søndag den 11. september 2016

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr


Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr. Udgivet af Politikens Forlag i 2014, originalt udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.


I Alt det lys vi ikke ser følger vi 2 børns skæbner under Anden Verdenskrig, to skæbner, der på en gang er meget forskellige og alligevel har meget til fælles i deres nærmest håbløs tragedie. Den blinde pige Marie-Laure, der finder vej rundt i sin franske by takket være den model, hendes far har lavet til hende, og uendelige gentagelser og optælling af skridt. Og i Tyskland vokser den forældreløse Werner op og finder i Hitler Jugend den eneste udvej fra et liv i minerne, en udvej, der skal vise sig at være lige så meget et fangenskab i en rolle som et liv i minerne. Selvom de to børn vokser op langt fra hinanden flettes deres historier og liv sammen igennem radioudsendelser, science fiction romaner og krigens hærgen. Og jeg er blæst omkuld.

Jeg ville egentlig have startet med at skrive, jeg at generelt ikke læser ret meget litteratur, der er sat i tiden omkring Anden Verdenskrig, men et enkelt blik på mine læsestats på Goodreads fortæller mig, at det slet ikke passer. Måske er det bare fordi, der ikke er nogen af de andre bøger, der rigtig kan måle sig med Alt det lys vi ikke ser. Og jeg ved heller ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare mit indtryk af bogen, for det er i mine øjne langt mere en bog, der skal opleves end læses.

Historien fortælles igennem meget korte kapitler, nogle gange nogle overraskende korte af slagsen, i et uendelig mønster af skiftende synsvinkler fra Marie-Laure fra hun er 6 år gammel og bliver blind og op igennem Anden Verdenskrig, til Werners barndom på børnehjemmet, hvor han rodede med at reparere radioer, først fordi det var spændende, fordi han kunne og fordi det betød at han og hans søster kunne lytte til forbudte udsendelser, til den sygdomsramte og døende von Rumpel i en nærmest cirklenlignende struktur, lejlighedsvist afbrudt af de andre karakterers input. De mange skift gør historien både uforudsigelig, men er også det, jeg virkelig blev benovet over, mens jeg læste. Anthony Doerr skriver på en helt specielt måde, som på en gang forekom mig uhyre enkel og let, og alligevel ofte betød at jeg blev nødt til at stoppe og lægge bogen fra mig.

Der bliver sagt så meget godt om denne her bog og jeg kan godt forstå hvorfor, og nu er jeg selv en af dem, der sukker over det fine sprog og den måde hvorpå Doerr igennem radiomekanik og tal og store romaner og små hensynsfuldheder fortæller en meget virkningsfuld fortælling og trækker lange tråde, der langsomt bliver spundet sammen og bedst som man tror, det vil ende med at blive en stor sammenfiltret knude, viser det sig at der er blevet bundet en yndig sløjfe på en historie, der gav mig hjertebanken. For det er nemlig lige hvad Alt det lys vi ikke ser er.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com