mandag den 19. juni 2017

Skyriel (Ovanienprofetierne #1) af Lene Dybdahl


Skyriel (Ovanienprofetierne #1) af Lene Dybdahl. Udgivet af Tellerup i 2016.

Bogen blev sponsoreret til bogbloggertræf 2016 af forlaget Tellerup. Alle holdninger er mine egne!

En stormfuld vinternat kommer en pige til verden. Moderen får et foruroligende varsel om sin datters 
magiske kræfter og sender hende i hemmelighed bort til øen Josil. Her vokser Skyriel op hos magikeren Alainon, men hun er ikke som nogen anden pige på øen. Hun går på jagt, bander og bider fra sig, og gamle Alainon går hende på nerverne. Hvorfor vil han ikke fortælle hvor hun kommer fra?
I hendes 16. år viser Dragevarslet sig på himlen. Det er første tegn på Ovanienprofetiens opfyldelse,  og Alainon bliver nødt til at tale.
Profetien spår at en stærk magiker vil dræbe kongen og tage magten. Det skaber panik i kongestaden, og kongen beordrer Ovanerrigets magikerslægter fængslet eller dræbt.
Alainon bliver arresteret og sendt til det berygtede fængsel Darc Nox. Skyriel følger efter, fast besluttet på at redde ham. Det bliver begyndelsen på en rejse gennem et rige med grusomme pirater, skruppelløse sultaner og frygtelige søuhyrer.
Efter at have læst bagsideteksten til denne her bog, kunne jeg næsten ikke vente med at komme i gang. Den har virkelig det hele: profetier, drager, magi, pirater og så meget andet, at man bliver lidt ør i hovedet. Men på den gode måde. Kortet forrest i bogen er ud over at være virkelig flot tegnet en rigtig god hjælp til at følge Skyriels rejse rundt i et univers, der kommer til at virke så virkeligt netop fordi det indeholder så meget. Det forvirrer ikke, når man læser om adelige, der tiltales "ledonetta" når man først er kommet ind i universet og med på Skyriels lange og begivenhedsrige rejse. For der sker virkelig, virkelig meget. Det er faktisk ret fedt, for man får et bredt billede af det univers, Dybdahl har skabt og jeg kunne virkelig godt lide, hvordan det nu og da virker tilfældigt, hvor Skyriel havner. Selvfølgelig er det ikke det, men følelsen af tilfældighed gjorde, at jeg ikke følte, at jeg havde regnet det hele ud og at jeg bare blev trukket med rundt. Det virkede til, at det kunne gå galt for Skyriel. Og når man taler om Skyriel, så har vi her en hovedperson, der for alvor fik mig til at grine. Hun er i hvert fald ikke den kuede type, på trods af at det har skaffet hende problemer på halsen hele livet, så siger hun sin mening og hun er ikke bange for at slå igen. Derfor kom det heller ikke på nogen måde bag på mig, at hun rejser ud for at redde sin læremester Alanion, og er villig til at løbe store risici undervejs. Jeg havde svært ved at tage sproget helt seriøst, når der står at Skyriel er typen, der bander meget, så vil jeg mere sige, at det er den slags bandeord og fornærmelser, som man også kan finde mellem børn og det tog lidt alvoren ud af det for mig.
I århundreder har vi kendt profetien om Den Udvalgte. I århundreder har der været hemmelige forudsigelser i værker om Profetiens Bog som har givet os et fingerpeg om Ovenerrigets skæbne. Magikerudryddelserne er ikke sidste kapitel i den fortælling. Det ved du lige så godt som jeg.
Skyirel er den Udvalgte, hvis man skal tro Alanion, men selv om hun virker ret tilfreds med at være magiker, på trods af livsfaren, så tager det hende hele bogen at acceptere, at hun måske er Den Udvalgte. Efter eventyr med at befri drager, at være taget til fange af pirater og være blevet udnyttet for sin magi af en egoistisk sultan, alt imens hun forsøger at finde frem til Alanion, virker det næsten ondt, men som den Udvalgte er hendes problemer først lige begyndt.

Det kom lidt bag på mig, men bogen bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler .Det er med til at bidrage til det billede, man som læser får af Ovanerriget, men det betød også, at bogen for mig tog et godt stykke tid om for alvor at fange mig. Der var ganske enkelt en del karakterer og plotlinjer at komme ind i og jeg blev aldrig lige optaget af dem alle sammen. Jeg er virkelig spændt på at læse den næste bog i serien og finde ud af, om Skyriel virkelig er den udvalgte, og hvad der sker. Jeg håber på en gensyn med flere af mine yndlingskarakterer fra Skyriel, men forventer sådan set også, at der måske dukker nye op, for jeg vil faktisk meget gerne se mere af det univers, som Lene Dybdahl har opfundet og udforske sider, der endnu er ukendte.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com