søndag den 30. juli 2017

Litterære indrømmelser #5


I dag handler det om mit forhold til lydbøger. Hvilket faktisk er noget, der har ændret sig rigtig meget i løbet af det sidste års tid. Jeg har tidligere omtalt, hvordan jeg har haft det svær med lydbøger, fordi jeg ofte tunede oplæseren ude og ganske enkelt ikke fulgte med. Eller fordi jeg kedede mig eller ikke vidste, hvad jeg skulle lave. Det kommer også meget an på oplæseren, hvis stemmen irriterer mig eller læser alt for langsomt eller hvad det nu end kan være, så giver jeg hellere op og venter, til jeg kan læse en fysisk udgave af bogen i stedet for. Jeg synes, de lydbøger, der gør brug af bare en lille stemmeforskel, hvis der er flere fortælleren er virkelig sjove, men det bliver også hurtigt for meget.

Og jeg tror faktisk, det er det, der var det egentlige problem. At høre en lydbog tager lang tid. Som regel også meget længere tid end det ville tage mig at læse den samme bog selv, så det er mange timer, der skal investeres i denne her bog. Og man kan ikke bare lave lige hvad man vil samtidig med. Eller jeg kan i hvert fald ikke. Mit problem var ofte, at jeg begyndte at kede mig, fordi jeg ikke havde noget at lave imens og det føles altså virkelig dumt bare at sidde, enten med høretelefoner på eller lyttende til oplæserens stemme gennem højtaleren, og sidde med hænderne i skødet og trille tommelfingre. Jeg tror, det må være mit forhold til at sidde og lytte, der har ændret sig, for jeg kan tydeligt huske, at jeg har hørt lydbøger som barn. Jeg opfattede dem bare ikke sådan, men når mine søstre og jeg sad om en kassettebåndafspiller, for så gammel er jeg faktisk, og lyttede til oplæsninger af eventyr eller Trafikmusene, så var det jo sådan set lydbøger. Den gang kunne jeg bare finde ud af at høre efter.

Det, der først fik mig til at prøve igen var tilbage i sidste efterår, da jeg havde en gratis måneds abonnement hos Storytel. Det skulle naturligvis ikke gå til spilde, så jeg måtte finde på noget at lave. Og pludselig hørte jeg lydbøger hele tiden. Når jeg gik tur, enten på må og få eller når jeg skulle på posthuset, om aftenen når jeg ikke kunne sove, mens jeg gjorde rent og så videre og så videre. Tidspunkter, jeg ellers ikke ville læse på.

Men jeg foretrækker at høre lydbøger, mens jeg laver noget kreativt. Jeg har malet en del i de såkaldte voksenmalebøger, mens jeg har lyttet til Game of Thrones og jeg hæklede et helt kuld gopler, mens jeg lyttede til en lang række af ungdomsbøger. Mest af alt nød jeg faktisk at høre lydbog, når jeg har kørt i bus, for det betød at jeg for en gangs skyld ikke blev vanvittigt køresyg af at læse i en bus. Så der blev jeg virkelig glad for, at jeg er blevet bedre til at høre lydbøger, nok mest fordi jeg er begyndt at vænne mig lidt mere til formatet. Jeg vil dog hellere sidde med en bog i hænderne.

Hvis det havde været bedre sommervejr herhjemme, havde jeg nok lyttet til en del lydbøger, mens jeg nød solen. I stedet går jeg og venter på, at jeg får min reservation på den tredje bog i George R. R. Martins A Song of Ice and Fire hjem. Jeg får nemlig alle mine lydbøger fra bibliotekets app, eReolen, eller deres app med engelske bøger, eReolen Global. Mest af alt fordi jeg virkelig følte, at jeg skulle lytte til en del bøger, før det kunne betale sig, dengang jeg havde et abonnement. Selvfølgelig er bibliotekets udvalg ikke nær så stort som det hos lydbogsfirmaerne, men hvis man kun hører en eller to på en måned, synes jeg det var ret meget, når man er på SU. Den længste bog, jeg har hørt indtil nu er helt sikkert Clash of Kings, den anden bog i A Song of Ice and Fire, der når op på den anden side af 37 timer. At jeg har sat hastigheden lidt op, til 1,15 skyldes ganske enkelt at det ellers går for langsomt til mig. En af de lydbøger, jeg synes var mest spændende at lytte til var Kenneth Bøgh Andersens oplæsning af hans egen Djævlens lærling, som jeg tror, jeg endte med at lytte til i en omgang, fordi den var så spændende og så levende læst op. Men jeg må helt klart også anbefale Tim Currys oplæsning af A Series of Unfortunate Events. Han gør et fantastisk stykke arbejde med stemmer og alting, plus de sange, der indleder og afslutter hver bog, der også findes på Spotify samlet i det album, der hedder "Tragic Treasury", der virkelig er indbegrebet af series markabe blanding af humor og det dystre og det totalt absurde.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at høre lige så mange lydbøger, som jeg gjorde lige til at begynde med sidste efterår. Det er fint med mig at lytte til en en gang i mellem, især fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af at holde pause igen. Jeg vil hellere høre dem færdig. Den eneste grund til at jeg nok fortsætter med at høre A Song of Ice and Fire er fordi jeg er for stædig til at købe bøgerne, indtil de alle er udkommet. Så længe jeg altså kan finde på noget at lave imens.


Hvordan har du det med lydbøger? 

søndag den 23. juli 2017

Litterære indrømmelser #4


I dag er det story time. Mine indrømmelse for denne her uge handler nemlig om mødet min min yndlingsbog. For til at begynde med, brød jeg mig nemlig virkelig ikke om den. De fleste, hvad end de har fulgt med her et stykke tid eller ej, er nok ikke i tvivl om, at min yndlingsbog er J. R. R. Tolkiens The Lord of the Rings. Men sådan har det ikke altid været.

I dag har jeg ikke længere nogen klar erindring om, om jeg faktisk læste bogen, før jeg så filmen, men jeg tvivler stærkt på det. I hvert fald har filmene også haft deres indflydelse på min kærlighed til alting Middle-Earth og min evige besættelse med at eje bøger, der står 'Tolkien' på. Til gengæld kan jeg meget, meget tydeligt huske den første gang, jeg besluttede mig for, at jeg skulle læse Ringenes Herre. Jeg har været 14, det er efter Harry Potter kickstartede en interesse for fantasygenren. Og dengang var min egen bogsamling hverken nær så omfangsrig eller så bred som den er i dag, så dengang gik jeg ofte på opdagelse i mine forældres bogreol. Derfor har jeg også læst mere end min mængden af krimier og historisk fiktion. Men jeg faldt også over et sæt på tre bøger, der fangede min opmærksomhed. Den danske oversættelse af Tolkiens livsværk, Ringenes Herre.


Det var bestemt ikke nogen succes. Jeg tror, jeg nåede et sted mellem 40 og 50 sider ind i den danske oversættelse, før jeg måtte give op. Jeg kunne simpelthen ikke komme igennem det, jeg hadede at læse den og jeg var nok en anelse skuffet, når jeg godt kunne lide filmene. Jeg har sidenhen snakket med rigtig mange, der har det på samme måde, uanset om de har læst den på dansk eller engelsk, og jeg kan godt forstå hvorfor. Ligesom professor Tolkien ser jeg også det, der ofte anses for en trilogi som én bog, og starten på den, specielt de førte par hundrede sider af The Fellowship of the Ring er meget tunge. Tolkiens skrivestil er deskriptiv og langsom og man kan på ingen måde kalde begyndelsen for actionfyldt. Men jeg tror lige så meget på, at det har noget at gøre med, at jeg læste en oversættelse og jeg har ikke siden været ude for sådan et tab af magien, af det, der gør bogen spændende, ved en oversættelse, som jeg gjorde ved denne her bog. Det har sikkert påvirket min beslutning om ikke at læse de sidste 3 eller 4 Harry Potter bøger på dansk heller.

Jeg ved ikke, hvad mine forældre har tænkt, da jeg nogle få år senere alligevel ønskede mig et bokssæt med de tre bind, denne gang på engelsk. For jeg havde i hvert fald ikke været stille omkring min skuffelse over den danske oversættelse. Men bøgerne kom på mine hylder og i dag er de i en tilstand, der vidner om, hvor mange gange jeg faktisk har læst dem. Jeg skal ikke kunne sige, om det bare fordi, jeg var de tre år ældre, da jeg læste dem igen eller hvad det var, men jeg læste dem i et væk. Og jeg vender gerne tilbage til den nu og da. Jeg tror ikke, jeg bliver en af dem, der læser dem en gang om året, for der er ganske enkelt alt for mange andre bøger, jeg også gerne vil læse. Men når jeg vender tilbage til dem, så nyder jeg det. Jeg vender tilbage til universet for de spændende karakterer, folkeslag og alt det overvældende materiale, der ligger bag ved denne her bog. Jeg har planer om, at bogen skal være genstand for mit speciale til næste forår, hvor jeg lige nu gerne vil gå i dybden med mange af de temaer, som bogen berører, tager op og stiller spørgsmålstegn ved. For tiden er jeg gået i gang med at læse The History of Middle-Earth, der ikke handler om historien in-universe, men om tilblivelsen af de mange myter og fortællinger, der ligger bag ved The Silmarillion, The Hobbit og The Lord of the Rings, fordi jeg nørder det lidt meget. Og nu hvor jeg er i gang med det, får jeg helt lyst til at læse den igen, for på en eller anden måde er det en af de få bøger, jeg kan vende tilbage til igen og igen og altid finde noget nyt. Nu og da opdager jeg en linje, der understreger en humor, der ikke lige springer i øjnene, og beskrivelserne af elvernes riger tager altid pusten fra mig med deres livlige skønhed. Så det er nok ikke så sært, at det er min yndlingsbog. Tænk, hvis jeg ikke havde givet mig i kast med den engelsk tekst?

Har du nogensinde læst en bog, som du ikke brød dig om første gang, men vendte tilbage til og ændrede mening om? Er du også en af de mange, der har fundet starten på The Fellowship of the Ring for tung til at læse videre?

tirsdag den 18. juli 2017

Den 13. kriger (KOMA #1) af Michael Ford


Den 13. kriger (KOMA #1) af Michael Ford. Udgivet af EgoLibris i 2014.

Reklame.* Anmeldereksemplar givet som gave til bogbloggertræf 2015 af forlaget EgoLibris. Alle meninger, der gives udtryk for, er mine egne.

En mand bliver indlagt på Rigshospitalets traumeafdeling efter et sammenstød med en kronhjort. Hans tilstand er kritisk, og han er i koma. Det er umuligt at finde oplysninger på ham, og han får derfor navnet John Doe. Ufriviligt bliver han stjernen i et reality-show, hvor der tælles ned til dag 40. Det er dagen, hvor lægerne vil slukke for respiratoren. Sammenstødet med hjorten vækker Johns slumrende hukommelse, og i komatilstanden gennemlever han sit eget dramatiske liv, der har udspillet sig i både Norden og Mellemøsten.
I Den 13. Kriger, første bind af Koma-trilogien, får vi gennem Johns liv et intenst indblik i de sidste 50 års historie i forholdet mellem kristne og muslimer. Situationen i Mellemøsten har aldrig været mere kaotisk og terrortruslen mod Danmark aldrig større. Fra massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila til en dansk røverbandes ynkelige huseren tager vi med Koma-trilogien ud på en rejse mod fred, hvor forfatterens store viden om og kærlighed til Mellemøsten skinner igennem på hver en side.
Den første bog i Michael Fords KOMA-serie omhandler en overdrevent anonym komapatient og dennes kamp for at vende tilbage til livet som bliver til et nyt reality show. Samtidig fortælles en anden historie, den der handler om komapatientens liv. John Doe kaldes han og både i hans komadrømme og i reality showet udenfor er det store spørgsmål: hvem er John Doe?

Når man læser bogen, bliver man hurtigt opmærksom på, at der intet skel er. Historien er inddelt i kapitler alt efter dage, de 40 dage som hospitalsfolkene har til at få John Doe til at vågne op af sin koma, før de trækker stikket ud. Men ellers flyder læseren frem og tilbage imellem John Does tanker, der mest kan beskrives som minder og så mellem verden udenfor. Den verden, hvori John Does kamp for at overleve er det nye store tv hit. Og jeg er ikke sikker på, om jeg synes blandingen af de to fortællinger er særlig vellykket.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide hele præmisset med at live transmittere fra denne komapatients stue. Det kunne være et vidunderligt eksempel på en samfundskritisk historie, der har meget på hjertet omkring vores forhold til virkeligheden, journalisme og underholdningskultur. Jeg har svært ved ikke at være enig med John Does sygeplejeske og finde hele set-up'et usmageligt og uetisk og det irriterede mig frygteligt at John Doe intet privatliv havde, at hans kamp for at overleve blev til underholdning og i det hele taget synes jeg det er et emne, man skal behandle rigtigt, hvis man tager det op. Jeg siger ikke, at Michael Ford gør det forkert, måske tværtimod. For hvis det virkelig er ment som en kritik af underholdningskulturen, så fungerer den rigtig godt. Den side af historien er så tankeprovokerende. Hvordan det spørgsmål ender, vil jeg ikke spoile.

Den anden side af historien er meget fragmentarisk, der gik et godt stykke tid før jeg følte, at jeg havde fået et fodfæste i John Does tanker. Men der tegner sig hurtigt et billede af, hvordan hans liv har været og jeg ville ønske, at denne del ikke var blevet blandet sammen med den anden. For jeg kunne ikke lade være med at føle mig draget af fortællingen om John Does opvækst i en verden, der er i konstant forandring, ikke kun i forhold til sig selv men også i forhold til John Does plads i den. Når jeg læste den, kunne jeg mærke forfatterens viden om Mellemøsten, om de turbulente forhold, der strækker sig fra lang tid før jeg blev født. Det var den del af historien, der for alvor fik mig til at vende siderne, jeg ville så gerne have svar på et enkelt spørgsmål og det er det samme som alle folkene i John Does reality show og John Doe selv søger i sine minder: hvem er John Doe?

Jeg ville sådan ønske, at jeg syntes bedre om denne her bog. For jeg tror, den er meget relevant, specielt den del der omhandler John Does opvækst, hans liv i Mellemøsten, men også de pointer, der bringes på banen i forsøget på at regne hans identitet ud. Det historiske perspektiv giver en god forståelse af en tid, jeg for eksempel aldrig har oplevet, og sjældent er stød på i litteraturen og den kunne godt stå alene. Hvor for sig er de to fortællinger virkelig spændende, men sammen blev jeg ofte meget forvirret over, hvad jeg skulle forholde mig til. Og slutningen ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til, jeg fik ikke svar på mange af mine spørgsmål. Men jeg ved også, at der er to andre bøger i serien og jeg kan kun håbe, at de ville kunne opklare nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med.

Har I læst bogen? Hvis ikke, hvilken fortælling vil I så helst læse?

mandag den 17. juli 2017

The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe


The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe (Little Black Classics #31). Udgivet af Penguin i 2015. Oprindeligt udgivet i 1840'erne.
'Presently I heard a slight groan, and I knew it was a groan of mortal terror ... the low stifled sound that arises from the bottom of the soul.' Stories about murder, mystery and madness, portraying the author's feverish imagination at its creative height.
De tre noveller, der er samlet i denne her lille bog, er på en gang ret forskellige, men også med mange fællestræk. De klassiske Poe-træk som det psykologiske aspekt og vanviddet i samspil med mord eller mysterier er at finde i alle tre noveller, men i forskellig grad og min opfattelse af historierne er langt fra den samme. Men som samling fungerer de rigtig godt, en lidt bredere blanding, der viser at ikke alle Poes noveller er ens. Hvis ikke man har læst noget af ham før, vil jeg mene at det er et rigtig godt sted at begynde. Selv har jeg kun læst et par stykker, men havde også før denne her bog planer om at læse mere, for hans skrivestil er noget for sig.

Den første novelle er også den korteste og den, bogen har sin titel efter. "The Tell-Tale Heart" er en af de noveller, jeg har læst før, faktisk i forbindelse med en eksamensopgave, og den, jeg allerbedst kan lide. Historien om den unavngivne morders vanvid, der måske, måske ikke opstår efter han har slået en mand ihjel, er meget kendt og jeg er rimelig sikker på, at den også har skabt et udtryk "tell-tale heart". Jeg holder af den for dens dybde, for på trods af dens kun 9 sider, er der rigtig meget at komme efter. Det er en historie, der forekommer tragikomisk, især på overfladen, når man læser om hovedpersonen, der vil slå en mand ihjel på grund af hans onde øje - men måske er jeg alligevel lidt påvirket af, at have arbejdet lidt mere i dybden med den og ser både øjet og hjertet som symboler. Selv hvis man ikke går til novellen på den måde, er den stadig værd at læse. Fortælleren er en ret skøn karakter, på trods af hans handlinger, og jeg elsker ganske enkelt hans historie, hvori han hele tiden forsøger at overbevise læseren om, at han ikke er vanvittig, selv om hans handlinger gang på gang modsiger ham.
“And have I not told you that what you mistake for madness is but over-acuteness of the sense?”
De to andre noveller er nye for mig. "The Fall of the House of Usher" er en noget længere novelle på lige omkring 30 sider, og jeg fandt den faktisk for lang. Fordi den meget mere udtømmende går i detaljer med f.eks. hvilke bøger karakterene læser eller hvilken sang de spiller. Jeg var langt mere interesseret i forholdet mellem karaktererne og spørgsmålet om, hvorvidt Lady Madeleine blev myrdet eller døde af en sygdom, de ikke kunne identificere. Lige som "The Tell-Tale Heart" er det psykologiske aspekt en stor del af fortællingen og hen imod slutningen, da der for alvor begynder at ske noget, kunne jeg heller ikke lade være med at føle en smule ubehag. Den havde dog ikke helt samme virkning som "The Tell-Tale Heart". Mysteriet om, hvad der i virkeligheden foregår bliver fortalt i et virkelig velskrevet sprog, der skaber den stemning af utryghed, som Poe er kendt for.

Den sidste novelle er "The Cask of Amontidillo" og jeg er nødt til at være ærlig: den kedede mig. Jeg forventede mere ikke decideret overnaturligt, men underliggende uhygge og en følelse af, at der er noget, der ikke er, som det giver sig ud for at være. I stedet fik jeg en meget ligefrem historie om hævn uden de store overraskelser og jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg havde svært ved at se, hvorfor lige netop den blev inkluderet i denne her bog. Jeg har ikke læst dem alle sammen endnu, som sagt, men Amontidillo er den, jeg har syntes mindst om ind til videre.

søndag den 16. juli 2017

Litterære indrømmelser #3


Min tredje sommerindrømmelse måske lidt af en ikke-indrømmelse. Det handler nemlig om, hvorvidt jeg foretrækker paperback-format eller hardback-format. Hvis man ser på mine bogreoler, så er der langt, langt flere paperbacks end hardbacks og det er der nok mange grunde til. En ting er ganske enkelt prisen, især hvis man køber bøger i udlandet er paperbacks nemlig ofte billigere end hardbacks og økonomi spiller en ret stor rolle i forbindelse med mine bogkøb. Men ofte kommer det faktisk slet ikke an på mig. Hvis man går ind i en dansk boghandler er der virkelig, virkelig mange paperbacks, det er langt fra alle bøger der bliver udgivet i begge formater. Og må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, om det bare skyldes det, at jeg er vant til at paperbacks er lettere tilgængelige der gør, at det er mit foretrukne format. De har også den fine fordel, at de ikke vejer lige så meget som en hardcover, så de er lettere at bære rundt på dem. Og på flere af gangen. For jeg foretrækker faktisk paperbacks og jeg har altid lidt på fornemmelsen, at jeg er en af de få. Det er også besværligt, jeg forsøger altid at undgå at knække ryggen for eksempel, men hvis man så læser Leo Tolstoys 1000 siders lange War and Peace, så bliver det lidt besværligt. At jeg har svært ved at lade mig selv knække ryggen har sådan set ikke noget med formatet at gøre, man kan også sagtens knække ryggen på en hardback.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide hardbacks. Jeg ser ofte, at der bliver kræset rigtig meget for designet, når et forlag udgiver hardcover bøger og jeg er en sucker for en smuk bog eller en gennemtænkt detalje. Og de er fantastisk rare at tage billeder af, selv om jeg på ingen måde kan sætte ord på, hvorfor jeg oplever den forskel. Men hardbacks irriterer mig ofte, hvis de har smudscover på for eksempel. De er noget så upraktisk, når man læser, men hvis man ikke passer på bliver de let krøllede. For at vende tilbage til Tolstoy, så er bogen, selv hvis man læser den i en to-delt udgave, ufatteligt uhandy at sidde med og læse, og sådan oplever jeg det tit, når det er en lidt længere bog.

Nogle serier samler jeg på i hardback, nogle i paperback. Mine bøger står blandet i format uden større system, men hvis jeg skal vælge, så tager jeg en paperback. Selv om jeg elsker en skøn hardback, der specielt ser rigtig flotte ud på rad og række, så foretrækker jeg at læse paperbacks.

lørdag den 15. juli 2017

Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl


Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl. Udgivet af mellemgaard i 2017.

Reklame.* Anmeldereksemplar modtaget efter henvendelse fra forfatteren Maja Maria Rakel Dahl og jeg er så taknemmelig for muligheden. Meningerne er mine.

Denne digtsamling illustrerer min proces, og derfor kalder jeg den biografisk. Jeg fandt tidligt et rum i kunsten. Det er en integreret drivkraft, og efterhånden som tiden er gået, og jeg ikke har oplevet rum til at tale, er mine collager, tegninger og digte blevet et ånderum. Af kunst kan jeg råbe, skrige, græde, grine, håne, uden det er åbenlyst. Jeg kan bande over livet. Jeg kan anerkende de mest primitive, komplekse, rene følelser, som ikke er ønsket ytret i samfundet, hvor det hele handler om facade, at fremstå som det ypperste, samt en konsekvent tendens til at klandre og affærdige (“OFFERROLLE!”). I stedet for at anerkende individualiteten, nuancerne og ikke mindst fejlene. I stedet for at anerkende at andre kan fejle, at fejlen kan skyldes den anden, og at samfundet, som helhed, kan fejle – og fejler. Heraf har jeg fundet kærligheden for dualitet og provokation.
Er det for cheesy at sige, at denne her bog tog mig med storm? Det er ikke særligt tit, at jeg støder på en bog, hvor jeg faktisk har følt mig helt og aldeles udmattet, når jeg har læst den. Men med Sjælestorm mener jeg, at det er en afgjort positiv ting. Det er en bog, der har virkelig meget på hjertet og som læser må man være klar på at tage imod. Den er barsk og ærlig, vred og trist, uforstående, sarkastisk, overvældende og går ind i så mange ting, at det ville være umuligt at kommentere på dem alle.

Glem alt hvad du mener, digte skal opfylde. Regler om rimskemaer og ordvalg, for ordene, der kommer flydende fra forfatterens pen har ikke til formål at leve op til nogen regler, læseren forsøger at lægge ned over den. Med udgangspunkt i det gode og det onde, og allermest det onde, i sit eget liv leverer Maja Maria Rakel Dahl en digtsamling på små 120 sider, der er helt sin egen. Selv om den kaldes biografisk, behøver man ikke lade sig afskrække af det, det er jeg i hvert fald rigtig glad for at jeg ikke gjorde. For den siger alligevel så meget, jeg kan relatere til og så meget, jeg tror vi som enkeltpersoner og som samfund hellere vil lukke øjnene for. For hvordan det psykiatriske system kategoriserer og inddeler mennesker i en uendelighed, men aldrig gør noget ved det, hverdagssituationer, der ikke er drømmen og langsomt kvæler en, splitsekunder der forandrer hele ens liv, hvordan vi taler om hinanden, men ikke lader hinanden tale for os selv og meget mere fortælles levende og ærligt, så jeg ikke kunne lade være med at tænke. Og jeg har tænkt over denne her bog længe. Den satte sig ligesom fast, selv om jeg ville kalde det en ret befriende læseoplevelse. For man følger forfatteren på hendes rejse mod at få lov til at være den, hun er, hvem pokker det så end er og jeg ønskede virkelig brændende, at der ville ske noget godt. Der tegnes et billede af dagens Danmark, der er lige så forvirrende som det virkelige liv, uden at der bliver lagt skjul på de negative sider allesteder fra. Ingen er perfekte i Sjælestorm og hvorfor skulle de også være det? Jeg syntes især ret godt om refleksionerne over de sociale medier, behovet og nødvendigheden i at være på, at give sig til kende for at få anerkendelse, men kun af den perfekte iscenesættelse. Sjælestorm er under overfladen, bag facaden og det er det, jeg så godt kan lide ved den.

Samtidig er bogen efter eget udsagn også et udtryk for en beundring og et behov for kunsten. Og med hjælp fra billeder og collager, der også findes i bogen, får ordene lov til at skabe et billede, der dragede mig ind på flere måder. Jeg er ret sikker på, at bogen kunne blive et rigtig godt udgangspunkt for en diskussion, ikke bare af de genremæssige eller sproglige sider, men også at indholdet. Der er ingen, der kan, eller bør tage forfatterens oplevelser fra hende, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt ekstra berørt af bogen netop fordi hun i stedet har valgt at dele den. Og det er det, kunst kan. Man behøver ikke at være garvet læser af digte, for at få noget ud af Sjælestorm, der henvender sig til læseren på en måde, der vækker tanker og spørgsmål.

Der er rigtig mange ord, jeg kunne have lyst til at citere fra denne her bog, men jeg mener samtidig, at det helt sikkert giver meget mere at læse dem i kontekst. Så jeg har udvalgt et mindre sted, der midt i de forfædelige oplevelser, forvirringen, tvivlen, ensomheden og alt det andet, gav mig en følelse af håb.

Med sorger
ligger jeg
Med styrker
kæmper jeg
Med tårerne
græder jeg
Med modet
står jeg frem
Med håbet
går jeg
Ud
Mod
Ind
Over
Under
Gennem
ilden.

*"Reklame", hvad menes der med det? Jeg uddyber dette i min opdaterede anmeldelsespolitik.

torsdag den 13. juli 2017

Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson


Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson. Udgivet af Høst og Søn i 2016, oprindeligt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalsproget er norsk.

Som ung opdager Hirka, at hun er et odinsbarn – en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere, hvem hun er og er tilmed på flugt for sit liv. Men dette er kun begyndelsen. Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe.
Det forekommer mig, at alle og enhver nærmest har læst denne her serie allerede, men når jeg snakker om bogen, er der virkelig mange, der ikke kender til den endnu. Og det er virkelig en skam, for Odinsbarn er en fantastisk begyndelse på en serie, jeg ikke vidste, at jeg i den grad manglede. Ravneringene tager sit udgangspunkt i nordisk mytologi, men i en verden, der er helt anderledes end det, man kender til i forvejen. Eller i hvert fald det, jeg kender til nordisk mytologi. Det bliver aldrig helt præciseret, hvor hovedpersonen Hirka og de andre er, hvad deres verden kaldes, men en ting er sikkert. Her er det magi, der er virkelighed og mennesker er nærmere en myte, en overnaturlighed, som de fleste ikke helt tror på. Og midt i denne verden møder vi Hirka, en 15-årig pige, der ikke er helt som alle de andre, ikke kun på grund af hendes personlighed, der gør at hun skiller sig ud fra de andre piger i den lille landsby, men også på grund af hendes og hendes fars isolerede liv i et hus, de andre indbyggere mener er hjemsøgt. Men også fordi hun er den eneste, der ikke har en hale. Det, der sætter gang i handlingen er denne manglende hale, for indtil nu har Hirka, og alle andre, troet, at hendes hale blev taget af en ulv, da hun var et spædbarn. Og da hendes "far" fortæller hende sandheden, at hun aldrig har haft en hale, falder Hirkas verden bogstavligt talt sammen og går op i flammer.

Jeg er aldrig stødt på udtrykket "odinsbarn" før i forbindelse med nordisk mytologi, men det giver faktisk rigtig god menneske. Hirka er et odinsbarn, en skabning fra en anden verden, der siges at medbringe en råddenskab fra denne verden, der gør, at hun ved, at alle hun kender vil vende sig imod hende, hvis de lærer sandheden at kende. Og en af de ting, jeg synes var rigtig gode ved denne her tanke er, at Hirka selv har lignende fordomme (der bliver til ret voldsomme bekymringer) om odinsbørn, også kaldet mennskr, og de forsvinder ikke bare lige med det samme, da hun finder ud af, hvad hun er. Hirkas flugt fra den landsby, hun bor i, er ikke kun for at slippe for naboernes reaktioner, men for at redde sit liv. Som 15-årig skal hun nemlig, som alle andre, deltage i Ritualet, hvor alle bliver testet i Evnen. Men som odinsbarn har Hirka slet ikke Evnen og når det bliver opdaget vil hun være i livsfare. Hun rejser ikke ud for at redde verden, men flygter for redde sit liv.

Det havde dog været en umådeligt selvisk historie, hvis den stoppede der. Og det gør den heldigvis ikke, faktisk sker der rigtig meget derefter, der får Hirka til at vende om og begynde aktivt at deltage i den årelange kamp for at bevare og beskytte den verden, de lever i. Det tog mig et øjeblik at sætte mig ind i, hvad og hvor jeg var, da jeg begyndte at læse, for bogen starter meget midt i det hele, og man får aldrig rigtig en forklaring på, hvor man er. Siri Pettersons beskrivelser af omgivelserne er livlige og smukke, men jeg ved stadigvæk ikke i hvilken af de 9 verdener i nordisk mytologi, historien tager sit afsæt i. Jeg har dog en fornemmelse, men jeg vil ikke spoile bogen for andre læsere, så det holder jeg lidt for mig selv. På samme måde er jeg heller ikke helt sikker på, hvad karaktererne er. De bliver beskrevet som værende af Ymsslægt, hvilket leder mine tanker hen mod jætter, men så alligevel ikke. Men selv om bogen føles lidt som at snuble over sine egne fødder, så tog det heller ikke lang tid, før jeg var opslugt af universet. De mere end 500 sider forsvandt mellem mine hænder, mens jeg fulgte med i Hirkas rejse tværs over landet, ind i fjendeterritorie og tilbage igen, mens vi en gang i mellem fik kapitler fra to andre synsvinkler, der gav et ret interessant billede på den verden, vi befinder os i.

Odinsbarn er den fantasy af den slags, jeg ganske enkelt elsker. Et helt unikt univers, med magiske væsner og finurlige skabninger. Der er politiske intriger, spørgsmålet om godt og ondt bliver vendt om igen og igen, personlige frihed over for familiens forventninger blandet med magiske evner og ganske enkelt bare en virkelig spændende historie fortalt i et sprog, der til tider kan blive lidt tungt, men samtidig er fyldt med sætninger, der skiller sig ud i deres utroligt smukke formuleringer. Den slutter på lidt af en cliffhanger, så jeg glæder mig til at læse videre.

onsdag den 12. juli 2017

Hvor der er vilje (Clifton krøniken #1) af Jeffrey Archer


Hvor der er vilje (Clifton-krøniken #1) af Jeffrey Archer. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2016, oprindeligt udgivet i 2011 med titlen Only Time Will Tell. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Reklame*. Forhånds/anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof givet som gave til bogbloggertræf 2016. Meningerne er mine egne.

Den storslåede fortælling om Harry Cliftons liv begynder i England i tiden efter Første Verdenskrig. Harry vokser op i den fattige del af Bristol med en hårdtarbejdende, enlig mor og historien om en far, der blev dræbt under krigen. Harrys far arbejdede på havnen, ligesom Harrys onkel gør nu, og som Harry selv vil gøre den dag, han bliver færdig med skolen. 
Men Harry har et uventet talent, som fører ham en anden vej, og han bliver tilbudt et stipendium på en eksklusiv drengeskole. Gradvist får Harry dog fortalt historien om, hvordan hans far virkelig døde at vide, og den frygtelige sandhed får Harry til at sætte spørgsmålstegn ved alt. 
Er Harry søn af Docker Arthur Clifton, eller er han den uægte søn af arvingen til Barrington Shipping Line? Da Anden Verdenskrig bryder ud må Harry træffe en vanskelig beslutning: Skal han takke ja til tilbuddet om en plads på Oxford University eller skal han lade sig hverve af flåden og kæmpe mod Hitlers Tyskland? 
Clifton-krøniken er en fængslende saga om kærlighed, tab, svigt og ambitioner, der fører læseren fra Bristols baggyder, til New Yorks gademylder, til Stalins Rusland.
Det allerførste, man bliver udstyret med, i denne her bog, er et stamtræ, hvilket jeg var meget taknemmelig for, for jeg har det med hurtigt at blive forvirret over, hvem der er i familie med hvem og hvordan, især når der springes i tid og mellem forskellige synsvinkler. Det var en virkelig god hjælp til at holde styr på de forskellige karakterer i Hvor der er vilje. Det var lidt af at sats for mig at læse denne her bog, for historisk fiktion er ikke en genre, jeg gør mig ret meget i. Men jeg har en fascination for litteratur om Første Verdenskrig, hvad enten det er fiktion eller historie. Desværre skulle jeg nok have læst lidt grundigere på bagsideteksten, for bogen starter efter Første Verdenskrig, og der bliver kun refereret til den, oven i købet er meget af det løgn - ikke det historiske naturligvis.

Hvor er er vilje er starten på en lang familiesaga, hvor de forskellige personers liv og skæbner vikles ind i hinanden på tværs af tid og lande. Men for mig endte den med at blive lidt af en skuffelse. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide begyndelsen på bogen, og at læse om Harrys opvækst og skolegang, men pludselig går det meget stærkt og han er færdig med universitetet på nogle få sider, mens hans grundskoleuddannelse har fået rigtig meget plads. Det ærgerede mig ret meget, for jeg kom til at føle, at jeg kendte den 10-12 årige Harry meget bedre end den voksne, unge Harry, hvis liv tager nogle ret uforudsigelige drejninger i løbet af de sidste 150 sider af bogen.

Når jeg siger uforudsigelige drejninger, så er det langt fra dem alle, der kom lige meget bag på mig som læser. Det kommer som noget af et chok for Harry, og mange af de andre karakterer, men som læser var jeg aldrig rigtig i tvivl om, hvad lige præcis det mysterium gik ud på. For der er rigtig mange mysterier i denne her bog, og det hænder at løsningen på en gåde ender med at blive grundlaget for en ny og sådan bliver det ved. Det kunne godt gå hen og blive meget ensformigt, men det er faktisk en af de ting, jeg godt kunne lide ved bogen. På det punkt mindede den mig om det virkelige liv: karaktererne ved aldrig rigtig, hvad der sker næst. Man skifter imellem mange synsvinkler, og også lidt frem og tilbage i tid (dog over en ret kort årrække), så man får mange forskellige vinkler på samme sag, og ofte bringer et nyt perspektiv nye detaljer og ny viden. Det kan være forvirrende med så mange spring, men der er gjort meget ud af at strukturere og forme plottet, så man kan følge med, hvis man er opmærksom på årstallene - det var jeg ikke altid, det må jeg indrømme.

Som historisk fiktion bliver bogen i mine øjne lidt tynget af alle de historiske referencer, der især findes henimod slutningen af bogen, da Harry er blevet voksen og Anden Verdenskrig samtidig bryder ud. Måske spænder den ganske enkelt over for mange år i en periode, hvor der historisk set bare skete rigtig meget, jeg skal ikke gøre mig klog på det. For mig fungerede det bare ikke. Derimod er bogen overraskende let at komme igennem, på trods af dens mange sider, for sproget er ligetil og let at læse, hvilket betød, at jeg fløj igennem bogen.

Men kan godt mærke, at den lægger op til en hel serie, så der skal introduceres en masse karakterer og problemer i Hvor der er vilje, men for mig personligt blev det lidt for meget. Og jeg tror ikke, at jeg får læst resten af serien, selv om bogen her ender på den største cliff-hanger og en del af mig ret gerne vil vide, hvad der sker med Harry nu. Men jeg tror ikke, jeg har det i mig til at læse hele serien, når jeg ikke føler mig overbevist af den første bog. Til gengæld er jeg ret sikker på, at fans af historisk fiktion som genre vil finde bogen, og forhåbentligt resten af serien, ret spændende.

*"Reklame", hvad menes der med det? Jeg uddyber dette i min opdaterede anmeldelsespolitik.

tirsdag den 11. juli 2017

Tag Tuesday: Book Courtship


I min søgen efter tags, jeg endnu ikke har deltaget i, faldt jeg over dette tag hos BookTuberen Hi I Love Books. Det er ikke et, jeg har stødt på rundt omkring i det danske blogland, selv om det efterhånden har et par år på sig. Så jeg håber at Rikke, Marie og Karina har lyst til være med til at sprede det lidt. Jeg har valgt ikke at oversætte spørgsmålene denne her gang.

Initial Attraction: A book that you bought because of the cover.
Det var coveret på mine udgave af Shatter Me af Tahareh Mafi, der først tiltrak min opmærksomhed. Faktisk havde jeg set toeren, Unravel Me på instagram i lang tid og forelskede mig fuldstændig i dens forside, at jeg vidste, jeg måtte finde serien, selv om jeg ikke anede, hvad den handlede om. De er stadig nogle af de covers, jeg synes er de flotteste i min samling.


First Impressions: A book that you got because of the summary.
Det er uden tvivl Fangirl af Rainbow Rowell. Jeg læste, hvad den handlede om, og på en eller anden måde vidste jeg, at det var en bog lige for mig. Og jeg fik også ret, jeg har sjældent læst en bog, hvor jeg identificerede mig med hovedpersonen så meget.

Sweet Talk: A book with great writing.
Selv om serien får ret mange slag for det, så er jeg faktisk ret vild med The Maze Runner og resten af den trilogi af James Dashner, også på grund af skrivestilen. Det tager lidt tid at sætte sig ind i drengenes slangudtryk, men for mig var det og skrivestilen ting, der var med til at gøre det hele meget virkeligt for mig og let at leve mig ind i. Det passede godt til en flok teenagere med hukommelsestab, at de opfandt deres egne udtryk og jeg er stadig vild med det.

First Date: A first book of a series which made you want to pursue the rest of the series.
Jeg er i gang med rigtig mange serier, hvor jeg kun har læst den første bog ind til videre, så jeg vælger den første, jeg kom i tanke om. Alexandra Brackens The Darkest Minds, den første i trilogien af samme navn, smed mig som læser midt ind i et univers, hvor intet lod til at være det, det gav sig ud for. Jeg har ikke læst resten af serien endnu, men har dem stående. Men egentlig synes jeg, det er et lidt ulogisk spørgsmål, for hvad andet end den første bog kan få en til at ville læse resten af serien? Jeg havde ikke læst resten af Scott Westerfelds Uglies trilogi, hvis jeg ikke havde været fanget af den første bog og jeg kunne nævne mange flere eksempler på det.

Late night phone calls: A book that kept you up all night long.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet oppe med en bog den hele eller halve nat, fordi jeg bare måtte læse den færdig. Jeg ville have sagt Death Note, men det ville også være lidt misvisende, for jeg begyndte også først på den midt om natten.

Always on my mind: A book that you could not stop thinking about.
Jeg har haft svært ved ikke at tænke på Dave Eggers' The Circle siden jeg læste den færdig. Den var ret skræmmende, fordi den virkede så mulig og ægte og jeg tror, at det kommer til at tage lidt mere tid, før jeg holder op med at tænke på den.

Getting Physical: A book in which you love the way it feels.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal tolke det her. Jeg kan f. eks. ret godt lide den detalje på Lorien Legacies-bøgerne, at de forskellige Gardes tegn, der er på forsiderne, er fremhævede og sådan. Men hvis man skal gå efter, hvordan historien fik mig til at føle, så kunne jeg eksempelvis godt lige den følelsmæssige rutsjebanetur, jeg kom igennem mens jeg læste Adam Silveras Den dag jeg glemmer.

Meeting the Parents: A book which you would recommend to your friends and family.
Alle og enhver burde læse This Song Will Save Your Life af Leila Sales. Jeg anbefaler livligt og gladeligt Ernest Clines Ready Player One til sci-fi fans, 80'er fans, folk der interesserer sig for gaming og alle andre i det hele taget.

Thinking about the future: A book or series that you know you’ll re-read many times in the future.
Jeg ved, at jeg vil læse Tolkiens Lord of the Rings resten af mit liv, selv om jeg nok ikke bliver en af dem, der finder tid til at læse den en gang hvert år. Efter at jeg for nylig genlæste den første Harry Potterbog, blev jeg ret overvældet af nostalgiske følelser og selv om der er mange andre serier, der måske er bedre, så er jeg også ret sikker på, at jeg vil læse Harry Potter mange år endnu. Jeg kan godt lide at vende tilbage til bøger, jeg har elsket, og se, om min oplevelse af dem ændrer sig med tiden. Men ind til nu har jeg erfaret, at hvis det er en bog, jeg holder meget af, så bliver det ved med at være sådan.


søndag den 9. juli 2017

Litterære indrømmelser #2


Denne uges indrømmelse kommer meget naturligt i forlængelse af sidste uges. Egentlig er det måske ikke lige så meget en indrømmelse som det er mig, der erkender, at det her absolut er en af mine særheder. Og det gælder bøger, der matcher. For det er noget, jeg går måske alt for meget op i.

Jeg kom lidt ind på det i sidste uge også, da jeg snakkede om at udvælge pæne udgaver. For der er forskellige bøger, jeg samler på i helt bestemte udgaver, netop så de matcher hinanden. Jeg elsker mine to hele hylder med Wordsworth Editions sorte klassikere på tværs af genrer, forfatter, nationaliteter og tid, og jeg bliver lidt glad af at kunne tilføje en ny Little Black Classics til den meget lange række lidt efter lidt. Jeg sendte min søster, der på det tidspunkt boede i England, ud på en mission for at finde tre bestemte bøger til mig, fordi de var virkelig besværlige at opspore på nettet, fordi det sted, jeg havde fundet dem, ikke stemte overens mht. coverfotos og ISBN-numre. Jeg samler på en bestemt udgave af alle Jane Austen og Brontë-søstrenes bøger, selv om der er nogen af dem, jeg også har i andre udgaver. For på trods af, hvad jeg måske har givet udtryk for i sidste uge, så har jeg intet imod at eje flere udgaver af den samme bog. Jeg vælger som regel bare at bruge lidt ekstra tid på at finde den udgave, jeg helst vil have, frem for at købe flere udgaver af den samme bog. Som med alt andet, er der undtagelser for reglen og det er især når det gælder samler-princippet.

Men bøger af samme forfatter er én ting. Jeg går langt, langt mere op i det, og venter gerne flere måneder, når det gælder serier. For eksempel venter jeg gerne til engang i november, før jeg får købt den fjerde og sidste bog i Marissa Meyers The Lunar Chronicles, som ses på billedet. Jeg er stødt på den britiske paperback udgave op til flere gange i de danske boghandlere, men det er aldrig faldet mig ind at købe den, fordi den ikke passer til de første tre. Og forsiden er endda den samme! Bortset fra en lille smule typografi. Men de er heller ikke lige høje. Ærligt talt, så har jeg ikke nogen rationel forklaring på, hvorfor jeg så indædt og stædigt insisterer på, at de skal passe sammen. Et andet godt eksempel på dette er Lorien Legacies-serien, hvor jeg endelig har fået fat i den sidste bog, der udkom i paperback for en måned siden. Det ser altså bare lidt pænere ud, når man kan opstille en hel serie i samme udgave.


Jeg har lagt mærke til, at det ofte ender med at blive et mindre problem, når jeg har fået fat i den amerikanske udgave af en serie. Fordi i modsætning til i Danmark og i UK, så udkommer bøger først i hardback og paperback udgaven kommer først flere måneder senere. Derfor foretrækker jeg som regel at købe de britiske udgaver, men f.eks. med Lorien Legacies er jeg fuldstændig vil med de amerikanske covers, hvor i mod jeg virkelig, virkelig ikke kan lide de britiske udgavers forsider. Og som jeg sagde sidst, det betyder en del for mig. I virkeligheden tror jeg, at jeg er en smule miljøskadet af at være bogblogger/bookstagrammer, men jeg ved også, at denne lille besættelse af at finde matchende bøger var noget, jeg også havde før. Bibliofil som jeg er, går jeg bare ret meget op i, hvordan mine bogreoler tager sig ud.

Af samme grund venter jeg ofte til jeg får en mulighed for at købe et bokssæt, så jeg er sikker på, at bøgerne passer sammen, men måske lige så meget for at sikre mig, at de er lige høje. Det er dog ikke altid, at det lykkedes. Som f.eks. med Christopher Paolinis The Inheritance Cycle, hvor jeg har bog 3 i en helt anden udgave end de 3 andre, men selv om bog 4 er fra samme udgave som 1 og 2, er den enormt meget større, både i højden og i bredden, end de andre. Selv om jeg elsker serien, er det sådan en ting, der irriterer mig lidt og jeg er ret sikker på, at jeg på et eller andet tidspunkt finder et bokssæt at udskifte dem med. Det er en særhed, der nogle gange spænder ben for mig selv, men jeg indrømmer gerne, at jeg hellere vil vente, lede lidt længere eller betale lidt mere for at få mine bøger til at matche hinanden.


Går du op i, om dine serier matcher hinanden? Eller alle bøger af samme forfatter? Eller er det slet ikke noget, du tænker over?

Læs sidste uges litterære indrømmelse her: #1

torsdag den 6. juli 2017

The Philosopher's Stone (Harry Potter #1) af J. K. Rowling


Harry Potter and the Philosopher's Stone (Harry Potter #1) af J. K. Rowling. Udgivet af Bloomsbury i 2010, oprindeligt udgivet i 1997.

Harry Potter thinks he is an ordinary boy. He lives with his Uncle Vernon, Aunt Petunia and cousin Dudley, who are mean to him and make him sleep in a cupboard under the stairs. (Dudley, however, has two bedrooms, one to sleep in and one for all his toys and games.) Then Harry starts receiving mysterious letters and his life is changed for ever. He is whisked aways by a beetled-eyed giant of a man and enrolled in Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. The reason: Harry Potter is a wizard!
Lad mig bare starte med at sige, at jeg godt ved, at der ikke er meget nyhedsværdi i at skrive en anmeldelse af Harry Potter. Det er de færreste, der ikke allerede kender til Harry Potter i et eller andet omfang, så hvorfor? Dels fordi jeg altid har haft lyst til det, dels fordi jeg skriver anmeldelser af det jeg nu engang læser og jeg er altså i gang med en genlæsning af hele serien. Men også fordi der er få bøger, der har haft lige så stor indflydelse på mig som læser, som Harry Potter har. Og hvem vil ikke gerne have lidt mere Harry Potter? Når det så er sagt, så er det måske ikke så lige til at anmelde måske især The Philosopher's Stone uden at tænke på alt det, den har ført med sig. 
There are some things you can't share without ending up liking each other, and knocking out a twelve-foot mountain troll is one of them.

Det bedste ved denne her bog er, at det at læse den føles lidt lige som at pakke sig ind i et tæppe af magi og sidde ved et ildsted. Jeg elsker ganske enkelt den parallelle verden, Rowling har skabt og præsenterer i The Philosoper's Stone. Det slog mig ved genlæsningen, hvor meget af universet, der har været på plads allerede på dette tidspunkt, små bidder af information som pengesystemet, indblik i forholdet mellem troldmænd og kentaurer, mellem troldmænd og nisser (hedder de virkelig det? Jeg har ikke åbnet en dansk oversættelse i mindst et årti), som viser sig at være vigtigt senere hen. Det allerførste glimt af troldmandsverdenen får man igennem onkel Vernons øjne, og jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til det sprog, Rowling skriver i, der gør det humoristisk at læse om hans nedladende holdninger. Det passer så godt til bogens målgruppe, men nu hvor jeg læser den igen efter så mange år, er der et andet lag at finde.

Det er muligt, at de fleste Potterfans ønsker sig til Hogwarts, det ville jeg da heller ikke selv hav noget imod. Men jeg er faktisk langt mere imponeret over Diagonalstrædet. Dér ville jeg gerne hen og bruge timevis på at se på de mange forskellige butikker, igennem hvilke man virkelig kan lære meget om troldmandsverdenen. Det bliver på mange måder også mere detaljeret beskrevet, for jeg lagde mærke til, hvordan starten af denne her bog er noget længere end selve Harrys første år på Hogwarts. Det giver selvfølgelig god mening, der skal bygges et stort univers op, og selv om der er mange huller, der bliver udfyldt efterhånden, så skal The Philosopher's Stone lægget fundamentet. Og på det punkt kan man godt mærke, at den i modsætning til de senere bøger i serien, virkelig er en børnebog. Den er spændende, den er fuld af magiske væsner, tryllebindende beskrivelser af de særeste detaljer og der bliver ikke dvælet særligt meget ved hverdagen på Hogwarts. Det er en overfyldt 200-siders bog, hvor magien praktisk talt flyder ud over siderne, når man åbner den og møder halvkæmper, folk der kan forvandle sig til dyr, besværgelser, en skjult togperron, frøer lavet af chokolade og meget mere blandet med ondskaben og kampen for at de gode kan vinde, mod og venskab og ikke så få fordomme.

Det er snart ligemeget hvor mange gange, jeg har læst denne her bog, jeg prøver hver eneste gang at løse Snapes udfordring med gåden og de ni flasker med ukendte indhold. Det er virkelig den eneste scene, jeg altid savner i filmen, men den er altså også svær. Det er dog også lykkedes mig at regne den ud, men jeg havde aldrig klaret det som 12-årig. Go Hermione! Apropos Hermione, en af de ting, der gør at jeg virkelig foretrækker bøgerne frem for filmene er, at karaktererne har personligheder. Rons venskab og loyalitet er en af de bedste ting ved bøgerne, og i The Philosoper's Stone tager det ikke mere end et par sider, før han og Harry er trofaste venner. For Ron, der altid har følt sig overset og Harry, der altid er blevet udelukket fra fællesskabet, er det et venskab, der betyder så meget, at Ron er villig til at ofre sig selv for at Harry kan stoppe Voldemort. Og ligesom Harry og Ron bliver venner med Hermione efter mødet med trolden på pigernes toilet, er det lidt lige som om det øjeblik også resulterede i et venskab mellem mig som læser og disse karakterer, der har fyldt en del de sidste små 13 års tid.

Den var en sand fornøjelse at vende tilbage til starten og opdage den magiske verden sammen med Harry. Selv om jeg synes, handlingen er en anelse forhastet og selv om jeg i dag godt kan se, at det ikke er en perfekt bog, så vil jeg nok aldrig kunne give den andet end 5 hjerter. For der er få bøger, jeg ganske enkelt bliver glad af at læse i samme grad som jeg gør The Philosopher's Stone. Og jeg er på jagt efter den illustrerede udgave, for hvis der er en serie, jeg ikke har noget imod at have i flere udgaver, så er det Harry Potter, for jeg kan ikke se en fremtid, hvor jeg ikke genlæser serien med jævne mellemrum.
This boy will be famous. There won't be a child in our world who doesn't know his name.

tirsdag den 4. juli 2017

Måske for evigt af Malene Ripullone


Måske for evigt af Malene Ripullone. Udgivet af mellemgaard i 2017.

Reklame. En stor tak til forfatteren Malene Ripullone og forlaget for anmeldereksemplaret. Alle meninger er mine egne.

Mille og Marco har været sammen i sytten år og er nået til en blindgyde i deres forhold. De sidste mange års kriser, hverdagslivet med job, regninger, to små døtre og praktiske gøremål tager al deres tid, og de glemmer sig selv og hinanden. Opgivende og uden håb rejser Marco væk og efterlader Mille tilbage med børnene. Han tager til sin familie i Italien for at reflektere over sit liv, og om de har en fremtid sammen. I mellemtiden står Mille tilbage og må bearbejde de sorger, der følger med deres brud. Via tilbageblik til den sommer i Paris, hvor de indledte et passioneret og lidenskabeligt kærlighedsforhold, genfinder hun sig selv og sine drømme. Men er Marco en del af dem? Måske for evigt er en intens og forførende kærlighedshistorie om store følelser, livets kriser, om at tabe og genfinde sig selv. En kærlighedshistorie, der går lige i hjertet.

Denne her bog altså! Måske for evigt var en virkelig rar læseoplevelse, på trods af at den tager udgangspunkt i en virkelig hård situation. De første 100 sider tog da også længere tid at læse end jeg havde ventet. Det er aldrig sjovt eller rart på nogen måde at gå igennem et brud, og Malene Ripullone beskriver meget rammende de tanker, hovedpersonen Mille går rundt med, så jeg ikke kunne lade være med at blive påvirket af det. En gang i mellem blev jeg derfor simpelthen nødt til at lægge bogen fra mig et øjeblik og trække vejret. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke en detalje, som jeg synes var umådeligt interessant, selv om jeg ikke var særlig sikker på, hvorvidt den havde nogen betydning. Mille tænker, i hvert fald i begyndelsen, utroligt meget i definitive baner; Marco vil rejse, fordi han ikke elsker hende, fordi han vil gå fra hende for altid. På trods af at det ikke er det, han siger, så er det, hvad Mille hører. Det er blot en detalje, men en, jeg ikke kunne lade være med at hænge mig fast i. Lige på det punkt fandt jeg Mille både irriterende, men også en karakter, der var spændende at følge, for jeg kunne virkelig mærke hendes udvikling igennem bogen. Det er igennem hende vi får langt, langt det meste af historien og derfor er det også hende, der får meget af min sympati, simpelthen fordi det er hende, man lærer bedst at kende.

Måske for evigt præsenterer forholdet mellem Mille og Marco på to forskellige måder; begyndelsen i al dens stormfulde passion, men også usikkerheder og forvirring, og så det, der måske er slutningen. Begyndelsen fylder meget mere end slutningen, og det føles heller ikke rigtigt at kalde den det. Det er ganske vist slutningen på bogen, men man behøver kun at skæve mod titlen for at indse, at det ikke er definitivt, hvorvidt den krise, Mille og Marco befinder sig i, er slutningen. De to forskellige tider gør, at man ikke kun får et indblik i, hvordan karaktererne og deres forhold har udviklet sig, men det er stadig kun to tider med 17 års mellemrum og jeg ville så gerne have haft noget fra ind i mellem de to tidspunkter, noget der kunne forbinde de yngre karakterer med dem, der er blevet til. Måske naturligt nok identificerede jeg mg mest med de unge Mille og Marco, der møder hinanden i starten af tyverne og derfor er mere jævnaldrende med mig end de 17 år ældre personer. Jeg har aldrig været i slutningen af trediverne eller stået i en situation, der bare minder mig om den, som Måske for evigt handler om, og derfor ser jeg det som en klar styrke i bogen, at den alligevel fik mig til at føle, at jeg forstod dem. På det punkt mindede den mig om bøger, jeg har læst af Jojo Moyes, for lige som de bøger, fortæller Ripullone en skøn og virkelighedstro kærlighedshistorie, der samtidig inddrager de mindre fine sider som jalousi og tab, behovet for at være sig selv uden at glemme at være et par, at være kærester samtidig med at man er forældre og meget andet. Bogens slutning kom en smule bag på mig, men som den i grunden håbløse romantiker jeg er, kan jeg ikke lade være med at forestille mig at jo, det kan godt være for evigt.

søndag den 2. juli 2017

Litterære indrømmelser #1


Her i sommerferien har jeg fået ideen til en række af indlæg under overskriften litterære indrømmelser. Hver uge vil jeg tage et emne op, der relaterer sig til bøger på en eller anden måde. Blandt andet vil det komme til at handle om pæne udgaver, foretrukne formater, mit forhold til klassiker-betegnelsen, matchende serier og meget andet.

I dag skal det handle om udgaver af bøger. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der godt kan bruge lang tid på at udvælge den helt rigtige udgave af en bog, specielt hvis det er en, jeg ved, at jeg godt kan lide. For eksempel brugte jeg rigtig lang tid på at finde den udgave at Sherlock Holmes historierne, som jeg har stående og selv om jeg er stødt på rigtig mange forskellige udgaver, så er jeg ikke i tvivl om, at det er præcis den rigtige udgave, jeg har fået hjem og stå. Bogens omslag, både forsiden og særligt ryggen er det første man ser, når man har bogen stående på reolen og selv om man siger, at man ikke skal dømme en bog på omslaget, så skal jeg være den første til at indrømme, at det gør jeg. Ikke så meget hvorvidt den er god eller dårlig, der er meget stor forskel på typiske forsider alt efter genre, men jeg går virkelig meget op i, at det er en pæn udgave, jeg har fået hjem. Specielt med bøger, der bliver genudgivet i forskellige udgaver, betyder det, at jeg virkelig kan sidde og browse frem og tilbage for at finde lige præcis den udgave, som jeg synes, jeg skal eje eller læse.


Det samme gælder, når jeg er på udgik efter nye bøger at læse. Jeg bliver i høj grad draget af en forside og jeg har på billedet samlet nogle af de bøger, jeg har valgt lige præcis på grund af denne udgaves omslag. Både i den situation, hvor jeg har ledt efter noget nyt at læse og mit blik er blevet fanget af en forside, som det for eksempel gælder Miss Peregrine's Home for Peculiar Children af Ransom Riggs. Den bog er for mig et rigtig godt eksempel på en bog, hvor forsiden i høj grad gjorde mig interesseret i at læse den.

Flere af de andre bøger på billedet er nogen, der er udkommet i mange forskellige udgaver i årenes løb og det betyder også, at der er rigtig mange forsider at forholde sig til. Jeg vidste, det øjeblik jeg så et billede af den, at den var præcis denne her udgave af L. M. Mongomerys Anne fra Grønnebakken, som jeg ville eje, hvorimod den viste udgave af Jane Austens Persuasion var et impulskøb og nærmest udelukkende baseret på den yndige forside. Min jagt på fine udgaver, der på en eller anden måde siger "denne her!" betyder eksempelvis også, at min samling af Jane Austens bøger næsten alle sammen er forskellige, på trods af at jeg gerne vil have dem alle sammen i samme udgave. Jeg køber meget, meget sjældent flere udgaver af den samme bog, mest fordi der er så mange bøger, jeg gerne vil have, og jeg vil hellere stifte bekendtskab med nye værker i stedet for at have 6 forskellige udgaver af den samme historie stående. Og alligevel skal man aldrig sige aldrig. Jeg gør en undtagelse, når det drejer sig om forskellige sprog, eller som det eksempelvis skete med Sense and Sensibility, hvor jeg købte den i en udgave, jeg slet ikke kunne stå for, for bagefter at finde ud af at det ikke er alle Austens bøger, der er udgivet i den udgave.


Jeg siger absolut ikke, at det er forkert at dømme en bog på omslaget. Jeg gør det ubevidst og jeg bruger virkelig meget energi på at undersøge mulighederne. Måske fordi jeg er en lille smule miljøskadet af at tage billeder af mine bøger hele tiden, og en trang til at de skal passe sammen, men også fordi jeg ganske enkelt mener, at den god bogfortjener et omslag, der lever op til historien imellem dens sider. Det er helt sikkert en smagssag hvilke udgaver, man synes er pænest, hvis det overhovedet er noget, man går op i. Og rent objektivt burde det ikke rigtig have nogen betydning, det er historien det handler om. Så det er måske mit bibliofile hjerte og min samletrang, der spiller ind. For for mig betyder den rigtige udgave en del og jeg tør godt indrømme, at det spiller en rolle, når jeg skal købe bøger.

Har I det også sådan, at I helst vil have en bestemt udgave og hvorfor? Er det for at de skal matche andre bøger eller fordi det skal være den, I synes bedst om? Eller er det ligemeget med udgaven, så længe historien er god?
 

Template by BloggerCandy.com