lørdag den 11. juni 2016

TAG: 'By the Book'.


Jeg sidder egentlig næsten midt i en eksamensopgave, og jeg må indrømme, at det ikke har været helt let. Det er problemet med de bredere opgaver, i mine øjne, de virker i starten meget uoverskuelige. Men nu er det efterhånden lykkedes mig at indsnævre den del, af William Wordsworths forfatterskab, som jeg vil arbejde med og jeg har efterhånden fået læst en pæn stak bøger og artikler.

Så så kan jeg godt tage en lille pause. Bare et par timer eller tre, til at gå en tur, til at lave mad, til at se en film eller til at skrive et lille indlæg her til bloggen. Jeg har valgt, at jeg også vil være med i det tag, jeg har set omkring hos flere bloggere på det seneste, senest hos Ann-Kristine og Nikoline. Det er selvfølgelig det NY Times inspirerede tag 'By the Book'.


  • Hvilken bog er der på dit natbord?

På mit natbord ligger der i øjeblikket en lille stak bøger, der alle sammen handler om digteren Wordsworth. Jeg er nemlig ved at skrive eksamensopgave om ham, og de ligger der, fordi jeg som regel sidder i min seng og læser. Der ligger også to fritidslæsnings-beregnede bøger, som jeg desværre ikke har haft tid eller overskud til at åbne og læse videre i i flere dage. Det er de to eneste bøger, jeg er i gang med, nemlig Tolkiens The Book of Lost Tales, part one og The Karamazov Brothers af Fyodor Dostoevsky.


  • Hvilken bog var den sidste, du læste, som du vil betegne som fantastisk?

Jeg vil nok vove at påstå, at det må være Geminiderne af Nanna Foss, bog nummer to i Spektrum-serien. Det er et stykke tid siden, at jeg satte mig ned og læste den, men på trods af at jeg læste den, da deadline for BA nærmede sig med hastige skridt, kunne jeg simpelthen ikke lægge den fra mig. Jeg læste hele molevitten i et hug og jeg nød det i fulde drag.  Og selvom jeg ikke har opdateret det på Goodreads, så læste jeg i forrige uge hele Maze Runner-trilogien igen og jeg er lige så glad for dem som sidste år. Eller var det forrige år?


  • Hvis du kunne møde hvilken som helst forfatter - død eller levende - hvem ville det så være? Og hvad ville du vide?

Der er så mange forfattere, jeg godt kunne tænke mig at møde, at sådan et spørgsmål slet ikke kan besvares kort. Nuvel, hvis jeg skal vælge en, så er jeg nødt til at gå med min første indskydelse; jeg ville utroligt gerne møde J. R. R. Tolkien. Men jeg ville nok være så starstruck, at jeg ikke ville kunne få et ord frem. Men jeg vil vove at mene, at han er mit største litterære idol, så jo, ham vil jeg rigtig gerne møde. Men egentlig tror jeg, hvis jeg skal vælge en, jeg også ville turde snakke med, så ville jeg gerne møde en forfatter som James Dashner, John Green eller Rainbow Rowell. Åh, se nu begynder navnene bare at flyde.


  • Hvilke bøger vil man blive overrasket over at finde i din bogreol?

Jeg ved egentlig ikke, om man ville blive overrasket over nogen af mine bøger. Jo, jeg har en rimelig bred samling, men der er stadig tydelige gennemgående genrer, forfattere, whatever man nu ville kigge efter.


  • Hvordan organiserer du dine bogreoler?

Mine bøger er sorteret efter flere forskellige udgangspunkter. Klassikere står samlet, mine 50+ Wordsworth Editions står i alfabetisk orden efter forfatternavn, og derefter titel, men det er de eneste bøger, der er organiseret så omhyggeligt. De fleste af de andre bøger er ordet efter højde, sådan at bøger med samme højde står samlet, så vidt muligt også sådan at de står med andre bøger i samme genre. Alle mine digtsamlinger står samlet, det samme gælder alle de bøger jeg har, der er den første i en serie, men hvor jeg ikke har resten. Derimod står skuespil og dramaer spredt ud over det hele. Næsten alle mine bøger til studiet står samlet. Jeg har lavet en lille separat hylde til alle mine Tolkien-bøger og en anden til alle bøger der foregår i Harry Potter-universet. I virkeligheden tror jeg ikke, der er noget system i mine bogreoler, jeg forsøger bare at stille alle bøger af én forfatter sammen, og nogenlunde holde de forskellige genrer eller målgrupper samlet.


  • Hvilken bog har du altid haft en intention om at læse, men aldrig kommet i gang med? Er der bøger du er pinligt berørt over ikke at have læst?

Jeg har haft planer om at læse Jane Austens Stolthed og fordom i årevis. Nu står den på min reol, og har gjort i godt og vel 9 måneder, men jeg har ikke læst den endnu. Jeg ved dog ikke, om jeg vil sige, at jeg er pinligt berørt over ikke at have læst den. I det hele taget tror jeg ikke, der er en bog, jeg er pinlig over ikke at have læst. I hvert fald ikke en, jeg kan komme i tanke om.


  • Skuffende, overvurderet, bare ikke god: Hvilken bog føler du, du burde kunne lide, men det modsatte skete? Kan du huske den sidste bog, du lagde fra dig, uden at færdiggøre den?

Jeg har været rigtig heldig med de bøger, jeg har læst i år ind til videre, der har ikke været nogen større skuffelser i blandt dem, måske fordi jeg har haft så dårlig tid, at jeg har været mere kritisk med, hvad jeg ville læse. Men jeg læste The Woman in White af Wilkie Collins sidste år og havde sådan håbet, at jeg ville kunne lide den. Men det skete bare ikke. Det ærgrer mig stadigvæk.


  • Hvilken slags historier bliver du draget imod? Hvilke gør det modsatte?

Jeg er håbløs til at samle dystopiske historier op på biblioteket eller hive dem ud af min bogreol. Jeg kan godt lide når det veludført, når den korrupte regering eller systemet giver mening, når man kan ane, at der engang måske har været en positiv mening, men at det er gået helt galt. Og at den er gået galt på en måde, der giver mening, ikke bare for at det skal være et dystopisk samfund. Og jeg er alt, alt for glad for historisk fantasy, hvilket nok bunder i min kærlighed til Margit Sandemos alenlange serie Sagaen om Isfolket.


  • Hvis du kunne få statsministeren til at læse en bog, hvilken skulle det så være?

Der er så mange muligheder, jeg ved slet ikke, hvad jeg ville vælge. Jeg kunne forestille mig, at han ville have gavn af at læse en bog som Kurt Vonneguts Slaughterhouse-Five eller måske The Giver af Lois Lowry. Men jeg ved det virkelig ikke, jeg tror ikke det er så meget et spørgsmål om, hvad han skulle læse, men det, at han skulle læse.


  • Hvad planlægger du at læse næste gang?
Når jeg engang er kommet ud på den anden side af den opgave, jeg er ved at skrive nu, har jeg en uges tid til at læse op til min sidste eksamen på bacheloruddannelsen, så jeg ved ikke, hvor meget tid jeg får til at læse. Men jeg regner med, at den næste bog, jeg får læst færdig bliver den, jeg har sat mig for at læse i denne her måned, Foydor Dostoevskys The Karamazov Brothers. Ellers har jeg intet planlagt, jeg foretrækker at vælge impulsivt.


Jeg vil ikke tagge nogen til at besvare spørgsmålene, for jeg har absolut intet overblik over, hvem der er blevet tagget og hvem der allerede har svaret. Men hvis I har lyst til at lege med, så vil jeg meget gerne høre jeres svar på tagget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com