torsdag den 2. juni 2016

Forsvundne april og fortravlede maj | Tilbageblik #20


Ikke på billedet: Orientalisme af Edward Said, Culture and Imperialism af Edward Said, On Being Included af Sara Ahmed, Kamp for anerkendelse af Axel Honneth, Whiteness of the Different Colour af Matthew Frye Jacobson, Race and Popular Fantasy af Helen Young, Otherness af Susan Sencindiver og The Blood of Olympus af Rick Riordan.

April og maj var: forrygende hurtige. De to måneder gled sammen for mig, hvorfor jeg også har valgt at lave et samlet tilbageblik. Og så fordi der har været næsten helt stille på bloggen i de to måneder. Jeg ville gerne sige undskyld derfor, men hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det rigtig fint med, at jeg tillod mig selv at lade bloggen glide i baggrunden. Jeg kan godt lide at blogge, jeg er glad for mit lille sted på nettet, men jeg ved, at jeg var blevet umådeligt træt af det hele, hvis jeg havde forsøgt at holde mig til en eller anden form for tidsplan. Mellem studier, bachelorprojekt og romankonkurrence blev der ikke ret meget tid til at læse. Og så er det svært at køre en bogblog. Men som man også kan se på billedet ovenfor, så er det alligevel blevet til en pæn stak bøger over de to måneder. Men de sidste forårsmåneder har også budt på andet end at sidde spærret inde foran computerskærmen. Blandt andet nød jeg i fulde drag en noget længe undervisningsfri periode lige omkring Kristi Himmelfart, som blev tilbragt i solen, dag ud og dag ind. April og maj flød ikke kun fuldstændig sammen for mig, de forsvandt også mellem hænderne på mig. Når jeg ser tilbage, ved jeg ikke engang, hvad jeg har fået tiden til at gå med. Jeg nåede at blive færdig til Nye Stemmer og tør slet ikke tænke på, hvordan det mon går med min baby. Det er første gang, jeg har sendt et manuskript ind og det føltes stadig underligt at tænke på, at jeg har givet noget fra mig, der i så høj grad betyder noget for mig. Og så rykkede deadline for aflevering af bachelorprojektet nærmere. Til sidst føltes det som om jeg arbejdede på det projekt i døgndrift, men jeg blev færdig i god tid og brugte hele sidste weekend på at rejse frem og tilbage over det ganske danske land for at tage til koncerter sammen med en lille håndfuld søde veninder og min søster. Det var en helt perfekt måde at komme af med al bachelorstresset. Og nu er det sommer og jeg glæder mig som en sindssyg til at få mere tid. Til at nyde solen, tid til at være sammen med mine venner, tid til at læse og nok også tid til at gå til en eksamen eller to.

I april og maj læste jeg: 20 bøger ifølge Goodreads. Alle dem, der ikke er med på billedet, på nær den sidstnævnte, var bøger jeg læste i forbindelse med mit bachelorprojekt og er derfor allerede afleveret på forskellige biblioteker. Jeg er selv ret imponeret over, at jeg nåede at læse så mange bøger. Alligevel er jeg bagud med min Goodreads-udfordring, men det skal jeg nok få indhentet hurtigt.

I april og maj købte jeg: Så vidt jeg ved, ikke nogen bøger. Ikke hvad jeg kan huske, i hvert fald. Og så har jeg jo nok ikke købt nogen.

April og majs bedste læseoplevelse: Har været rigtig mange. Jeg fik endelig læst den anden bog i Spektrum serien og slugte hele Geminiderne af Nanna Foss på en dag. Det er nok en af dem, jeg husker bedst. Ved en pludselig indskydelse hev jeg Oprører  og Udvalgt, begge af Louise Haiberg, ud af reolen og læste dem henover en weekend. Og så var jeg selvfølgelig glad for at vende tilbage til Narnia-universet i løbet af april. 

April og majs mest skuffende læseoplevelse: Jeg vil ikke sige, at jeg var direkte skuffet. Men jeg følte mi unægteligt ikke nær så imponeret, da jeg var færdig med at læse Rick Riordans serie om egyptisk mytologi. Historien var spændende og den måde, han behandlede mytologien på, var en dejlig afveksling fra den velkendte måde fra hans serier om græsk og romersk mytologi. Men jeg følte lidt, at jeg manglede noget. 

April og majs lyrikvalg: Blev totalt overset i min travlhed.

April og majs korteste bog: I april var det Gabi, A Girl in Pieces af Isabel Quintero på 284 sider og iøvrigt er en af de to bøger, jeg skrev bachelorprojekt om. Og i maj blev det til Skæbnedans af Nocle Boyle Rødtnes på 249 sider.

April og majs længste bog: I starten af april læste jeg Alexandre Dumas' The Count of Monte Cristo på 894 sider færdig, men eftersom jeg ikke læste den hele i løbet af april, bliver den længste bog, jeg læse den måned til The Chronicles of Narnia af C. S. Lewis på 778 sider. I maj måned var den længste bog, jeg læste ikke overraskende Geminiderne af Nanna Foss på 656 sider.

I juni vil jeg: Læse igen. Ikke at jeg ikke har fået læst noget i de forgange måneder, men jeg vil læse mere og mere for mig selv end til studiet. Nu hvor jeg har afleveret bachelorprojekt har jeg ikke nær så meget jeg skal nå i hverdagen og mit eksamens-skema er rimelig afslappet. Jeg har nemlig kun to og de ligger med så mange dages mellemrum, at det ikke giver mig ret meget stress på nuværende tidspunkt. Selvom jeg sikkert kommer til at føle mig lidt mere stresset til den tid, er jeg ret afslappet omkring det lige nu. Jeg ved ikke hvad jeg vil læse, ud over de bøger jeg er i gang med. Jeg har længe haft lyst til at genlæse James Dashners The Maze Runner, og så er jeg gået igang med lidt nørderi omkring mit absolutte yndlingsunivers af den fiktive slags, nemlig Middle-earth og er gået i gang med The History of Middle-earth. Jeg håber på at få læst denne måneds murstensroman, som jeg virkelig glæder mig meget til og ellers er det ret svævende, hvad jeg vil læse.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com