torsdag den 21. juli 2016

Oprører (Dæmondræberen #1) af Louise Haiberg

Oprører (Dæmondræberen #1) af Louise Haiberg. Udgivet af Tellerup i 2013.


Jeg plejer at holde mig langt væk fra bøger om engle og dæmoner og det er af en bestemt grund; jeg synes altid, at de falder i fælden og portrætterer førstnævnte som overdrevent perfekte og gennemført gode - som i uden fejl eller mangler (og jeg ved godt, de er engle, men helt ærlig, det er ikke særlige spændende at læse om totalt endimensionelle karakterer) og sidstnævnte som store, stygge uhyggelige væsner, der er gennemført onde og aldrig, aldrig foretager sig andet end at gøre mennesker - eller andre væsner - ondt.

Så jeg var en smule tøvende med at åbne Oprører, men jeg havde læst mange gode ting om bogen rundt om i blogland og jeg må indrømme, at jeg var ret nysgerrig. Og lad mig bare starte med at sige det fra starten af, Louise Haibergs debutroman om den eksilerede (det er et ord, jeg slog det op!) dæmon Dominic skuffede mig på ingen måde. Faktisk var jeg meget imponeret.

Jeg gik over fodgængerovergangen mens jeg fløjtede en drukvise fra 1600-tallet. Der var ikke noget bedre end at starte dagen med at irritere en dæmon. Mennesker anede ikke hvad de gik glip af.
Historien handler som sagt om Dominic, en dæmon på flugt fra Helvede. For på trods af sin høje status i dæmonverdenen og sin ellers veludviklede påskønnelse af at påføre sjæle smerte og gøre dem til dæmoner, har han gjort noget utilgiveligt. han har dræbt en anden dæmon. Og ikke hvilken som helst. Jeg vil ikke sige noget om hvem, kun at det kom overraskende bag på mig. Set i bakspejlet tror jeg, jeg burde have regnet det ud, men jeg var ganske enkelt for opslugt til at overveje, hvad der ville ske. Nu lever Dominic derfor på jorden og tilbringer sin tid med at nyde en tilværelse, der bedst kan beskrives som klassisk "rock and roll". Kvinder, alkohol og så absolut ikke nogen form for ansvar. Indtil han møder den faldne engel, Tia, og de får færten af en sammensværgelse, der udgøre lidt mere end bare en potentiel fare. For både mennesker, engle - de faldne og de, der stadig er i Himmelen.


Misforstå mig ikke. Jeg elsker sort, men jeg troede at engle var mere til hvidt i hvidt med et hint af beige og et strejf af guld, på hvidt. [...] Hvad pokker skulle det betyde? På prøve? Var hun en engel eller ej, og hvad med Himlens porte, Big daddy og de andre piphanse?
Historien er så velskrevet, at jeg meget meget nødig vil afsløre noget af, hvad der sker. For mig skete der nemlig det, at jeg blev så opslugt af plottet, at jeg nægtede at lægge bogen fra mig og den oplevelse vil jeg ikke tage fra andre. Historien fortælles primært af Dominic, men der er også kapitler fra Tias synsvinkel, efter hun for alvor er kommet ind i historien. Det er dog let at skelne i mellem fortællerne, i fortællestilen - noget så simpelt som at Dominic bander en hel del og Tia gør ikke, hun er jo en engel! - men også i starten af kapitlerne, der også gør opmærksom på, at man springer frem og tilbage i tiden. Herved får man et virkelig godt indblik i, hvordan Dominics karakter udvikler sig. Muligvis kan man risikere at miste tråden ved de mange spring, men det er for mig at se ikke svært at finde tilbage igen. Og med hensyn til Dominic: jeg elsker ham. Det er slet ikke nogen hemmelighed, jeg har altid haft en svaghed for litteraturens bad boys, og Dominic ryger direkte ind i klubben med sin sarkastiske attitude, sine til tider komiske kommentarer og i det hele taget hans væremåde. Det var virkelig svært ikke at elske den arrogante idiot. Det er så sødt, min udgave er signeret med et ønske om, at jeg vil kunne lide Dominic. Til det kan jeg kun svare ja og ja!

Og jeg er nødt til at nævne sproget. For det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på ordet 'køddragt', som bruges både af dæmonerne og englene om de kroppe, de besætter. For mig at se er ordet en fantastisk effektfuld måde at vise især dæmonernes komplette liggyldighed overfor mennesker. Og så fniste jeg hver eneste gang Dominic refererede til englene med forskellige udgaver af 'pipfuglefyrene'.

Bogen er markedsført som en bog, der både henvender sig til unge og voksne, noget jeg faktisk ikke var klar over. Men jeg kan godt forstå hvorfor, for historien er en del mere voldelig og direkte end jeg er vant til fra mine læsninger af specielt amerikanske YA bøger. Jeg nævner det, fordi det måske kan virke anstødende for nogen, men jeg havde egentlig ikke selv noget problem med at vænne mig til det i løbet af de første kapitler. Og jeg endte med at sluge bogen på en dag. Og der gik ikke lang tid, før jeg åbnede den næste i serien.

Efter tusindvis af års erfaring vidste jeg at panik aldrig hjalp en skid. Jeg havde set utallige mennesker fejle, netop fordi de blev overvundet af deres frygt. Jeg måtte ikke. Kunne sgu ikke fejle. Det var ikke en mulighed. Jeg var fandme ikke typen!

2 kommentarer:

  1. Jeg er faktisk heller ikke så god til bøger, der handler om engle og dæmoner, selvom jeg lige nu er positiv over for Laini Taylors Daughter of Smoke & Bone-trilogi, som jeg læser for tiden. Jeg har dog også før overvejet at læse Haibergs trilogi.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den har jeg også hørt meget godt om, jeg tror, jeg læste den første bog for et godt stykke tid siden. Måske jeg skulle læse den igen og læse videre? Altså, den har min anbefaling, jeg mangler kun den tredje og sidste bog :)

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com