mandag den 22. august 2016

Drømmeland af Nick Clausen


Drømmeland af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2016.

Tusind tak til Facet for anmeldereksemplaret. Alle meninger, holdninger og tanker er naturligvis mine egne!


Hvis du i dine drømme kom til en verden, hvor alting var, som du ønskede det? At alt du så, var præcis det du ville se. Ville du så have lyst til at vågne igen? Nogensinde?

Det er hvad der sker for 12-årige Louie. Han begynder en nat at drømme om en mand i et blåt jakkesæt og drømmene bliver mere og mere virkelige. Manden i det blå jakkesæt kalder landet Drømmeland, hvor alting er to ting; det du ser og det du ønsker at se. Og selvom det bliver kaldt "drømmeland", er det mere som en anden verden for Louie. En anden virkelighed. Lige uden for Drømmelands dragende og forunderlige verden er udkantslandet hvor mareridtsvæsnerne bor og det viser sig, at Drømmeland er mere end et fantastisk sted hvor drømme bliver det virkelighed på et splitsekund, når bare man ønsker det. Det er faktisk et ret uhyggeligt sted og jo mere tid Louie tilbringer i Drømmeland, jo mere begynder det at påvirke hans dagligdag på de mest foruroligende måder. Og i Drømmeland bliver det sværere og sværere at se forskel på, hvad man ser og hvad man ønsker at se.

"Herinde er drømme virkelige, Louie. I den vågne verden er de kun drømme."

Lige som Louie syntes, syntes jeg også at det næsten var for godt til at være sandt og jeg kan godt forstå at Louie bliver draget af denne verden, hvor alting er, som han ønsker det. Der var ikke et øjeblik, før jeg gik i gang med denne her bog, at jeg var i tvivl om at det at ønske at verden var præcis som man selv vil have det er noget meget menneskeligt. Men jeg havde også en fornemmelse af at det virkelig var for godt til at være sandt, en fornemmelse, der snigende og så meget pludseligt blev bekræftet. Ikke alle er, hvad de giver sig ud for at være og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis der er to personer i Drømmeland, hvis ønsker er det så, de ser?

Drømmeland er ikke et kæmpestort mysterium, der skal løses og først kommer for dagen lige til sidst. Men det behøver bogen heller ikke at være. I gennem et let tilgængeligt sprog fortælles der en historie om at savne og drømme, om at være bange for fortiden og om mod og at turde give slip. Og så giver den gåsehud over hele kroppen, hvordan Louie langsomt bliver mere og mere indfanget i Drømmelands forunderligheder. Og som læser er det svært ikke at lade sig rive med ind i Drømmeland.

”Første gang han så Jupiter, blev han tryllebundet ved synet af den mægtige planetkonge. I tankerne hørte han farens stemme: ”Er det her ikke virkeligt nok?”
Nu hvor han så Jupiter i virkeligheden, kunne han mærke forskellen. Billedet var det samme, men oplevelsen var anderledes. Måske var det fordi han havde måtte vente så længe på at se Jupiter. I Drømmeland behøvede man ikke vente på at planeten dukkede op. Man skulle ikke bekymre sig om vejret. Man behøvede ikke engang at være god til at bruge kikkerten.
Måske var disse udfordringer netop det, der gjorde det hele spændende.”

På trods af at det her er Nick Clausens 15. bog, er det faktisk den første af hans bøger, jeg har læst. Og jeg er så afgjort ikke færdig med hans forfatterskab. Louie var en så fin hovedperson, der med et barns naive og til tider letpåvirkelige - og samtidig meget observante - blik på verden omkring ham, tager Louie det, at han kommer til en anden verden i sine drømme som en naturlighed. Da han jo er en dreng på 12 år, er det svært at sidde og sige "selvfølgelig skulle han have tænkt på det og det", for som det illustreres flere gange er han god til at holde sine hemmeligheder for sig selv og sige det, han ved de voksne gerne vil høre. Ikke fordi han med vilje vil lyve for dem, men fordi han især ikke vil gøre sin mor ked af det på nogen måde. Fordi jeg ikke kunne lade være med at holde sådan af ham, var det et desto større gysende at følge med i hans udvikling. For det at leve i sine drømme til fordel for at leve i den virkelige verden fører ikke i sidste ende ikke noget godt med sig.

Bogen er markedsført som en tween-bog, der henvender sig primært til børn i 10-12 års alderen, men det betyder på ingen måde, at den ikke også kan læses af ældre læsere. Jeg ved, at det i hvert fald ikke er sidste gang, jeg læser den.

Bogen udkommer fra forlaget Facet i dag!

2 kommentarer:

  1. Jeg synes simpelthen den forside er så uhyggelig. Den giver mig myrekryb.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig! Der er bare noget over de der menneskeskikkelser, der hvor munden burde være. Den passer virkelig godt til stemningen i bogen.

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com