søndag den 6. november 2016

#NaNoWriMo2016 - en skriveupdate #1


Det er november og igen i år går det løs. Så hvis man undrer sig over, at jeg ikke er specielt aktiv på de sociale medier, hvorfor jeg næsten ikke opdaterer mine bøger på Goodreads og hvorfor både min Instagram og Snapchat story flyder over af billeder af tekopper, worddokumenter og lyden af tastaturklik, så kommer der her svaret: NaNoWriMo 2016 er over os. Og jeg nyder det.

Jeg var faktisk ret ængstelig, før vi gik igang. De sidste tre år har jeg deltaget og vundet, mens jeg har gået på bacheloruddannelsen og selv om det nogle gange ikke var let og betød nogle lidt lange nætter, så følte jeg ikke på samme måde, at jeg blev nødt til at skubbe især studierne til side for at nå at skrive. Jeg ved godt, at det er en selv, der styrer det, men jeg er typen, der, når jeg har sat mig dette mål på 50.000 ord på 30 dage, så vil jeg også gerne nå det. Og gøre meget for at nå det.

Så at skulle få NaNoWriMo til at gå op i en højere enhed med kandidatstudiet var noget, der gav mig hovedpine længe før vi skrev november. Jeg kunne fra starten mærke, at læsebyrden var større og alle fagene krævede mere forberedelse til undervisningen. Og havde flere mindre opgaver løbende end jeg tidligere har oplevet. Så jeg gjorde mit bedste i efterårsferien for at læse foran, få læst flere af de romaner og dramaer, som vi  skal arbejde med i løbet af måneden, for at få mere luft. Men der er stadig en del at nå. Når jeg siger, at jeg har 9 undervisningstimer om ugen, glemmer man ofte, at der i reglen ligger mindst 2 timers forberedelse bag hver undervisningstime - og det er endda lavt sat.



Men jeg elsker NaNoWriMo. Jeg nyder det, fordi det netop er en måde at få skrivetid ind i en meget travl hverdag, der i forvejen i høj grad er præget af bøger og læsning og nogle gange er jeg ved at blive skør af at se ord alle vegne. Jeg elsker at sætte ord efter ord på papiret og langsomt, men sikkert nærme mig målet og se den historie, jeg har i hovedet folde sig ud på skærmen foran mig. Jeg har nydt at mødes med et ekstra stort antal WriMos i Odense i år, nogle gamle kendinge og nogle nye, også nogen der er nye i forbindelse med NaNoWriMo og som får mig til at føle mig som en hel veteran med mine 3 tidligere deltagelser. Jeg følger ivrigt med i mine writing buddies forløb og synes, jeg er kommet i umådeligt godt selskab i år. Jeg har købt pebernødder og drikker te i kandevis. Om natten tager jeg chokoladen frem. Jeg skriver bedst om natten, og de fleste af mine ord ind til videre er skrevet mellem 20 og 24, hvor det af en eller anden grund bare fungerer bedst for mig. Men jeg er både heldig og uheldig i, at jeg bor alene. Der er ingen at tage hensyn til, så jeg kan sagtens sidde og skrive til klokken 2 om morgnen, hvis det er det, jeg vil. Til gengæld betyder det også, at jeg selv skal huske alt det praktiske og jeg kan godt mærke, at jeg er begyndt at skubbe aftensmaden lidt mere for hver dag. Men faktisk har jeg endnu ikke skrevet natten lang. Endnu.

Og det er faktisk gået rigtig godt ind til videre i år. Ordene flyder generelt ret godt og jeg er i skrivende stund godt på vej mod mit mål for i dag, dag 6, på 15.000 ord. Jeg er noget foran den plan, NaNoWriMo forsyner dig med, som fortæller hvor meget du skal skrive i gennemsnit for at nå op på 50.000 ord den 30. november, men det er helt med vilje. For det første er mit mål at nå op på 60,000 ord. Jeg vil nemlig gerne have, at dette projekt kommer op i nærheden af den første bog i serien, der efter sidste gennemskrivning ligger på omkring 85.000 ord, så selv hvis jeg når mit mål, tror jeg ikke, at jeg bliver færdig. Måske ender jeg endnu en gang med at overpræstere og simpelthen skrive det færdigt, men det er ikke en plan, jeg har lagt mig fast på. (Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der syntes der var ret mange tal i det afsnit, vel?)

Min anden grund til at nå foran nu er BogForum. Jeg kommer til at hive alle 3 dage helt ud af mit program i den anledning, for jeg regner med at bruge alle dages timer ude på messen eller en af de efterhånden mange andre ting, jeg skal til sammen med Marie i løbet af den weekend. Og så regner jeg lige med at hilse på et par andre deltagere til messen, og høre om de også synes det er enormt svært at tage 3 hele dage ud på den måde?


Hvis I har lyst til at læse mere om NaNoWriMo, kan I gøre det her. Man kan følge med i mit forløb via dette link. Og se mine foromtalte stories på både Instagram og Snapchat under navnet "regitzexenia". For ikke at nævne Twitter, samme brugernavn og nogle gange rigtig mange oversprings-opdateringer.

I år skriver jeg på en efterfølger, som jeg vidst fik teaset for lidt længere oppe. Jeg kalder den for Stjerneskær og som det nok er let at regne ud er det efterfølgeren til Måneskin, det manuskript, jeg rettede igennem i sommers og som jeg skrev første gang til NaNoWriMo tilbage i 2014 - det er i øvrigt derfra, den vanvittige start med 10.000 ord 2 dage i træk stammer fra, hvis man har set det på Instagram. Og det er på en måde rigtig dejligt, for jeg har allerede etableret de forskellige karakterer og ikke mindst folk og verdener, det gjorde jeg som en del af baggrunden for den første bog, selv om meget af det på ingen måde kom ind i bogen. Ind til videre er jeg fuld af kærlighed til denne her del af historien, som introducerer så meget mere af den verden, jeg skabte og som jeg elsker så højt.

Jeg vil da lige slå et slag for min skrivespilleliste. Den er lang, meget lang. Og den spænder så bredt, at den faktisk giver et godt indblik i, hvor bred en musiksmag jeg har. Jeg blev nemlig ret træt af, at jeg havde så mange forskellige spillelister, at jeg samlede dem til en stor, som man kan finde på Spotify. For mig kører den på shuffle det meste af tiden og ja, det er lykkedes mig at blive distraheret nu og da, når der er blevet spillet en sang, jeg godt kan lide eller lige havde glemt, jeg havde tilføjet. It's all good though, en lille pause nu og da er ikke at kimse ad. Man kan finde spillelisten lige her.


2 kommentarer:

  1. Jeg synes bare det er så sejt, at du er med! Jeg hepper på dig :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, mange tak :) Det kan jeg godt få brug for :D

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com