onsdag den 24. maj 2017

Ti små åndedrag af K. A. Tucker


Ti små åndedrag af K. A. Tucker. Udgivet af LOVEBOOKS i 2017, oprindeligt udgivet i 2012 med title Ten Tiny Breaths. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Tusind tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplar! Alle meninger er mine helt egne.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.
Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.
Ti små åndedrag er en bog, som jeg faktisk godt kunne lide en hel del mere end man måske lige skulle tro. Kernen i historien, de to søstre Kacey og Livie, er så skønne hovedpersoner, at jeg ikke kunne lade være med at holde af dem. Efter en voldsom ulykke, hvori de har mistet begge deres forældre, og Kacey har mistet sin kæreste og sin bedste veninde, har deres liv være mildt sagt elendigt. Vi møder dem 4 år efter ulykken, hvor en ny, alvorlig fare truer og Kacey gør et desperat forsøg på at beskytte sin lillesøster ved at rejse tværs over landet med hende. Deres forhold er så velskrevet, de er venner og de er søstre, de småskændes og er alvorlige, men man er aldrig i tvivl om, at de er der for hinanden. I løbet af bogen får man også løbende tilbageblik på de fire mellemliggende år mellem ulykken og nutiden, og den rutsjebanetur, der har været deres liv sendte mig ud på en lignende tur, efterhånden som bogen skred frem. Jeg kunne virkelig godt lide den del af historien, der handlede om dem og deres forsøg på at skabe et nyt liv efter at have mistet alting så brutalt.

Ligeledes var jeg ret vild med deres nye nabof, Storm, og dennes datter Mia. Venskabet mellem Livie og Storm er umiddelbart og hurtigt, men Kacey holder igen. Og det er let nok at forstå, hvorfor en, der har mistet så meget, er bange for at lukke andre ind i livet. Men det sker. Ganske langsomt, så man egentlig ikke er i stand til at udpege hvornår, bliver Storm og Kacey også veninder, og det føles helt naturligt, at de er der for hinanden, når det brænder på. Og så er jeg fuld af beundring for den måde, K. A. Tucker præsenterer det erhverv, Storm har. Det kunne let blive en kliché, men på det punkt undgår hun det glimrende.
Mia er ikke bare den lille pige med de manglende fortænder, som Livie babysitter. Storm er ikke bare min strippernabo, som skaffede mig et job. Hvor meget jeg end har prøvet på at holde dem på afstand, så har de to ligesom Trent, fundet en vej ind. En anden vej, men den, der uværgeligt har ført til et sted i et hjerte, jeg troede for længst var frosset til og ude af stand til at føle noget.
Men jeg blev på inden måde overrasket over det "store" plot twist. Jeg havde siddet og ventet på det og da det så blev afsløret, tænkte jeg mest på, hvad i al verden, der skulle ske på de sidste 150 sider, hvis det var så meget. Og det betød også, at jeg tror den del af historien, der handler om Kacey og Trent ikke havde samme betydning for mig som resten af bogen. I stedet blev jeg bare frustreret som jeg nærmede mig slutningen. Og det ærgrer mig stadigvæk, for jeg synes rigtig godt om præmisset for bogen, og jeg kunne så godt lide næsten alle karakterne. K. A. Tucker skiver godt, man flyver igennem bogen og på trods af voldsomme emner som PTSD, voldsomme trafikulykker, stofmisbrug og meget mere, så er den ikke forfærdelig at læse. Så selv om jeg ikke er så overvældende glad for den drejning historien tager, så er jeg stadig ret glad for K. A. Tuckers skrivestil og de karakterer, hun har skabt, som har så meget at sige.

2 kommentarer:

  1. Den følelse kender jeg godt! Det virkede på en eller måde dybt useriøst og urealistisk at den skulle ende lykkeligt. Desværre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan har jeg desværre også. Der var så mange elementer af bogen, jeg godt kunne lide, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at se positivt på slutningen. Jeg tænker, det måske skulle være en flot historie om tilgivelse og sådan, men den overbeviste slet ikke mig på det punkt.

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com