mandag den 31. oktober 2016

Forsvindende oktober | Tilbageblik #25




Oktober var forsvindende hurtigt. Måneden er forsvundet imellem mine fingre af fine oplevelser og tilsyneladende endeløse stakke af universitetslæsning. Og lydbøger. Rigtig mange lydbøger. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg har formået at læse så mange bøger alligevel, men mange af dem er også til undervisningsbrug. Men oktober bød også på en nervpirrende finale i dansk-amerikansk fodbold - og jeg elsker amerikansk fodbold! - men til sidst vandt mit hold naturligvis. Jeg har nydt flere biografture, men mest af alt har jeg slet ikke bemærket at dagene er gået. Over alt er der tegn på det, træerne er for alvor ved at skifte farve og jeg synes det er så smukt et syn at jeg nyder cykelturene til og fra uni, selvom det er blevet noget koldere efterhånden. Og lige om lidt er det november og måske er det derfor, jeg ikke rigtig har bemærket oktobers forsvinden: fordi jeg virkelig glæder mig til november.

I oktober læste jeg et antal af bøger, jeg har svært ved at gøre op. På billedet er der 10 bøger, jeg har tilføjet X til min Goodreads challenge og i virkeligheden er tallet meget højere, for jeg har hørt rigtig mange lydbøger. Jeg har bare af uvisse årsager ikke tilføjet dem på Goodreads og derfor er jeg ikke helt sikker på, hvilke jeg hørte i oktober og hvilke jeg hørte i september.

I oktober købte jeg 11 nye bøger. En enkelt til studiet i form af Shakespeares Richard III og så 10 bøger til Fyns antikvariats bogudsalg i starten af måneden. Og så har de sødeste mennesker fra Lindhardt og Ringhof været så rare og sende en overraskelsespakke min vej, så nu står den tredje bog i Cora Cormacks Losing It-serie på mine hylder og venter desperat på, at jeg får tid til at læse den. Eller også er det mig, der er desperat efter mere tid.


Oktobers positive læseoplevelser er faktisk mest de bøger, jeg har lyttet til. Nogle af de bedste har helt klart været de to første bøger i Rick Riordans serie om nordisk mytologi, The Sword of Summer og The Hammer of Thor, som jeg egentlig har villet læse rigtig længe, så da jeg opdagede dem hos Storytel, var jeg ikke i tvivl. Ligeledes har jeg nydt at genopleve A Series of Unfortunate Events af Lemony Snicket, og faktisk også få de sidste 6 bøger med. Det var en fantastiske rejse, og jeg bliver nødt til at eje dem alle sammen snart. Ligeledes har jeg lyttet til Kenneth Bøgh Andersens Djævelens lærling og selvom jeg ikke nåede at høre dem alle sammen, kan jeg godt forsstå, at det er en serie alle elsker.

Oktobers skuffende læseoplevelser knytter sig mest til studielæsningen. Jeg kæmpede mig igennem Herman Brochs Søvngængerne og så skete det (endelig?) at jeg stødte på et Shakespeare stykke, som virkelig ikke sagde mig noget, da jeg læste Anthony and Cleopatra.

Oktobers lyrikvalg blev endnu engang overset og glemt.

Oktobers murstensroman var Den fredløse af Carina Evytt.

Oktobers korteste bog var Not I af Samuel Beckett, et drama jeg skulle læse til undervisning og som kun er på 16 sider.

Oktobers længste bog var også murstensromanen, Den fredløse af Carina Evytt på 640 sider.

I november vil jeg skrive. November er lig med NaNoWriMo og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg har forberedt mig så godt jeg kan og jeg glæder mig til sene aftenener på biblioteket med andre WriMos fra Odense, til at sidde oppe natten lang og skrive og jeg glæder mig til at give mig selv lov til at bruge al den tid på et manuskript. Jeg har læst så meget jeg kan i forvejen, jeg har skrevet udkast til opgaveformuleringer, så jeg ikke pludselig står ved deadline i starten af december og ingen problemformuleringer har og jeg har købt ind. Men selvom NaNoWriMo helt sikkert fylder meget i min november, sker der naturligvis også meget andet. Jeg glæder mig helt vildt til årets BogForum, til koncertoplevelser og stand-up show. Og selvom jeg ved, at jeg ikke får læst ret meget, så glæder jeg mig til at fylde bloggen med skrivestunder og tanker fra dette års NaNoWriMo.

2 kommentarer:

  1. Åhsj, nogle fine bogfund du har gjort dig. Gamle bøger er så sarte og smukke at se på :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja ikke? Jeg blev så glad, da jeg faldt over lige netop den De 5 bog, som er den ene bog, jeg læste så mange gange på skolens bibliotek, at jeg endte med at få den. Og de andre er jo bare så skønne udgaver, selv om man kan se, at de har mange år på dagen, så er de lige netop så fine at se på. :)

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com