mandag den 25. juli 2016

Geminiderne (Spektrum #2) af Nanna Foss

Geminiderne (Spektrum #2) af Nanna Foss. Udgivet af Tellerup i 2015.

Læs min anmeldelse af den første bog, Leoniderne her.

Geminiderne er den anden bog i den danske fantasy/science-fiction serie Spektrum af Nanna Foss. Den starter mere eller mindre der, hvor bog 1 sluttede, men i stedet for at følge Emilie, er det i stedet for Pi, der fortæller denne bog. De seks venner forsøger stadig at finde ud af mere om tidsrejserne, hvordan fungerer de og hvorfor er det lige netop dem, der har fået evnerne? Samtidig dukker både nye og gamle bekendtskaber op, men om de er med eller imod Pi og hende venner, det vil vise sig. Så vennerne rejser tilbage til 1969 for at forsøge at ændre på fortiden - men det er ikke uden hverken farer eller problemer, nogle større end andre.
"Det ser ud som om det kun er os to, Pi." Alban smiler.
"Ja, det skal nok gå godt." Noah himler mod loftet.
Husk en pulverslukker, tilføjer han inde i mit hoved.
Fuck dig! Jeg glor vredt på ham.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide hele problematikken om, hvad der sker hvis man forsøger at ændre på fortiden. Det er meget på sin plads i en bog om tidsrejser, for jeg tror, det er noget alle ville tænke på meget hurtigt på: hvad ville jeg ændre i fortiden og hvorfor? Men præcis som vi ved det fra Hermione Grangers eventyr med tidsvenderen i den tredje Harry Potter bog, så er det overhovedet ikke ufejlbarligt at forsøge at ændre på fortiden. Og det er slet ikke ufarligt.

Tempoet er højt, endnu højere end i Leoniderne, der ellers ikke gik stille frem. Men det fungerer, fordi det på ingen måde går for stærkt. Jeg kunne mærke, som jeg læste, at plottet var meget gennemtænkt - og udført - hvilket nok helt klart er et must, når man arbjeder med forskellige tider og sådan. Og som altid er det en fornøjelse af følge med i gruppens forsøg på at opklare hele mysteriet omkring tidsrejserne og de dertilhørende evner, specielt fordi man ved hjælp af rejserne frem og tilbage i tiden får et indblik i, hvordan de tegn eller spor, gruppen opsporer i nutiden er blevet til i fortiden. Lyder det forvirrende? Fortvivl ikke, det er det ikke, når man læser bogen. Det var specielt en fornøjelse, fordi der var nogle opklaringer af spørgsmål fra den første bog, spørgsmål som jeg egentlig ikke savnede svar på, da jeg havde læst dén bog, men som det var helt perfekt at se karaktererne løse i denne her bog. Eftersom det er en toer, vil jeg ikke sidde her og afsløre hvad der sker, men jeg vil sige, at jeg synes rigtig got om den måde, Nanna Foss formår at binde fortidens karakterer og nutidens karakterer sammen - og de forskellige delhistorier, der knytter sig dertil glæder jeg mig til forhåbentligvis at udforske i de videre bøger


Bogen fortælles som sagt af Pi og det var noget jeg så meget frem til. På trods af at jeg var ret glad for Emilie, så synes jeg det var både spændende og forfriskende med et nyt perspektiv - og så er det efterhånden ret udbredt viden at synsvinklen skifter i hver bog, hvilket for mig at se er et imponerende initiativ. Jeg har en fornemmelse af, hvem der er fortælleren i den næste bog, men det lader vi ligge for nu. Pi var allerede en af mine yndlingspersoner i den første bog og fordi det er hende, der fortæller i denne bog, får vi derfor et noget bredere indblik i hendes person og liv - og mere forståelse for hende. Udadtil er hun både rapkæftet, livlig og ikke bange for at gøre opmærksom på sig selv. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Man kan ikke lade være med at lægge mærke til hende, det opdagede jeg allerede i den første bog, men det bliver endnu mere tydeligt i denne her, hvor vi også får hendes tanker og følelser med. Hun er nemlig ikke kun positiv og livlig, hun er også plaget dels af tidligere hændelser og dels af en endeløs angst for sine evner - at kunne sætte ild til ting kun med sine hænder - og for betydningen af dem. Specielt for hvorvidt hun vil skade nogen uden at ville det. Og det er ikke en helt ubegrundet frygt. Jeg var rigtig glad for Emilies synvinkel i den første bog, men jeg vil ikke sige, at jeg synes det var irriterende at det skiftede til Pi i denne her bog. Det medat skifte synsvinkler giver et meget bredt spektrum (see what I did there?) af fortolkninger og meninger om de samme hændelser, hvilket jeg personligt godt kan lide. Og så kan jeg bare rigtig godt lide Pi, ligesom jeg rigtig godt kan lide Emilie.

I løbet af bogen ser man et venskab udvikle sig imellem Alban og Pi, hvilket gjorde mig rigtig glad. Jeg er stadig vild med den måde Foss formår at præsentere den blinde Alban, som på ingen måde er en hjælpeløs, stakkels figur. Vi for også et ret godt indblik i hende og Noahs hjemmeliv og deres forhold til deres mor og ikke mindst hinanden, hvilket allerbedst kan beskrives som et ægte had-kærlighedsforhold, i hvert fald blandt søskende. Fordi de kan telepatere med hinanden får man faktisk også en lille smule af Noahs synsvinkel, når altså han ikke bruger tiden på at være efter sin søster.

Jeg elskede denne her bog. Jeg fik den læst på en dag og bagefter sad jeg og var helt lamslået. Dels slutter den med en cliffhanger, der fik mig til at ønske, at jeg havde bog 3 at dykke ned i lige med det samme og dels fordi jeg lidt tabte pusten. Den er bare så god. Jeg er helt klart fan af denne her serie og jeg glæder mig ufatteligt til at få fingrene i den næste bog. Når den altså udkommer. Indtil da må jeg jo klare mig med at genlæse de første to, men det kan både bøgerne og jeg nok også godt overleve.

Musik er ligesom alkohol, det forstærker den følelse man har når man trykker play eller sætter flasken for munden. Man bliver gladere, vredere, mere trist af musik. Tonerne er følelser i ren, rå form, direkte med drop ind i hjernen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com