onsdag den 31. maj 2017

Magelige maj | Tilbageblik #31


Maj var en rigtig fin måned på rigtige mange måder. Der er kommet langt mere gang i den på bloggen, måske dels fordi jeg har fået læst en del mere på det seneste, men også fordi jeg har langt mere overskud til at blogge regelmæssigt. Et meget langt semester sluttede i maj måned, det lykkedes os faktisk at få overstået alle undervisningsgange inden for en rimelig tid, før der gik læseferie og eksamensopgaver i den. Jeg har allerede skrevet den første færdig for en uge siden, i ualmindeligt god tid endda og har siden haft travlt med at få styr på efterårets praktikophold, som jeg virkelig glæder mig til. Solen kom frem og jeg styrtede praktisk talt udenfor, lige så snart det blev muligt, så jeg kunne nyde den så længe det varede. På mange måder har maj ikke være en super speciel måned, jeg har læst bøger og skrevet opgave, men det har været en god måned alligevel. Antallet af eksaminer, jeg har tilbage er lavt, og jeg glæder mig til sommeren, forhåbentlig til solskinsdage. Der er stadig et godt stykke tid til jeg har sommerferie, men jeg tror juni nok skal blive en helt fin måned.

Jeg fik læst 11 bøger i løbet af maj måned og er halvvejs mod mit Goodreads mål på 100 bøger. Jeg kastede mig først over en ebog, Skytsånden af Margit Sandemo. Det er den første bog i hendes korte serie Kiaras saga og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente. den foregår i Irland, og irsk mytologi er en, jeg ikke kender noget til, så det var nogle gange lidt vanskeligt at forstå, hvad der foregik. Jeg kunne godt lide bogen, men den havde ikke den samme mag, som hendes mange andre bøger har for mig. Den er hurtigt læst, især fordi det er skrevet i Sandemos vanlige stil, der på trods af dens maleriske beskrivelser ofte ender med at være en hel delfortælling af, hvad der sker, og ikke så meget at vise det. Jeg har helt sikkert planer om at læse trilogien færdig inden alt for længe.

Til min første eksamensopgave om krig og litteratur læste jeg Watching War af Jan Mieszkowski. Vi havde arbejdet med nogle af kapitlerne i undervisningen, så en del af det havde jeg læst før, men det var meget rart at få læst det hele denne gang. Det er en ret interessant bog, der udforsker hvordan vi ser på krig og hvordan det bliver medieret til os igennem nyheder og internet, litteratur og meget andet. Det var også lidt svært ikke at se emnets relevans i vores tid, hvilket gjorde det okay interessant at skrive opgave om. I samme omgang læste jeg Empire of Chance af Anders Engberg-Pedersen, også til min opgave, men det handlede langt mere om krigens natur og hvordan tilfældigheder spiller ind, så selv om det var et spændende emne, var det ikke en bog, jeg benyttede mig ret meget af i min opgave, hvilket også blev reflekteret i min bedømmelse af bogen.

Ind i mellem de sidste undervisningsgange fandt jeg tid til at læse The Robber Bridegroom af the Brothers Grimm fra Penguins Little Black Classics serie. Den indeholdt kun et eventyr, som jeg kendte i forvejen, nemlig Snehvide, men de andre eventyr indeholdt den samme markabre og fantasifulde fortællinger, som man forbinder med Grimms eventyr, i hvert fald de originale. Jeg var især glad for "The Devil's Three Golden Hairs", der havde alle de klassiske eventyrelementer; overnaturlige væsner, utallige referencer til tallet tre, en helt der rejser ud og sidst finder hjem og så videre. Jeg nød dem.

Efter at have læst Snehvide i den form, var det ret interessant at læse Skyggernes dronning af C. J. Redwine, der er en genfortælling af det klassiske eventyr i en dark fantasy-setting. Jeg havde nogle problemer med bogen undervejs, men i sidste ende kunne jeg godt lide den helt anderledes fortolkning af en historie, jeg har kendt så længe. Jeg fik også læst den første bog i Sarah J. Maas' serie Throne of Glass, Kongens forkæmper, som jeg har fået anbefalet et utal af gange. Det er helt tydeligt, at bogen lægger op til en længere serie og en historie, der indeholder rigtige mange forskellige karakterer og sidehistorier. Det er en god begyndelse på serien, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil læse videre.

Fantasy var tydeligvis på programmet i maj måned og jeg fik endelig læst De 7 synder af Katja Berger, der har stået på min læseliste siden marts. Bedre sent end aldrig, ikke? I hvert fald nød jeg at læse bogen, jeg nød at den klassiske fantasy historie om det godes kamp mod det onde alligevel kunne indeholde nogle overraskelser, især hen mod slutningen, der gjorde, at jeg ikke var helt sikker på, hvordan den ville ende. På samme måde tog Snow Like Ashes af Sara Raasch også lidt røven på mig med dens store plottwist, som jeg ikke havde set komme. Jeg hørte den færdig på en bustur til og fra Aarhus, og endte med at blive rigtig glad for den. Men som så mange andre fantasy-serier, der foregår i et andet univers, så har den helt sikkert brug for et kort. Det er muligt, der er et kort i den fysiske udgave af bogen, men som lydbog blev det ofte forvirrende at holde styr på de forskellige racer og nationer. Det problem havde Skyriel af Lene Dybdahl ikke på samme måde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af bogen, jeg har læst en del bøger om Udvalgte og profetier, og jeg var bange for at det skulle blive endnu en af dem. Men sådan blev det ikke, faktisk var det en overraskende kringlet historie, hvor jeg virkelig fik følelsen af, at karakterenes handlinger, tilfældige eller ej, har indflydelse på, hvad der sker.

Jeg læste Simple living af Nadia Plesner på en lun tordensvejrsdag og blev mindet om, hvor inspirerende og også ret provokerende hendes historie er. Hun kom og talte til mit første bogbloggertræf i 2015, og det er den samme historie, som fortælles i bogen, så jeg tror, det er derfor, jeg ikke har læst den før nu. Det er svært at bedømme den på samme måde som de andre bøger, jeg har læst. Man kan ikke tale om karakterer og plotstruktur, når der er tale om en virkelig fortælling. Men den er vigtig. Den handler ikke kun om kunst og ytringsfrihed, men om at tro på sig selv, professionelt og personligt. Den er ikke let at læse, selv om sproget flyder let, men det er en barsk historie, om at føle sig magtesløs, men alligevel forsøge at gøre et eller andet.

Og til allersidst har jeg hørt Amarda af Ernest Cline som lydbog. Jeg var kæmpe fan af hans første bog Ready Player One, så jeg havde ret høje forventninger til denne her bog. Forventninger, der slet ikke er fair, for det kunne jo ikke være den samme bog igen. Jeg kunne virkelig godt lide set up'et, det mindede mig om RPO, men var alligevel anderledes. Og til sidst så jeg den da også som sin egen, frem for ubevidst at sammenligne den med en af mine yndlingsbøger. Omtrent samtidig med, at den overraskede mig og det, jeg troede, der ville ske, ikke skete. Den er god nok i sig selv, selv om det er svært at leve op til ens favoritter.

I maj måned fik jeg også min første FairyLoot boks. Jeg har set på dem længe, så jeg besluttede mig for, at jeg ville give det et skud, så jeg fik fat i maj måneds boks med temaet "Warriors & Legends". Jeg havde gættet af bogen ville være Flame in the Mist af Renée Adhieh på forhånd, men jeg vil alligevel gerne have fat i den bog, så for mig var det win-win.

tirsdag den 30. maj 2017

Top Ten Tuesday #55


Denne uges top ti liste har titlen Top Ten Most Anticipated Books For The Second Half of 2017. Det var ikke let at sammensætte, de fleste forlag, både danske og udenlandske, har kun deres udgivelser op til sommeren på deres hjemmesider. Men, men, det er heldigvis en del at komme efter rundt om på nettet, takket være Goodreads og Tumblr, så det gik egentlig let med at finde ti titler, som jeg virkelig glæder mig til at læse. Bøgerne er ikke sorteret i nogen bestemt rækkefølge.

  • Ravnenes hvisken #2 af Malene Sølvsten. Carlsen, 15/6.
    Jeg har kun næsten lige læst den første bog, men jeg kunne slet ikke lægge den fra mig igen. Sølvstens brug af nordisk mytologi er forfriskende anderledes i forhold til andre bøger, med lignende elementer, jeg før har læst. Og så er den spændende og velskrevet. Selv om det teknisk set ikke er den anden halvdel af året, når den udkommer i juni, så kommer den på min liste alligevel, for jeg glæder mig til at læse mere om Anne og finde ud af, hvad der sker.
  • Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss. Tellerup, 16/9.
    Jeg kan ikke lave en liste, over bøger jeg glæder mig til, uden denne her. Jeg er så spændt på at møde den nye hovedperson, Nasrin, og forhåbentligt finde ud af lidt mere om, hvordan det hele hænger sammen. Og til et gensyn med Alban, Emilie, Noah og alle de andre.
  • Akkanas gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen. Tellerup, 16/9.
    Præcis som med Ursiderne, er det umuligt for mig ikke at sætte denne her bog på listen. Det faktum at de udkommer samme dag, kommer helt sikkert til at betyde, at jeg ikke ved, hvilken en, jeg skal læse først. Men jeg er så spændt på, hvad Akkanas gåde er for noget, og til flere nørdede fantasyreferencer, fordi jeg af en eller anden grund lægger mærke til dem, selv når jeg er opslugt af historien.
  • The Ship of the Dead (Magnus Chase and the Gods of Asgard #3) af Rick Riordan. Disney Hyperion, 3/10.
    Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er fan af Rick Riordans bøger, og serien om Magnus Chase blev med de første to bøger min favorit blandt alle hans mytologi-serier. Jeg er vild med den måde, han bruger det mytologiske stof på, forskelligt fra univers til univers, hvor denne her er den bedste i mine øjne. Det kan næsten kun blive en godt gensyn med Magnus, Blitz, Hearth og alle de andre karakterer.
  • Fortid er alt jeg har af Adam Silvera. Gyldendal, 15/6.
    Endnu en, der er lidt fusk, i og med at den allerede udkommer i juni, men efter jeg har læst og totalt elsket Den dag jeg glemmer, ved jeg, at den hører hjemme på denne her liste. 
  • Whichwood af Tahereh Mafi. Dutton Books, 14/11.
    Jeg er virkelig glad for Tahereh Mafis bøger, og jeg blev virkelig glad, da jeg hørte, at der kommer flere bøger i Shatter Me-universet. Men først kommer Whichwood, der bliver beskrevet som en companion til Furthermore. Jeg har ikke læst den bog endnu, men har den stående og håber på at nå til den inden alt for længe. Desuden er jeg ret hooked efter at have læst beskrivelsen af Whichwood
  • Warcross (Warcross #1) af Marie Lu. G. P. Putnam, 12/9,
    Efterhånden tror jeg, at jeg har læst alle Marie Lus bøger. Eller rettere, jeg er begyndt på alle hendes serier. Og jeg er ret glad for Legend trilogien og spændt på at læse mere af The Young Elites, så da jeg så, at hun udkommer med en ny bog til efteråret, røg den også direkte på læselisten. Warcross minder mig lidt om Ready Player One, ud fra beskrivelsen at dømme, hvilket er en rigtig god ting, blandingen af gaming science fiction og dystopi får det til at krible i mine fingre efter at få fat i denne her bog så hurtigt, som jeg kan.
  • Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger. DreamLitt, 14/9.
    Katjas debutroman, De 7 synder, var en virkelig god, klassisk fantasy om kampen mellem det gode og det onde, og med nogle overraskende twists, der reddede den fra at blive for forudsigelse. Hendens anden bog, Sjælehenteren, har mig derimod allerede hooked uden at jeg har læst et ord. Så egentlig må det gerne snart være september.
  • Ønskemageren (Ravenspire #2) af C. J. Redwine. Turbine, 19/6.
    Jeg blev faktisk lidt overrasket over, at det her var en serie. Det burde ikke være kommet bag på mig, for historien er helt sikkert ikke ovre efter den første bog, men da jeg havde læst den, havde jeg svært ved præcis at se, hvordan den skulle fortsætte. Skyggernes dronning er en eventyrgenfortælling, og det originale eventyr er helt sikkert udspillet, idet bogen er ovre, så jeg forestiller mig, at det enten ikke er endnu en genfortælling, eller at det er af et andet eventyr. Uanset hvad, så vil jeg i hvert fald gerne læse videre.
  • The Becoming of Noah Shaw (The Shaw Confessions #1) af Michelle Hodkin. Simon & Schuster, 7/11.
    Min reaktion, da jeg så, at denne her bog udkommer i år var noget i retningen af "oh my god YES!". Jeg er personligt stor fan af Michelle Hodkins trilogi om Mara Dyer og denne her bog er starten på en spin-off/sequel serie, og jeg formoder det er fra Noahs synsvinkel. Jeg er så klar. Også selv om jeg sikkert kommer til af ren stædighed at vente på, at den udkommer i paperback, så den kan matche min udgave af Mara Dyer bøgerne. Det er ikke altid nemt.
Hvilke(n) bog/bøger, der udkommer i sidste "halvdel" af 2017 glæder du dig til?

mandag den 29. maj 2017

Kongens forkæmper (Throne of Glass #1) af Sarah J. Maas


Kongens forkæmper (Throne of Glass #1) af Sarah J. Maas. Udgivet af Tellerup i 2016, oprindeligt udgivet i 2012 med titlen Throne of Glass. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup. Alle meninger er mine egne.

Celaena Sardothien, Adarlans farligste snigmorder, er blevet forrådt og afsoner nu i Endoviers saltminer. Da kronprinsen af Adarlan opfordrer hende til at stille op i konkurrencen om at blive kongens forkæmper, får hun en uventet chance for at genvinde sin frihed. For at vinde skal hun slå sine barske modstandere, der alle er mandlige lejesoldater og kriminelle, som bestemt ikke tøver med at bruge beskidte tricks.
Celaena er dog ikke specielt bekymret, og hun nyder sin kamptræning og den flotte kronprins’ tilnærmelser, selvom han af og til er næsten lige så irriterende som hendes nye træningspartner, kaptajn Westfall.
Men dybt under slottet lurer en blodtørstig ondskab og snart må intrigerne vige for kampen om overlevelse...
Calaena har været et år som slave i saltminerne under de mest grusomme forhold, da Adarlans kronprins tilbyder hende at blive hans forkæmper i en nærtforstående tunering om at blive kongens go-to håndlanger. Egentlig har hun ikke noget valg, for valget står mellem at blive i saltminerne og sandsynligvis ikke overleve et år til eller muligheden for at vinde sin egen frihed efter en årrækkes tjeneste. Over for sådan et valg er det ikke underligt, at hun ved, at hun må tage i mod det. Og der fra går det virkelig stærkt. Der foregår nemlig ret mange historier i løbet af bogen, som krydser hinanden på kryds og tværs og som påvirker hinanden, naturligt nok. Det betyder også, at det nogle gange bliver lidt forvirrende, personligt blev jeg ret træt af det romantiske subplot, selv om det ikke fylder alt for meget, men det var historien om snigmorderen Calaena, jeg gerne ville læse. Og hvordan mysteriet om, hvem der er ude efter hende og de andre forkæmpere. Udover det er der også det politiske spil, der florerer rygter om oprør og man kan godt mærke, at der bliver lagt op til en længere historie. Så der er nok at holde styr på, men bogens styrke er, at de forskellige historier i sidste ender hænger sammen.
Biblioteker var fulde af idéer, de måske farligste og mest magtfulde våben af alle.
Calaena, hvis navn jeg stadig ikke ved hvordan man udtaler, er en ret interessant hovedperson. Hun er kendt som en farlig snigmorder med uovertruffen ekspertise, men der går forholdvis lang tid, før man får det at se i bogen. Det giver i og for sig god mening, efter et år med slavearbejdet i saltminerne, er det ikke så underligt, at det ikke er den mest fysisk stærke pige, der rejser tilbage mod hovedstaden. Det betød desværre også, at det kom til at føles som om, det var mere legende end sandhed, når hendes bedrifter blev omtalt. Som sagt, så kommer det dog til udtryk efterhånden som hun genvinder sin styrke, både fysisk og psykisk. Men jeg kunne så godt lide, at hun samtidig med at være en snigmorder er utroligt feminin, holder af pæne kjoler og føler sig mere end en smule fornærmet over, at ikke har lov til at komme med til en fest, tilsyneladende som den eneste, også af forkæmperne.
Prinsesse Nehemia fra Ellywe kommer til slottet kort før Calaena, officielt på en diplomatisk opgave om at lære Ardalans skikke. Det er langt fra givet på forhånd at de to piger skulle blive venner, men det gør de, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt glad for at kærlighedsdramaet trods alt ikke kom til at involvere de to i jagten på den samme fyr. Hendes venskab med Calaena gør, at hendes ellers lidt overfladiske prinsesse-identitet bliver mere interessant. I sidste ende var hun en af mine favoritkarakterer i bogen. Derimod har jeg ikke meget til overs for Dorian, kronprinsen og en af de to mænd i det underliggende romantiske subplot. Den anden er Chaol, Dorians barndomsven og kaptajn i vagtkorpset. Deres forhold til Calaena er som dag og nat, Dorian er fascineret af hende, men han er en playboy, hans liv keder ham og jeg tror mest af alt, at han kan lide faren ved at være sammen med en snigmorder. Det var i hvert fald sådan, jeg tænkte det og jeg formåede aldrig rigtig at tage mig af, hvad der skete med ham. På mange måder kedede han mig. Chaol derimod tager fra starten af afstand til Calaena og på trods af sin stigende interesse for hende, ser han hende først og fremmest som kriminel. Jeg er ikke i tvivl om, at begge forhold nok skal udvikle sig i løbet af serien, men jeg håber ikke, at det kommer til at overskygge alt det andet.
"Du bringer stjernerne ud af fatning," hviskede hun. "Du kan gøre hvad som helst, hvis bare du tør. Og inderst inde ved du det også godt. Det er hvad der skræmmer dig allermest."
Jeg er ret overrasket over, hvor meget jeg kunne lide denne her bog. Der er mange hints om, at der er meget mere at komme efter, så jeg glæder mig til at læse videre, når den næste bog udkommer på dansk. Selv om serien er næsten færdig på engelsk, så er jeg nemlig ikke særlig interesseret i at skrifte sprog midt i en serie. Og jeg er faktisk ret tilfreds med oversættelsen af bogen, det er ikke altid let at oversætte fantasy, især ikke en, der er fyldt med mange usædvanlige sted- og personnavne, eller begreber.

søndag den 28. maj 2017

Skyggernes dronning (Ravenspire #1) af C. J. Redwine


Skyggernes dronning (Ravenspire #1) af C. J. Redwine. Udgivet af Turbine i 2016, oprindeligt udgivet i 2016 under titlen The Shadow Queen. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret af forlaget Turbine til bogbloggetræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Lille spejl på væggen der. Hvem er den mest magtfulde i landet her?
The Shadow Queen - Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. Lorelai Diederich, kronprinsesse på flugt, har en mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må Lorelai bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.
I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da Kols far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde.
Kong Kol får brug for magiens kræfter, og hans eneste mulighed er at lave en aftale med dronningen af Ravenspire. Han skal være dronningens personlige jæger og bringe hende Lorelais hjerte.
Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede - hun er smuk, hård og ustoppelig - og på trods af hans brug af mørk magi tiltrækkes Lorelai af den lidenskabelige og plagede konge. Mens Lorelai kæmper for at være et skridt foran dragejægeren - som hun fatter langt mere sympati for, end hun burde - gør hun alt i sin magt for at ødelægge den onde dronning. Men Irina vil ikke give op uden kamp, og hendes sidste skridt kan koste prinsessen den ene ting, hun stadig har tilbage til at miste ...
På trods af, at dette her er en genfortælling af eventyret om Snehvide, så overraskede bogen mig faktisk positivt. Jeg er glad for eventyrgenfortællinger, men mange af dem har det med at holde sig så meget op af det originale eventyr, at der på trods af de mange ændringer, nye elementer, karakterer og en ny verden, forbliver forudsigelige og kedelige. Skyggernes dronning gjorde ikke dette. Set uppet er klassisk Snehvide, og der går da også linjer igen i løbet af bogen, som virker direkte taget ud af det gamle eventyr. Men det afviger også hurtigt. Hele universet er anderledes, og med hjælp fra kortet i starten af bogen, var det let nok at holde styr på, hvor i den opbyggede verden, man befandt sig. Jeg fandt Lorelai ret flad til at begynde med, det virkede som endnu en bueskydende YA-heltinde. Jeg ville sammenligne hende med Katniss, indtil hendes personlighedstræk for alvor begyndte at vise sig, og hun kom til at fremstå meget mere kompliceret. Men egentlig ville jeg virkelig gerne have set mere fra den anden hovedpersons synsvinkel, prins Kolvanismir. Jeg ved, at der er en bog til i serien og jeg håber virkelig på, at han får mere "screen time". Selve historien læner sig meget op af det originale eventyr, plotmæssigt, så derfor er der få overraskelser undervejs.
“Hvis hun bad inderligt nok om det, ville skovbunden måske åbne sig og opsluge hende. Hvis der var bare den mindste retfærdighed til i verden, ville den også opsluge Leo.”
Det, der nok for alvor gjorde, at jeg var så glad for bogen, er karakterernes indbyrdes forhold. For historien lider nogle gange ret voldsomt under den gamle knaste: "show, don't tell". Der bliver genfortalt en del og jeg kunne godt savne lidt action og lidt variation i tempoet undervejs. Men den måde, de forskellige karakterer opfører sig over for hinanden var til gengæld veludført i mine øjne. Specielt forholdet mellem Lorelai og Leo, hendes lillebror. Jeg nød at se, at på trods af at de mister deres forældre tidligt og har levet på flugt i årevis ved bogens start, har de stadigvæk indbyrdes morsomheder, og Leos sarkasme var helt sikkert en medvirkende faktor til, at Lorelai ikke kom til at virke alt for grublende. På samme måde var det fedt, at Kols venner også får lov til at være med og vise sig som mere end bare navngivne venner, der forsøger at hjælpe ham med at redde landet. De har helt tydeligt deres egne personligheder, der var med til at gøre læseoplevelsen interessant.

Jeg var underholdt. Og jeg kunne faktisk godt lide Redwines fortolkning af det klassiske eventyr, som på trods af nogle mangler, formåede at være en ret god historie. Der kommer desuden en bog til i serien, hvilket jeg glæder mig til. Jeg vil meget gerne læse mere om Kol og Lorelai og de andre og forhåbentlig få mulighed for at lære mere om deres verden.

onsdag den 24. maj 2017

Ti små åndedrag af K. A. Tucker


Ti små åndedrag af K. A. Tucker. Udgivet af LOVEBOOKS i 2017, oprindeligt udgivet i 2012 med title Ten Tiny Breaths. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Tusind tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplar! Alle meninger er mine helt egne.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.
Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.
Ti små åndedrag er en bog, som jeg faktisk godt kunne lide en hel del mere end man måske lige skulle tro. Kernen i historien, de to søstre Kacey og Livie, er så skønne hovedpersoner, at jeg ikke kunne lade være med at holde af dem. Efter en voldsom ulykke, hvori de har mistet begge deres forældre, og Kacey har mistet sin kæreste og sin bedste veninde, har deres liv være mildt sagt elendigt. Vi møder dem 4 år efter ulykken, hvor en ny, alvorlig fare truer og Kacey gør et desperat forsøg på at beskytte sin lillesøster ved at rejse tværs over landet med hende. Deres forhold er så velskrevet, de er venner og de er søstre, de småskændes og er alvorlige, men man er aldrig i tvivl om, at de er der for hinanden. I løbet af bogen får man også løbende tilbageblik på de fire mellemliggende år mellem ulykken og nutiden, og den rutsjebanetur, der har været deres liv sendte mig ud på en lignende tur, efterhånden som bogen skred frem. Jeg kunne virkelig godt lide den del af historien, der handlede om dem og deres forsøg på at skabe et nyt liv efter at have mistet alting så brutalt.

Ligeledes var jeg ret vild med deres nye nabof, Storm, og dennes datter Mia. Venskabet mellem Livie og Storm er umiddelbart og hurtigt, men Kacey holder igen. Og det er let nok at forstå, hvorfor en, der har mistet så meget, er bange for at lukke andre ind i livet. Men det sker. Ganske langsomt, så man egentlig ikke er i stand til at udpege hvornår, bliver Storm og Kacey også veninder, og det føles helt naturligt, at de er der for hinanden, når det brænder på. Og så er jeg fuld af beundring for den måde, K. A. Tucker præsenterer det erhverv, Storm har. Det kunne let blive en kliché, men på det punkt undgår hun det glimrende.
Mia er ikke bare den lille pige med de manglende fortænder, som Livie babysitter. Storm er ikke bare min strippernabo, som skaffede mig et job. Hvor meget jeg end har prøvet på at holde dem på afstand, så har de to ligesom Trent, fundet en vej ind. En anden vej, men den, der uværgeligt har ført til et sted i et hjerte, jeg troede for længst var frosset til og ude af stand til at føle noget.
Men jeg blev på inden måde overrasket over det "store" plot twist. Jeg havde siddet og ventet på det og da det så blev afsløret, tænkte jeg mest på, hvad i al verden, der skulle ske på de sidste 150 sider, hvis det var så meget. Og det betød også, at jeg tror den del af historien, der handler om Kacey og Trent ikke havde samme betydning for mig som resten af bogen. I stedet blev jeg bare frustreret som jeg nærmede mig slutningen. Og det ærgrer mig stadigvæk, for jeg synes rigtig godt om præmisset for bogen, og jeg kunne så godt lide næsten alle karakterne. K. A. Tucker skiver godt, man flyver igennem bogen og på trods af voldsomme emner som PTSD, voldsomme trafikulykker, stofmisbrug og meget mere, så er den ikke forfærdelig at læse. Så selv om jeg ikke er så overvældende glad for den drejning historien tager, så er jeg stadig ret glad for K. A. Tuckers skrivestil og de karakterer, hun har skabt, som har så meget at sige.

tirsdag den 23. maj 2017

Tag Tuesday: Book Buying

London-savnet er stort. Covent Garden, de flotte parker og ikke mindst det her sted. Suk.

I denne uge er det igen tag-tid og denne gang er jeg sørme blevet tagget selv. Af søde Rikke er jeg nemlig blevet tagget i "the Book Buying tag" og det siger jeg bestemt ikke nej til. Det er ikke til at sige, hvor langt omkring i blogland, det er kommet, men hvis du endnu ikke har besvaret spørgsmålene, er du velkommen. Også bare hvis du vil kommentere på mine svar.

Hvor køber du dine bøger?
Jeg køber nok de fleste af mine bøger online. Nogle gange på SAXO, men for det meste benytter jeg mig af BookDepository, da jeg stadig køber flest bøger på engelsk og jeg er vild med, at man kan vælge mellem flere forskellige udgaver, både britiske og amerikanske. Men jeg synes også, jeg er begyndt at gå mere i de danske boghandlere nu og da.

Hvor mange bøger køber du i gennemsnit om måneden?
Det svinger utroligt meget. Hvis vi ikke lige tager BogForum med, hvor det plejer at stikke helt af for mig, så kan der sagtens gå flere måneder, uden at jeg køber nye bøger - jeg forstår det heller ikke rigtig selv. Nogle måneder er det kun ganske tilfældigt, at jeg får købt en bog eller to, andre gange er det planlagt og jeg ender med en kæmpe stak. For tiden ser jeg mig meget om efter bøger med henblik på speciale, så der bliver nok købt lidt flere for tiden end normal. Mine bogkøb er utroligt sporadiske og jeg har faktisk ikke nogen idé om, hvor mange jeg køber i gennemsnit. Måske 3, hvis man ser på de første måneder af 2017?

Benytter du dit lokale bibliotek?
Jeg ser det egentlig som, at jeg har to lokale biblioteker: jeg bruger biblioteket på Syddansk Universitet rigtig meget i forbindelse med opgaver og eksamen, og nogle gange også undervisning. Men jeg kan heller ikke komme uden om, at jeg er flittig gænger på Odense bibliotek. Jeg kan så godt lide at være der, at sidde der og læse. Og skrive når der har været NaNoWriMo. Og ja, jeg låner også en del bøger med hjem derfra, som regel i store bunker, som jeg får alt for travlt med at nå at læse.  Jeg låner bøger der, som jeg har set på, men ikke ved om jeg vil kunne lide. Bøger, jeg ikke er sikker på, jeg vil eje. Bøger jeg ikke kan finde andre steder. Eller alt det var i hvert fald sandt indtil de lukkede biblioteket tilbage i december. Det skal godt nok bare ombygges, men der er stadig mange måneder til det åbner igen.

Hvis ja, hvor mange bøger låner du så ad gangen?
Her er et godt eksempel på at læse alle spørgsmålene, før man går igang. Men som sagt, så er det som regel en god stak. jeg vil skyde på en 5 eller 6 stykker ad gangen, men jeg havde i løbet af sidste sommer vist nok over 15 bøger forbi udlånsdisken i løbet af de to måneder.

Hvad er din mening om biblioteksbøger?
Jeg vil ikke påstå, at jeg elsker dem. Men jeg elsker idéen. Jeg synes det er så fint, at man kan låne bøger på biblioteket, og jeg har selv opdaget ret mange på den måde. Selv om jeg helst vil eje og have bøger, så må jeg også nok erkende, at det er lidt af en umulighed.

Står dine læste og ulæste bøger sammen?
Ja, det gør de. Jeg havde en gang overvejet at samle alle mine ulæste bøger på en reol, men jeg kom hurtigt fra det igen, ved tanken om, hvor meget flytten rundt det ville resultere i hele tiden. Så de står samlet og blandet ind i mellem hinanden og jeg har ikke noget problem med at vide præcis hvilke jeg ikke har læst endnu.

Planlægger du at læse alle de bøger, du ejer?
Ja. Det kan ikke siges meget kortere, men det gør jeg i høj grad. Jeg har svært ved at se, hvorfor jeg skulle have en bog stående, som jeg ikke har lyst til at læse.

Hvad gør du med bøger, som du ejer, men som du ikke føler, du nogensinde vil få læst eller ikke kunne lide?
Dengang Odense bibliotek ikke var lukket for dets langvarige ombygning, havde de en fin sort kasse ved indgangen, hvori man kunne lægge bøger, man ville donere til Læs for Livet. Det har jeg gjort et par gange, ligesom jeg donerede 13 styks i slutnigen af april i deres store indsamling. Ellers kan jeg godt finde på at give dem til venner eller familie.

Har du nogensinde doneret bøger?
Flere gange end jeg har tal på. Nogle gange rigtig mange på en gang (som i flere flyttekasser på en gang), nogle gange en enkelt eller to. Men det er også over en lang, lang årrække. Egentlig er jeg ikke særlig god til at skille mig af med bøger.

Har du nogensinde været på et bogkøbsstop?
Ikke hvor jeg har aktivt sat mig for, at jeg ikke vil købe bøger. Det tror jeg ikke på kan fungere, for så begynder undskyldningerne at komme frem. Men jeg kan sagtens gå flere måneder uden at købe nye bøger. Jeg tror det eneste tidspunkt, jeg bevidst lod være, var dengang jeg skulle til London, før der vidste jeg, at jeg ville købe bøger.

Føler du, at du køber for mange bøger?
Kan man det? Men nej, egentlig ikke. Som sagt så svinger det rigtig meget hvor mange bøger, jeg køber. På det seneste er antallet af ulæste bøger  i min samling vokset helt eksplosivt, så jeg føler ikke et stort behov for at købe nye hele tiden. Jeg tror helt sikkert, at der nok skal være nogen der synes, jeg køber for mange, men sådan har jeg det ikke selv.

Hvordan står det til med dine bogkøbsvaner?

mandag den 22. maj 2017

Vi andre bor her bare af Patrick Ness


Vi andre bor her bare af Patrick Ness. Udgivet af Gyldendal i 2016, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen The Rest of Us Just Live Here. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

De fleste af os er ret normale, vi glemmer det bare af og til. Mikey i "Vi andre bor her bare" er også helt normal. Han går på gymnasiet, glæder sig til galla, er nervøs for at invitere Henna med og så bekymrer han sig forresten også om at bestå sin eksamen. 
Det helt normale kan godt være ekstraordinært, det handler bare om at lede efter dét, der kan gøre det, det. "Vi andre bor her bare" af Patrick Ness er en alletiders ungdomsroman, der sætter spørgsmålstegn ved det normale. I Mikeys liv kan selv små ting forandre det hele, det ved han bare ikke endnu.
Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg først faldt over en internet-post, om de andre Hogwarts-elever på Harry Potters tid og hvor frygteligt irriterende det må være, at ens uddannelse hele tiden bliver forplumret, fordi Harry lige skal redde verden fra Voldemort en gang til. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det har været noget lignende, der har inspirereret Patrick Ness til at skrive Vi andre bor her bare. Den handler ikke om den udvalgte, den der skal redde verden denne her gang - og springer skolen i luften i samme ombæring. Den handler ikke om dem, med de ualmindeligt specielle navne. Den handler om Mike.

Han er på ingen måder udvalgt, i en typisk YA-roman ville han være en af dem, der måske ville blive nævnt ved navn, men egentlig ikke har noget med heltens historie at gøre. Og det er synd. For som Ness viser, så har Mike også meget at byde på. Mike er en typisk teenager, han er snart færdig med high school, hans forældre er måske lidt mere specielle end andre og de fleste af hans tanker kredser om, at han ikke helt tør spørge Henna, om de skal følges til galla. Der er ikke meget specielt over Mike, og så alligevel. Selv om han er den typiske teenager, er Patrick Ness virkelig god til at gøre ham til en unik person. En, hvis særtræk ikke kendetegner ham, men fuldender ham. Og hans historie er på ingen måde kedelig.
"på en måde forstår jeg det nok godt," siger han. "Du er allerede nioghalvfems procent væk herfra, ikke? Det eneste, du har lyst til, er at bruge de sidste uger på at være så meget sammen med dine venner som muligt, for du har ikke lyst til at skulle forlade dem, når du rejser. Og så kommer den her påtrængende type, som bryder ind i jeres tæt sammenvævede gruppe, lige når du har allermest brug for den."
Der sker noget ret interessant, når man læser denne her roman. De fleste ville være ret hurtige til at kategorisere den som fantasy, jeg selv inklusive. Men egentlig, når jeg tænker nærmere efter, skabes der i Vi andre bor her bare et møde mellem en klassisk fantasy-historie og en "coming-of-age" ungdomsroman. Og i mødet mellem de to genrer, har Patrick Ness skabt en historie og et univers, jeg ikke har set før. Historien om Stachel og Finn, der skal redde verden bliver fortalt i begyndelsen af hvert kapitel næsten som om det var et kapiteloutline: "kapitel 5, i hvilket ....", og så får vi Mikes historie bagefter. En historie, der ikke går ud på at redde verden, men om at klare sig igennem hverdagen. Og jeg kan ikke lade være med at beundre det, Patrick Ness gør. Det vidunderlige i det metaperspektiv, han lægger over den klassiske ungdomsroman og i hvordan han undgår at gøre historien til en kliché.

Mike er slet ikke den typiske helt. Oven i hverdagens problemer med en meget politisk mor, der næsten åbenlyst ignorerer problemerne i familien, med den alkoholiserede og meget fraværende far, Mikes søster Mels bekæmpelse af sin spiseforstyrrelse og Mikes egen OCD. Men det, Ness gør så fint, er den måde han behandler alle disse emner på. Mike er ikke sin OCD, Mel er ikke sin spiseforstyrrelse. De er stadig mennesker og mangfoldigheden er stor i denne her bog. Ingen af karakterne er ens, og ingen af dem er flade eller falder i baggrunden. Som de fleste andre, bor de der bare, og forsøger at leve et normalt og sammenhængende liv både inde og uden for hjemmets fire vægge. Vi andre bor her bare er fyldt med karakterer, som man kan se sig selv i, uanset hvem man er eller hvordan man ser ud. Historien er fyldt med humor, på trods af dens mange hårde emner, men det hele går så godt i spænd. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig til at læse denne her bog, men den var alt det, jeg kunne håbe på.
"I behøver ikke behandle mig, som om jeg går i stykker," siger jeg, "I gør det alle sammen. Mikey med OCD'en. Mikey, nu på medicin..."
"Det har vi aldrig gjort, Mike..."
"Mel døde. Hun har det stadig underligt med mad, men ingen behandler hendes anderledes. Det skal de helleri kke. Det gør jeg heller ikke. Det bruger jeg meget tid på."
"Jared er kvart gud, Mike. Og jeg har nogle langt-ude forældre, som slæber mig med til en krig for at snakke om Jesus og fødder. Alle har noget. Det er ikke engang kun os, det er alle, vi kender."

fredag den 19. maj 2017

Death Note I (Death Note #1-2) af Tsugumi Ohba


Death Note I (Death Note #1+2) af Tsugumi Ohba, illustreret af Takeshi Obata og oversat af Tetsuichiro Miyaki. Udgivet af VIZ Media LLC. i 2010, oprindeligt udgivet i 2003. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.

Light Yagami is an ace student with great prospects--and he’s bored out of his mind. But all that changes when he finds the Death Note, a notebook dropped by a rogue Shinigami death god. Any human whose name is written in the notebook dies, and now Light has vowed to use the power of the Death Note to rid the world of evil. Will Light's noble goal succeed, or will the Death Note turn him into the very thing he fights against?
Har I nogensinde prøvet, at der er en bog, I har hørt om for flere år siden, derefter glemt alt om, for pludselig at støde på den? Sådan har jeg det med Death Note, som så vidt jeg husker, først blev mig foreslået tilbage i 2008 eller 2009, men som jeg glemte alt om i den der forvirrende tid mellem folkeskolen og gymnasiet. Og så faldt jeg over den igen i Amsterdam, og lod den stå, på trods af at lysten til at læse historien væltede ind over mig igen. Men jeg nåede at få den hjem til sidste måneds readathon og så oven i købet i en udgave, jeg ganske enkelt synes er fantastisk flot.

Mængden af manga, jeg har læst, kan måske godt ligge på en lige så lille sted som mængden af graphic novels, men jeg tror, jeg har fundet et rigtig godt sted at starte. Selve setup'et er ret lige til: skriver du navnet på en person ned i denne her notesbog, vil vedkommende dø. Det er en utrolig stor magt at have og det er egentlig ikke en magt, der er beregnet for mennesker at have. Så det er selvfølgelig det, der sker. Den unge Light finder en "tabt" notesbog og ser straks en mulighed for at forandre verden til det bedre. Undervejs bliver der så afsløret en del tilføjelser til hovedreglen, og Light, der bestemt ikke er tabt bag af en vogn, finder hele tiden på måder at udnytte disse regler og imponerer til stadighed den følgesvend han har fået. Den egentlige ejer af notesbogen, dødsguden eller en Shinigami Ryuk, som beslutter sig for at se, hvordan Light forvalter den mulighed, han har fået.


Jeg kan sagtens afsløre, at jeg er hooked. Jeg er vild med selve historien ind til videre, med hvordan man allerede efter de to første bøger kan se en forandring i Light, selv om den ikke er overvældende stor. Og med, at det selvfølgelig ikke går ubemærket hen, det han har gang i. Selv om hans nuværende mission er at gøre verden til et bedre sted, og han derfor måske helt naturligt starter med kriminelle, så går der ingen tid, før politi og efterretningstjenester verden over bliver opmærksom på, hvad der sker og sætter jagten ind på denne mystiske hævner Kira. En mindst lige så intelligent og hemmelig efterforsker L begynder ret hurtigt at indkredse det område, Light befinder sig i. Men det lykkedes ind til videre Light igennem krumspring og evnen til at tænke flere træk forud at undgå at blive afsløret. Historien indeholder også en mængde humor, som jeg ikke ventede at finde i den, men som ikke tager noget væk fra alvoren i plottet.

Og så er der selvfølgelig den anden side af bogen: kunsten. For det er jeg slet ikke tvivl om, at det er. Alle siderne er holdt i sort-hvid, bortset fra nogle få introsider i begyndelsen, der føles mere som en prequel eller en prolog, og det varierer hele tiden mellem få detaljer og rigtig mange, virkelig stort fugleperspektiv eller zoomet helt ind, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg manglede noget for at forstå, hvad der skete eller hvor man befandt sig. Og på et eller andet tidspunkt i de tidlige morgentimer mellem sort-hvide sider og en historie, der hele tiden snoede sig frem, sad jeg og nød det hele. Historien, stilen, karaktererne og følelsen af lettelse, når det lykkedes Light at undgå afsløring. Jeg glæder mig virkelig til mere og forhåbentlig får jeg læst serien færdig, før den nye film kommer til august. Og set anime'en også. For jeg vil bare have mere.

onsdag den 17. maj 2017

Ternet Ninja af Anders Matthesen


Ternet Ninja af Anders Matthesen. Udgivet af Høst og Søn i 2016.

Multikunstneren Anders "Anden" Matthesen er bedst kendt for sine anmelderroste standupshows, men til efteråret 2016 er han ikke kun aktuel på scenen - han debuterer også som børnebogsforfatter.
Med sin særlige humor og rå tone taler Anders Matthesen direkte ind til et ungt publikum. Det beviste han allerede for adskillige år siden med Terkel i knibe-filmen, og hans debutroman henvender sig til samme målgruppe. Ternet Ninja fortæller sprudlende om 13-årige Askes op- og nedture, konflikter og forelskelse, og om hans møde med en udsædvanlig ninja, syet af en børnearbejder på en legetøjsfabrik i Thailand - og sejlet til Danmark af gode gamle onkel Stewart. En ternet ninja med rødder tilbage til det japanske samuraisamfund, der indædt kæmper for, at retfærdigheden skal ske fyldest...
Ternet Ninja er måske Anders Matthesens debut som forfatter til børnebøger, men det er helt tydeligt, at det ikke er et publikum eller en målgruppe, han er uvant med. Bogen handler om den helt almindelige dreng, Aske, der har problemer nok med at blive drillet i skolen, hans uudholdelige papfar og -bror og hende den der søde pige fra 8. klasse. Men til sin 13 års fødselsdag får Aske så en slags dukke eller bamse, der forestiller en ninja, men i ternet stof. Hans onkel Stewart har haft den med helt fra Thailand og alene af den grund bliver Aske glad for den. Det viser sig dog hurtigt, at Ternet Ninja, eller TN, som Aske kalder ham, er mere end en almindelig dukke. Han er nemlig levende og han er på en mission for retfærdigheden. Men det forhindrer ham ikke i at vende op og ned på Askes liv på både godt og ondt.

Bogen er holdt i samme lidt skæve blanding af humor og alvor, som den efterhånden ret gamle film, Terkel i knibe, men det fungerer virkelig godt. Specielt morerede jeg mig over, når helt igennem forståelige udtryk blev forklaret, fordi de trods alt ved nærmere eftertanke slet ikke giver mening: en person eksploderer jo ikke, når vedkommende bliver vred, ikke sådan rigtigt. I det hele taget er det let at mærke fortællerstemmen igennem bogen og jeg kan ikke sige mig fri for at læse det op inde i mit hoved med en blanding af Anders Matthesens stemme og fortælleren fra Terkel i knibe. Det viser sig da også, at de to historier foregår i det samme univers, for flere af karaktererne fra Terkel i knibe dukker nemlig op her i Ternet Ninja, hvilket jeg synes var virkelig fedt, men hvis man ikke er specielt fan af filmen, så er det ikke sikkert, det er noget man vil lægge mærke til. Men jeg tror ikke, man kan undgå at genkende onkel Stewart.
Fætter Terkel og Signe havde haft en "ble-situation" på vej ud ad døren med Baby-Dorit, så de kom først ved halv tretiden. Aske fik tre dvd'er med tre standupkomikere, som alle havde det kedelige til fælles, at de ikke var "Anden". Til gengæld var der byttemærker på.
Egentlige siger ovenstående citat ikke ret meget om bogen, men jeg vil egentlig hellere opfordre til at man læser den selv. Det her sted kunne jeg bare ikke lade være med at grine af. Der hvor bogen i mine øjne skiller sig ud fra andre børnebøger er på den mere alvorlige side. TN er på en mission, som han kalder retfærdighed, men som Aske anser for hævn. Endda en ret formålsløs hævn. Men netop fordi Askes argumenter lyder så velkendte og træder i så tydelig kontrast til TNs hævntørst, fik det i hvert fald mig til at tænke lidt mere over den undskyldning, man ofte kan komme til at bruge, at "hvis ikke den og den gør det her forfærdelige, så er der bare en anden der gør". TN er en karakter, der er ret svær at beskrive, for selv om han er frembrusende, ofte meget nedladende, helt blottet for eftertænksomhed og meget ensporet i sin tankegang, så er han også Askes ven. Han tvinger ham mere eller mindre til at sige fra over for skolens bølle ved at imitere Askes stemme, så han bliver nødt til at lade som om, det var ham selv og ikke den ninjadukke, han har i tasken. Han hjælper Aske til at få mere selvtillid og selv om Aske havner i problemer med hele sin familie på grund af TNs handlinger, så får alle oplevelserne med TN alligevel Aske til at turde sige fra, også over for TN. Og så kan jeg bare virkelig godt lide billedet af Aske og TN, der sidder sammen på Askes værelse og spiller videospil.

Ved siden af Askes historie, får vi også TNs. Hvordan han blev skabt i Thailand på en fabrik, der benyttede sig af børnearbejdere og hvor TN bliver til ved et uheld, et ternet tørklæde, der uheldigvis bliver lavet om til en ninjadukke. Det resulterer i en af børnearbejdernes død, så meget kan jeg godt sige uden at spoile for meget. Det er også da, at TN kommer til live og hans mission begynder. Den lange redegørelse for samuraiernes historie og hvordan det hænger sammen med TN var ikke kun spændende, fordi jeg selv synes, den periode er interessant, men også fordi det giver et helt oprigtigt, men anderledes syn på samfundet og retfærdighed, end Askes, som måske mest af alt minder om det, vi har herhjemme. Det er svært ikke at føle for Aske, hvis liv på mange måder virker nedern, men når man så får historien om de thailandske børnearbejdere også, ender man måske ikke ligefrem med at synes, at Aske er en pivskid, men i hvert fald at indse, at der er andre og nogle gange større problemer. Det er alligevel nogle tunge elementer i en børnebog og det er helt bestemt også en bog, jeg tror voksne vil finde noget i at tage med sig videre.

tirsdag den 16. maj 2017

Top Ten Tuesday #54

Som sagt bringer jeg Top Ten Tueday tilbage på bloggen. Jeg savner det nemlig lidt, det er både udfordrende og underholdende. Som altid er det The Broke and the Bookish, der har startet dette og kommer med ugens emne. Jeg kommer ikke til at være med hver gang, jeg vil nemlig forsøge at skifte lidt i mellem at lave top ti lister og tag-lege her om tirsdagen. Da der på forhånd er givet emner for flere tirsdage ud i fremtiden, tror jeg dog at det kommer til at være flest top ti lister.

Ugens emne er en Mother's Day freebie i anledning af, at det var mors dag i søndags og jeg har grublet længe over, hvad jeg skulle finde på. Jeg har nemlig tidligere lavet en liste over top ti forældrefigurer i litteraturen her, så jeg ville gerne finde på noget helt, helt andet. 

Så i dag får i top ti bøger, anbefalet af min egen mor. Jeg har nemlig ikke min læseglæde fra fremmede, og selvom der er kæmpe forskel på indholdet (og størrelsen) af vores bogreoler og jeg har og vil drive min læseglæde til en levevej på den ene eller den anden måde, så deler jeg min læseglæde med mine forældre og især min mor. I får også nogle af hendes ord om de forskellige bøger med på vejen, så egentlig har jeg ikke skrevet meget af dagens indlæg. Nu og da har jeg måske en kommentar, men som sagt, så er der kæmpe forskel på, hvilke bøger hun og jeg læser, hvilket er det, der gjorde det her sjovt.


Top 10 bøger jeg vil anbefale.
Bøgerne er ikke i en særlig rækkefølge, de kommer blot som jeg tog dem ned fra hylderne. Det er alle bøger der har gjort indtryk på mig, på den ene eller anden måde. Min foretrukne genre kommer også til udtryk i listen, men ikke alle ti er krimier.

#10 Børnenes fra Nyskoven af Kaptajm Marrvat.
Børnene i Nyskoven er den bog fra min barndom jeg bedst kan huske. Jeg blev fanget af fortællingen og hele den verden der blev skabt med ord. Denne udgave har jeg læst i laser. Den har tilhørt min far. Det var en af de bøger der lagde grunden til min læseglæde. En klassiker der helt sikkert skal læses igen.
Regitzes input: Den bog har jeg faktisk også stående! I en anden udgave, men også en, jeg har fået fra min morfar via. min mor. Jeg kan også godt selv huske bogen, som jeg læste dengang jeg var barn.

#9 Fanget af frygt af Joan Sørensen og Bente Hoffmann Petersen.
Denne bog er en virkelig persons fortælling om at leve i frygt, kontrolleret af en mand. Hvor meget kan kærlighed dække over og holde til? Der er mange historier ude i hverdagen der ligner denne. Det gør bogen nærværende og gyselig på samme tid.

#8 Ikke uden min datter af Betty Mahmoody og William Hoffer.
Den skulle med på listen. Den behøver ikke nærmere forklaring. Moderkærlighed helt ud i ekstremerne. "Must read" for alle dem der ikke har læst den. Det gør ikke bogen mindre intens at den er virkelig.
Regitzes input: Den her kan jeg godt huske, at jeg læste i folkeskolen, i den serie der hed Virkelighedens Verden. Jeg læste virkelig mange af dem dengang, men denne her er den eneste, jeg husker.

#7 Mord.net af Buthler og Öhrlund.
Skræmmende god, bogens handling, mord på bestilling på The Dark Web, er ikke kun fantasi, men kan finde sted. Fremragende skrevet. Den har fået en plads på listen fordi den beskriver en side af internettet, som vi almindelige ikke ved så meget om, men vi ved den er der.

#6 Spejlbillede af Marry Higgins Clark.
Det er en af de bøger der gør indtryk, da jeg læste den første gang, var bogens handling et utopia, men i dag er bogens handling skræmmende muligt for dem der vil udnytte teknologien og uopfyldte drømme hos barnløse. Den giver gåsehud, den er fascinerende.

#5 Pans Hemmelighed af Michael Katz Krefeld.
Uhyggelig god, den rammer lige ind i moderhjertet. Den er let læst, men ikke let at glemme. Den sidder i tankerne nogle dage. Historien er flydende og fyldt med hverdags hændelser der gør den meget virkelig. Fiktion når det er bedst.

#4 Helligt forræderi af James Forrester.
Min historiepassion fornægter sig ikke, jeg nyder at læse om fortiden i en thriller, hvor mysterier og gamle ritualer giver den tørre historie en ny drejning. Fascinerende hvordan en nutidsforfatter kan gøre middelalder fortællinger spændende.

#3 Øje for øje af John Grisham
Øje for øje. Den skulle alle læse, i en tid hvor forskellighed, på hudfarve, køn, seksualitet, diskuteres og alle ønsker ligeværd på alle fronter. Eller skulle jeg skrive næsten alle. Bogens handling kunne let være virkeligt, og udspille sig i mange lande. Retfærdighed kender ikke forskel på hudfarve. Det burde den i hvert fald ikke.

#2 Kald mig prinsesse af Sara Blædel.
Online dating: det er bestemt ikke ligetil og det er let at blive snydt. Bogen er velskrevet og beskriver de yderste konsekvenser af online dating. Meget relevant i dagens Danmark. Se dig for, tro ikke for meget på hvad du ser på nettet. Min favorit bog om Louise Rick.

#1 Satans sjæl af Cody McFayden.
Den mest uhyggelige krimi jeg har læst, ondskabsfuld og nederdrægtig. Super godt plot, den går helt tæt på. Morderen kender alle ofres inderste hemmeligheder. Dem de ikke deler med nogen. Fantastik godt skrevet, og super godt oversat.
Regitzes input: Jeg har stadig kvalme ved tanken om denne her bog. Netop fordi den er så hudløst brutal, ligesom hele serien er.

Jeg håber, I har fundet det her indlæg spændende, jeg har i hvert fald haft det sjovt med det og sender en tak til min mor for at gide være med med så kort varsel.

mandag den 15. maj 2017

Hjertestorm af Annette Herzog


Hjertestorm af Annette Herzog, illustreret af Bregnhøi og Katrine Clante. Udgivet af Høst og Søn i 2016.

Hjertestorm er en grafisk roman til tweens og en selvstændig fortsættelse af den prisbelønnede Pssst! hvor vi følger den nu 14-årige Viola og den lige så gamle Storm, der begge hvirvles rundt i et virvar af følelser og spørgsmål, mens de oplever den første hjertesorg og forelskelse.
Hvad er kærlighed for noget? Hvordan opstår den, hvorfor føles den så overvældende, og hvem forelsker man sig egentlig i? Igennem klassisk tegneseriestil, collager, sangtekster og myldrebilleder afdækkes det, hvordan forelskelsen opleves ens og alligevel så forskelligt af drenge og piger. Bogen kan nemlig læses fra begge ender, og mens Katrine Clante viser os kærlighedshistorien fra Violas synsvinkel, leder Rasmus Bregnhøi os igennem den samme historie, sådan som Storm oplever den.
Ligesom Pssst! er bogen opstået i et tæt samarbejde mellem forfatter Annette Herzog og illustrator Katrine Clante, som denne gang også har inviteret illustrator Rasmus Bregnhøi med ombord for på den måde at sikre et så ægte og varieret dobbeltperspektiv som muligt.
Den første forelskelse illustreres på den sødeste vis i denne her grafiske roman. Den 14-årige Viola synes Storm er lidt sød, men alting er lidt forvirrende og mystisk, når man er 14 år gammel. Ens forældre forstår ingenting og Viola søger efter svar i mere eller mindre klassiske kærlighedshistorier, hvor jeg altså ikke kunne lade være med at more mig over, at Twilight er med. Selve historien fortælles igennem mange forskellige medier, så der optræder både lister, opslagstavler, magasinudklip og meget, meget andet. Og så sidder man måske nu og tænker, hvad giver denne her bog det ekstra? Svaret kommer for mig halvvejs igennem bogen, hvor alting vendes på hoved. Og så er det Storm, der fortæller. At man skal gå tilbage og læse fra den anden side og mod midten igen kan godt virke en smule forvirrende, men det betød også, at deres historier helt bogstavlig mødes og ramler ind i hinanden. Storms side af historien giver et blik ind i den anden side af den første forelskede, om mindst lige så pinlige og uvidende forældre, om hvad man skal blive til og der føjes blandt andret sangtekster til den måde, hvorpå historien fortælles. Hvor Viola søger til kærlighedshistorier i bogform, er det kendte menneskers udsagn, filosoffer, sangere og lignende, der i statueform nærmest kommer op at slås og jeg synes den parallell var så fin og fungerede så godt, netop fordi det egentlig er to måder at sige den samme ting på.


Men det, jeg nok synes var allerbedst ved bogen er, at den faktisk også er lærerig på flere måder. Bogen indeholder nemlig også afsnit, der vil sikkert vil få mange nyligt teenagere til at fnise pinligt berørt, morsomme underholdende afsnit om kroppen og en banan, der får kondom på. Små oplysninger som gennemsnitsalder for seksuel debut og meget mere, der ikke virker så belærende eller også er jeg for længst uden for bogens måske egentlige målgruppe. Der trækkes på sanser og følelser, på historie og litteratur, på popkultur og alting, der omgiver den moderne teenager. For ja, jeg blev faktisk ret glad for, at der optræder sms'er og emojis og sådan noget i bogen, der ofte holdes lidt uden for en bog for ikke at gøre teknologien forældet. Men det er en stor del af livet i dag. Jeg tror virkelig, at denne her bog ville være noget for rigtig mange, også de, der måske ikke rigtig gider læse, fordi den ogås indbyder til studier af de mange forskellige grafiske elementer. 

Lige præcis det, er noget af det, der gør bogen så god, som den er i mine øjne. Tegnestilen. Der er to forskellige illustratorer på denne her bog, Katrine Clante har tegnet Violas side af historien og Rasmus Bregnhøi har stået for Storms, hvilket også gør, at man kan se en forskel i det visuelle udtryk. Der er rigtig mange farver på Violas side af historien og små detaljer, der bestemt heller ikke mangler i Storms, men her er tegnestilen på en elle anden måde mere i grove træk, og jeg fristes virkelig til at sige drenget. Også selv om jeg selv vil stille mig på bagbenene af at beskrive det på den måde, for det virker for historien. Det virker, at se selv om bogen foregår over en kort periode og det på mange måder er den samme historie, man får fortalt to gange, så kommer de to karakterers oplevelse til udtryk på hver sin måde. Hjertestorm er helt bogstavligt to sider af samme sag og jeg nød virkelig at læse dem begge to, selv om det er længe siden at jeg var 14 år og jeg tror på ingen måde, at bogens temaer ikke fortsat er relevante.

søndag den 14. maj 2017

Rød opstand (Red Rising #1) af Pierce Brown


Rød opstand (Red Rising #1) af Pierce Brown. Udgivet af Gyldendal i 2015, oprindelig udgivet i 2014 med titlen Red Rising. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret af forlaget Gyldendal til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.

”Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed,” siger hun. ”At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem.” ”Jeg lever for dig,” siger jeg sørgmodigt.
Hun kysser mig på kinden. ”Du må leve for mere.”
Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød – den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars’ undergrund for at skaffe det grundstof, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.
Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. Mars har været beboelig – og beboet – i generationer af den kaste, der kalder sig de Gyldne. På Mars’ overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slutte sig til en gruppe af oprørere.

Tiden er inde til RØD OPSTAND
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en bog, hvor alt det, jeg har fået at vide om på, på så lidt vis dækker over det, der faktisk sker. Vi følger Darrow, en ung mand, der arbejder dybt nede under jordens overflade, i miner, der skal udvinde det stof, der skal til for at Mars bliver beboelig for mennesker. Og nu sagde jeg jordens overflade, men det er selvfølgelig Mars' overflade, der er tale om. Det hele foregår på Mars og allerede der var jeg lidt solgt. Alt det med, at vi en dag skulle finde ud af en måde at kunne leve på andre planeter finder jeg virkelig spændende og selv om det nok har lange udsigter i virkeligheden, er det jo lige netop det, som litteraturen kan gøre alligevel. Men Rød opstand opstiller på ingen måde en fremtid, der er specielt indbydende. I hvert fald ikke hvis man er Rød lige som Darrow.

Farvesystemet er komplekst, der er virkelig mange farver at holde styr på, men jeg kunne faktisk med det samme godt lide idéen, for desværre tror jeg på mange måder det er noget meget menneskeligt, at vi vil placeres i et system, og ikke mindst placere andre i et system, så de kender deres plads. Darrow og de andre Røde er således på bunden af Samfundets hierarki og deres liv er nærmest en lang arbejdsdag. Men der sker noget, Darrows unge hustru og Darrow gør en opdagelse, der snart forandrer alting for dem: Mars' overflade er allerede beboelig, og der bor mange.

Naturligvis er der dem i sådant et samfund, der forsøger at gøre oprør. Og det er her, Darrows liv for alvor forandrer sig og historien begynder at tage fart og udvikle sig til noget, jeg ikke havde set komme.
Døden er ikke uden mening, som du siger. Et liv uden frihed er tomt, Darrow. Et liv er tomt, hvis det er lænket til frygt. Frygt for at miste og frygt for at dø. Jeg siger, at vi skal bryde de lænker. Hvis vi bryder frygtens lænker, bryder vi de lænker, der binder os til de Gyldne, til Samfundet. Kan du se det for dig?
Darrow får til opgave at gøre det, ingen har klaret indtil nu: at infiltrere de Gyldnes rækker, gøre sig uundværlig og rapportere tilbage. Det kræver meget, ikke kun af ham selv, men af dem omkring ham at omskabe ham fra Rød til Gylden. Og så står han der pludselig og skal deltage i den test, der bestemmer Gyldnes fremtid. Og bogen udvikler sig fra "blot" en dystopisk science fiction roman til noget helt andet. Noget, jeg bedst kan beskrive som et Game of Thrones-agtigt Hunger Games, bare på Mars. Darrow og de andre unge må ikke kun have de politiske bagtanker med i deres overvejelser, men også bekymre sig om deres eget liv. Pierce Brown beskriver virkelig godt den indbyrdes magtkamp, ikke kun mellem Darrow og de andre elever, men også mellem dem, der har valgt dem - meget passende opkaldt efter romerske guder, som der i det hele taget er rigtig mange referencer til igennem bogen. Det går både frem og tilbage for Darrow og jeg kunne slet ikke lade være med at blive helt opslugt af hans kamp for at vinde, glem alt om den egentlige grund til at han er der. Og nu og da lod det også til at han selv glemte det, men jeg tror, at det var meningen fra Browns side. Det er svært at huske på, at man er en spion, hvis opgave ingen hidtil har klaret, når man er forfrossen og sulten og ikke har noget sted at sove. Men selvfølgelig er den overordnede historie ikke afsluttet. Selv om der udråbes en vinder af testen, er Darrows opgave langt fra forbi.

Jeg kan kun sige, at jeg er imponeret over det univers, Pierce Brown har skabt. Det giver næsten alt for meget frihed at sætte handlingen på Mars, men det betyder også, at alting er tilladt, han kan skabe sine egne regler for, hvordan tingene fungerer. Og det fungerer rigtig godt, selv om den verden, historien foregår i, på mange måder er meget anderledes end vores, er den ikke svær at forestille sig. Og Darrow er en virkelig god hovedperson at følge, han er langt fra perfekt og begår ofte fejl, der udsætter ham og andre for fare, men han er heller ikke fuldstændig ubehjælpelig og klynkende. Jeg er virkelig spændt på at følge ham og de andre karakterer i resten af serien, for på et eller andet tidspunkt må de andre Gyldne på en eller anden måde opdage, at Darrow er Rød. Og selv om jeg godt kan lide mange af de andre karakterer, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det vil gå ilde. Af en eller anden grund glæder jeg mig næsten til det.

fredag den 12. maj 2017

Lips too chilled af Matsuo Bashõ


Lips too chilled af Matsuo Bashõ (Little Black Classics #62). Udgivet i 2015 af Penguin. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.

Japan's celebrated Buddhist poet balances the smallness of humanity with nature's epic drama in these magival seventeenth century haikus.
Haiku er måske den digtform, jeg har været glad for i længst tid. Det er sværere end som så, de fleste kender til reglerne om de 5, 7 og så 5 stavelseler igen, men vidste I at der faktisk er lidt forskel på haiku, alt efter om de er på engelsk eller japansk? At der så også er forskelle på traditionelle og moderne japanske haiku er med til at gøre det lidt mere forvirrende end man først antager. Fælles for dem alle er, at der er en modsætning, eller rette en kontrast, der sættes op i digtet, ofte har det noget med temaet at gøre. Det er typisk naturen, et flygtigt øjeblik og/eller det sanselige, der er fokus for et haiku digt. Der er også en del observationer om, hvordan det skrives og det viser sig derfor hurtigt, at der er noget lettere end blot tre linjer på 5, 7 og 5 stavelser. Jeg tror, det er en form, der kan være svær at beherske, men det er samtidig også en form, der er så fin at læse. Bashõ er i øvrigt en, der har været ret instrumentel i at haiku-formen blev som den traditionelt var.
Cherry blossoms -
lights
of years past.
På mange måder synes jeg, at digtene taler for sig selv. De er hurtigt læst, men man mister meget ved at skynde sig igennem bogen. Lips too chilled er en meget kort bog og derfor let at læse flere gange, hvilket jeg også har gjort. Jeg er lidt bange for, at der går noget tabt i oversættelsen af digtene, selv om det er muligt at skrive haiku på både engelsk og japansk, så er jeg ikke helt så sikker på, om det beholder den samme effekt at oversætte fra det ene sprog til det andet. I hvert fald var der nogle af digtene, som jeg ikke følte fungerede lige så godt som de andre. Men fælles for dem alle er, at de virkelig indeholder det element af naturen og et eller andet flygtigt øjeblik eller en sansning. Billederne, der bliver malet med de få ord, er ofte fine, men skrøbelige. Andre er blot lidt morsomme eller finurlige. Som sagt er det en bog, der er hurtig at læse, så jeg er helt sikker på, at man vil kunne få meget ud af det, selvom man ikke nødvendigvis interesserer sig for hverken poesi eller Japan. Jeg nød i hvert fald de små digte og kunne sagtens finde på at vende tilbage til dem.
Spring rain -
under trees
a crystal stream.

torsdag den 11. maj 2017

Den dag jeg glemmer af Adam Silvera


Den dag jeg glemmer af Adam Silvera. Udgivet af Gyldendal i 2016, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen More Happy Than Not. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Tusind tak til Gyldendal for at sponsorere bogen til bogbloggertræf i 2016. Alle meninger mine egne.

Lider du af uønskede minder? Ring til Leteo Instituttet og hør mere om vores banebrydende erindringsbefriende indgreb!
Det er svært for den 16-årige Aaron at finde glæden ved livet efter farens selvmord. Med støtte fra sin mor og sin kæreste Genevieve er han dog langsomt ved at komme ovenpå igen.
Men da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Thomas gør ham glad, og efterhånden går det op for Aaron, at han er mere end bare en ven. Problemet er, at det blandt Aarons gamle venner slet ikke er i orden at have følelser for en anden fyr. I et desperat forsøg på at lukke ned for farens selvmord, vennernes svigt og sine egne følelser for Thomas, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er. 
Den dag jeg glemmer er en bog, der overraskede mig på mere end en måde. Sat i Bronx, hvor forfatteren også selv kommer fra, møder vi Aaron Soto, hvis liv er lidt noget rod, efter at hans far har begået selvmord, han selv har prøvet at gøre det samme og i det hele taget er fremtidsudsigterne iblandt ham og hans venner ikke videre optimistisk. Aarons gruppe af venner opfører sig ret meget, som jeg på mange måder forestiller mig, at teenagedrenge gør, de er på en gang gode venner der forsøger at større hinanden, men også dumt pralende og tilbageholdende. Det føltes så realistisk, især fordi gruppens venskab er langt fra ukompliceret, men det var det, jeg så godt kunne lide ved dem.
Bogen bliver fortalt i fem dele: 1, 2, 0, 3 og 4, i den rækkefølge, så der sker et stort skift i historien i "del 0". Her får man meget nyt information, og det er her, bogen for alvor vandt mit hjerte. På det tidspunkt troede jeg, at jeg havde regnet bogen ud, jeg havde endda nået at blive irriteret over det, for det tilfælde at min forestilling om plottet var korrekt. Ikke fordi det ville være så forfærdeligt at have regnet det ud, men fordi jeg virkelig ikke brød mig om den retning, jeg troede, historien ville tage. Men med skiftet i historien gik det hurtigt op for mig, at jeg havde taget fejl. At Silvera er virkelig god til at føre sin læser i det, de tror, er én retning, og så vende det hele om.
Men det er nok for i aften. At dømme ud fra skyggerne, der ses i skæret fra den grønne papirlampe, skulle man ikke tro, at det var tro drenge, der sad helt tæt på hinanden og forsøgte at finde sig selv. Man ville bare se skyggen af nogen, der krammede, og den ene var ikke til at skelne fra den anden.
Idéen om, at man kan få fjernet sine minder er sikkert noget, mange tit har ønsket sig, også mig selv, men det er ikke helt uden problemer. De bliver også taget op i bogen, hvilket jeg ikke ville have undværet. Mest af alt blev jeg ret glad for, at det problematiseres hvad man vil glemme. Traumatiske oplevelser, mindre ubehageligheder eller irriterende momenter, eller noget helt andet? Noget, der måske har været med til at gøre en til den man er? Det er så tydeligt i løbet af bogen, at det er de små ting, der gør personerne til dem, de der. Og hvad betyder det så, hvis de vil glemme det? Hvis de vælger at få det slettet fra deres hjerner og deres liv, ikke mindst for dem omkring dem? At det kan lade sig gøre er et præmis for bogen, som man er nødt til at acceptere, men det var egentlig ikke det, der var det svære. Det svære var konsekvenserne af, hvilke muligheder det åbnede op for. Hvad nu, hvis man ønskede, at glemme, hvem man var? Det var nemlig der, jeg var lige ved at stille mig på hælene og overvejede, hvad der foregik, men så tog Silvera mildt sagt fusen på mig og jeg endte med i stedet at sidde med tårer i øjnene og ønske, at jeg kunne række ind og give Aaron et kram og fortælle ham, at han er god nok som han er.
Den dag jeg glemmer er ikke kun en ungdomsroman om en teenagedreng, der kæmper med livet i forstaden, med at skjule sine følelser for sin nye ven og med at hans far ret effektivt placerede skylden for sit selvmord på Aarons skuldre, men også om, hvordan de impulsive handlinger, store og små, er med til at forme ens personlighed. Fra det øjeblik, hvor man som læser får "forhistorien", det der sker før bogen begynder, sad jeg i næsten åndeløs spænding, mens den barske realitet gik op for mig. Jeg er så glad for, at jeg tog fejl med alt det, jeg troede der ville ske. Og så tog bogen til sidst endnu et twist, der fik titlen til at føles som et stik i hjertet. Jeg er helt glad for, at Silvera knuste mit hjerte, og Aarons liv blev så uforudsigelig forandret. Bogen minder mig på rigtig mange måder om Benjamin Alire Sáenz' Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe og højere ros kan jeg virkelig ikke give den. Adam Silveras debutroman fortjener at komme i det selskab.

 

Template by BloggerCandy.com