tirsdag den 12. december 2017

Mere end veninder (Mere end veninder #1) af Line Lybecker


Mere end veninder (Mere end veninder #1) af Line Lybecker. Udgivet af Calibat i 2016.

Reklame. Anmeldereksemplar fra Calibat.

Det er ikke nemt at starte et nyt kapitel i sit liv når man sidder fast i det gamle. Anja på 16 har svært ved at give slip på Nicoline, men da vennen Markus præsenterer hende for hans kusine Catherine, slår det straks gnister. Problemet er bare at Catherine bor i USA, og at Anjas mor er alt andet end begejstret for en lesbisk datter.

Jeg tænkte på Catherine. Hvis bare jeg kunne ringe til hende og høre hendes stemme ... Hvis bare hun ville holde med mig og sige at vi var sammen om det her ... Men det var vi ikke.


I Mere end veninder lærer man den 15-årige Anja at kende. Bogen handler om seksualitet og det er ret spændende at læse om en unge pige, der ikke er i tvivl om, at hun er tiltrukket af piger og kun piger. Det var bare rart at læse om en, som ikke forsøgte at skjule sin seksualitet fordi hun skammer sig over det eller føler sig utilpas med det på nogen måde, men fordi hun har en (nok ret begrundet) forestilling om, at det ikke er alle omkring hende, der vil acceptere det. Anja føles meget mere moden end hendes 15 år og det blev ærligt talt lidt forvirrende for mig til at begynde med, hvor man hører om hendes tidligere næsten-kæreste var det vel egentlig, der var nogle år ældre og det så viste sig, at Anja var 15 år. Jeg troede, at hun var ældre, for sådan føles hun, når jeg læste bogen. Det ærgrede mig lidt, for jeg kunne godt have tænkt mig en hovedperson, der føltes som en teenager og hun føles nogle gange lidt ældre

Når det så er sagt, så kan jeg faktisk godt lide bogen. Det var en skøn læseoplevelse og bare fordi den handler om unge og seksualitet, er det altså ikke det eneste, der tages op. Venskab og familie fylder rigtig meget, og på det punkt kan man godt mærke, at det er en yngre hovedperson. For forholdet til forældrene er bestemt ikke altid godt eller nemt. Det bliver nogle gange en smule overfladisk, i og med at bogen ikke er særligt lang og den foregår over ret lang tid. Så der bliver nogle gange, hvor det går rimelig hurtigt med at opremse hvad der sker og det er en af de ting, der får mig til at tænke, at den er velegnet til et lidt yngre publikum, hvorimod det er en personlig præference fra min side, at man ser tingene ske i stedet for.

Line Lybecker skriver godt, sproget er letlæseligt og jeg kom igennem bogen ret hurtigt, og nød at læse en bog, der føltes ny og original, men samtidig indeholder så mange elementer af realistisk ungdomsbøger, som jeg godt kan lide. Det er min opfattelse, at bogen er skrevet til den lidt yngre YA-læser på omkring de 13-16 år, men det er ikke ensbetydende med, at den er kedelig for os, der er lidt ældre. Bogen handler om det svære ved at springe ud over for dem man elsker, og være bange for deres reaktioner, men også om så meget mere og det mener jeg personligt er rigtig vigtigt, for det kan hurtigt blive en ren coming-out story. Dem skal der også være plads til, men jeg kan godt lide, når jeg støder på en bog, der har andet og mere i sig end det. Mere end veninder handler om modet til at finde kærligheden, særligt når man er ung og aldrig har haft en rigtig kæreste, når man har fået sit hjerte knust og når man har så mange andre ting, der fylder lige så meget. Jeg glæder mig til at læse line Lybeckers næste bog, som berører nogle af de samme temaer.


mandag den 11. december 2017

Hun bad selv om det af Louise O'Neill


Hun bad selv om det af Louise O'Neill. Oversat af Emilie Sonne Harild Gaardboe. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen Asking For It. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Gave/anmeldereksemplar tilsendt af Gyldendal.

Det er en Facebook-side, jeg aldrig har set før, men den har et billede af mig som profilbillede. Siden har hundredvis af likes og navnet „Nemme-Emma.“ Jeg er tagget på alle billederne.

Emma O’Donovan bor i en lille by, hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men en aften tager hun til en fest, som ændrer alt. Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør. Hun kan ikke huske, hvad der er sket. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der. Hun ved ikke, hvorfor hun har ondt. Men det gør alle andre.
Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved Emmas krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egens skyld.


Hold nu op, hvor er der mange følelser på spil i denne her bog. Jeg kan lige så godt bare sige det som det er: jeg hader denne her bog. Og præcis derfor elsker jeg den.

Hun bad selv om det handler om overgreb, om voldtægtskultur og victimblaming, om følelser af skam og ensomhed, fortvivlelse og selvbebrejdelse. Den handler om familie og venskab, og om hvordan det kan være svært at vide, hvad der er bedst for en selv, når man står i en situation, man slet ikke kan overskue. Emma O’Donovan er lidt af en bitch til at begynde med. Hun er vant til at være skolens smukkeste pige, endda byens, og det er tydeligt, at hun forventer, at alle skal mene det samme og hun går så meget op i det, at det bliver irriterende at læse om og det påvirker hendes venskaber med hendes veninder. Men selv om jeg ikke bryder mig om hende til at begynde med, så vil jeg aldrig, aldrig ønske det for nogen, at der sker det, der sker for Emma. Hun bad selv om det er en virkelig skarp bog, der på bedste vis illustrerer, hvor svært det kan være at finde hoved og hale i det hykleriske samfund, vi befinder os i. Vi skal hjælpe andre og hvis folk er kommet noget til, skal man selvfølgelig tage dem seriøst og hjælpe dem. Og da Emma har mest brug for hjælp, vender skolens elever hende ryggen, alle i byen og sikkert mange flere har set ikke bare et, men rigtig mange rigtig nærgående, vulgære, klamme og nedsættende billeder af Emma, og hendes forældre prøver desperat at hjælpe hende, men det er som om, de ikke kan se, at hun ikke tager imod hjælpen, men bare lader som om. Det var utroligt frustrerende at læse om og jeg havde sådan en følelse af afmagt og sorg over, hvordan det på trods af helt åbenlyse beviser er som om, det er Emma, der er the bad guy. Også fordi hun konsekvent bebrejder sig selv for konsekvenserne af, at hun har valgt at melde det, der er sket. Som om de anklagede ikke selv tog et valg. Jeg hader når det flyver rundt med ord som ”boys will be boys”, ”hun bad selv om det” og kommentarer om alkoholindtag og påklædning. At vi lærer unge piger, at de ikke skal blive overfaldet i stedet for at lære drenge (og piger) ikke at overfalde. Et mangel på nej er ikke ensbetydende med et ja.

Emma er 18 år gammel og som sådan en helt almindelig pige, hun i gang med gymnasiet og går op i fyre, fester og sine veninder. Og sig selv. Selv om meget af bogen foregår omring hende alene, efter hun er blevet udstillet og udstødt, så er der alligevel også plads til de forskellige bipersoner, som hendes forældre og hendes veninder. De udgør alle sammen så almindelige mennesker, der på trods af rigdom eller skønhed virker lidt lige som den gennemsnitlige by. Men der sker noget i Ballinatoom, der er langt ud over det sædvanlige og som giver genlyd i både de irske og de internationale nyheder. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, man får en ret god forklaring på det i teksten om bogen og faktisk synes jeg, at det fungerer bedst, når man selv læser det. Når man som læser igen og igen hører Emmas tanker vende tilbage til billederne, til det, hun er reduceret til. Jeg vil gerne indrømme det, Emmas historie fik mig til at græde som pisket på mere end et tidspunkt. Hun bad selv om det er en smertefuld historie og så realistisk, at slutningen slår ekstra hårdt. Jeg elsker slutningen fordi den er så ærlig og jeg hader den af samme grund.

Det er ikke uden grund, at jeg er enig i, at Louise O’Neill her har skrevet en af årets vigtigste ungdomsbøger. Faktisk vil jeg sige bøger generelt. I tider med #MeToo, der bliver både hyldet og nedgjort, er Hun bad selv om det en virkelig barsk og ærligt gengivelse af, hvor svært det er at finde ud af, hvad man skal gøre, når alle omkring en siger at man selvfølgelig skal have hjælp, indtil det bliver aktuelt. Jeg tror desværre, at der er rigtig mange unge piger, der kan se sig selv i Emma og hendes følelse af gerne at ville have det overstået. Følelsen af, hvis bare det hele kunne gå væk og man kan ikke overskue, at det vil komme til at tage rigtig lang tid, før der sker en endelig beslutning.  Emma er ikke en karakter, Louise O’Neill har skabt, hun er overalt og flere steder end man går og tror. Hvis man ikke tror på, at der er et problem med voldtægtskultur, så vil jeg virkelig anbefale, at man læser Hun bad selv om det. For det er ikke bare fiktion, man sidder med mellem hænderne. Det kunne lige så godt være en virkelig historie. Og den vil gøre dig vred. Af mange grunde. Jeg mistede overblikket over, hvor mange små øjeblikke, der irriterede mig grænseløst og hvor mange, der endte med at give mig et sug i maven af afmagt og samtidig en tanke om, at der bliver nødt til at ske noget. Emma vil ikke være et eksempel, den hvis sag bliver en forgangssag for alle andres. Men måske kan hun blive det alligevel. Jeg tror i hvert fald godt, at Hun bad selv om det kan bruges til at forklare det uforklarlige. Skammen, ensomheden, trangen til at leve et normalt lv, følelsen af at ens krop aldrig bliver ens egen igen, det totale tab af kontrol over ens liv.

fredag den 8. december 2017

Midnatskronen (Throne of Glass #2) af Sarah J. Maas


Midnatskronen (Throne of Glass #2) af Sarah J. Maas. Oversat af Sarah Thomsen. Udgivet af Tellerup i 2017, oprindeligt udgivet i 2013 med titlen Crown of Midnight. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
Anmeldelse af den første bog i serien, Kongens forkæmper.

Celaena Sardothien, Adarlans farligste snigmorder, er blevet kongens forkæmper, og skal slå ihjel på hans forlangende. Udadtil følger hun kongens ordrer, men i det skjulte modarbejder hun ham. Det bliver dog stadig sværere at forsvare gerningerne over for vennerne, der intet kender til hendes private oprør.
Den for længst hedengangne dronning, Elena, sætter samtidig Celaena på en svær opgave, og Celaena må søge hjælp for at løse den.
Da kongen giver hende ordre til at eliminere en lokal oprørsbevægelse, tager begivenhederne dog fart, og Celaena opdager at der står mere på spil end hun først troede. Så intrigerne vige for kampen om overlevelse ...


I Midnatskronen fortsætter snigmorderen Celaenas historie og tager nogle ret vilde spring, så har jeg sagt det. Hvis man ikke har læst den første bog, vil der forekomme spoilers fra nu af. Jeg er vild med den måde, historien starter op på og ret hurtigt sætter læseren ind i, hvad der er sket i tidsrummet imellem de to bøger. Det er ikke gået stille for sig efter Celaena vandt konkurrencen om at blive kongens forkæmper, og hvis man troede, at det ville blive let, så tager man grueligt fejl. For Maas har virkelig sørget for, at der er mange ting på spil hele tiden og det er som om, hun også selv farer en smule vild i det på et tidspunkt. Jeg havde i hvert fald en oplevelse af at være meget forvirret på et tidpunkt cirka midt i bogen, hvor jeg ikke helt kunne finde ud af, hvilke hints, der hang sammen med Celaenas arbejde som forkæmper og hendes plan med det, og så Elenas planer med Celaena. Det blev lidt for meget et stort sammensurium i mine øjne og selv om jeg ikke kunne lade være med at læse videre alligevel og ret hurtigt kom igennem de næsten 600 sider, så var det stadig et stykke tid, hvor alting var så rodet. Der er sket en stor udvikling i karaktererne fra den første bog, især Celaena, både fra forfatterens side, men også bare sådan at det passer til historien. Celaena gemmer sig stadig, men hun har udviklet sig en del fra den pige, man møder i starten af Kongens forkæmper og hen mod slutningen af Midnatskronen har hun været endnu mere igennem, der har påvirket hende og så har man som læser fået et meget tydeligere billede af, hvem hun er rigtigt.

Celaenas synspunkt bliver understøttet af Chaol og Dorians, hvilket er et godt greb, der giver læseren indblik i nogle af de ting, som Celaena ikke har adgang til eller misforstår, men det tager også lidt af luften ud af det øjeblik, hvor Celaena tror, at Chaol har forrådt hende og Nehemia på ondeste vis. Det ved læseren allerede ikke passer og jeg tror bare, det havde hjulpet, hvis man slet ikke havde set det komme. Til gengæld kan jeg godt lide de tre synsvinkler og det faktum, at det tilsyneladende bevæger sig væk fra et irriterende trekantsdrama. Jeg siger tilsyneladende, fordi jeg alligevel er lidt i tvivl, om det holder. Men med den slutning, kan det godt være, at det slet ikke bliver aktuelt. Og apropos slutningen: jeg havde set den komme. Længe inden. Jeg blev ikke spor overrasket over at finde ud af, hvem Celaena er, ikke efter man tidligere er vidne til, hvad hun kan. Og andre hints. Jeg vil dog også sige, at det lige så godt kan skyldes, at det er en del år siden, at bogen udkom og jeg har med garanti læst et eller andet på nettet uden at bemærke det. Og jeg tror faktisk stadig, at det vil komme bag på nogle læsere. Det var dog ikke det plottwist, der overraskede mig mest. Det her helt klart Nehemia, og det værste er, at det kom næsten lige efter, der endelig var sket noget, jeg havde ventet på siden bog et. Så jeg gik fra en ”yes endelig”-følelse til at sidde og føle mig totalt snydt og ikke mindst trist. Der var et kort glimt eller to af, hvad det får af konsekvenser, og det er bestemt noget, jeg ser frem til at læse mere om, lige som jeg er spændt på, hvor Celaena ender henne efter den slutning.

Jeg bliver også nødt til at rose den danske oversættelse. Jeg har i mange år været rigtig træt af danske oversættelser af især fantasyromaner, og er til en vis grad stadig mere interesseret i at læse på originalsproget, hvis det er et sprog, jeg mester (altså engelsk). Men Midnatskronen er godt oversat, jeg har læst en del, der ikke var videre imponeret over det originale engelsk, men jeg synes, det danske sprog fungerede godt i bogen og jeg glemte til tider, at jeg læste den oversættelse. Det sker ikke særligt tit, og derfor vil jeg gerne bemærke det. Det er ikke fejlfrit, men hvilken bog er det? Jeg nød bogen i fulde drag i toget og når den næste engang kommer på dansk, så regner jeg bestemt med, at jeg vil læse videre, for der er så mange ting, jeg gerne vil have svar på snart.

tirsdag den 5. december 2017

Tag Tuesday: books and music


Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst har lavet et tirsdag-tag, og selv om der sker meget her i dagene op til jul og jeg snart afslutter mit praktikforløb, så er jeg faldet over det her musik-tag, som jeg virkelig godt kan lide. Jeg har fundet et ovre hos JesseTheReader og hvis nogen af jer skulle have lyst til at deltage, så må I meget gerne det. Jeg har ikke villet oversætte spørgsmålene denne her gang.


#1. FAVORITE BOOK WITH A MUSIC ELEMENT INVOLVED
Det må helt klart være Leila Sales' This Song Will Save Your Life, som jeg læste for to års tiden siden og som virkelig bjergtog mig fuldstændig. Jeg elskede sproget og karaktererne og historien gik lige i hjertet på mig, så jeg stadig betegner den som en yndlingsbog, den dag i dag.

#2. FAVORITE CHARACTER THAT IS INVOLVED WITH MUSIC IN SOME WAY
Nehemia fra Sarah J. Maas' 'Throne of Glass'-serie spiller på klaver/flygel og jeg knuselsker hende. Man kunne også nævne Park fra Eleanor & Park af Rainbow Rowell. Så vidt jeg husker, spiller han ikke selv, men musik er en stor del af hans interesser og hans forhold til Eleanor. Jeg synes også, man kan nævne Måske en dags hovedpersoner, hvori Colleen Hoover skriver skønt om to menneskers møde igennem musik. Men allermest vil jeg nok sige, at min favorit er Hannah Wells fra Elle Kennedys Aftalt spil, som er en karakter, jeg virkelig holder inderligt meget af stadigvæk.

#3 AN ALBUM YOU WISH WOULD BE ADAPTED INTO A BOOK
Er det lidt snyd at sige Gerard Ways True Lives of the Fabulous Killjoys, der jo egentlig sammen med My Chemical Romance albummet 'Danger Days' og musikvideoerne til nogle af sangene derfra, danner en form for samlet, organisk helhed, der er en samlet historie i ét univers? Ellers ville jeg gerne se en bog baseret på Troye Sivans album 'Blue Neighborhood', som jeg har hørt rigtig meget de sidste par måneder og som jeg tror, ville være et virkelig smukt grundlag for en bog.


#4 CREATE A BAND AND ALBUM USING BOOKS
Her kommer jeg nok til at blande dansk og engelsk lidt, da mine bogreoler flyder over af titler på begge sprog og jeg gider ikke skulle vælge imellem de to sprog.

#4.1. PICK A BAND NAME USING A BOOK TITLE
Okay, okay, det er ikke en hel bogtitel. Men jeg ville kalde bandet for 'Peculiar Children' efter Ransom Riggs' Miss Peregrine's Home for Peculiar Children.

#4.2. PICK AN ALBUM TITLE USING A BOOK TITLE
 Jeg ville kalde albummet for 'Skyggesider' efter Christina Bondes bog af samme navn, for det er virkelig en flot titel og bringer så mange idéer og billeder frem hos mig. Det ville være en så flot albumtitel også.

#4.3. PICK AN ALBUM COVER USING A BOOK COVER


TA-DAA!

#4.4 PICK A TRACK LIST USING ALBUM TITLES
Jeg har udvalgt 13 titler og sat dem i den rækkefølge, jeg ville placere dem på en trackliste. Om man så mener, det fortæller en historie, det må man selv tolke sig til. Jeg forestiller mig i hvert fald, at det ville blive en lækker rocklyd med fokus på guitartiffs og trommer, med en god bas. Og blandet mandlig og kvindelig vokal. Jeg kan praktisk talt høre det for mig.

Byen brænder (skrevet af Garth Risk Hallberg)
Dark Flame (skrevet af Alyson Nöel)
Wicked Like a Wildfire (skrevet af Lana Popovic)
Angelfall (skrevet af Susan Ee)
Alt det lys vi ikke ser (skrevet af Anthony Doerr)
Sjælestorm (skrevet af Maja Maria Rakel Dahl)
Under ensomme stjerner (skrevet af Kate Ling)
The Hate U Give (skrevet af Angie Thomas)
Østenvind (skrevet af Margit Sandemo)
Hjertestarter (skrevet af  Jenny McLachlan)
En plus en (skrevet af Jojo Moyes)
Daughter of the Burning City (skrevet af Amanda Foody)
Som stjerner på himlen (skrevet af Jennifer Niven)

#4.5 PICK BANDMATES USING FICTIONAL CHARACTERS
Jeg ville vælge Park fra Eleanor & Park, Charlie fra Perks of Being a Wallflower og Elise fra This Song Will Save Your Life, fordi de alle har virkelig god musiksmag. Både Park og Charlie på guitar, Elise på keyboard eller synthesizer, fordi hun har mega skills. Hannah fra Aftalt spil på den ene vokal. Jeg har af en eller anden grund en idé om, at Nine fra Lorien Legacies-serien ville være rigtig god på trommer, og han skulle også tage den anden vokal. Bas skulle varetages af Ridge fra Måske en dag.

lørdag den 2. december 2017

Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana #1) af Sissel Moody

 

Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana #1) af Sissel Moody. Udgivet af Forlaget Solvind i 2017.
 

Reklame. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Solvind efter aftale med forfatteren.

Linea har ingen venner. Hun bliver mobbet og hendes liv består af kedelige, ensformige dage uden noget at glæde sig til. Hun forestiller sig ofte, at der findes en mere magisk og eventyrlig verden - en verden, hvor hun passer ind. Hun tegner de væsner, hun forestiller sig bor i den anden verden, og pludselig sker det, hun altid har ventet på. Hun får kontakt med et fremmed, magisk land ved navn Laitana.
Laitana er ramt af en forbandelse, og har brug for Lineas hjælp. Hun rejser med til det magiske land, hvor mod, styrke og evnen til at danne venskaber bliver vigtige egenskaber, når hun skal tage kampen op og være helten i sit eget eventyr.
Tror du på magi?
I Den magiske sten følger vi den 17-årige Linea på et fantasifyldt og spændende mission. Hendes opgave er at hjælpe befolkningen i Laitana med at bryde en forbandelse. En som kun hun kan bryde. Jeg kan virkelig godt lide den måde historien er bygget op på, det tog mig lidt tid at komme ind i bogen, fordi der går ret lang tid, før handlingen kommer i gang. Men når vi så kommer til den anden verden, denne mystiske, nærmest svævende ø Laitana, så var jeg totalt opslugt af bogen. Der bliver nogle gange forklaret lige lovligt meget historie, som ligger bagved og har ført karaktererne til der, hvor de er, men det betyder til gengæld også, at jeg ikke har noget problem med at forestille mig Laitana. Det er også der, jeg ser bogens styrke: fantasyuniverset er virkelig godt bygget op, selv om der er meget af det man ikke ser i denne første bog. Det er fyldt med spændende og sjove væsner, og en hel del uhyggelige af slagsen også, hvilket skaber en dejlig balance. Selve historien kan man godt mærke er begyndelsen på en lidt længere serie, for som sagt så tager det noget tid, før den for alvor kommer i gang. Men jeg er fan af den slags, jeg er fan af hvis man lader en verden bygge op og de vigtigste karakterer udfolde sig, så man virkelig føler, at man kender dem.

Eller genkender. For jeg kan virkelig genkende meget af 17-årige mig i Linea, skoletræt, ensom, og gemmer sig mere eller mindre totalt i bøgernes fantastiske universer. Men jeg har bare aldrig fået lov til at tage med ud på en rejse og opleve at være helten i mit helt eget eventyr på samme måde som Linea meget bogstavligt gør. Hun er en skøn karakter, der voksede på mig i takt med at hun virkelig udfolder sig og tør være sig selv. Det er skønt at se og det er bestemt ikke noget, der er for meget af i litteraturen og jeg er så glad for, at Sissel Moody har skrevet en hovedperson, der er virkelig elskværdig og sød, mens hun samtidig viser sig at være modig og stærk i sig selv, selv om man ikke har den fornemmelse til at begynde med. Det er dog en ting ved Linea som fortæller, som jeg virkelig blev irriteret over og det er særligt i de første 100 sider eller sådan noget af bogen. Her skifter hun nemlig totalt inkonsekvent mellem at kalde sine forældre for mor og far eller Ninna og Leo. Jeg kan ikke mindes, at jeg på noget tidspunkt har omtalt mine forældre ved navn, når jeg har tænkt eller talt om dem, som for eksempel ”jeg synes altid det var hyggeligt at hjælpe Ninna i køkkenet”. Det forvirrede mig helt vildt, fordi hun har en plejesøster og jeg troede, at det så heller ikke var Lineas biologiske forældre, for jeg vil mene at det er meget unaturligt og underligt at bruge deres fornavne på den måde i stedet for bare at sige mor og far. Det blev kun mere forvirrende af, at det skiftede frem og tilbage og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor det er noget, der er med i bogen.

Tilbage til karaktererne. Lurany er simpelthen den mest spøjse mand, jeg længe er stødt på. Han er ikke sådan en Dumbledore-type, hvis tossethed er et udtryk for en genialitet, han er virkelig bare en rar mand og en eller anden form for hyggeligt bedstefar-type. Sammen med ham var vi hans nevø Nuga, der er den type, jeg tror man altid gerne vil have med på en mission som Lineas. For han finder altid på en plan. De to sammen er desuden rigtig sjove. Og det er skønt med Viola og Linea og at se, hvordan de bliver venner i stedt for af uvisse grunde at være på nakken af hinanden.

Selve plottet i Den magiske sten tager lidt af nogle twists til slut, hvor jeg blev en smule overrasket over selve slutningen, der virkelig lægger op til at der kommer en bog mere. Det var nu meget godt, at det var med, for ellers havde jeg nok haft en fornemmelse af, at det sidste kapitel var en smule overflødigt. Det er det i hvert fald ikke. Men der er også et par afsløringer henimod slutningen, som jeg lidt mere havde luret, selv om de stadig gjorde historien noget meget spændende og læseværdig. Bogen er skrevet til et lidt yngre publikum, men jeg vil altså godt mene, at den lidt ældre læser også godt kan være med uden at komme til at kede sig. Det er alligevel dejligt, at der med Den magiske sten er kommet et seriøst bud på en god fantasyserie på dansk til et lidt yngre publikum.
 

Template by BloggerCandy.com