste, hvad jeg skulle lave. Det kommer også meget an på oplæseren, hvis stemmen irriterer mig eller læser alt for langsomt eller hvad det nu end kan være, så giver jeg hellere op og venter, til jeg kan læse en fysisk udgave af bogen i stedet for. Jeg synes, de lydbøger, der gør brug af bare en lille stemmeforskel, hvis der er flere fortælleren er virkelig sjove, men det bliver også hurtigt for meget.

Og jeg tror faktisk, det er det, der var det egentlige problem. At høre en lydbog tager lang tid. Som regel også meget længere tid end det ville tage mig at læse den samme bog selv, så det er mange timer, der skal investeres i denne her bog. Og man kan ikke bare lave lige hvad man vil samtidig med. Eller jeg kan i hvert fald ikke. Mit problem var ofte, at jeg begyndte at kede mig, fordi jeg ikke havde noget at lave imens og det føles altså virkelig dumt bare at sidde, enten med høretelefoner på eller lyttende til oplæserens stemme gennem højtaleren, og sidde med hænderne i skødet og trille tommelfingre. Jeg tror, det må være mit forhold til at sidde og lytte, der har ændret sig, for jeg kan tydeligt huske, at jeg har hørt lydbøger som barn. Jeg opfattede dem bare ikke sådan, men når mine søstre og jeg sad om en kassettebåndafspiller, for så gammel er jeg faktisk, og lyttede til oplæsninger af eventyr eller Trafikmusene, så var det jo sådan set lydbøger. Den gang kunne jeg bare finde ud af at høre efter.

Det, der først fik mig til at prøve igen var tilbage i sidste efterår, da jeg havde en gratis måneds abonnement hos Storytel. Det skulle naturligvis ikke gå til spilde, så jeg måtte finde på noget at lave. Og pludselig hørte jeg lydbøger hele tiden. Når jeg gik tur, enten på må og få eller når jeg skulle på posthuset, om aftenen når jeg ikke kunne sove, mens jeg gjorde rent og så videre og så videre. Tidspunkter, jeg ellers ikke ville læse på.

Men jeg foretrækker at høre lydbøger, mens jeg laver noget kreativt. Jeg har malet en del i de såkaldte voksenmalebøger, mens jeg har lyttet til Game of Thrones og jeg hæklede et helt kuld gopler, mens jeg lyttede til en lang række af ungdomsbøger. Mest af alt nød jeg faktisk at høre lydbog, når jeg har kørt i bus, for det betød at jeg for en gangs skyld ikke blev vanvittigt køresyg af at læse i en bus. Så der blev jeg virkelig glad for, at jeg er blevet bedre til at høre lydbøger, nok mest fordi jeg er begyndt at vænne mig lidt mere til formatet. Jeg vil dog hellere sidde med en bog i hænderne.

Hvis det havde været bedre sommervejr herhjemme, havde jeg nok lyttet til en del lydbøger, mens jeg nød solen. I stedet går jeg og venter på, at jeg får min reservation på den tredje bog i George R. R. Martins A Song of Ice and Fire hjem. Jeg får nemlig alle mine lydbøger fra bibliotekets app, eReolen, eller deres app med engelske bøger, eReolen Global. Mest af alt fordi jeg virkelig følte, at jeg skulle lytte til en del bøger, før det kunne betale sig, dengang jeg havde et abonnement. Selvfølgelig er bibliotekets udvalg ikke nær så stort som det hos lydbogsfirmaerne, men hvis man kun hører en eller to på en måned, synes jeg det var ret meget, når man er på SU. Den længste bog, jeg har hørt indtil nu er helt sikkert Clash of Kings, den anden bog i A Song of Ice and Fire, der når op på den anden side af 37 timer. At jeg har sat hastigheden lidt op, til 1,15 skyldes ganske enkelt at det ellers går for langsomt til mig. En af de lydbøger, jeg synes var mest spændende at lytte til var Kenneth Bøgh Andersens oplæsning af hans egen Djævlens lærling, som jeg tror, jeg endte med at lytte til i en omgang, fordi den var så spændende og så levende læst op. Men jeg må helt klart også anbefale Tim Currys oplæsning af A Series of Unfortunate Events. Han gør et fantastisk stykke arbejde med stemmer og alting, plus de sange, der indleder og afslutter hver bog, der også findes på Spotify samlet i det album, der hedder "Tragic Treasury", der virkelig er indbegrebet af series markabe blanding af humor og det dystre og det totalt absurde.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at høre lige så mange lydbøger, som jeg gjorde lige til at begynde med sidste efterår. Det er fint med mig at lytte til en en gang i mellem, især fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af at holde pause igen. Jeg vil hellere høre dem færdig. Den eneste grund til at jeg nok fortsætter med at høre A Song of Ice and Fire er fordi jeg er for stædig til at købe bøgerne, indtil de alle er udkommet. Så længe jeg altså kan finde på noget at lave imens.


Hvordan har du det med lydbøger? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com