søndag den 26. marts 2017

One af Sarah Crossan


One af Sarah Crossan. Udgivet af Politikens Forlag i 2016, oprindeligt udgivet i 2015. Læst på dansk, originalsproget er irsk/engelsk.

Denne bog er et anmelderekssemplar fra forlaget, alle meninger er mine egne.

En rørende og meget smuk fortælling om de siamesiske tvillinger, Tippi og Grace, der trods deres fysik er to meget forskellige og selvstændige individer.

Da pengene til privatundervisning slipper op, og de bliver sendt i en almindelig skole, åbner der sig en helt ny verden af mobning – men også af venskaber og kærlighed. Grace forelsker sig i Jon og mærker for første gang i sit liv en trang til ikke at have Tippi med til alt, hvad hun foretager sig. Da hun samtidig rammes af en hjertesygdom bliver spørgsmålet om adskillelse pludselig helt konkret. Men hvordan vil det være at leve adskilt, når man føler sig som en?

Det er svært helt at beskrive mit indtryk af denne her bog, på en måde, der kan leve op til den følelse, jeg sad med, da jeg havde vendt den sidste side. Jeg læste bogen på ingen tid, og egentlig siger det meget godt, hvad jeg oplevede: den var umulig at lægge fra mig igen, Grace og Tippis historie fik mig til at smile og mit hjerte til at bløde, jeg havde lyst til at ruske i deres far og det, der var værre og selv om jeg havde set slutningen komme længe før jeg nåede dertil, ramte den alligevel som en knytnæve i min mave.

Tippi og Grace er én og alligevel hver deres person og det er tydeligt, at de begge to er opsat på at blive betragtet som begge dele på en gang, selv om det kan synes fuldstændig umuligt og selvmodsigende, men ikke desto mindre er det sådan, det er. I slutningen af bogen fortæller forfatteren om de real-life siamesiske tvillinger, der har været med til at inspirere Tippi og Grace og den research, der ligger bag ved bogen. Og det kan mærkes. 

Men lige som Grace og Tippi, da deres liv forandres totalt, oplever at der er nogen, der er interesseret i dem for andet end det, at de er siamesiske tvillinger, handler bogen om så meget andet end blot det at være siamesiske tvillinger. Indtil det bliver hele omdrejningspunktet.
I mørket
Tippi snorker
ved siden af mig,
mens det suser og stormer udenfor,
og jeg har lyst til at stå op og se, hvad der sker,
men jeg er bange for at vække hende,
hvis hun nu skriger
og klager over, at hun ikke kan sove igen
Så jeg ligger stille
og lytter
og prøver at forestille mig,
hvordan orkanen er,
og hvordan det ville
at rejse sig og kigge
ud ad vinduet
helt alene
Noget af det, jeg holdt allermest af ved bogen er netop Grace og Tippi og deres forhold. Deres selvmodsigende forhold af at være to, men én. Hvordan det er at være så tæt på et andet menneske, ikke at være i stand til at gøre noget så enkelt som at stå ud af sengen og gå hen til vinduet for at se på stjernerne, fordi ens søster sover og man ikke vil vække hende. Deres indbyrdes forhold og dets svære dynamik udfolder sig på fængslende vis. Det ender dog med at overskyggede deres forhold til deres lillesøster, Dragon, og deres forældre lidt for meget i mine øjne. Selvfølgelig er det med, men meget af det er usagt og skal findes imellem linjerne.

Bogen er skrevet på vers. Den type, der kaldes free verse, ingen fast rytme eller rim, ingen af de ting, man fra folkeskolen eller gymnasiets slaviske gennemgang forbinder med digte eller lyrik. Jeg kan ikke mindes, at jeg har læst en bog skrevet på denne måde, men det fungerede så fint. Ordene flyder af siderne i kortere og længere digte i stedet for lange kapitler og selv om jeg tror, man godt kunne have skrevet bogen på klassisk vis, så virker det til bogens fordel. Og selv om man ikke er vant til at læse lyrik, eller har nogen interesse for poesi, så skal man ikke lade sig afskrække af bogens form. Den er så smuk og så kraftfuld, at den er svær at glemme. Og det er vist også meningen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com