torsdag den 15. september 2016

En plus en af Jojo Moyes


En plus en af Jojo Moyes. Udgivet af Rosinante & Co. i 2014, originalt udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.


En plus en handler om den unge enlige mor, Jess, som gør sit bedste for at skabe en ordentlig tilværelse for sine to børn; stedsønnen Nicky, der bliver turbomobbet i skolen fordi han går med make-up og datteren Tanzie, et matematikgeni. Og netop Tanzie er grunden til, at Jess og Ed ender med at lære hinanden at kende. Hun får nemlig tilbud om at være med i en matematikolympiade, på trods af at hun kun er ti år gammel, og rigmanden Ed, der er i juridiske problemer, ender ved en række tilfældigheder med at tilbyde at køre den lille og ret særprægede familie tværs igennem landet. Og det bliver en tur, der vil forandre alting.

Bogen bliver fortalt fra fire synsvinkler, Jess, Ed, Nicky og Tanzie og det er nok noget af det, jeg synes Jojo Moyes er allerbedst til. Igennem de forskellige synsvinkler betyder det nemlig, at man får historien fra forskellige vinkler, naturligvis, og der bliver gjort meget ud af at de forskellige synsvinkler er unikke til den karakter og samtidig supplerer hinanden. Især er jeg glad for, at man får Eds perspektiv med. Og børnenes.

"Alle dem, jeg nogensinde har mødt, som har været værd at kende, var en lille smule anderledes, dengang de gik i skole. Du skal bare finde dem, du hører sammen med."
"Dem jeg hører sammen med."
"Dit slæng."
Nicky skar en grimasse.
"Hør her, i rigtig mange år går man rundt og føler, at man ikke rigtig passer ind nogen steder. Og så en dag får man ind ad en dør, og det kan være på universitetet eller på et kontor eller i en slags klub, og så tænker man: 'Dér er de jo.' Og pludselig føler man sig hjemme."

Hvor skal jeg starte? Da jeg gik i gang med at læse denne her bog, første gang, for har læst den siden, vidste jeg en del om den, fordi jeg havde hørt Jojo Moyes fortælle om den på BogForum (tilbage i 2014), hvilket var noget af det, der virkelig fik mig til at ville læse den så hurtigt som muligt. En af de ting, hun sagde, at hun ønskede at skrive om med denne bog, var forskellen mellem rig og fattig i England og hvordan det påvirker mennesker og i mine øjne formår hun at beskrive begge dele på en måde, der ikke kun sætter det i ét bestemt lys. Og understrege, at forskellige mennesker har forskellige opfattelser af hvad det vil sige at være henholdvis rig eller fattig. Men selvom jeg synes godt om det aspekt, så var det især famileperspektivet, der virkelig gjorde det for mig. Jess ønsker ikke andet end at hendes børn skal have det godt, men det er ikke så let som den optimistiske kvnde kunne ønske sig. Hvilket i parentes bemærket er det, jeg ved at læse flere af Moyes' bøger, er faldet for; hendes kvindelige karakterer.  Og karakterer i det hele taget, det er let at føle en stærk forbindelse til deres realistiske adfærd. De er så godt udviklet og konkretiseret, selv i de små ting såsom Jess' veninde, som tager det som en personlig fornærmelse at Tanzie muligvis kan få et legat til en privatskole og som en kommentar til hendes egne børn i folkeskolen. Det er måske ikke den pæneste reaktion, men jeg tror, den er ret menneskelig.

Måske er det fordi, jeg nu har læst bogen et par gange, men jeg har aldrig fundet plottet specielt forudsigeligt eller kedeligt, men nogle gange slår det mig, at det går rigtig galt, som i virkelig, virkelig galt, før det overhovedet begynder at gå godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at elske den og den er også gået hen og blevet min yndlings Moyes-bog, selvom jeg slet ikke har læst dem alle endnu. Og egentlig tror jeg ikke, at jeg synes 5 hjerter er nok.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com