onsdag den 27. juli 2016

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz. Udgivet af Simon & Schuster i 2014.


Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe handler om de to mexikansk-amerikanske drenge, Aristotle Mendoza og Dante Qintana. I 1980'ernes El Paso mødes de to drenge en sommedag og skønt de ved første øjekast ikke har ret meget til fælles, opstår der en øjeblikkelig sammenhørighedsfølelse mellem de to enspændere. Igennem bogen følger vi deres færd for ikke bare at klare sig igennem en skolegang, der ikke siger dem noget, familieforhold der er vidt forskellige, men alligevel med grundlæggende ens forældre bag de to drenge, for ikke at nævne bøger og litteratur, venskab og kærlighed og ikke mindst at forstå verden og ens egen plads i den. Sáenz' bog er for mig at se et pragteksemplar af en ungdomsroman.

Another secret of the universe: Sometimes pain was like a storm that came out of nowhere. The clearest summer could end in a downpour. Could end in lightning and thunder.

Hvorfor læste jeg Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe? Fordi jeg ville bruge den til mit bachelorprojekt. Jeg købte den faktisk til det formål og besluttede mig for at ville analysere den, før jeg overhovedet havde læst dem. Men jeg gjorde det. I den forbindelse endte jeg faktisk med at læse den fire eller fem gange, hvilket overhovedet ikke gjorde mig noget. Jeg nød at fordybe mig i karakterernes komplekse og ikke så ligetil forhold til deres egen identitet, for jeg beskæftigede mig jo med diversitet, med fokus på etnicitet. Men den fokuserede læsning tog ikke noget fra oplevelsen af bogen, heldigvis. Det var en af de allerførste bøger, jeg læste i år og den er strøget direkte ind på min favoritliste. Og derfor har jeg slet ikke vidst, hvordan jeg skal skrive den her anmeldelse, for jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare alle grundene til, at jeg bliver så glad inden i af denne her bog.

I renamed myself Ari.
If I switched the letter, my name was Air.
I thought it might be a great thing to be the air.I could be something and nothing at the same time. I could be necessary and also invisible. Everyone would need me and no one would be able to see me.

Jeg afholder mig med vilje fra at sige ret meget om plottet, hvis der nogensinde var en bog, hvor jeg mener, det er en fordel ikke at vide noget, så er denne her en klar kandidat. Selvom bogen foregår for cirka 30 år siden, føles hverken karaktererne eller deres hverdag gammeldags og jeg tror især, at det skyldes at emnerne stadig er yderst relevante i dag. Specielt for teenagere, men jeg tror helt sikkert også, at man får meget ud af at læse bogen senere i livet. Med emner, der ud over identitet og kærlighed, venskab og familie, som jeg allerede har nævnt, er også fremtiden, alkohol, intimitet - og sex - oppe at vende. Hele historien er fortalt fra Aristoltes synsvinkel og i et nærmest poetisk sprog. Jeg mindes ikke, jeg er læst en bog, der ligende. Tempoet er langt fra højt, men det er behageligt uden at blive kedeligt eller langtrukkent.

Jeg elsker Aristotle og hans næsten selvvalgte ensomhed, hans stilhedsprægede forhold til sine forældre og besvær med at knytte sig til sine jævnaldrende. Og jeg elsker Dante, hans næsten naive åbenhed over for andre, hans kærlighed til bøger og den måde, han virker til at elske alt omkring ham - eller en vilje til at holde af det. Det var mig helt umuligt ikke at knytte mig til dem og jeg læste i spænding om deres gradvise venskab, deres forsøg på at finde eller skabe dem selv og ikke mindst at forstå sig selv, verden og hinanden. Jeg har grædt over denne bog, af glæde og af noget der mest af alt mindede om fortvivlelse. Jeg har leet højt og siddet og smilet længe, mens jeg har læst. Og jeg nød at forældre har en stor rolle at spille i denne her bog, de forsvinder alt for ofte i ungdomsromaner og selvom jeg ofte forstår hvorfor, passer det så fint, så fint, at de er med i denne her bog. Jeg elsker Aristoles far, for den han var og den han prøver at være for sin yngste søn. Ikke at jeg ikke også elsker Dantes forældre. De er meget svære ikke at holde af.

For mig at se er bogen en af de bedre, jeg har læst længe. Det er en bog, der igennem to drenges historie formår at stille en masse spørgsmål, der så absolut også er vigtige i dag. Nu har jeg læst så meget om bogen i forbindelse med mit bachelorprojekt og måske derfor er jeg endnu mere glad for dens fokus på familielivet, på at forskellige familier sagtens kan fungere sammen, alle husstande behøver ikke være ens. Og på forældre/børn-forholdet. Man er ikke i tvivl om at både Dante og Aristotles forældre elsker dem, men de viser det på ret forskellige måder. Ingen af dem er forkerte, de har bare forskellige forudsætninger. Og det er måske noget af det, jeg elskede mest ved denne her bog: der bliver ikke gjort noget stort og farligt ud af forskelligheder. Den satte lange spor inden i mig, efter jeg havde læst den og de blev kun dybere for hver genlæsning. Selv nu, flere måneder efter at jeg læste den første gang, bliver jeg stadig glad af at tænke på den. For det er ikke bare en fin historie, der er fortalt på en smuk måde. Den her bog er så meget mere og jeg tror, jeg snart skal læse den en gang til. Og en gang til. Indtil efterfølgeren kommer. Og så igen.

Summer was here again. Summer, summer, summer. I loved and hated summers. Summers had a logic all their own and they always brought something out in me. Summer was supposed to be about freedom and youth and no school and possibilities and adventure and exploration. Summer was a book of hope. That's why I loved and hated summers. Because they made me want to believe.


2 kommentarer:

  1. Fantastisk anmeldelse. Du formår at sætte ord på mange af de ting, som jeg også knuselskede ved bogen.

    Den er helt klart undervurderet i blogland, synes jeg. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :) Det er jeg glad for at høre!

      Meget undervurderet <3

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com