onsdag den 31. august 2016

Skæbnedans (Elverskud #1) af Nicole Boyle Rødtnes


Skæbedans (Elverskud #1) af Nicole Boyle Rødtnes. Udgivet af Alvilda i 2013.


Skæbnedans handler om den 15-årlige Birke, der har en hemmelighed. En hemmelighed, hun deler med sin familie: hun er ikke et menneske. Hun og hendes søstre Rosa og Azalea er elvere. I hvert fald halvt. Med hul i ryggen, som sagnene fortæller og med et kraftigt behov for at danse lever de tre piger en på en gang meget afskærmet og meget, meget åben tilværelse i den lille by Tørveby. Men det er i forvejen svært at være teenager, det bliver på ingen måde lettere af at man har overnaturlige evner. Birke og hendes søstre opdager dog snart, at ikke alting er sådan som de tror..

"Rosa står og laver strækøvelser ved bænkene. Ikke at hun behøver. Vi øver ikke engang. After intet på forhånd. Danser bare, så snart musikken begynder, og selvom intet er planlagt, så passer vores dans naturligt sammen. Selv med lukede jne glider vi ubesværet ud og ind mellem hinanden."

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har læst en bog om elvere før. I hvert fald ikke de elvere, der er at findes i de danske eller skandinaviske folkesagn. Og derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg faldt over Nicole Boyle Rødtnes' serie Elverskud. Og selvom antallet af hjerter måske ikke tyder derpå, så kan jeg faktisk meget godt lide denne her bog. Jeg nød at opleve hvordan Birke og hendes søstres elverevner manifesterede sig, hvordan de prøver at leve et normalt liv, og derfor er jeg rigtig glad foragt bogen også tager fat på nogle ikke-overnaturlige emner som mobning, selvskade og ikke mindst teenageforelskelser.

For mig at se er karaktererne måske en smule overfladiske. Det er kun de mest relevante karakterer, der for alvor bliver præsenteret og der er en del, som kun nævnes med navne. Eftersom de ikke er de mest relevante karakterer, er det ikke noget jeg som sådan ikke brød mig om - jeg ville heller andre forlange at en forfatter skulle udpensle samtlige og hver eneste karakter! Og eksempelvis en karakter som pigen Emma er stadig med til at gøre en forskel i historien, fordi hun er med til at give baggrund til Birke og nogle af temaerne.

"Sådan nogle som os. Azalea og far kalder os aldrig elvere. Bruger slet ikke ordet.
Det var Åmanden, der lærte os det. Ham, der brugte det, når vi legede ved åen som små. Eller faktisk kalder han os altid ellepiger, men det lyder så gammeldags."

For mig er sproget nok det, der for alvor gjorde udslaget med hensyn til bedømmelsen. For sproget er meget ungdommeligt, det passer rigtig godt til Birke, til en person på 15 år, med de udtryk der bruges og den måde, det første ord i en sætning sluges eller udelades. (Eksempelvis som i citatet ovenfor). Men selvom det passer til bogen, irriterede det mig alligevel nogle gange. For det kom til at føles en smule for teenage-dagbogsagtigt til mig. Alligevel er jeg nødt til at pointere, at det samtidig gør bogen meget let at læse og jeg tror slet ikke, det er alle, der vil have samme oplevelse af fortællestilen.

I sidste ende er jeg meget glad for, at jeg har fået læst denne her bog. For jeg synes det er spændende - og ikke mindst på grund af slutningen, der virkelig lægger op til en god historie i den næste bog. Selvom der ikke er mange elver-bøger derude, eller måske lige præcis fordi der ikke er, er jeg rigtig glad for at jeg faldt over Elverskud, der starter godt med Skæbnedans.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com