fredag den 31. marts 2017

Magiske marts | Tilbageblik #29


Marts har været en måned, der bedst kan beskrives som god. Den bød på en tur til Amsterdam for at se Tokio Hotel sammen med Marie, et band vi begge to har været glade for i rigtig mange år og på trods af at det langt fra er det jeg hører mest (hvis vi lige tager højde for, at jeg har haft det nyeste album på hjernen lige siden da), så var det en fantatisk oplevelse og lidt af en fest. Jeg håber på at tage tilbage til byen en dag og se mere end det vi nåede. Marts bød på familiebesøg og nye, voksende interesser. Og læsning. Rigtig meget læsning og også mere end der er på Goodreads. Det er helt sikkert til at mærke, at der er meget at læse til alle mine fag og meget af det er en udfordring. I dag har vi haft det skønneste vejr længe og jeg har nydt den lune luft til at gå ture og høre lydbøger. 

Jeg har registreret 13 bøger som læst i løbet af marts og selvom det egentlig tal nok er højere, er jeg virkelig godt tilfreds. Det er lykkedes mig at indhente min Goodreads' udfordring og jeg har ligeledes gjort lidt fremskridt på mine andre udfordringer. Listen er en god blanding af studielæsning, lydbogsfund på biblioteket, anmeldereksemplarer og fritidslæsning.

Den første bog, jeg læste i marts var den kendte mystery thriller, har jeg lyst til at kalde det, Strangers on a Train af Patricia Highsmith. Princippet for bogen er meget kendt: to fremmede mødes i et tog og bytter mord, så de har et alibi for deres "eget" og ikke er under mistanke for "den andens". Men historien overraskede med ved hverken at være så simpel eller kortfattet. Der sker en hel del uden om og i sidste ende var det nok derfor, jeg ikke var lige så betaget af bogen, som jeg lidt havde regnet med. Af de 80 Little Black Classics fra Penguin, som jeg fik i julegave, læste jeg den første af dem i denne måned og valget faldt på A Cup of Sake Beneath the Cherry Trees af Kenkõ. Den lille samling af udvalgte essays fangede min umiddelbare interesse på grund af titlen, da kirsebærblomster er mine yndlings der er en grund til at jeg har dem tatoveret på den ene hånd men jeg troede faktisk først, at det var en digtsamling. Alligevel føltes det lidt sådan med det meget lyriske sprog, der gjorde bogen til en fantastisk lille læseoplevelse Jeg læste dele af Discourse on the Method af Decartes til undervisningsbrug og selvom der er nogle interessante pointer at tage op til diskussion, så var det ikke en bog, jeg selv ville have valgt at læse, da det ikke er noget, der egentlig interesserer mig. Men det er vilkårene ved at studere et meget læsetungt studie: det er langt fra alt, man kan lide. Ligeledes har jeg læst Klosteret i Parma af Stendhal til undervisning og selvom den ikke helt levede op til den beskrivelse, min underviser havde givet, fandt jeg den alligevel underholdende - og den ligger stadig på mit skrivebord, da den er emnet for den ene af mine eksamensopgaver.

Jeg er blevet meget bidt af lydbøger på det sidste og benytter faktisk flittig de danske bibliotekers app eReolen, og deres app for udenlandske bøger. De har også ebøger, men jeg er virkelig dårlig til at læse på min telefon, så jeg holder mig til lydbøgerne. Blandt andre har jeg lyttet til My Heart and Other Black Holes af Jasmine Warga, som endte med at være en af de bøger, der hang ved, efter den var læst færdig. Historien om de to teenagere, der indgår en selvmordspagt ramte mig virkelig hårdt og jeg nød det. Det samme kan siges om One af Sarah Crossan, der selv om jeg synes slutningen var forudsigelse alligevel lokkede en lille tåre frem og en følelse af tomhed. Den kan virkelig anbefales. 

En anden bog, jeg læste til studiet i denne måned var Faldet af Albert Camus, men i modsætning til hans andre bøger, som jeg tidligere har læst til andre fag, var der meget lidt, jeg faktisk synes om ved denne her bog og det skuffede mig fælt. Og så fik jeg endelig mulighed for at læse en bog, jeg harglædet mig til i hvad der føles som meget, meget lang tid. Flamingo var nemlig så dejlige at tilbyde et eksemplar af Kamp til stregen af Elle Kennedy til anmeldelse. Den fjerde og sidste bog i Off-Campus serien rundede kvartetten af på en fin måde, hovedpersonen Tucker var så ualmindeligt sød og Sabrina en ung kvinde, jeg ville forestille mig, at jeg vil se op til i virkeligheden og deres historie gjorde mig glad helt inderst inde. Lidt af det samme kan siges om Stolthed og fordom af Jane Austen, som er en bog, der har stået på min læseliste i ualmindelige tider. Jeg tror, jeg er farvet af min forkærlighed til Fornuft og følelse, for jeg var ikke rigtig i tvivl om, at jeg ville kunne lide den, mere om hvor meget. Endnu en gang har Austen skrevet en roman, der bugner over at så mange velskrevne karakterer, som det er svært ikke at else og hade på en gang og jeg er så glad for, at jeg endelig har stiftet bekendtskab med den roman, hun nok er mest kendt for. Næste skridt må så være endelig at se en filmatisering, ikke?

En anden lydbog, jeg faldt over, var The Serpent King af Jeff Zentner. Bogen har ikke fået særlig meget opmærksomhed herhjemme, men jeg har set den flere steder hos udenlandske bloggere og BookTubers, så jeg tænkte, jeg ville give den et skud. Men jeg må ærligt indrømme, at den nok ikke får de varmeste anbefalinger med herfra. Vi følger tre teenagere i deres sidste år af high school, mens de prøver at forberede sig på at skulle forlade den lille bitte provinsby, de bor i. Eller på at blive. Som sådan er der ikke noget i vejen med historien, men jeg var i det store og hele ligeglad med, hvad der skete med karakterene efter et hvis punkt i historien, hvor alting tager en drejning. Bogen vil en hel masse og jeg følte ikke, at det lykkedes så godt, som det kunne have gjort.

I forbindelse med min tur til Amsterdam, læste jeg i Anthem for Doomed Youth af Wilfred Owen, en digtsamling skrevet i og om forfatterens oplevelser under Første Verdenskrig. Jeg har en lille forkærlighed for digte og andet, der er skrevet i den periode, eller om, i modsætning til Anden Verdenskrig, for der er en helt anden stemning at spore i litteratur om Første Verdenskrig. Krigsoptimismen, der hurtigt forvandles til meningsløshed er et emne, der behandles så godt i disse digte, at krigens grusomme billeder af døde unge bliver beskrevet på smukkeste vis. Det er noget håbefuldt, og alligevel helt og aldeles håbløst over flere af digtene og det er en samling, jeg kun kan anbefale. 

Den sidste bog, jeg læste, er en, jeg læste færdig i går aftes. I onsdags udkom Solbiens brod af Sidsel Sander Mittet nemlig, den anden bog i serien Krøniken om Morika og da jeg kom hjem fra Amsterdam lå der til min overraskelse et eksemplar fra Facet. Jeg har glædet mig til at læse denne her bog lige siden jeg færdiggjorde den første bog og den skuffede så absolut ikke. Jeg har allerede skrevet anmeldelsen, der ligger klar til at komme op i løbet af weekenden, så for nu vil jeg bare sige, at jeg bliver stadig mere og mere imponeret over det univers, som forfatteren har skabt og alt det, hun må have i hovedet af historiske beretninger, myter fra forskellige folkeslag og så videre.

Jeg har et lille udvalg af bøger på læselisten til april, et par stykker, jeg ikke nåede hen til i marts og som sådan får jeg nok at læse i april. Måneden byder også på påskeferie, som jeg endnu kun har vage planer om at skrive lidt på en eksamenopgave i. Og så skal der for alvor fokuseres på fremtidsplanerne, hvilket er noget, jeg ser rigtig meget frem til, men det betyder også, at der snart skal skrives mails og ansøgninger og jeg ved ikke hvad. Det varer nemlig ikke så forfærdelig længe før min studiehverdag ændrer sig rigtig meget og det er en forandring, jeg byder velkommen.. Jeg håber på, at april bringer solskinsdage, blomster der springer ud, sjove stunder med venner og familie.

Har I læst nogle spændende bøger i marts? Eller oplevet noget andet, der har sat sig fast hos jer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com