mandag den 5. juni 2017

De 7 synder af Katja Berger


De 7 synder af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2016.

Tusind tak til DreamLitt for anmeldereksemplaret til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Før DE 7 SYNDER herskede syv guder over verden. 
Før DE 7 SYNDER levede mennesker, elvere og dværge i harmoni. 
Før DE 7 SYNDER var der intet mørke. 
Så kom DE. Og ændrede alt. 

Teenageren Kane opdager først, hvilke kræfter han bærer på, da han bliver suget ud af sin kedelige gymnasieverden og ind i et magisk univers, der er på randen af undergang. Med hjælp fra magikeren Aisha må han opfylde en ældgammel profeti, finde og besejre de syv synder og vælte mørkets konge af tronen. Men undervejs må Kane sande, at den største fjende ikke altid kommer udefra. Og er han villig til at ofre det eneste, der er mere værd end livet selv? 
DE 7 SYNDER er en fantasyroman om kampen mellem det gode og det onde, om at finde sig selv og leve med sine valg. Også de svære af dem.
De 7 synder er en på mange måder typisk fantasyroman, det handler om kampen mellem det gode og det onde, og der er et væld af fantastiske væsner. Og jeg mener et væld, der er guder og personificerede synder, elvere, dværge, magikere og Den Udvalgte. Der er sværdkampe, profetier og mystiske malerier. Hovedpersonen Kane er 16 år og lever et ganske almindeligt liv, hvor han går i skole og laver lektier, begge dele mere flittigt end den typiske teenager. Men sådan er Kane. Fra det øjeblik, hvor han ser et mystisk vejrfænomen på himlen, begynder alting dog at ændre sig. Det bliver først rigtig tydeligt, idet han indvilliger i at tage med Aisha til Den Nye Verden og opfylde profetien om at besejre den onde Siron.

Man kan godt mærke, når man læser bogen, at den læner sig op af forskellige typiske fantasytræk, men det betød på ingen måde, at jeg kedede mig. Det kræver lidt at holde styr på de mange, mange forskellige karakterer, især fordi nogle steder eller dyr deler navne med de syv guder og det kunne godt virke lidt forvirrende. Især de syv synder i personificeret form, kunne jeg virkelig godt lide. Jeg har altid selv været ret fascineret af idéen om de syv dødssynder og foruden de to hovedpersoner, var de helt sikkert de karakterer, som var tydeligst udviklede.
I et rædselsfuldt sekund gik det op for ham, at han umuligt kunne befinde sig hjemme på sit trygge værelse.
Det er nok også det eneste, jeg virkelig savnede, mens jeg læste. Det vrimler med interessante navne, som der kunne gemme sig nogle spændende personer bagved, men man ender lidt med at fare vild i dem, når man skal skelne dem fra hinanden. Man får at vide, at der er forskelle på hvordan man taler i Kanes (og vores) verden og Den Nye Verden, men det er ikke noget, der viser sig på papiret og det savner jeg lidt. Mest af alt, er jeg imponeret over historien i denne her debutroman. Jeg kaldte den en klassisk fantasyroman om kampen mellem det gode og det onde, og jeg sagde også, at den læner sig op af flere gennemgående elementer i genren. Den endte dog med at overraske mig meget positivt, da jeg nåede til slutningen og det ikke gælder om at redde verden, men for Kane om at vælge, hvem han er. De sidste fem-seks kapitler eller hvor mange det nu var, fra det øjeblik af, ændrede min opfattelse af bogen og fik mig til at se historien i et andet lys, der gjorde at jeg satte endnu mere pris på den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com