torsdag den 23. februar 2017

Calendar Girl 2 (Calendar Girl #-4-6) af Audrey Carlan


Calendar Girl 2 (Calendar Girl #4-6) af Audrey Carlan. Udgivet af LOVEBOOKS i 2016, originalt udgivet i 2015. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Min anmeldelse af den første bog, Calendar Girl 1.


I APRIL, MAJ og JUNI møder Mia Saunders tre meget forskellige mænd: Første måned tilbringer Mia i Boston hos den sexede baseballspiller Mason Murphy, i MAJ flyver hun videre til Oahu, Hawaii, hvor hun er hyret som model til en kampagne for den banebrydende modedesigner Angel D’Amicos nyeste badetøjskollektion, og i JUNI går turen til Washington DC, hvor en stenrig forretningsmand har hyret hende som ledsager til en række officielle events i magtens centrum. Hver måned og hver by byder på nye udfordringer for Mia, som stadig kæmper for at betale af på sin fars spillegæld.

CALENDAR GIRL er en erotisk romanceserie i 12 afsnit, som alle er opkaldt efter årets måneder. Denne bog samler APRIL, MAJ og JUNI.

I Calendar Girl 2 fortsætter Mia Saunders sin mission. Hun skal skaffe 1 million dollars til at betale sin fars spillegæld – hurtigt. Siden hun var barn, har hun taget sig af sin far og søster, og også denne gang har hun besluttet sig for at tage sagen i egen hånd. Alting virkede håbløst, for Mia var bare en 24-årig servitrice med skuespillerdrømme – men så blev hun tilbudt et job hos Exquisite Escorts. Hver måned flytter Mia Saunders ind hos en ny mand i en ny by. Følg hendes rejse her.


Calendar Girl 2 indeholder de tre næste dele af Mias rejse og er på en gang en lækker fortsættelse af den første bog og samtidig meget ny og forfriskende. Netop som jeg kunne gå hen og blive nervøs for, at alle 12 historier ville følge samme mønster, understreger Audrey Carlan, at dette ikke er en erotisk serie, men "erotic romance", hvis man fjerner sex fra bøgerne, så er der stadig en historie. Og jeg kunne for min side virkelig godt lide den måde, historien udviklede sig i denne her bog. Og så alligevel ikke.

Jeg har det altid svært ved at bedømme en samling af historier, hvad enten de er adskilte noveller eller flere dele af samme serie, som det er tilfældet her. For nogle historier vil man utvivlsomt holde mere af, finde mere interessante og i det hele taget synes bedre om. Og sådan har jeg det også med denne her bog.

Hvis jeg skulle anmelde APRIL, MAJ og JUNI hver for sig, ville de to første måneder få henholdsvis 5 og 4 hjerter, mens JUNI kun kan snige sig op på 3. Det er smart nok, det giver 4 hjerter i gennemsnit og det er en bedømmelse, der egentlig meget godt opsummerer mine følelser om denne her bog som helhed.

Det er vigtigt at tage chancer for at finde ens egen, særlige lykke, og folk sidder alt for ofte fast i hverdagens rutine eller tror, at deres liv bare ikke kan blive bedre, selv når de ved, at de ikke er lykkelige.


Som afsløret er APRIL nok min favorit af månederne i denne her bog, og helt sikkert i hele serien ind til videre. Da jeg mødte Audrey til BogForum og hun spurgte mig, hvem min yndlingsmand i serien var, tøvede jeg ikke med at sige Wes. Men i samme åndedrag fløj Masons navn også ud af munden på mig. Jo vist, til at begynde med lader det til at denne måned følger præcis samme overdrevene mønster som de første tre hvad mændene angår (okay, okay, jeg ved godt at MARTS også skildte sig ud) men det viste sig ret hurtigt, at jeg tog fejl. Og jeg fløj igennem den del og nød at følge med i Mia og Masons fantastiske venskab og det er nok lige præcis derfor, jeg så godt kunne lide denne her måned: Mason er på en eller anden måde, den ven, jeg tror alle gerne ville have. På ligevis nød jeg at følge med i Mias venskab med den mere stille Rachel, og i det hele taget kunne jeg bare godt lide APRIL. Og lidt til.

MAJ var en noget anderledes oplevelse: vi fik mere at se af Mias forhold til hendes søster Maddy og hendes bedste veninde Ginelle, noget jeg synes var ret tiltrængt og en kærkommen afveksling fra, at Mia ingen andre har end dem hun nu engang bor hos. MAJ var sjov og anderledes på det punkt, men jeg blev ærligt talt lidt for hurtigt træt af Tai til, at jeg synes den var lige så god som den kunne have været.

Hvilket bringer mig til JUNI. Til at begynde med synes jeg faktisk, at det lød til at blive en rigtig spændende måned, jeg kunne godt lide forretnings- og politikperspektivet. Men jeg hadede slutningen. Hadede er måske et lidt for stort ord, for jeg er lidt mod min vilje faktisk imponeret over Audreys mod til at tage historien i den retning - og gøre den til mere end en historie om sex og kærlighed og eventyrlige oplevelser og så videre og tilføre den et strej af kritik. Kritik af victimblaming og voldtægtskultur. Desværre for min oplevelse af bogen ændrede det ikke på det faktum, at jeg ikke bryder mig om det og selvom serien indeholder en del kommentarer på seksuel frihed, især for kvinder, så havde jeg ikke set det komme. Det burde jeg måske have. 

I løbet af tiden her lærte jeg at tage livet, som det kommer. At "flyde med strømmen". Lade livet så fin gang og påskønne nuet. 'jeg kan helt ærligt sige, at jeg har haft det sjovere med dig, end jeg har haft det længe. Du mindede mig om, at jeg er ung, og at der stadig er masser af tid til at finde ud af, hvordan min evighed ser ud.

Det er derfor, jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal bedømme denne her bog som helhed. For historierne er meget forskellige og mine reaktioner på dem er i alle mulige retninger. Men det har ikke betydet, at jeg ikke vil læse resten af serien, faktisk er jeg på en eller anden måde nysgerrig efter at se, hvad der sker næst. Den håbløse romantiker i mig håber på, at Mia og Wes finder en måde at løse deres problemer på. I sidste ende nød jeg at læse bogen nærmest hele vejen igennem og jeg glæder mig over, at jeg selv kan se det, Audrey Carlan talte om på BogForum, med hensyn til at der skal være mere i historien. Det er nok derfor, jeg ikke har givet op på den. Det og så fordi hun faktisk skriver ret medrivende og forførende. Hvilket Calendar Girl jo også handler om.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com